E.B.3.9 Erstatningsydelser mv.

Udgangspunktet for fradrag for erstatningsbeløb er derfor, at de kan fradrages, hvis de er pådraget i forbindelse med drift af erhvervsvirksomhed og er et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed.

Hvis der verserer en retssag om en erstatningspligt, kan det eventuelle erstatningsbeløb først fradrages i det år, hvor retssagen endeligt afgøres. Se dog TfS 1996, 174 VLD, som anerkendte fradragsret for udgifterne til et erstatningskrav, som følge af misligholdelse af en speditøraftale, selv om anerkendelse af erstatningspligten først skete året efter.

Afgørelsen beror på en konkret vurdering. Uanset om man i en konkret sag når frem til, at den erhvervsdrivende faktisk har handlet groft uagtsomt, er dette forhold alene ikke tilstrækkeligt til at nægte fradrag for den idømte erstatningsydelse, se præmisserne i TfS 1987, 59 HRD, der er nævnt nedenfor under den refererede praksis.

Således er erstatning for misligholdelse af aftaler om varekøb, varesalg og entrepriser normalt altid fradragsberettiget. Se i den forbindelse TfS 1997, 332 VLD, der vedrørte et erstatningskrav som følge af misligholdelse af 2 leasingkontrakter, som parterne var enige om, var et fradragsberettiget driftstab. Tvisten i sagen vedrørte opgørelse af tabets størrelse, herunder tidspunktet for, hvornår den delvise gældseftergivelse havde fundet sted.

En gårdejer havde bestilt en silo for en købesum på 500.000 kr., men på grund af omlægning af driften havde den pågældende annulleret ordren og betalt leverandøren en erstatning på 10.000 kr. Ifølge Landsskatteretten kunne den omhandlede erstatning i forbindelse med annullering af købet af en silo ikke anses som udslag af en med driften af landbrugsvirksomheden forbunden naturlig driftsrisiko, men måtte anses som et ikke fradragsberettiget formuetab, TfS 1984, 241 LSR. Se også TfS 1996, 174 VLD, hvor en speditør fik anerkendt fradragsret for det erstatningskrav, som hans misligholdelse af forpligtelser i henhold til en speditøraftale førte med sig. Spørgsmålet i sagen drejede sig tillige om fradragstidspunktet, se Den juridiske Vejledning, afsnit C.C.2.5.3.3 Tidspunkt for fradrag for udgifter

En bogtrykker, der arbejdede med leasede maskiner i virksomheden, havde på grund af en fejlagtig opfattelse ikke tegnet forsikring for maskinerne, som han i henhold til leasingaftalen var forpligtet til. Hans tab ved totalskade på maskinerne som følge af brand blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift, TfS 1988, 676 LSR.

I TfS 1993, 451 LSR godkendte Landsskatteretten fradrag for erstatning for den skade, som en gårdejer havde forvoldt ved udspredning af gylle, idet håndtering af gylle ansås for at være et naturligt og sædvanligt led i en landbrugsbedrift, og skaden skyldtes en uagtsom adfærd.

En revisor kan fradrage en erstatning til en klient i form af det skattetillæg, der er pålagt klienten som følge af revisorens fejl. Betaler revisor et sådant tillæg for sin klient, vil beløbet ikke være indkomstskattepligtigt for denne. Betaler revisor derimod en klienten pålignet bøde i henhold til skattekontrolloven eller i henhold til momsloven, bliver klienten indkomstskattepligtig af beløbet. Revisor har fradragsret for beløbet.

I LSRM 1980.159 fik en regnskabsfører, der havde glemt at afregne moms rettidigt, fradragsret for erstatning til klienten. Der var tale om en uforsætlig fejl, som en revisoransvarsforsikring formentlig ville have dækket.

Derimod kunne et erstatningsansvar, som en revisor, der bl.a. var økonomisk rådgiver for en landsforenings medlemmer, pådrog sig i forbindelse med anbringelsen af nogle klienters formuemidler i pantebreve, ikke anses som udslag af en normal driftsrisiko, LSRM 1975.158.

Se også LSRM 1976.138 vedrørende en erstatning, som en biludlejer var blevet idømt i forbindelse med udlejning af en bil, der ikke var indregistreret til udlejning. Heller ikke dette erstatningsansvar kunne anses som udslag af en normal driftsrisiko.

I TfS 1993, 449 LSR nægtede Landsskatteretten en gårdejer fradragsret for en idømt erstatning efter en trafikulykke, som var sket på offentlig vej i forbindelse med udkørsel af halm. Han havde ikke tegnet obligatorisk ansvarsforsikring på traktoren, fordi han fejlagtigt troede, at hans erhvervsansvarsforsikring dækkede i denne situation. På den baggrund fandtes erstatningen ikke at være udslag af en normal driftsrisiko, der kunne berettige til fradrag efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Se også SKM2006.236.LSR.

I TfS 1987, 59 HRD er refereret en sag, som drejede sig om et advokatinteressentskab, hvor den ene advokat havde handlet groft uagtsomt. Den anden advokat blev på grund af personligt og solidarisk ansvar kendt erstatningsansvarlig. Forsikringsselskabet nægtede at dække tabet på grund af den udviste grove uagtsomhed. Østre Landsret lagde til grund, at den ene advokat havde handlet groft uagtsomt, og at hans erstatningspådragende handlinger var så usædvanlige, at de faldt uden for normal driftsrisiko ved advokatvirksomhed. Idet den anden advokat hæftede på grund af interessentskabet, og da han efter det oplyste ikke havde været uvidende om dispositionerne og omstændighederne omkring disse, fik han ikke medhold i sin påstand om fradragsret. I Højesteret fandt 4 dommere, at dispositionerne var et led i udøvelsen af advokatvirksomheden, og efter at have konstateret at dispositionerne ikke havde medført strafansvar, fandt de efter en helhedsvurdering ikke, at det faldt uden for rammerne af den risiko, som driften af en advokatvirksomhed medfører. En dommer fandt, at advokatens handlemåde var af en så usædvanlig og uforsvarlig karakter, at den lå uden for en normal udøvelse af advokatgerning. Som det fremgår af dommen, beror bedømmelsen af fradragsretten for en pådraget erstatning på en meget konkret vurdering.

>Et revisionsaktieselskabs betaling til dækning af statens skattekrav,som fulgte af, at revsorselskabet havde været rådgiver for sælgere af overskudsselskaber, blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Højesteret lagde til grund, at erstatningspligten er opstået i forbindelse med revisionsselskabets udførelse af sædvanlige revisoropgaver, og at revisorerne alene har handlet simpelt uagtsomt, hvorfor man anså de betalte erstatninger for udslag af en normal risiko ved at drive revisionsvirksomhed.l Se SKM2012.353.HR.<

Til yderligere illustration heraf kan nævnes et modsat resultat i TfS 1997, 619 ØLD, hvor landsretten nægtede en advokat fradrag for det tab, han havde lidt som følge af en medinteressents uberettigede hævninger på en fælles kassekredit, fordi tabet ikke kunne anses som udslag af en normal driftsrisiko. Interessentskabet gav i øvrigt overskud.

Se tillige TfS 2000, 362 HRD hvor en ejendomsmægler led tab ved, at to medinteressenter uberettiget foretog hævninger på interessentskabets kassekreditkonti til privat forbrug. De pågældende blev i denne anledning dømt for underslæb. Ejendomsmægleren måtte i kraft af den solidariske hæftelse i forhold til bankerne inddække det samlede tab, som medinteressenterne på denne måde havde trukket på kontiene. Ejendomsmægleren ønskede det tab, han herved havde lidt, anerkendt som et fradragsberettiget driftstab. Landsretten fandt, at tabet på 1.005.332 kr., ikke var fradragsberettiget, og frifandt Skatteministeriet. For Højesteret gjorde ejendomsmægleren gældende, at de omhandlede hævninger var tyveri. Højesteret fandt, ligesom landsretten, at tab af denne karakter falder uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko ved erhvervsvirksomhed i interessentskabsform, og tiltrådte, at der ikke var fradragsret efter princippet i statsskattelovens § 6, stk 1, litra a.

En revisor havde i forbindelse med udfærdigelsen af et skøde overset en klausul om ejerskifteafdrag, og det blev ved dom pålagt ham at betale erstatning. Revisor valgte i stedet at overtage pantebrevet til pari. Det herved lidte kurstab ansås at træde i stedet for erstatningsbeløbet, men det statueredes, at tabet ikke var fradragsberettiget, da det ikke var udslag af en normal driftsrisiko i skatteyderens virke som revisor.

I LSRM 1979.131 blev en assurandør, der var inspektør i et forsikringsselskab, anset for berettiget til at fradrage en kulanceerstatning til en forsikringstager. Forsikringsselskabet, der ikke havde anset sig for forpligtet til at udbetale erstatning, da forsikringstageren ikke havde opfyldt de formelle krav til opbevaring af kontanter, havde pr. kulance dækket halvdelen af skaden. Forsikringstageren var ikke tilfreds hermed og havde besluttet at opsige samtlige forsikringer, medmindre skaden blev dækket fuldt ud. Herefter havde assurandøren af egne midler dækket den resterende del af skaden. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at det under hensyn til assurandørvirksomhedens størrelse var nødvendigt at kalkulere med risikoen for, at bruttoindtjeningen blev reduceret med kulanceerstatninger, at assurandørens handlemåde havde været bestemt af forretningsmæssige overvejelser, og at der var tale om en betydelig kunde, hvorfor kulanceerstatningen naturligt kunne opfattes som en driftsudgift.

Erstatningsbeløb, som en arbejdsgiver, der har undladt at indeholde kildeskat, er blevet gjort ansvarlig for i medfør af KSL (kildeskatteloven) § 69, er ikke fradragsberettiget, jf. LSRM 1981.152.

Et erstatningsbeløb, som var pådraget i anledning af, at den erhvervsdrivende som arbejdsgiver havde undladt at efterkomme et pålæg om løntilbageholdelse efter KSL (kildeskatteloven) § 73, kunne hverken anses for fradragsberettiget som driftsudgift eller som erstatningsydelse, afholdt i forbindelse med en naturlig driftsrisiko, LSRM 1975.47.

En ingeniør havde været direktør og bestyrelsesmedlem i et selskab, der gik konkurs. I en retssag, som en leverandør havde anlagt, var ingeniøren blevet pålagt solidarisk erstatningsansvar sammen med selskabets revisor, idet ansættelsen af selskabets acontoavance ansås uforsvarlig og i strid med aktieselskabsloven. Leverandørselskabet havde lidt et tab på grund af sin tillid til regnskabets rigtighed. Til støtte for fradrag for beløbet anførtes, at ansvaret som bestyrelsesmedlem lå på linie med ansvaret som selvstændigt erhvervsdrivende, således at en driftstabsbetragtning måtte anlægges. Landsskatteretten fandt imidlertid ikke, at erstatningsansvaret kunne anses som udslag af en normal driftsrisiko, der påhvilede skatteyderen som direktør og bestyrelsesmedlem, hvorfor erstatningsbeløbet blev nægtet fradragsret, TfS 1985, 650 LSR.

Se også SKM2009.510.BR hvor retten nægtede en skatteyder, som var ejer af et selskab, der ejede et andet selskab, hvor den pågældende var bestyrelsesmedlem i en periode, fradrag for udgifter til erstatning efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Det fremgik nærmere af sagen, at skatteyder beskæftigede sig med rekonstruktion og start af virksomheder dels som investor og bestyrelsesmedlem, dels som administrerende direktør. Den pågældende havde indgået et forlig om betaling af erstatning i en retssag, der var anlagt af konkursboet med påstand om, at bestyrelsesmedlemmerne, herunder ham selv, var ansvarlig for at have ladet selskabets drift fortsætte, selv om dets egenkapital var tabt. Retten fandt, at forligsforhandling som følge af den af konkursboet udtagede stævning falder uden for rammerne af den risiko, som udøvelsen af et hverv som bestyrelsesmedlem normalt og sædvanligt varetager. Retten lagde tillige til grund for sin afgørelse, at skatteyderen ikke havde oppebåret bestyrelseshonorar for sit arbejde som bestyrelsesmedlem.

En travtræner var pålagt diverse løbsbøder i overensstemmelse med det almindelige regelsæt herfor, som var udviklet for travløb. Bøderne var her kategoriseret på en skala fra A-E. Bøder i kategorierne D og E blev anset for bøder af egentlig pønal karakter og derfor ikke fradragsberettigede, hvorimod bøder i kategorierne A-C blev anset for udsprunget af en normal driftsrisiko for klagerens virksomhed og dermed fradragsberettigede, jf. TfS 2000, 819 LSR.

SKM2006.311.SR: Et advokatfirmas betaling af erstatning som følge af rådgivning i forbindelse med salg af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning, faldt uden for de naturlige rammer for advokatvirksomheden. Erstatningen kunne derfor ikke fradrages som en driftsomkostning. Skatterådet fandt også, at skattemyndighederne ud fra et erstatningsretligt synspunkt, skulle have fuld kompensation for det tab, der dannede grundlag for erstatningsberegningen. Det forhold at rådgivningen blev givet af en ansat, blev ikke tillagt betydning. Se også SKM2003.111.LSR.

Det typiske forløb i sagerne var, at banken modtog meddelelse fra sin kunde om, at kunden havde erhvervet et selskab, og at banken på overtagelsesdagen skulle overføre købesummen fra køberens konto med banken til sælgerens pengeinstitut samtidig med og betinget af, at selskabets midler blev overført til banken til indsættelse på købers konto til udligning af trækket på købesummen, eller til indsættelse på en nyoprettet konto for selskabet, hvorfra pengene umiddelbart efter skulle overføres til køberens konto til udligning af trækket på købesummen.

I forbindelse med transaktionerne modtog banken betydelige ikke bankmæssigt begrundede honorarer for sit arbejde.

Banken udbetalte erstatning i sager, hvor den som købers bank var dømt til at betale erstatning, eller hvor banken havde indgået forlig om at bære erstatningsudgifterne.

Landsskatteretten har herefter lagt til grund, at de omhandlede erstatningsbetalinger er afholdt i forbindelse med bankens medvirken til ulovlig selvfinansiering i afsluttede selskabstømmersager, og at banken ved gennemførelsen af pengeoverførslerne havde kendskab til, at de enkelte transaktioner i relation til udveksling af betalingen for købesummen for overskudsselskabet og overførslen af overskudsselskabets kapital var indbyrdes forbundne, idet transaktionerne var betingede af hinanden og skulle foretages samtidigt. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at banken indså eller derved burde have indset, at overskudsselskabet blev erhvervet for egne midler, og at banken på den måde medvirkede til ulovlig selvfinansiering.

Landsskatteretten anså endvidere banken for at have pådraget sig et erstatningsansvar for skattevæsenets tab ved at have medvirket til selvfinansieringens faktiske gennemførelse og derved muliggjort en selskabstømning med den gensidige pengeoverførsel, uden derved eller efterfølgende at have truffet foranstaltninger til at sikre overskudsselskabets kreditorer.

Landsskatteretten udtalte, at den kunne tilslutte sig, at foretagelse af pengeoverførsler ligger inden for bankens forretningsområde, men at det ligger uden for bankens forretningsområde at medvirke til ulovlig selvfinansiering og samtidig undlade at drage omsorg for overskudsselskabets kreditorer, når der som følge af selve konstruktionen omkring overdragelserne var særligt grundlag herfor. Ved selvfinansieringens faktiske gennemførelse var der nærliggende risiko for, at den skyldige skat i overskudsselskaberne ikke ville blive betalt. Således var det Landsskatterettens opfattelse, at den adfærd, som banken har udvist i selskabstømmersagerne, ligger uden for rammerne af en normal og sædvanlig drift ved udøvelsen af en bankvirksomhed, hvorfor den nægtede driftsfradrag for erstatningsudgifterne efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

SKM2006.678.LSR: Et selskab, der havde drevet et diskotek, blev nægtet fradrag for erstatning i anledning af tilskadekomst på et toilet, hvor gulvet var tilsmudset i en sådan grad at det var farligt at færdes på. Udgiften til erstatning kunne ikke betragtes som et udslag af normal driftsrisiko.

Se TfS 1998, 47 ØLD, hvor landsretten nægtede en revisor fradrag for de erstatningsbeløb, han var blevet pålagt at udrede, fordi han havde begået strafbare handlinger over for sine klienter.

I SKM2006.311.SR, der vedrørte erstatning i sag om selskabstømning, blev der ikke indrømmet fradrag, selvom rådgivningen var blevet givet af en ansat. Se ovenfor.

Ved UfR 1966.362 ØLD blev en arbejdsgiver anset for berettiget til at fratrække et erstatningsbeløb, der var blevet pålagt hans søn, som var ansat i virksomheden. Sønnen havde pådraget sig erstatningsansvaret i forbindelse med et færdselsuheld, som han havde været involveret i under udførelse af arbejde for faderen. Den omstændighed, at der ikke bestod nogen selvstændig betalingsforpligtelse for faderen, afskar ham ikke fra fradragsret.

En speditør afsendte en kølevogn til Tyskland, hvor en af chaufførerne blev pågrebet i forsøg på smugleri af et parti kaffe, og speditørens bil blev beslaglagt af det tyske politi. Det beløb, som speditøren betalte for at få bilen tilbage, kunne han fratrække som en driftsudgift. Speditøren kendte intet til det pågældende smugleri, LSRM 1958.41.

Erstatninger for krænkelse af lærlingekontrakter er i flere tilfælde anset fradragsberettigede.

På grund af samarbejdsvanskeligheder ophævede en damefrisør et lærlingeforhold og betalte i den anledning den pågældende lærling 2.000 kr. i erstatning. Ophævelsen af lærlingeforholdet ansås som et udslag af den driftsrisiko, som er naturligt forbundet med forretningens drift, og den betalte erstatning kunne derfor fratrækkes, LSRM 1969.119. Modsat udfald fik LSRM 1962.139, hvor en damefrisør ifølge et indgået forlig havde betalt 5.500 kr. til en tidligere ansat elev som erstatning for et ulovligt lærlingeforhold. Den pågældende elev havde i ca. 1/2 år udført lærlingearbejde, uden at der var oprettet en lærekontrakt, selv om det var påbudt i lærlingeloven. Da det pådragne erstatningsansvar blev anset for at ligge uden for den driftsrisiko, der er naturligt forbundet med at drive virksomhed, nægtede Landsskatteretten fradragsret for den betalte erstatning.

Ligningsrådet tilkendegav i en bindende forhåndsbesked i TfS 1999, 448 LR, at et selskab havde fradragsret for en erstatningsudgift, som skyldtes, at selskabet på grund af flytning ikke længere kunne overholde en indgået kontrakt om at levere overskudsvarme, idet den indgåede, nu misligholdte aftale, fandtes at henhøre under virksomhedens naturlige drift.

SKM2002.429.LSR. Erstatning for overtrædelse af en konkurrenceklausul og advokatomkostninger i tilknytning hertil var ikke fradragsberettiget. En konventionalbod, som skatteyderen måtte betale for overtrædelse af konkurrenceklausulen, blev ikke anset for at være et udslag af en med skatteyderens erhvervsudøvelse (som frisør) naturligt forbundet driftsrisiko, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

I TfS 1997, 12 LSR havde en skatteyder ved salg af forretning påtaget sig en konkurrenceklausul, som skatteyder efterfølgende overtrådte. Udgiften til erstatning for misligholdelse af konkurrenceklausulen var ikke fradragsberettiget, idet misligholdelsen ikke var en med skatteyders erhvervsudøvelse forbundet driftsrisiko.

En restauratørs udgift til erstatning for overtrædelse af påtaget konkurrenceklausul blev hverken anset for en fradragsberettiget driftsudgift eller en afskrivningsberettiget erstatning, idet misligholdelse af kontrakten ikke var en følge af en normal driftsrisiko, TfS 1991, 510 LSR.

Hvis der er tale om et erhvervslejemål, vil erstatningsydelser, som lejeren er pålagt at betale i forbindelse med lejemålet, normalt være fradragsberettiget for lejeren som en del af lejeudgiften, i hvert fald hvis erstatningsansvaret er pådraget ved en normal udnyttelse af det lejede, se LSRM 1976, 174.

I LSRM 1979.44 blev en udlejer nægtet fradrag for et erstatningsbeløb til en lejer for opsigelse i utide af dennes erhvervslejemål. Opsigelsen var sket i forbindelse med ejendommens salg, og erstatningen blev anset for en omkostning i forbindelse hermed. Se også LSRM 1976.148, der er omtalt i afsnit E.B.3.5 Lejeudgifter.

I TfS 1993, 450 LSR nægtede Landsskatteretten fradrag for et erstatningsbeløb, som en vognmand i henhold til et indgået forlig havde forpligtet sig til at betale til det selskab, som han kørte aviser ud for. Vognmanden havde deltaget i en blokade mod diverse trykkerier og derved påført selskabet et tab. Da der ikke fandtes at være tale om en normal driftsrisiko, var erstatningen ikke fradragsberettiget. Erstatninger, der udredes som følge af forsømmelighed i forbindelse med varetagelse af offentlige hverv, kan normalt ikke fradrages. Se LSRM 1964.48 vedr. en gårdejer, der fra 1946 havde været medlem af sognerådet og i 1954 været sognerådsformand. Under gårdejerens medlemsskab samt under hans formandsperiode gjorde kommunens kæmner sig skyldig i besvigelser for 1 1/4 mio. kr. Amtsrådet bestemte, at samtlige sognerådsmedlemmer fra 1946 og indtil opdagelsen af besvigelserne skulle betale 50.000 kr. til kommunekassen. Klageren kunne ikke fratrække beløbet, da det hverken kunne anses for en driftsudgift eller en udgift til embedets bestridelse. Se også LSRM 1983.77 vedr. en revisor, som sammen med en advokat havde været eksekutor i et dødsbo. Begge havde som eksekutorer udøvet et offentligt hverv i henhold til kongelig bevilling, og begge havde været ansvarlige for hvervets behørige udførelse, selv om revisoren havde overladt dette til advokaten. Da der ved udførelsen af dette hverv var udvist forsømmelighed, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at indrømme klageren fradrag for den erstatning, han skulle udrede til arvingerne.

En erstatning afholdt af en tidligere ansat i forsvaret som følge af opsigelse af kontrakt i utide, og som skulle dække forsvarets udgifter til kursus i forbindelse med pioltuddannelse, blev i SKM2007.613.LSR ikke anset for fradragsberettiget, bortset fra den del af erstatningen, der måtte anses for tilbagebetaling af løn.

>Spørgsmålet, om en arbejdsgiver, som skal betale godtgørelse for at have krænket en ansat lønmodtagers rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004 om gennemførelse af dele af arbejdsdirektivet, kan fradrage denne udgift, beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Krænkelsen består efter lovbekendtgørelsens § 4 i, at den ansatte i løbet af en syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder har arbejdet gennemsnitligt mere end 48 timer. Efter lovbekendtgørelsens § 8, stk. 1 kan en lønmodtager, der er blevet krænket tilkendes en godtgørelse, og efter § 8, stk. 2, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse, hvis han afskediger den ansatte, fordi sidstnævnte har krævet en godtgørelse for at have arbejdet for meget efter § 4. I vurderingen af, om arbejdsgiveren kan fratrække sin udgift til godtgørelsen, er det afgørende at fastslå, hvad godtgørelsen træder i stedet for. Det kan fx være løn til den ansatte, en erstatning for en retsstridig krænkelse af lønmodtagerens ret til at undgå at blive udsat for en helbredsmæssig risiko, eller en bod, som arbejdsgiveren skal betale til sin ansatte. Følgelig må en mindre overtrædelse af § 4 antages at træde i stedet for løn e.l. og dermed anses for en fradragsberetiget driftsomkostning, fordi krænkelsen er beskeden, og fordi arbejdsgiveren i denne situation formentlig ikke har handlet hverken groft uagtsomt eller forsætligt. Hvis arbejdsgiveren afskediger lønmodtageren, vil godtgørelsen efter § 8, stk. 2, i udgangspunktet anses for så driftsfremmed en udgift, at fradrag for den nægtes.<

Se også Den juridiske Vejledning afsnit C.A.3.7 Erstatninger mv. Erstatning mv. vedrørende lønmodtagere samt E.B.5.5 Udgifter til bod og bøder Udgifter til bod og bøder.

Med hensyn til erstatningsforpligtelser, der pådrages uden for kontraktsforhold, bemærkes, at krænkelse af andres enerettigheder normalt ikke vil være udslag af en normal driftsrisiko, hvorfor fradrag som hovedregel må nægtes, LSRM 1944.160 (en skatteyder, der var pålagt en erstatning på 3.000 kr., idet han var fundet skyldig i forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af loven om forfatter- og kunstnerret, kunne ikke fratrække det betalte beløb), LSRM 1957.154 (et beløb på 1.000 kr. ansås for en erstatning, som det offentlige havde fastsat skønsmæssigt, for delvis ophævelse af den fredsskovspligt, der hvilede på klagerens ejendom. Beløbet kunne ikke fratrækkes), LSRM 1965.129 (en fabrikant kunne fratrække sin andel af et erstatningsbeløb, som han og hans medinteressent var tilpligtet at betale ved dom i en sag, der angik krænkelse af patentrettigheder). Se dog UfR 1942.335 HRD, hvor et selskab fik anerkendt fradrag for procesudgifter vedrørende en retssag, der var anlagt mod selskabet for at have krænket et patent ved at indføre og forhandle nogle radiorør. Ved denne retssag var selskabet blevet kendt uberettiget til at indføre og forhandle radiorørene og dømt til at betale erstatning.

Udgifter til erstatning og advokat afholdt i forbindelse med en retssag, som var anlagt af den tidligere arbejdsgiver og vedrørte overtrædelse af kravet om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1, blev af Landsskatteretten anset for fradragsberettigede ud fra et driftsrisikosynspunkt, TfS 1995, 49 LSR.

I SKM2002.379.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter til erstatning, sagsomkostninger samt advokatbistand, der af selskabet var afholdt i forbindelse med en sag anlagt mod selskabet for uretmæssig anvendelse af et varemærke, kunne fradrages ud fra et driftsrisikosynspunkt. Retten fandt, at udgiften var et udslag af en med udøvelse af virksomheden forbundet normal driftsrisiko, samt at markedsføring er et sædvanligt led i driften af en salgsvirksomhed.

Se tillige afsnit E.B.5.5 Udgifter til bod og bøder, Udgifter til bod og bøder.