| Momsloven omfatter momspligtige personers levering af varer og ydelser mod vederlag samt andre transaktioner, der sidestilles hermed.
Der betales som hovedregel ikke moms ved salg af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, se dog nærmere om undtagelserne D.A.5.9 Levering af fast ejendom ML § 13, stk. 1, nr. 9). Tilsvarende er udlejning, herunder bortforpagtning af fast ejendom som udgangspunkt fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 8.
Alle arbejdsydelser på jord, bygninger og anden fast ejendom f.eks. gader, veje, pladser og havne, er derimod momspligtige efter hovedreglen i momslovens § 4, stk. 1. Det betyder, at opførelse, ombygning, modernisering, reparation og vedligeholdelse af bygninger og lokaler samt anden fast ejendom er omfattet af momspligten. Endvidere er jordbearbejdning, udgravning, pilotering og planering mv. momspligtig. De materialer, som anvendes i forbindelse med ovennævnte arbejdsydelser, er ligeledes momspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1.
Når byggevirksomheder foretager leverancer mod vederlag, skal der betales moms på almindelig vis. Der skal således betales moms af byggeri mv. for fremmed regning.
For at undgå konkurrenceforvridning er det nødvendigt at lægge moms på byggeri mv. for egen regning, den såkaldte "pålægsmoms".
De generelle regler om moms, som har særlig interesse i forbindelse med moms ved byggeri mv., er omtalt i Q.1.2 og Q.1.3.
De særlige regler om byggeri for egen regning er omtalt i Q.1.2, Q.1.4 og Q.1.5. Sondringen mellem byggeri for fremmed og egen regning er omtalt i Q.1.2.5.
Den historiske baggrund for de særlige regler om moms på byggeri mv. for egen regning er omtalt nedenfor i Q.1.1.1. |