| Indberetningspligten efter SKL (skattekontrolloven) § 7 A, stk. 2, nr. 1, omfatter B-indkomst, der erlægges for personlige arbejds- eller tjenesteydelser uden for ansættelsesforhold. Oplysningspligten omfatter alle former for honorarer for ikke momspligtig personlige arbejds- eller tjenesteydelser.
De ydelser, der er undtaget fra momspligten, fremgår af momslovens § 13. Det er i den forbindelse vigtigt at bemærke, at vederlag for personbefordring samt leje, bortforpagtning og administration af fast ejendom, der i medfør af momslovens § 13 er undtaget fra momspligten, ikke skal indberettes, jf. § 11, stk.1, nr. 1, litra a,b go C.i BKG nr. 1522 af 14. december 2006.
Der kan blive tale om indberetningsspligt vedrørende vederlag for normalt momsbelagte ydelser, men hvor regningen er udskrevet uden moms, fordi ydelsen er leveret af en person, hvis erhvervsmæssige omsætning ikke overstiger 50.000 kr. årligt, og som derfor ikke er registreringspligtig efter momsloven. Det kan eksempelvis dreje sig om ydelser fra tolke, tegnere, fotografer m.v.
Der vil være indberetningspligt på hovedparten af de ydelser, der udbetales efter sygesikringsloven.Indberetningspligten vedrører alene de faktisk afholdte udgifter, og der skal derfor ikke indberettes om den andel, som en patient selv må afholde. Dernæst vil der være oplysningspligt for alle ydelser, hvor en institution eller offentlig myndighed rekvirerer en ydelse og er forpligtet til at afholde udgiften herfor. Eksempelvis kan nævnes betaling af attester (f.eks. i dagpenge- eller pensionssager), betaling for ydelser efter børnetandplejeloven m.v. Oplysningspligten er uafhængig af, om modtageren af ydelsen lægger beløbet ud og siden får det refunderet.
Skattefri ydelser udbetalt i henhold til lov om aktiv socialhjælp eller lov om social pension vil som hovedregel ikke være omfattet af oplysningspligten.
Betingelsen om, at der skal være tale om personlige arbejds- eller tjenesteydelser, medfører, at oplysningspligten ikke omfatter tilfælde, hvor vederlag for det udførte arbejde udbetales til et A/S eller ApS som selskabetsindkomst.
Udføres arbejdet derimod af en enkeltmandsvirksomhed eller f.eks. et interessentskab bestående af fysiske personer, vil der være oplysningspligt. Dette vil også være tilfældet, selv om der i vederlaget indgår betaling til lønnet medhjælp.
For B-indkomstmodtagere gælder, at der er fuld indberetningspligt for beløb, der er ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse til f.eks. rejse, befordring og ophold. Til modtagere af B-indkomst kan der således ikke udbetales skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser, idet modtagerne ikke er omfattet af bestemmelsen i LL (ligningsloven) § 9, stk. 5 og stk. 6. |