| Efter § 37, stk. 2, nr. 3, er der fradragsret for momsen på virksomhedens køb fra lande uden for EU. Virksomheden skal efter § 12 betale moms af de indførte varer, som skal momsberigtiges ved indførslen. Den moms, der er betalt i forbindelse med varens indførsel, kan fratrækkes efter samme regler, som hvis varerne var købt i Danmark.
Moms af varerne (importmoms) kan fradrages på det tidspunkt, hvor varerne er blevet fortoldet, jf. § 26.
Moms, som i henhold til EU's forsendelsesordning er afkrævet en hovedforpligtet for en T-forsendelse, kan ikke medregnes til købsmomsen, hverken hos den hovedforpligtede eller hos afsenderen, hvis retureksemplaret af forsendelsesangivelsen ikke modtages hos SKAT. En hovedforpligtet er en fysisk eller juridisk person, som er godkendt som kautionist efter EU's regler, og som har kautioneret for moms og eventuel told vedrørende varer, der forsendes, jf. EU's forsendelsesordning.
Told- og Skattestyrelsen har i SKM2004.160.TSS udtalt, at da "fraførselsmoms" efter § 11 a er en moms på indførsel, levering her i landet og erhvervelse fra et andet EU-land, jf. momslovens § 32, stk. 4, er fraførselsmoms en moms, som der efter 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 2 (nu Momssystemdirektivets artikel 168), er fradrag for efter momslovens almindelige regler. |