Gruppelivsforsikringer | Gruppelivsforsikringer er kollektive forsikringsordninger, hvor der for et større antal personer, f.eks. ansatte i en virksomhed, medlemmer af en organisation eller forening samt i visse tilfælde kunder i pengeinstitutter, kreditforeninger eller medlemmmer af kontoringe, tegnes livsforsikringer med ens forsikringssummer samt på ensartede vilkår i øvrigt. Der findes normalt ingen aldersgrænse for indtræden i disse ordninger, og som regel vil gruppelivsordningens bestemmelser om ejerbeføjelser og kredsen af indsatte begunstigede heller ikke opfylde betingelserne i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 10 (kapitalforsikring i pensionsøjemed). Skattemæssigt behandles præmien normalt på samme måde som præmier for individuelt tegnede kapitalforsikringer, jf. foran under afsnit A.C.3.3.1 § 53 A-ordninger. Gruppelivsforsikring for ansatte i en virksomhed kan være tegnet, således at reglerne i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 10 om kapitalforsikring i pensionsøjemed er opfyldt. Ordningen behandles herefter automatisk efter de for sådanne ordninger gældende regler, jf. Skat 1987.3.215 (TfS 1987, 153 LSR). I denne sag blev de ansatte anset for at være ejere til en af arbejdsgiveren i PFA A/S tegnet gruppelivsforsikring. Arbejdsgiveren betalte præmien, der blev opgivet som præmie til kapitalforsikring på lønoplysningssedlerne, og således ikke havde været medregnet i arbejdstagerens lønindkomst. Kredsen af begunstigede var begrænset til nærmeste pårørende i forsikringsaftalelovens forstand. Indmeldelse til ordningen skulle ske inden det 60. år, og dækningen ophørte ved det 65. år. Ordningen blev anset for omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 10, og udbetalingerne skulle derfor afgiftsberigtiges. Da præmierne beregnes for 1 år ad gangen uden reservedannelse, kan pensionsbeskatningslovens særlige overgangsregler for kapitalpensionsordninger omfattet af kapitel 1 ikke anvendes. Den fulde udbetalte forsikringssum afgiftsberigtigedes derfor efter højeste gældende sats. På baggrund af de uheldige afgiftsmæssige konsekvenser, der følger af, at en gruppelivsforsikring anses for omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 10, kan ejeren ved ordningens oprettelse give afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I, mod at der sker beskatning efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 53 A, stk. 1, nr. 2. Opmærksomheden henledes på, at arbejdsgiveren og arbejdstageren kan aftale, at præmie til en gruppelivsforsikring, der i øvrigt ikke er fradragsberettiget, indgår som en ikke adskilt del af en livsforsikringsordning, der er omfattet af bortseelsesretten i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19, med den virkning, at arbejdsgiveren ser bort fra præmien ved tilbageholdelsen af A-skat, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 5. Gruppelivspræmien skal i stedet medregnes i arbejdstagerens skattepligtige indkomst efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 1. Forsikringsselskabet foretager indberetning af præmien til told- og skatteforvaltningen efter >§ 24 i bekendtgørelse nr. 1198 af 9. december 2009< om indberetningspligter efter skattekontrolloven. Præmier til livsforsikringer betalt og fratrukket som faglige kontingenter medtages ved opgørelsen af det enkelte medlems skattepligtige indkomst, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 4. Præmiebetalingen betragtes som en skattepligtig udlodning fra foreningen, og er personlig indkomst hos medlemmet. Præmier til gruppelivsforsikring, der afholdes af en pensionskasse, er skattepligtig indkomst for medlemmet i medfør af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 1, jf. stk. 3 (B-indkomst). Medlemmerne af pensionskassen anses efter pensionsbeskatningsloven for ejere af forsikring, og udbetaling af forsikringssum eller bonus er skatte- og afgiftsfri. I PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 4, 2. pkt., er det præciseret, at sumudbetalinger fra fagforeningers gruppelivsforsikringer som følge af invaliditet er skatte- og afgiftsfri. Forsikringssummer, der udbetales ved et medlems død, er skatte- og afgiftsfri. I praksis er forsikringssummer, der udbetales ved invaliditet, blevet sidestillet med udbetaling af forsikringssummer ved død. Er der knyttet alderssum til gruppelivsforsikringer, som udbetales til gruppemedlemmet fra en ordning tegnet af en pensionskasse, er udbetalingen skattefri, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) §§ 56, stk. 2 og 53 A, stk. 5. Alderssum, der udbetales til gruppemedlemmet fra en ordning tegnet af en faglig sammenslutning med medlemmet som ejer, er skattefri, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 53 A, stk. 5. Er den faglige sammenslutning derimod ejer, er alderssummen skattepligtig indkomst for medlemmet, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 2 og Skat 1987.8.608 (TfS 1987, 452 DEP). Overdragelse af ejendomsretten til livsforsikring m.v., herunder gruppelivsforsikring, medfører efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 2, at modtageren skal medregne værdien af forsikringen i sin skattepligtige personlige indkomst på overdragelsestidspunktet. Såfremt der gennem en pensionskasse er etableret en gruppelivsforsikring, og pensionskassen ifølge policen har krav på eventuel bonus, skal de forsikrede (som ejere) i medfør af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 56, stk. 1, jf. stk. 3, indtægtsføre bonus, såfremt pensionskassen vælger at anvende bonusen til forhøjelse af forsikringsydelserne. |