| Lønmodtageres indkomstår er normalt kalenderåret, hvorimod selvstændigt erhvervsdrivende efter KSL (kildeskatteloven) § 22, stk. 2, kan vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). Reglerne i KSL (kildeskatteloven) § 22 om omlægning til forskudt indkomstår er ændret (objektiveret) ved lov nr. 509 af 7. juni 2006 Ved samme lov indsættes et nyt stk. 3 i KSL (kildeskatteloven) § 99 om samlevende ægtefæller. Se om disse regler under afsnit E.A.3.3.2 Omlægning til forskudt indkomstår og E.A.3.3.3 Omlægning efter tilladelse.
Ved valg af et andet indkomstår end kalenderåret skal en samlevende ægtefælle anvende samme indkomstår. Dette gælder dog ikke, hvis omlægningen ønskes foretaget i det år, hvori ægteskabet er indgået. Det følger således af KSL (kildeskatteloven) § 100, 1. pkt., at indkomsten ansættes på grundlag af det hidtil anvendte indkomstår for det kalenderår, hvori ægteskabet er indgået. Hensynet til at kunne gennemføre en forskellig beskatning af parterne henholdsvis før og efter ægteskabets indgåelse betyder, at anvendelsen af samme indkomstår for ægtefællerne i denne situation må udskydes ét år.
Ændring af den samlevende ægtefælles indkomstår sker på grundlag af meddelelsen til SKAT (den skattepligtige skal inden udløbet af det indkomstår, der ønskes omlagt, give meddelse herom til SKAT jf. E.A.3.3.2 Forskellige definitioner af øl omfattet af afgiften og E.A.3.3.3 Omlægning efter tilladelse) fra den anden ægtefælle, og den samlevende ægtefælle behøver således ikke selv at give meddelelse om omlægningen til SKAT.
Efter KSL (kildeskatteloven) § 99, stk. 2, skal en af ægtefællerne - hvis deres indkomstår ved ægteskabets indgåelse ikke er sammenfaldende - ændre sit indkomstår, så at det bliver sammenfaldende med den anden ægtefælles indkomstår. Ægtefællerne skal senest ved indgivelse af selvangivelsen vedrørende det kalenderår, hvori ægteskabet indgås, oplyse, hvilket fælles indkomstår ægtefællerne fremtidig agter at anvende.
Sker omlægningen efter KSL (kildeskatteloven) § 22 af et indkomstår, hvori ægtefællerne har indgået ægteskab, behøver ægtefællerne ikke at iværksætte den nævnte procedure i § 99, stk. 2, hvis det indkomstår, som ønskes omlagt, udløber før ægtefællernes selvangivelsesfrist, jf. KSL (kildeskatteloven) § 99, stk. 3. Ægtefællen skal i denne situation give besked om omlægningen inden indkomstårets udgang, og SKAT vil ved modtagelsen af meddelelsen også registrere ændringen af indkomstår for den samlevende ægtefælle.
Eksempel på omlægning af indkomstår efter ægteskabsindgåelse: Indkomståret 2009, der hos den ene ægtefælle (manden) begynder den 1/3-08 og slutter 28/2-09, ønskes omlagt til et fremadforskudt indkomstår begyndende 1/2-09 og sluttende 31/1-10. Ægteskabet indgås i december 2008. Inden udgangen af februar 2009 giver manden SKAT meddelelse om omlægningen. Som følge af omlægningen, og fordi ingen indkomstperioder må dubleres, består indkomståret 2009 - som er et overgangsår - af perioden 1/3-08 - 31/1-10 - altså af 23 måneder. På grundlag af meddelelsen til SKAT ændres den anden ægtefælles (hustruens) indkomstår, og denne behøver således ikke at oplyse herom i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for indkomståret 2008 i foråret 2009. Omlægningen af hustruens indkomstår 2009 sker således, at det kommer til at bestå af perioderne 1/1-09 - 31/1-10. |