Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

Hvor lang er forældelsesfristen? Hvor lang er den absolutte forældelsesfrist? Hvor lang er den normale forældelsesfrist? Hvad er forældelsesfristen på et erstatningskrav?

A.A.9.4.1 Forældelsesfristens længde og beregning

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Undtagelser efter forældelsesloven
  • Renter, gebyrer og lignende
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Regel

Den almindelige forældelsesfrist er tre år, medmindre der er fastsat en anden forældelsesfrist i loven. Se FORÆL (forældelsesloven) § 3 stk. 1.

Hovedreglen om den 3-årige forældelse gælder også for krav efter særlovgivning, hvis særloven ikke konkret angiver en anden forældelsesfrist.

Undtagelser efter forældelsesloven

Der er særlige forældelsesfrister for en række typer af fordringer. Se FORÆL (forældelsesloven) §§ 4 - 14.

Kravtyper og forældelsesfrist fremgår af dette skema

Forældelsesloven

Hvilke krav

Forældelsesfristens længde

§ 4

Lønkrav: Krav støttet på aftale om arbejde som led i ansættelsesforhold. Omfatter ikke arbejde, der udføres selvstændigt.

På baggrund af en ændret udmelding af december 2012 fra Justitsministeriet antages forældelsesfristen på 5 år ligeledes at gælde, hvor der er tale om et ansættelsesforhold som tjenestemand. Se CIR nr 9202 af 07/05/2013.

Omfatter begge parters krav i anledning af ansættelsesforholdet:

  • Lønmodtagers krav på pension, feriepenge, efterbetaling af løn, tillæg mv.
  • Arbejdsgivers krav på tilbagebetaling af for meget betalt løn.

Derimod er et krav på A-skatter omfattet af hovedreglen om 3-års forældelse, idet kravet alene har en indirekte forbindelse til lønkravet.

5 år

§ 5, stk. 1 nr. 1

Gældsbrev

10 år

§ 5, stk. 1, nr. 3

Fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis forliget eller afgørelsen blot fastslår grundlaget for fordringen, fx. et erstatningsansvar.

10 år

§ 5, stk. 1, nr. 3

Fordringens eksistens og størrelse er fastslået ved forlig, det vil sige både retsforlig og frivillige forlig.

En af skifteretten stadfæstet rekonstruktion og en kendelse om gældssanering har virkning som et retsforlig.

Et konkursbos anerkendelse af en anmeldt fordring indebærer ikke et særligt retsgrundlag.

En aftalt frivillig akkord har ikke karakter af et særligt retsgrundlag.

10 år

§ 5, stk. 1, nr. 3

Fordringens eksistens og størrelse er fastslået ved dom, herunder voldgiftskendelser.

10 år

§ 5, stk. 1, nr. 3

Fordringens eksistens og størrelse er fastslået ved betalingspåkrav påtegnet af fogedretten efter reglerne i RPL kapitel 44 a.

En opgørelse i fogedretten eller en af pantefogeden foretaget opgørelse i forbindelse med foretagelse af udlæg etablerer ikke et særligt retsgrundlag.

10 år.

§ 5, stk. 1, nr. 3

Fordringens eksistens og størrelse er fastslået ved en administrativ afgørelse, der er bindende fordi den ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed eller for domstolene eller fordi den ikke er indbragt for anden administrativ myndighed eller for domstolene indenfor en foreskreven frist.

Bemærk:
En afgørelse fra Landsskatteretten kan give kravet et særligt retsgrundlag, hvis fristerne i skatteforvaltningsloven for at indbringe dem for domstolene er sprunget. Det er imidlertid en betingelse, at afgørelsen fastslår både skyldgrund og størrelse, hvilket afgørelser på skatteområdet normalt ikke gør.

10 år

§ 6

Pengelån

10 år

§ 7

Indlån

20 år

§ 8

Fordring på pension, livrente, aftægtsydelse, underholdsbidrag eller anden lignende ydelse

10 år

§§ 9 - 10

Visse krav i værge- og fuldmagtsforhold

3 år

§§ 11 - 12

Krav mod kautionister samt regreskrav

Den forældelsesfrist, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldner, samt tillægsfrist på 1 år.

§ 13

Erstatning eller godtgørelse til forurettede i anledning af strafbare forhold.

Tillægsfrist på 1 år.

Absolut forældelsesfrist

Efter forældelsesloven gælder desuden en absolut forældelsesfrist på 10 år, se FORÆL (forældelsesloven) § 3, stk. 3 nr. 3 og § 14, stk. 2.

Den absolutte forældelsesfrist sætter en grænse for, hvor længe den 3-årige forældelse kan være suspenderet.

Hvis der er tale om et krav med almindelig 3 årig forældelse, kan den 3 årige forældelsesfrist i tilfælde af skyldners forsvinden forlænges i op til i alt 10 år, regnet fra forfaldstidspunktet.

Den absolutte forældelsesfrist løber når fordringshaver er i undskyldelig uvidenhed om sit krav, eller når fordringshaver er afskåret fra at afbryde forældelsen, hvis hindringen ikke skyldes fordringshavers forhold.

At forældelsesfristen er absolut betyder, at forældelsesfristen hverken kan afbrydes eller suspenderes.

Eksempel

Et krav forfalder til betaling den 1. maj 2008. Kravet er omfattet af den 3-årige forældelse. Fordringshaveren er uden kendskab til kravet. Den 1. maj 2019 får han kendskab til kravet. Kravet er forældet efter den absolutte forældelsesfrist på det tidspunkt, hvor fordringshaver får kendskab til kravet.

Eksempel

Et krav forfalder til betaling den 1. maj 2008. Kravet er omfattet af den 3-årige forældelse. Fordringshaver er uden kendskab til kravet. Den 1. marts 2018 får fordringshaver kendskab til kravet. På det tidspunkt, hvor fordringshaver får kendskab til kravet, er der forløbet 9 år og 10 måneder fra forældelsens begyndelsestidspunkt.

I denne situation har fordringshaver to måneder til at inddrive sit krav eller foretage egentlig afbrydelse af forældelsen efter de almindelige regler.

Det fremgår af bestemmelsen, at den absolutte forældelsesfrist har samme begyndelsestidspunkt som den almindelige forældelsesfrist.

Bemærk

At den absolutte forældelsesfrist på 10 år ikke betyder, at de almindelige forældelsesfrister ikke kan afbrydes, så krav kan holdes i live udover 10 år. Den absolutte forældelsesfrist er kun knyttet til suspensionstilfælde.

Renter, gebyrer og lignende

Krav på renter, gebyrer og andre lignende omkostninger er selvstændige krav, der er undergivet selvstændig forældelse.

Krav på renter, gebyrer og andre lignende omkostninger er som hovedregel omfattet af den 3-årige forældelse. Det gælder også, hvis det krav, som renter mv. knytter sig til, er undergivet en længere forældelsesfrist.

For renter mv. af fordringer med særligt retsgrundlag er der indført en særlig ordning. Hvis der for en fordring med særligt retsgrundlag sker afbrydelse af forældelsesfristen ved indgivelse af anmodning om udlæg, løber en ny forældelsesfrist på 10 år også for de under fogedforretningen opgjorte omkostninger og uforældede renter.

Hvis en hovedfordring forælder vil et krav på renter bortfalder også selv om disse ikke selvstændigt er forældet x(accessorisk forældelse)x. Se FORÆL (forældelsesloven) § 23, stk. 2.

Eksempel 1

Krav er omfattet af den 3-årige forældelse. Renter, der vedrører kravet er omfattet af den 3-årige forældelse. Forældelsesfristen for renter begynder ved renternes forfaldstid.

Eksempel 2

Krav i henhold til dom er omfattet af den 10-årige forældelse. Renter mv., der er omfattet af dommen har også 10-årig forældelse. Renter, der påløber domskravet og forfalder efter dommen, er omfattet af 3-årig forældelse.

Renter og gebyr, der er overdraget til inddrivelse

Renter og gebyrer, der opkræves af told- og skatteforvaltningen, og renter og gebyrer, der opkræves af en fordringshaver via fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, behandles med hensyn til forældelse som selvstændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse, uden at det i forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører. Se INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 3 B, stk. 1, 1. pkt.

Har fordringshaveren ved overdragelse af renter og gebyrer til inddrivelse oplyst, hvilket hovedkrav disse vedrører, gælder den accessorisk forældelse i FORÆL (forældelsesloven) § 23, stk. 2. Se INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 3B, stk. 1, 2. pkt.

Gebyrer, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, anses efter modtagelsen med hensyn til accessorisk forældelse efter FORÆL (forældelsesloven) § 23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til. Se INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 3 B, stk. 1, 3. pkt.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Landsskatteretskendelser
SKM2012.226.LSR

Krav på selskabsskat og restskattetillæg med rentetillæg for 2002, som var afledt af ligningsmyndighedens forhøjelse af en salgsavance og Landsskatterettens yderligere forhøjelse heraf, var ikke forældet.
Landsskatteretten udtalte bl.a., at Landsskatterettens kendelse giver kravet et særligt retsgrundlag, da fristen for at indbringe kendelsen for domstolene er sprunget, og størrelsen af kravet direkte kan udledes af kendelsen.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.