Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

D.A.6.1.8 Salg af gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning ML § 14, stk. 1, nr. 5-6, og stk. 2

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for fastlæggelsen af leveringsstedet ved handel med gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning. Se Momssystemdirektivets artikler 38-39 og ML (momsloven) § 14, stk. 1, nr. 5-6, og stk. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning
  • Levering til afgiftspligtige forhandlere
  • Levering til andre aftagere
  • Ligestilling af varme og kulde med gas og elektricitet.

Gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning

Gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning anses i Momssystemdirektivet og i momsloven som varer. Se Momssystemdirektivets artikel 15, stk. 1, og ML (momsloven) § 14, stk. 2.

Se evt. afsnit D.A.4.1.4 Levering af varer om levering af varer.

Levering til afgiftspligtige forhandlere

Der er leveringssted her i landet, når

  • der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system,
  • der leveres elektricitet eller varme- eller kuldeforsyning via varme- eller kuldenet,

til en afgiftspligtig videreforhandler, som her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, hvortil varerne leveres, eller, i mangel af et sådant her i landet, hvis videreforhandleren har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her. Se ML (momsloven) § 14, stk. 1, nr. 5.

Afgiftspligtig videreforhandler

Ved en afgiftspligtig videreforhandler forstås i denne forbindelse en momspligtig person, hvis hovedbeskæftigelse i forbindelse med køb af gas, elektricitet, varme- eller kuldeforsyning er at videresælge disse produkter, og hvis eget forbrug af disse produkter er ubetydeligt. Se ML (momsloven) § 14, stk. 2, og Momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2.

Momsudvalget har i en retningslinje vedtaget med enstemmighed udtalt, at hvis en afgiftspligtig person skal kunne betragtes som en afgiftspligtig videreforhandler i Momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2's forstand, skal den pågældendes aktivitet bestå i at sælge nøjagtigt det samme produkt, blandt produkterne omfattet af Momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2, som det produkt, der er indkøbt. Der må ikke ske omdannelse til andre produkter. Og der må ikke være et egetforbrug af produktet, medmindre egetforbruget kan anses for ubetydeligt.

I tilfælde hvor den afgiftspligtige persons aktivitet medfører forbrug af et af produkterne omfattet af artikel 38, stk. 2, med henblik på at produceret et andet af de omfattede produkter, finder et enstemmigt momsudvalget, at den afgiftspligtige person i forbindelse med salget af det producerede produkt ikke kan anses for en afgiftspligtig videreforhandler. I de tilfælde finder et enstemmig momsudvalg, at Momssystemdirektivets artikel 39 (om levering til andre aftagere) skal anvendes ved fastlæggelsen af leveringsstedet. SKAT deler udvalgets opfattelse.

Se retningslinje WP 765, DOK A fra Momsudvalget, der er vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 98. møde.

Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4 Momsens indførelse.

Se også

Leveringer til andre aftagere

Der er leveringssted her i landet, når

  • der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system,
  • der leveres elektricitet eller varme- eller kuldeforsyning via varme- eller kuldenet,

og disse leveringer ikke er omfattet af ML (momsloven) § 14, stk. 1, nr. 5, og varerne rent faktisk anvendes og forbruges her i landet.

Hvis alle eller en del af disse varer ikke reelt forbruges af kunden, anses de ikke-forbrugte varer for at være anvendt og forbrugt her, når kunden her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed. Det gælder også, hvis han har et fast forretningssted her i landet, hvortil varerne leveres, eller i mangel af et sådant, hvis kunden har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her. Se ML (momsloven) § 14, stk. 1, nr. 6.

Bestemmelsen finder både anvendelse på leverancer til momspligtige og til ikke-momspligtige personer, fx privatpersoner.

Ligestilling af varme- og kuldeforsyning med gas og elektricitet

Det tekniske direktiv (2009/162/EU af 22. december 2009) omhandler bl.a. momsbeskatningsstedet for grænseoverskridende leveringer af el, gas, varme- og kuldeforsyning.

Ved en ændring af sjette momsdirektiv i 2003 blev der indført en særlig ordning med hensyn til bestemmelserne om indførsel af gas og elektricitet samt beskatningsstedet herfor. Ordningen blev indført i tilknytning til liberalisering af grænseoverskridende handel med disse varer. Ordningen betyder i det væsentlige, at momsen skal betales i forbrugslandet.

For at skabe overensstemmelse mellem formålet med og affattelsen af 2003-bestemmelsen blev det i det tekniske direktiv tydeliggjort, at den særlige ordning finder anvendelse på levering af gas gennem ethvert naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system.

De problemer, der knytter sig til levering af varme- og kuldeforsyning, er imidlertid de samme som dem, der knytter sig til levering af gas og elektricitet. Derfor bør der gælde de samme regler for beskatningsstedet for varme og kulde, som gælder for gas og elektricitet. Dette var baggrunden for ligestillingen af varme- og kuldeforsyning med gas og elektricitet, som blev indført ved lovændringen pr. 1. januar 2011 (Lov nr. 1361/2010).

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
BEREGNER
Med Skatteberegning 2021, kan du beregne skatten for indkomståret 2021. Da skatteberegneren har form af et Excel-regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Skal du beregne skatten for indkomståret 2020, skal du i stedet benytte Skatteberegning 2020.
,, Advokat Tommy V. Christiansen har gjort gældende, at der på intet tidspunkt rejses kritik af klienten, og at klienten selv må tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for en reaktion og i givet fald må anlægge en injuriesag.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, I de løbet af de nævnte tre år har Østre Landsret afsagt i alt 162 domme i skattesager. I disse har den skattepligtige fået helt eller delvis medhold i 19 af sagerne. Det svarer til, at de skattepligtige har tabt 88% af sagerne.

I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.
SKAT er pr. 1. juli 2018 blevet splittet op i 7 styrelser: Skattestyrelsen, Toldstyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Gældsstyrelsen, Motorstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Administrations- og Servicestyrelsen.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.
,, Selvstændige, der driver deres virksomhed som et ApS eller et A/S, vil således igen kunne få omkostningsgodtgørelse, når en afgørelse fra SKAT indbringes for Landsskatteretten eller de almindelige domstole.
Kommuneskatte­procenterne bliver lagt til grund ved skatteberegningen for indkomståret 2021. Afgørende er, i hvilken kommune man havde bopæl den 5. september 2020.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.