Købsmomsen ved anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af højst 9 personer, kan ikke fradrages i momsregnskabet.
Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt biler, som kan transportere højst 9 personer, og som er indregistreret med hvide nummerplader. Dvs. motorkøretøjer, hvoraf der efter registreringsafgiftsloven er betalt fuld afgift (almindelige personvogne), nedsat afgift (hyrevogne) eller slet ingen afgift, fordi de er fritaget herfor (personvogne, der tilhører visse statsinstitutioner).
Styrelsen har i TfS 1997, 16 udtalt, at autocampere, der er indrettet til befordring af højst 9 personer, også er et personmotorkøretøj.
Visse køretøjer falder imidlertid uden for bestemmelsen, fordi de efter en konkret vurdering ikke anses for personmotorkøretøjer. Dette gælder biler, som er særligt indrettet til brug for virksomhedens momspligtige aktiviteter, og som er fritaget for registreringsafgift. Som eksempler herpå kan nævnes mandskabsvogne, der er indrettet til befordring af både mandskab og materiel. Købsmomsen er i disse tilfælde fradragsberettiget efter de almindelige regler.
Det samme gælder andre transportmidler end personmotorkøretøjer (biler og motorcykler), såsom cykler, knallerter, busser, færger og flyvemaskiner. Disse er ikke omfattet af bestemmelsen og må derfor med hensyn til fradragsret for købsmomsen i lighed med mandskabsvognene, der er nævnt overfor, behandles efter de almindelige regler.
Landsskatteretten har i SKM2001.39.LSR truffet afgørelse om, at momsfradrag i forbindelse med anskaffelse og drift af rustvogn skal opgøres efter momslovens almindelige fradragsregler, jf. momslovens §§ 37 og 38.
Momsnævnet har i TfS 1997, 896 truffet afgørelse om, at udgifter til moms af færgebilletter for personmotorkøretøjer (hvidpladebiler) ikke er fradragsberettigede, uagtet udgifterne afholdes i forbindelse med erhvervsmæssige aktiviteter.
Landsskatteretten har i SKM2003.124.LSR truffet afgørelse om, at et selskabs udgifter til leje af parkeringspladser i forbindelse med et frivilligt momsregistreret lejemål må anses som udgifter til drift af personmotorkøretøjer som omhandlet i momslovens § 42, stk. 1, nr. 7. Moms af lejeudgiften vedrørende parkeringspladser til brug for virksomheden og medarbejdere kunne derfor ikke fradrages. Se også SKM2006.268.VLR.
Østre Landsret har i TfS 1999, 265, afsagt dom om, at der ikke kan fradrages moms ved anskaffelse af motorkøretøjer på grønne nummerplader, der anvendes til erhvervsmæssig kørsel på Københavns Lufthavns område. Landsretten lagde til grund, at de af sagen omhandlede køretøjer må anses som personmotorkøretøjer.
Se J.1.1.13 om fradragsretten for moms af broafgift, som betales ved kørsel på Storebæltsbroen, og J.3.4. om billeasing. Se også J.1.1.13 om fradragsret for moms af passagen af den faste forbindelse over Øresund.
>
I SKM2012.406.SR bekræftede Skatterådet, at et selskab, der ville tilbyde en medarbejder "frit brændstof" til brug for privat og erhvervsmæssig kørsel, ikke kan fradrage momsen på brændstofudgiften, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 7.
< |