A.A.9.6 Særligt om forældelse af skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse

Indhold

Dette afsnit handler om hovedregler og undtagelser om forældelse af skattekrav, herunder forfaldstidspunktet og foreløbig afbrydelse.

Afsnittet indeholder:

• Skattekrav og lovgrundlag
• Hovedregler om forældelse af skattekrav
• Undtagelser om forældelse af skattekrav
• Særligt retsgrundlag
• Krav afledet af en ekstraordinær ansættelse
• Forfaldstidspunkt og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
• Særligt om forældelse af krav på restskatter
• Særligt om ændringer/genoptagelser (tidl. efterangivelser )
• Særligt om efterbeskatning
• Foreløbig afbrydelse
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skattekrav og lovgrundlag

Udtrykket "skattekrav" anvendes i det følgende såvel om krav på indkomstskatter som krav på moms og afgifter. Udtrykket "forældelse af skattekrav" omfatter tilsvarende forældelse af såvel krav på de direkte skatter som krav på de indirekte skatter.

Reglerne om forældelse af skattekrav findes i forældelsesloven og i følgeloven hertil. Forældelsesloven med ændringslove er senest samlet ved lovbekendtgørelse nr. 1238 af9. november 2015 om forældelse af fordringer.

Se også hovedloven, lov nr. 522 af 6. juni 2007 og følgeloven, lov nr. 523 af 6. juni 2007 . Ved nævnte følgelov blev der indsat særlige regler om forældelse af skattekrav. Se SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 34 a og 34 b . Reglerne trådte i kraft den 1. januar 2008. De tidligere gældende regler i Danske Lov 5-14-4 fra 1683 og lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer kan fortsat have betydning. Se om overgangsregler afsnit A.A.9.12 Overgangsregler .

Hovedregler om forældelse af skattekrav

Hovedreglen er, at skattekrav forældes efter tre år fra kravets forfaldstidspunkt. Se FORÆL (forældelsesloven) § 3, stk. 1, og SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 1. Lovbestemte løbedage vil dog udsætte forældelsens begyndelsestidspunkt. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2.

Når der er tale om Transfer Pricing (TP) krav, eller når der er tale om krav afledt af en ansættelse vedrørende overdragelse af aktier, aktiver og passiver som led i en aktieombygning, spaltning eller tilførsel af aktiver, er hovedreglen om 3-år forlænget til 5-års forældelse. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 3 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5 og 8 .

Den korte 3-års (5-års) frist kombineres med en længere, almindelig 10-års frist. Se FORÆL (forældelsesloven) § 3, stk. 3.

10-årsfristen får kun betydning, hvis 3-års fristen suspenderes. 10-års fristen begrænser den tidsmæssige grænse for, hvor længe 3-års fristen kan være suspenderet.

Hovedreglerne om skattekravs forældelse bygger på et to-strenget system med en 3-års regel kombineret med en 10-års regel. Såvel skattemyndighedens krav som borgerens tilbagesøgningskrav er omfattet af dette regelsæt.

Se også

• A.A.9.3 om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, herunder betydningen af suspension.
• A.A.9.4.2 Forældelsesfrister på skatter og afgifter, der indeholder en oversigt
• A.A.9.6 om forfaldstidspunktet ved skattekrav.

Undtagelser om forældelse af skattekrav

Der gælder i udvalgte tilfælde nogle særlige forældelsesregler, hvorved det to-strengede system erstattes af et en-strenget.

Ved forældelse af skattekrav skal man navnlig være opmærksom på to tilfælde, hvor en særregel om 10-års forældelse erstatter hovedreglen. Dette er tilfældet, hvis der foreligger "et særligt retsgrundlag", eller hvis kravet er afledt af en ekstraordinær ansættelse. Se nærmere om de to tilfælde i "Særligt retsgrundlag" og "Krav afledet af en ekstraordinær ansættelse".

Særligt retsgrundlag

Hvis der foreligger et særligt retsgrundlag, forældes skattekravet først ti år fra forfaldstidspunktet. Se FORÆL (forældelsesloven) § 5, stk. 1, nr. 3.

Der foreligger et særligt retsgrundlag, hvis kravets eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.

Baggrunden for, at der gælder en 10-års regel, når der foreligger et særligt retsgrundlag er, at kravets størrelse og eksistens er klarere bevissikret end tilfælde, der omfattes af hovedreglen.

Kravet om, at "kravets eksistens og størrelse skal være fastslået ved .... anden bindende afgørelse", vil normalt være opfyldt ved afgørelser fra Landsskatteretten vedrørende moms- og afgiftskrav, idet afgørelser herom sædvanligvis tager stilling til både kravets eksistens og størrelse.

Afgørelser fra et skatteankenævn eller Landsskatteretten om krav vedrørende indkomstskatter eller selskabsskatter vil normalt ikke udgøre et særligt retsgrundlag, da disse sjældent tager stilling til kravets størrelse, men alene kravets eksistens. Må det i det konkrete tilfælde antages, at en afgørelse i disse tilfælde direkte tager stilling til såvel kravets eksistens som størrelse, vil der undtagelsesvist foreligge et særligt retsgrundlag.

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at krav på selskabsskatter, der vedrørte forhøjelsen af selskabets skattepligtige avance ved Landsskatterettens kendelse af 30. juni 2008, ansås for omfattet af den 10-årige forældelsesfrist i FORÆL (forældelsesloven) § 5, stk. 1, nr. 3. Landsskatteretten henviste til, at Landsskatterettens kendelse gav kravet et særligt retsgrundlag, da fristen for at indbringe kendelsen for domstolene var sprunget, og størrelsen af kravet direkte kunne udledes af kendelsen. Se SKM2012.226.LSR .

Se også

Se også afsnit A.A.9.4.1 Forældelsesfristens længde og beregning særlige forældelsesfrister ved bestemte fordringer og afsnit A.A.9.4.2 Forældelsesfrister på skatter og afgifter forældelsesfrister på skatter og afgifter

Krav afledt af en ekstraordinær ansættelse

Hvis et skattekrav er afledt af en ekstraordinær ansættelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 27 eller 32 , forældes kravet ti år fra forfaldstidspunktet. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 4.

Ved ekstraordinære ansættelser efter fristreglerne i SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 27 og 32 er der ikke fastsat en frist for, hvor sent der kan varsles en ansættelse eller anmodes om genoptagelse. Det betyder, at reglen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 4 , om ti års forældelse af kravet reelt sætter grænsen for ansættelsens foretagelse. Det giver ikke mening at foretage ansættelsen, hvis kravet på forhånd er forældet.

Fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 4 , suppleres af en regel om et års tillægsfrist fra afgørelsestidspunktet, hvis den ekstraordinære ansættelse er varslet eller foretaget inden den 10-årige forældelsesfrists udløb. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 2 og FORÆL (forældelsesloven) § 21, stk. 2.

Se også

• A.A.9.7 Særligt om skattekrav - afgrænsning og samspil med fristreglerne om forældelse af krav afledt af en ekstraordinær ansættelse.
• A.A.8.2.3 om de ekstraordinære ansættelsesfrister.

Forfaldstidspunkt og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt

Forældelsesfristen løber fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Tidspunktet kaldes forfaldstidspunktet. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2, stk. 1.

Hvis skyldneren har løbedage eller i øvrigt er indrømmet en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes fristen først fra betalingsfristens udløb. Løbedage og andre betalingsfrister udsætter derfor forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Se FORÆL (forældelsesloven) § 2, stk. 1, og 2.

Løbedage og yderligere betalingsfrister er ikke udtryk for et udskudt forfaldstidspunkt. De er udtryk for, at kreditor ikke kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod debitor, hvis betalingen sker inden for løbedagene/betalingsfristen.

Forfaldstidspunktet tillagt eventuelle løbedage eller betalingsfrister er afgørende for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, uanset om kravet forældes efter den almindelige 3-års frist eller efter en af de særlige 10-års frister. Forfaldtstidspunktet for skattekrav fremgår af den lov, som det enkelte krav er hjemlet i.

Særligt om henstand

Hvis skyldner har fået henstand med betalingen, udskydes forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Fristen løber fra udløbet af henstandsperioden. Se SKM2013.288.ØLR og tilsvarende SKM2013.470.BR.

Det er en forudsætning for, at henstand kan udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at SKAT kan dokumentere, at henstand er givet efter anmodning fra skyldneren. Se SKM2013.97.ØLR , hvor Landsretten fastslog, at dette ikke var tilfældet. Se SKM2014.386.BR, hvor henstand var bevilliget efter anmodning, og hvor byretten afviste, at henstandsbevillingerne var ugyldige, uanset at bevillingerne var givet på grundlag af en fejlagtig antagelse om, at en verserende højesteretssag havde betydning for SKATs krav mod sagsøgerne.

Byretten stadfæstede Landsskatterettens tidligere afgørelse. En aftale mellem en skyldner og en kommune om, at klageren efter anmodning var bevilliget inddrivelsesmæssig henstand med betaling af kravet, indtil Landsskatteretten havde truffet afgørelse om grundlaget for kravet, ansås for bindende. Aftalen bevirkede, at skattemyndighederne var afskåret fra at foretage inddrivelsesmæssige skridt vedrørene kravet i perioden, hvor aftalen var gældende. Det ændrede ikke herpå, at aftalen anvendte udtrykket "berostillelse" i stedet for "henstand. Kravet var således ikke forældet, hvorfor klageren i den konkrete sag ikke fik medhold i sin påstand herom. Se SKM2012.643.BR .

Landsskatteretten har truffet afgørelse om, at den del af et selskabs gæld, der vedrørte en forhøjelse af selskabets skattepligtige avance ved kommunens afgørelse af 9. juni 2005, og hvor kommunen havde meddelt henstand med betalingen frem til den 19. november 2008, ikke var forældet, idet der ved udløbet af henstandsperioden begyndte at løbe en ny forældelsesfrist. Se SKM2012.226.LSR .

Se også

Afsnit A.A.9.3 Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Særligt om forældelse af krav på restskatter

Forældelsesfristen for ikke indregnede restskatter løber fra de betalingstidspunkter, der fremgår af opkrævningsreglerne i KSL (kildeskatteloven) § 61.

Udskrivning af årsopgørelse senest den 1. oktober i året efter indkomståret

Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten, der ikke indregnes, efter KSL (kildeskatteloven). § 61, stk. 4, til betaling i 3 rater i hver af månederne august, september og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidig betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.

Forældelsesfristen for de 3 rater vil derfor løbe fra den 20/8, 20/9 og 20/10 i året efter indkomståret. (før indkomståret 2013 : den 20/9, 20/10 og 20/11).

Udskrives årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret eller senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden.

Udskrivning af årsopgørelse senere end 1. oktober i året efter indkomståret.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen ifølge skattekontrollovens § 5, stk. 3, foretages skønsmæssigt, dvs. ved "taksering".

Selvangivelsesfristen er 1. juli i året efter indkomstårets udløb, når der er tale om en udvidet selvangivelse. Udgangspunktet er derfor, at takseringer først finder sted efter 1. oktober, når SKAT har konstateret, at borgeren ikke har opfyldt sin pligt til at selvangive, og at opkrævningen herefter sker i medfør af KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 5.

Det fremgår af KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 5:

"Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senere end den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter KSL (kildeskatteloven) § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau) med tillæg af et til denne del af restskatten svarende tillæg efter stk. 2 og renter efter KSL (kildeskatteloven) § 62 A, stk. 1, 3. pkt., til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B-skat, jf. § 58."

Det fremgår af KSL (kildeskatteloven) § 58:

"B-skat og foreløbigt arbejdsmarkedsbidrag forfalder til betaling i 10 rater den 1. i hver af månederne januar, februar, marts, april, maj, juli, august, september, oktober og november med sidste rettidige betalingsdag for den skattepligtige den 20. i forfaldsmåneden."

Bemærk: Der forfalder ikke en rate til betaling i juni og december.

Når årsopgørelsen er udskrevet senere end 1. oktober i året efter indkomstårets udløb, sker der ikke indregning i forskudsskatten. Den del, der rummes i grundbeløbet på 18.300 kr., forfalder i 10 rater med de betalingstidspunkter, der gælder for B-skat, jf. § 58. Det medfører, at forfaldstidspunktet udskydes til 20/1, 20/2 etc. i år 2 efter indkomståret, jf. § 61, stk. 5, 1. pkt., jf. § 58.

Beløb ud over grundbeløbet forfalder i 3 rater i de nærmeste 3 måneder efter udskrivelsen af årsopgørelsen, jf. KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 6.

Bemærk:

Forældelsesfristen på den enkelte rate vil løbe fra sidst rettidig betalingstidspunktet.

Eksempler:

• Udskrives årsopgørelsen med en takseret restskat i december, fremkommer herved 3 "store" rater (20/1, 20/2 og 20/3), der ud over (3/10 af) grundbeløbet består af beløb ud over de 18.300 kr., og 7 "små" rater (20/4 - 20/11), der alene består af (de sidste 7/10 af) grundbeløbet på de 18.300 kr.
• Udskrives årsopgørelsen med en takseret restskat i november, fremkommer 3 rater (20/12, 20/1 og 20/2) og 10 rater (20/1 - 20/11) - herved fremkommer 1 "lille" rate (20/12), 2 "store" rater (20/1 og 20/2) og 8 "små" rater (20/3-20/11).
• Udskrives årsopgørelsen med en takseret restskat i februar fremkommer der 3 "store" rater (20/3, 20/4, 20/5) og 5 "små" rater (20/7 - 20/11). Dette skyldes, at det af KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 5, 2. pkt., fremgår, at når udskrivningsdatoen for årsopgørelsen er den 1. januar eller senere, forfalder restskatten til betaling over de resterende B-skatterater. Betalingen skal dog ske i mindst 3 rater.

Ændret skatteansættelse

Udspringer restskatten af en ændret årsopgørelse, løber forældelsesfristen dog fra det tidspunkt, hvor restskatten skulle være betalt, såfremt ligningen og opkrævningen havde været korrekt fra starten, dvs. at restskatten havde været omfattet af den første årsopgørelse.

Se UfR 1989.1064 HD, der angår en ændret skatteansættelse, dvs. efter KSL (kildeskatteloven) § 62 A, stk. 1, hvor resultatet bliver en restskat eller yderligere restskat. Denne (yderligere) restskat opkræves efter dommen efter reglerne i KSL (kildeskatteloven) § 61, stk. 3-6, men for disse restskatter gælder, at forældelsesfristen ikke regnes fra betalingstidspunktet, men i stedet fra det betalingstidspunkt, der havde været gældende ved en korrekt ligning og opkrævning i forbindelse med den første årsopgørelse.

Det betyder, at SKAT altid i forbindelse med en genoptagelse skal regne forældelsesfristen tilbage til de oprindelige forfaldstidspunkter i forhold til den første årsopgørelse i den konkrete sag. Dette gælder også, såfremt den ændrede årsopgørelse bygger på en taksering,

Sker der genoptagelse af en tidligere ansættelse som følge af SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 26 og 27, vil forældelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 34a, stk. 2, tidligst indtræde 1 år efter SKATs afgørelse.

Se SKM2015.607.SKAT

Særligt vedrørende indregnet restskat, der ikke betales

Indregnet restskatter efter KSL (kildeskatteloven) § 61, vil, såfremt disse ikke betales, blive opkrævet som B-skatter. Se KSL (kildeskatteloven) § 60, stk. 1, litra c. Efter KSL (kildeskatteloven) § 58, forfalder B-skatter i 10 rater den 1. i hver måned med undtagelse af juni og december og med sidste rettidige betalingstidspunkt den 20. i forfaldsmåneden.

Dette medfører, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen vedr. restskatter er:

• For den ikke indregnede del af restskatten: som ovenfor anført.

og

• For en ikke betalt, indregnet restskat: den 20. i forfaldsmåneden for de B-skatterater, hvormed restskatten er opkrævet.

Se også

Se også SKM2017.356.ØLR, hvor der var sket indregning i 2010 af As restskat for 2008. A skulle også betale restskat for 2010, men da restskatten var lavere end grundbeløbet med procenttillæg, var det obligatorisk for SKAT at overføre restskatten til As forskudsskat for 2012, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 3. Det fremgik af As forskudsopgørelse for 2012, at restskatten for 2010 var overført. Da A ifølge forskudsopgørelsen ikke skulle betale A-skat for 2012, blev forskudsskatten opkrævet som 10 rater B-skat i 2012, jf. KSL (kildeskatteloven) § 58.
Østre Landsret fandt, at pr. disse betalingsdatoer kunne SKAT gøre fordringen gældende over for A, og forældelsesfristen for B-skatteraterne løb fra disse datoer, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Eksempel på begyndelsestidspunktet for forældelse af SKATs momskrav

Hvis SKAT rejser et momskrav mod en virksomhed i et tilfælde, hvor der er indsendt en negativ angivelse, men SKAT efterfølgende ændrer det samlede momstilsvar, vil det afhænge af de konkrete omstændigheder, hvornår fristen løber fra. Se de to følgende eksempler:

Eksempel 1 - SKAT har udbetalt for meget moms

Hvis SKAT i det omhandlede tilfælde allerede har udbetalt for meget moms, foreligger der en tilbagesøgningssituation. Det må antages, at fristen for forældelse af SKATs krav løber fra det tidspunkt, hvor SKAT fejlagtigt udbetalte afgiften.

Eksempel 2 - SKAT har ikke udbetalt for meget moms

Hvis SKAT i det omhandlede tilfælde ikke allerede har udbetalt for meget moms, er der ikke tale om et tilbagesøgningskrav, men et selvstændigt krav fra SKAT. Fristen for forældelse af SKATs krav løber her fra angivelsesfristens udløb.

Hvis en afgift således forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen indgives, skal den indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb. Sidstnævnte tidspunkt er det tidspunkt, hvor fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt. Forældelsen løber fra dette tidspunkt.

Se også

Afsnit A.A.9.7 Særligt om skattekrav - afgrænsning og samspil med fristreglerne med eksempler på forældelse af ordinære og ekstraordinære skattekrav.

Begyndelsestidspunkt for borgerens/virksomhedens krav

Eksempel på begyndelsestidspunkt for borgerens/virksomhedens krav på indkomstskatter

Fristen for borgerens tilbagesøgningskrav ved personlige skatter løber normalt fra det tidspunkt, hvor det tilbagekrævede beløb endeligt er opgjort og indbetalt til SKAT. Fristen løber fra den 1. september i året efter indkomstårets udløb. Se om forfaldstidspunktet i KSL (kildeskatteloven) § 62 , stk. 3. Selskabers tilbagesøgningskrav er reguleret i SEL (selskabsskatteloven) § 29 B , stk. 5.

Bemærk, at KSL (kildeskatteloven) § 62, stk. 3, blev ændret ved lov nr. 1354 af 21. december 2012, som trådte i kraft fra indkomståret 2013. Før den ændring af KSL (kildeskatteloven) § 62, stk. 3, var forfaldstidspunktet den 1. oktober i året efter indkomstårets udløb.

Hvis borgerens tilbagesøgningskrav relaterer sig til en efterfølgende ansættelsesændring, vil forfaldstidspunktet for tilbagesøgningskravet være det faktiske indbetalingstidspunkt for den for meget betalte skat. Se SKM2008.71.SKAT .

Eksempel på begyndelsestidspunkt for virksomhedens krav på udbetaling af negativ moms

Fristen for forældelse af en virksomheds tilbagesøgningskrav løber normalt fra det tidspunkt, hvor det tilbagekrævede beløb endeligt er opgjort og indbetalt til SKAT. Se SKM2008.71.SKAT .

Hvis en virksomhed derimod oprindelig har indsendt en negativ angivelse og efterfølgende har anmodet om genoptagelse, hvorved der på ny indsendes en negativ angivelse, foreligger der ikke et egentlig tilbagesøgningskrav. Fristen for forældelse af kravet på udbetaling af negativ moms løber fra angivelsesfristens udløb, tillagt eventuelle lovpligtige løbedage. Hvis der i henhold til den relevante afgiftslovgivning er fastsat en frist inden for hvilken udbetaling er rettidig, regnes forældelsesfristen først fra dette tidspunkt.

Se også

• A.A.9.3 om løbende skatter og afgifter samt regulering og ændring af skatter og afgifter.
• A.A.9.7 med eksempler på forældelse af ordinære og ekstraordinære skattekrav.

Særligt om ændring/genoptagelse (tidl. efterangivelser)

En ændring eller genoptagelse af et krav på indkomst- eller ejendomsværdiskat samt et krav på afgiftstilsvar er som udgangspunkt underlagt skatteforvaltningslovens fristregler i SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 26-27 og §§ 31-32. Bemærk dog, at det kun er de afgiftslove, der nævnt i bilag 1 til OPKL, der er omfattet af regelsættet.

For at sikre, at beregningen af forældelsesfristen for de afledte krav sker for hver periode for sig, er det vigtigt, at der udarbejdes en ændring for hver enkelt afgiftsperiode. Ved samling af flere perioder i forbindelse med en ændring medfører det, at ændringen betragtes som eet krav, der forælder på det tidligste tidspunkt, dvs. at forældelsesfristen på hele kravet regnes fra fristen på det ældste krav.

Se også

Se også afsnit A.A.8.1 Generelt om ansættelsesfrister., A.A.8.2 Ændringer vedrørende skat., og A.A.8.3 Ændringer vedrørende moms og afgifter.

Særligt om efterbeskatning

Skatteforvaltningslovens regler gælder ikke i det omfang, der er fastsat særlige regler om efterbeskatning. Det betyder, at det er forældelsesloven, der regulerer forældelsen for disse krav. Der findes fx i Fondsbeskatningsloven (FBL (fondsbeskatningsloven)), etableringskontoloven og kildeskatteloven (KSL (kildeskatteloven)) regler om efterbeskatning, der går forud for fristerne i SFL (skatteforvaltningsloven). Eksempelvis vil forældelsesfristen vedrørende efterbeskatning af hensættelser for fonde efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 4, stk. 6 skulle regnes fra udløbet af det år, i hvilket fristen for anvendelse af hensættelserne udløber (5 år, jf. FBL (fondsbeskatningsloven) § 4, stk. 4) eller hvis der tidligere er anmodet om efterbeskatning, ved at selvangivelsen er modtaget. Højesteret har vedrørende etableringskontoloven udtrykkeligt bekræftet dette. Se SKM2001.497.HR.

Foreløbig afbrydelse

Der findes to former for afbrydelse, egentlig afbrydelse og foreløbig afbrydelse. Se om egentlig afbrydelse afsnit A.A.9.5.1 Egentlig afbrydelse af forældelse .

Foreløbig afbrydelse er udtryk for, at visse udvalgte retsskridt udløser en tillægsfrist på et år, således at egentlig afbrydelse - fx et sagsanlæg - kan ske inden for tillægsfristens udløb. Se herom afsnit A.A.9.5.2 Foreløbig afbrydelse af forældelse .

Reglerne om foreløbig afbrydelse findes i FORÆL (forældelsesloven) §§ 20 - 22. Reglerne suppleres ved forældelse af myndighedens skattekrav af SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 2.

Ved borgerens afledte tilbagesøgningskrav udløses en tillægsfrist i flere situationer. Der udløses en tillægsfrist, hvis borgeren har rejst en sag over for en administrativ myndighed. Det kan eksempelvis være, at borgeren anmoder om, at en ansættelse skal genoptages efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 26 , stk. 2. Foreløbig afbrydelse sker endvidere, hvis en sag påklages til en højere administrativ myndighed, fx skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Endelig udløses en tillægsfrist, hvis der foretages udenretligt syn og skøn, eller hvis der mellem skyldner og kreditor er indledt forhandling om fordringen. I disse tilfælde indtræder forældelse tidligst et år efter det afbrydende skridt. Se FORÆL (forældelsesloven) § 21.

Ved myndighedens krav på yderligere skatter udløses en tillægsfrist på et år ved varsling af skatteansættelsen inden for den ordinære eller ekstraordinære frister i SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 26 , 27 , 31 og 32 . Varslingen afbryder forældelsen midlertidig og tilknytter en tillægsfrist på et år, således at forældelse tidligst indtræder et år efter afgørelsestidspunktet. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 2.

FORÆL (forældelsesloven) § 21 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 2 , kobler fristreglerne sammen med forældelsesreglerne.

Ved myndighedens ordinære ansættelser efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 26 og 31 , betyder tillægsfristen, at såfremt myndigheden har foretaget varslingen af ansættelsen rettidigt efter fristreglerne og dermed inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af det afledte krav tidligst et år efter, at SKAT har meddelt afgørelsen.

Da ansættelsesfristen ved ordinære ansættelser altid ligger tidsmæssigt før den almindelige forældelsesfrist, vil SKAT altid have mindst et år til at inddrive det afledte krav eller til at afbryde forældelsen.

Ved myndighedens ekstraordinære ansættelser efter SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 27 eller 32 , gælder der en regel om ti års forældelse. Se SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 4. Ved de ekstraordinære ansættelser betyder reglen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 34 a, stk. 2 , at der udløses en tillægsfrist, hvis varslingen eller ansættelsen er foretaget inden forældelsesfristens udløb.

Tillægsfristen udløses i alle tilfælde kun, hvis der er kortere tid end et år tilbage af forældelsesperioden på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes.

Se også

• A.A.9.5.2 om foreløbig afbrydelse
• A.A.9.7 om afgrænsning og samspil med fristreglerne.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: