SKM2011.228.SR. Et tilskudsberettiget naturgenopretningsprojekt blev anset for et naturligt led i modtagerens landbrugsvirksomhed. Udgifter afholdt i forbindelse med projektet kunne derfor fradrages efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2012.11.VLR stadfæster SKM2010.498.BR. En række udgifter, der var faktureret til andre end virksomheden kunne ikke fradrages af denne, idet skatteyderen ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at realiteterne bag fakturaerne var anderledes end fakturaernes indhold.
SKM2010.156.LSR (tidligere instans SKM2008.709.SR). Et selskab påtænkte at udbetale et særligt vederlag (bonus) til sine navngivne, men ikke ledende medarbejdere i form af såkaldte fantomaktier uden aktionærers sædvanlige rettigheder. På den måde ville selskabet i et vist omfang sidestille sine medarbejdere med selskabets aktionærer, således at ejere af fantomaktierne modtog udbytte under nærmere anførte betingelser, herunder at der blev udloddet udbytte til de rigtige aktionærer, eller, at selskabets aktier blev solgt. Skatterådet bekræftede bl.a., at selskabet havde fradragsret jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, for udgift til bonusbeløb i det indkomstår, hvor beslutningen om at udlodde udbytte blev truffet. Fradragsretten forudsatte dog, at udgifterne ikke kunne henføres til konkrete salgsbestræbelser med hensyn til selskabets aktier. Skatterådet fandt derimod ikke, at selskabet havde fradrag for udgift til bonusbeløb, som blev udløst af, at aktierne i selskabet blev solgt. Landsskatteretten ændrede sidstnævnte del af besvarelsen, således at selskabet også ville have fradrag, hvis bonussen blev udløst af salg af aktierne. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at bonusaftalerne blev indgået i forbindelse med en enkelt investors indtræden i selskabet, og at den hidtidige medarbejderaktieordning ophørte. I øvrigt henså Landsskatteretten til, at bonusaftalerne ikke blev indgået i forbindelse med bestræbelser på salg af selskabet, at bestemmelsen om bonusudbetaling ved salg måtte anses for at skulle udligne den vilkårlighed, der lå i, at den løbende bonusudbetaling skulle være knyttet til udbytteudlodningen, og at en tilsvarende bonusudbetaling skulle foretages, hvis medarbejderen fratrådte. På den baggrund fandtes også udgifterne til bonus udbetalt i forbindelse med salg af selskabet at skulle belønne medarbejdernes løbende arbejdsindsats i virksomheden. Udgifterne var således knyttet til selskabets løbende drift. Landsskatteretten understreger i sin afgørelse, at denne er konkret.
Om fradrag for bonusudbetalinger se endvidere SKM2009.271.HR, SKM2009.555.ØLR (Appelleret >men efterfølgende hævet<) og flere andre afgørelser omtalt nedenfor under Fradrag nægtet.
SKM2009.356.SR. Skatterådet bekræftede, at et selskab kunne fradrage en omsætningsbestemt ydelse til velgørende organisationer, der blev udbetalt i henhold til en samarbejdsaftale. Selskabet havde ved indgåelse af aftaler med de pågældende organisationer forpligtet sig direkte til udgiftsafholdelsen over for organisationerne og måtte anses for rette udgiftsholder. Virksomhedens kunder kunne alene agere inden for rammerne af de indgåede aftaler og på den måde, at de kunne vælge, hvilken af de tilknyttede organisationer, der skulle have den omsætningsbestemte ydelse. Da udgifterne måtte anses for afholdt med henblik på afsætning af virksomhedens produkter, var de fradragsberettigede efter SL (statsskatteloven) § 6.
SKM2008.1025.SR. Et selskab, som solgte medicinsk udstyr til hospitaler på baggrund af offentlige udbud, havde fradrag for udgifter til såkaldte modydelser i form af træning af læger, sygeplejersker og andre, efteruddannelse - evt. konverteret til varekøb - samt for tilskud til løn i forbindelse med forskningsprojekter. Selskabet var kontraktligt forpligtet til at afholde udgifterne.
SKM2008.154.SR. Skatterådet fandt, at udgifterne til en nærmere beskrevet effektbetaling til en samarbejdspartner for leveret varme var en fradragsberettiget driftsomkostning, jfr. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, som kunnne fradrages i takt med de løbende nettoudbetalinger.
SKM2007.415.SR. Skatterådet kunne bekræfte, at kompensation betalt af A til de med A koncernforbundne selskaber B og C, for ophævelse af en leveringsaftale, baseret på en aftale indgået mellem parterne ultimo 2006, var fradragsberettiget i 2006 for A. Skatterådet henviste til oplysningerne om baggrunden for ophævelsen af leveringsaftalen - og den deraf følgende forpligtelse til at betale kompensation - og fandt, at udgiften til kompensation havde den fornødne kvalificerede relation til indkomsten, hvorfor udgiften kunne fradrages i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, litra a.
SKM2005.198.HR. Et selskab fik fradrag, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, for en udgift til ekstern sagkyndig vurdering af en udlejningsejendom. Vurderingen var foretaget til brug for selskabets årsregnskab. Højesteret henviste til, at udgifter til udarbejdelse af årsregnskab er driftsomkostninger, og fastslog, at dette som udgangspunkt også gælder udgifter til bistand, der ydes til brug for udarbejdelsen af regnskabet. Hverken det forhold, at vurderingshonoraret vedrørte et anlægsaktiv, eller det forhold, at anvendelse af det af revisoren foreslået regnskabsprincip ikke var nødvendig, kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om fradragsret.
TfS 2000, 243 HRD. Et pengeinstitut havde erhvervet et leasingselskab sammen med andre pengeinstitutter. Pengeinstitutterne stillede garanti i forbindelse med, at leasingselskabet optog et udlandslån. I forbindelse med konstateringen af et betydeligt tab i leasingselskabet blev garantistillelsen afløst af en tabsgaranti fra pengeinstitutterne. Med henvisning til de foreliggende oplysninger om praksis mellem pengeinstitutter sammenholdt med det forhold, at leasingselskabet udadtil blev identificeret med pengeinstitutterne, fandt et flertal i Højesteret, at det måtte antages, at det ville have påvirket den løbende indkomsterhvervelse i pengeinstitutterne, hvis pengeinstitutterne ikke havde påtaget sig forpligtelse til at dække de tab, som leasingselskabet måtte konstatere på indgående leasing- og købekontrakter. Med den begrundelse fandt flertallet, at de udgifter, der fulgte af den forpligtelse pengeinstituttet havde påtaget sig, havde en sådan tilknytning til pengeinstitutternes egen indkomsterhvervelse, at udgifterne var fradragsberettigede i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
UfR 1980, 712 HRD (Trælastkompagniet). Selskabet fik fradrag for en årlig noteringsafgift til Fondsbørsen og for udgifter til ændringer af selskabets vedtægter, som var nødvendige for, at den hidtidige virksomhed kunne fortsætte. Højesterets flertal udtalte følgende: "Efter det foreliggende... findes optagelsen af selskabets aktier til notering på børsen at være af en sådan betydning for selskabets status og almindelige omdømme og dermed for dets indtjeningsmuligheder, at de årlige udgifter til noteringsafgift må anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. De foretagne ændringer af selskabets vedtægter var ubestridt alene foranlediget af de ved aktieselskabsloven af 1973 gennemførte ændringer, der efter lovens § 164, stk. 1, nr. 2, krævedes indarbejdet i vedtægterne for at bringe disse i overensstemmelse med lovens krav, og undladelse heraf ville efter bestemmelsens stk. 3 medføre selskabets opløsning. Under disse omstændigheder findes også udgifterne til vedtægtsændringerne ... at måtte anses for fradragsberettigede driftsudgifter".
UfR 1942, 335 HRD (Skandinavisk Grammofon). Sagen vedrørte fradrag for sagsomkostninger, som et selskab havde afholdt som følge af en strid om selskabets ret til at forhandle et produkt. Fradrag blev indrømmet, fordi udgifterne havde til formål at sikre såvel tidligere opnået fortjeneste som muligheden for fortjeneste ved fortsat salg af produktet. Det bemærkes, at selskabet tabte den underliggende retssag, og at det således var uden afgørende betydning for omkostningsfradraget, at udgifterne var afholdt forgæves.
SKM2003.502.LSR. Udgifter til en retssag i anledning af, at et vogntog væltede, fandtes at ligge inden for sædvanlig driftsrisiko ved drift af en vognmandsvirksomhed. Klageren kunne derfor fradrage advokatomkostninger.
SKM2002.379.LSR. Landsskatteretten fandt, at der forelå en sådan forbindelse mellem selskabets erhvervsvirksomhed og den betalte erstatning, at udgifterne til advokatbistand kunne fradrages ud fra et driftsrisikosynspunkt, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten henså til, at udgiften var et udslag af en normal driftsrisiko forbundet med udøvelsen af virksomheden, og at markedsføring er et sædvanligt led i driften af en salgsvirksomhed.
TfS 1997, 438 LSR. Indtægter ved tegning af forsikringer for andre forsikringsselskaber (fremmed provision) måtte anses som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. dagældende SEL (selskabsskatteloven) § 17, stk. 5. En del af selskabets faste omkostninger kunne derfor fradrages ved opgørelse af denne indkomst.
Fradrag nægtet
>SKM2012.167.BR. Byretten fandt, at nogle udgifter, som var afholdt på en udlejningsejendom, ikke kunne trækkes fra, idet der var tale om forbedringsudgifter, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 2. Udgifterne kunne heller ikke trækkes fra som driftsomkostninger, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, fordi retten fandt, at de havde indkomstvirkning ud over indkomståret.<
SKM2011.545.ØLR. Sagsøgerne i sagen var to selskaber ejet af en kapitalfond. Det ene selskab var holdingselskab for det andet selskab, som havde erhvervet et driftsselskab, der havde en større virksomhed. I forbindelse med opkøbet var der afholdt en række udgifter dels til kapitalfondens forvaltningsselskab, dels til andre rådgivere, herunder advokat og revisor. I forbindelse med låneoptagelsen havde de to selskaber påtaget sig en direkte forpligtelse til at betale alle långivernes udgifter, der med rimelighed var afholdt af disse til rådgivning m.v. fra advokater og revisorer. Landsretten fandt, at dette var en sædvanlig betingelse for at yde et lån af denne karakter og størrelsesorden, og at alternativet til dette lånevilkår ville være et højere lånegebyr til långiverne. Landsretten fandt, at de to selskabers betaling af långivernes rådgivningsomkostninger havde en så direkte og nær tilknytning til gældsstiftelsen, at de to selskaber kunne tillægge disse omkostninger til den faktiske anskaffelsessum, jf. den dagældende KGL (kursgevinstloven) § 26, stk. 4.
Derimod fandt landsretten, at de andre rådgivningsudgifter ikke kunne tillægges lånets faktiske anskaffelsessum. Landsretten fandt under henvisning til sagens omstændigheder, at de beløb, som de to selskaber efter købet havde betalt til egne rådgivere, herunder kapitalfondsforvalterselskabet, for rådgivning m.v. forud for og i forbindelse med købet af driftsselskabet og finansieringen heraf, ikke havde den fornødne tilknytning til låneoptagelsen men havde karakter af et honorar for den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af investeringsprojektet. Landsretten henviste bl.a. til, at de to selskaber alene skulle betale disse beløb, såfremt købet var blevet gennemført, ligesom de ikke var kontraktpart i forhold til rådgiverne, hvilket var et selskab i tilknytning til kapitalfondsforvalteren. Landsretten afviste også, at der var fradragsret efter den dagældende LL (ligningsloven) § 8 J, stk. 1. Landsretten bemærkede, ud over det ovenfor anførte, endvidere, at de to selskaber ikke indgik i et koncernforhold med kapitalfondsforvalterselskabet. (Sagsøgerne har indbragt denne del af sagen for Højesteret).
SKM2011.328.BR. Et A/S og et ApS var begge ejet af A. A/S'et foretog fradrag for en udgift på 100.000 kr. vedrørende omlægning af virksomhedens it-system, og gjorde gældende, at omlægningen var udført af ApS'et. Den faktiske udførelse af omlægningen var foretaget af A selv, som var eneste ansatte i begge selskaber. Retten fandt ikke, at A/S'et havde ret til fradraget for fremmed arbejde. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at arbejdet med omlægningen af it-systemet var udført af A personligt, og at der ikke havde været afholdt lønudgifter i anpartsselskabet i forbindelse med arbejdet. Desuden lagde retten vægt på, at fakturaen for arbejdet var udstedt af A selv og ikke af ApS'et, og at det ikke var godtgjort, at der var sket betaling af de 100.000 kr.
SKM2010.367.ØLR (tidligere instans SKM2007.892.LSR). Sagen vedrørte fradrag for udgifter til granskning og retsafgift. I henhold til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beslutning blev en fond pålagt at gennemføre en granskning i medfør af § 59 i lov om erhvervsdrivende fonde, og på baggrund af konklusionerne i granskningsrapporten blev der anlagt en erstatningssag mod medlemmerne af fondens bestyrelse. Fonden havde ikke fradragsret for udgifterne til granskningen samt udgifterne til retsafgiften i erstatningssagen mod medlemmerne af fondens bestyrelse. Landsretten lagde til grund, at granskningen vedrørte anlægsformuen og ikke de driftsmæssige aktiviteter i fonden. Udgifterne var derfor ikke fradragsberettigede efter det almindelige driftsomkostningsbegreb, og da de havde vedrørt grundlaget for fondens virksomhed (anlægsformuen) og ikke fondens virksomhed som sådan, var de heller ikke omfattet af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde. Da afholdelsen af granskningsudgifterne ikke var et udslag af en normal og naturlig driftsrisiko, fandt landsretten også af denne grund, at udgifterne ikke kunne fradrages som driftstab. Retsafgiften vedrørende erstatningssagen blev bedømt som et accessorium til granskningsudgifterne - og dermed som en ikke fradragsberettiget formueudgift.
SKM2010.199.ØLR (herunder byrettens dom) (tidligere instans SKM2007.469.LSR). Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt udgifter til arbejde udført af en ekstern konsulent, der dels bestod i bistand ved salg af datterselskabsaktier, dels bestod i formidling af finansiering (formidlingshonorar), kunne fradrages efter henholdsvis SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a (og LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c). Landsretten lagde til grund, at de udgifter, der var påstået fradragsberettigede i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, angik konsulentarbejde forbundet med salg af datterselskabsaktier. Udgifterne var derfor afholdt i forbindelse med selskabets ændring og indskrænkning af forretningsaktiviteter, hvorfor udgifterne vedrørte selskabets indkomstgrundlag og dermed ikke den løbende indkomsterhvervelse. Herefter, og da selskabets synspunkter om honorarernes karakter af kurtage ikke kunne føre til andet resultat, fandt landsretten, at udgifterne ikke kunne fradrages i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Landsretten udtalte i den forbindelse, at det var uden betydning, om selskabet kunne have valgt at ansætte den eksterne formidler.
SKM2010.119.BR. (Appelleret til landsretten, men efterfølgende hævet). Sagen vedrørte skatteyderens fradragsret for erstatningsudgifter og advokatudgifter afholdt i forbindelse med skatteyderens førtidige opsigelse af et erhvervslejemål med henblik på privat anvendelse. Retten fastslog, at den betalte erstatning og de dertil knyttede advokatudgifter ikke var udslag af en naturlig driftsrisiko ved driften af en udlejningsejendom. Det forhold, at skatteyderen som udlejer ønskede at inddrage de udlejede lokaler til egen benyttelse, uden at der deri forelå nogen driftsmæssig begrundelse, medførte, at erstatningen og de dertil knyttede udgifter var afholdt uden for de naturlige og sædvanlige rammer for en udlejningsvirksomhed. Retten fandt endvidere, at det forhold, at ejendommen på længere sigt forventedes fraflyttet af skatteyderen og derefter fuldt ud udlejet, heller ikke kunne medføre, at udgifterne var at anse for driftsomkostninger i forbindelse med udlejningsvirksomheden.
SKM2009.699.LSR. Landsskatteretten bemærkede, at da pokerspillet ikke kan anses for erhvervsmæssig virksomhed, er evt. underskud forbundet hermed ikke fradragsberettiget, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Ved Landsskatterettens afgørelse, offentliggjort i TFS 1989.244, om hobbyvirksomhed, blev godkendt, at omkostninger, som var afholdt i et tidligere år, kunne fradrages i et senere år, da omkostningerne var medgået til frembringelse af overskud i dette år. Denne afgørelse, der således havde andre omstændigheder end den forelagte sag, kunne derfor ikke medføre andet resultat.
SKM2009.325.ØLR. Skatteyderen nægtedes fradrag for udgift til indkøb af fremmed arbejdskraft, idet bevisbyrden for, at de pågældende fakturaer kunne danne grundlag for fradrag, ikke var løftet.
SKM2008.651.VLR (tidligere instans SKM2008.2.BR). En kommanditist havde ført en voldgiftssag mod kommanditselskabet med henblik på at få omgjort en generalforsamlingsbeslutning om, at kommanditselskabet skulle erhverve en udlejningsejendom. Retten fandt ikke, at udgifterne til voldgiftssagen havde en sådan direkte og sædvanlig forbindelse til sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse, at udgifterne til voldgiftssagen var fradragsberettigede, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Da udgifterne var afholdt for at hindre købet af ejendommen, var kommanditistens udgifter til advokat heller ikke fradragsberettigede i medfør af (den dagældende) LL (ligningsloven) § 8 J.
SKM2007.603.LSR. Et selskab fik ikke medhold i, at afholdte udgifter vedrørende en uindregistreret Porsche ejet af selskabet og en uindregistreret Ferrari ejet af søsterselskabet var erhvervsmæssige og dermed fradragsberettiget i henhold til SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Bilerne var efter selskabets oplysninger indkøbt til lager for derved at opnå en besparelse ved en senere indregistrering, når bilerne skulle tages i erhvervsmæssig anvendelse. Udgifterne afholdt vedrørende søsterselskabets bil blev endvidere anset for et ikke-fradragsberettiget tilskud til dette.
>I SKM2012.250.LSR anså man et selskabs udgifter til særlige bonusser, der blev givet i anledning af, at selskabet skiftede ejerkreds, for ikke fradragsberettigede formueudgifter, fordi udgifterne i udpræget grad blev anset for afholdt for at værne om selskabets værdi og afholdt i aktionærernes interesse frem for at tjene indkomsterhvervelsen<.
>I SKM2012.278.ØLR kunne fratrædelsesgodtgørelse, der trådte i stedet for udbetaling af bonus i opsigelsesperioden, ikke fradrages. I afgørelsen blev der henset til, at bonussen blev beregnet som en procentdel af den ikke skattepligtige aktieavance, som salget af datterselskaber indbragte. Denne måde at beregne bonus på, indicerer, at fratrædelsesgodtgørelsen ligesom den bonus, den træder i stedet for, blev givet for at sælge datterselskaber, og vedrører derved selskabets formue og ikke dets drift.<
SKM2009.555.ØLR (Appelleret >men efterfølgende hævet<) (tidligere instans SKM2008.142.LSR). Et selskab ønskede fradrag for tantieme og bonus udbetalt til selskabets direktør og medarbejdere vedrørende salg af aktier og en koncernintern overdragelse af aktivitet. Landsretten udtalte, at sammenhængen mellem "den skattepligtige indkomst" og "indkomsten" i SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, indebærer, at det er en betingelse for fradragsretten, at driftsomkostningerne er afholdt med henblik på opnåelse af skattepligtig indkomst, jf. SL (statsskatteloven) § 4. Selskabet var ikke næringsdrivende med køb og salg af aktier. Selskabets aktieposter var derimod anlægsaktier, der kunne afhændes skattefrit efter 3 års ejertid, jf. dagældende ABL (aktieavancebeskatningsloven) § 2, og selskabet var ikke blevet beskattet ved aktieafståelser. Udgifterne til bonus/tantieme ved salget af de omhandlede aktier, som var beregnet som en procentdel af den ved salget opnåede ikke skattepligtige aktieavance havde dermed ikke den nødvendige sammenhæng med selskabets løbende indkomsterhvervelse, men måtte anses for afholdt med henblik på at sikre den del af selskabets formue, der kunne afhændes skattefrit efter SL (statsskatteloven) § 5. Udgiften kunne derfor ikke fradrages efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. For så vidt angår bonus udbetalt i forbindelse med den koncerninterne overdragelse af aktivitet fandt landsretten, at selskabet ikke var rette omkostningsbærer heraf. Endelig fandtes udgifter til advokat- og revisorbistand afholdt i forbindelse med overvejelser vedrørende afhændelse af aktier at være relateret til en påtænkt indskrænkning af selskabets bestående virksomhed og sås ikke at have karakter af udgifter til løbende administration af skattepligtig investering. Disse udgifter var derfor heller ikke fradragsberettigede efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2009.271.HR stadfæster SKM2007.534.VLR (tidligere instans SKM2005.482.LSR). Sagen vedrørte fradrag for bonus til direktører. Ejerkredsen bag et selskab overvejede at sælge dette. Som led i salget blev der indgået en aftale med selskabets to direktører, hvorefter de, hvis selskabet blev solgt, ville få en bonus opgjort efter salgsprisen for selskabet. Direktørerne havde i forvejen en aftale om en fastholdelsesbonus. Selskabet blev solgt til en kapitalfond, og selskabet udbetalte i den forbindelse en bonus på ca. 29,3 mio. kr. til de to direktører. Landsretten fandt, at bonussen ikke kunne fratrækkes som en driftsomkostning (fradragsberettiget løn). Retten henviste til, at selskabet efter en samlet vurdering ikke havde godtgjort, at den udbetalte bonus havde haft en sådan tilknytning til selskabets drift, herunder til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, at den kunne karakteriseres som en driftsomkostning, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Landsretten bemærkede herved, at det omfattende ekstraordinære arbejde, som direktørerne udførte ved at fremskaffe dokumentationsmateriale til brug for salget af selskabet og ved at opfylde købernes ønske om oplysning af alle virksomhedens forhold, efter sit formål ikke tjente til at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst. Arbejdet måtte antages at være af afgørende betydning for værdiansættelsen og dermed for et vellykket salg af virksomheden. Arbejdet havde derfor betydelig værdi for selskabets ejere, og det var ikke godtgjort, at det betydelige bonusbeløb hovedsageligt var et særligt vederlag, dels for det øvrige ledelsesarbejde i tiden efter bonusaftalens indgåelse, og dels for at fastholde direktørerne. Højesteret henviste i lighed med landsretten til, at det fremgik af aftalen om direktørbonus, at direktørernes krav på den aftalte bonus var betinget af, at der skete et endeligt salg af selskaberne, og at direktørerne hver især fortsat var ansat på salgstidspunktet, ligesom det fremgik, at størrelsen af bonussen alene afhang af salgsprisen for selskaberne. Efter indholdet af aftalen om direktørbonus og efter de afgivne forklaringer lagde Højesteret til grund, at aftalen havde til formål at vederlægge de to direktører for at udføre arbejde i forbindelse med salgsbestræbelserne og at sikre, at de forblev ansat, indtil endeligt salg var aftalt, begge dele med henblik på at opnå den højst mulige salgspris for selskaberne. Som anført af landsretten havde den udbetalte bonus således ikke den tilknytning til selskabernes drift, dvs. til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten - der må kræves for, at udgiften kan anses som en driftsomkostning omfattet af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Højesteret stadfæstede derfor dommen.
SKM2008.956.SR og SKM2008.957.SR vedrørte et selskabs fradrag for bonus til henholdsvis en salgsdirektør og selskabets administrerende direktør i tilfælde af salg af selskabets aktier eller driftsaktiviteter. Det var i forespørgslen forudsat, at bonusaftalen blev indgået på et tidspunkt, hvor der ikke var aktuelle planer om salg. Skatterådet nægtede fradrag under henvisning til ovennævnte SKM2008.142.LSR (nu SKM2009.555.ØLR, som er >hævet af skatteyderen< ved Højesteret) og SKM2007.534.VLR (nu stadfæstet ved SKM2009.271.HR). For så vidt angår bonus for salg af driftsaktiviteten afvistes spørgsmålet. Rådet nægtede endvidere selskabet fradrag for bonus i anledning af salg af de holdingselskaber, der ejede koncernen og en søsterkoncern, samt i tilfælde af salg af nogle selskaber i søsterkoncernen. Fradrag herfor nægtedes, allerede fordi selskabet ikke var rette omkostningsbærer. I SKM2008.957.SR nægtedes desuden fradrag for bonusudgiften i tilfælde af, at denne blev fastsat som en kombinationsbonus, der også var afhængig af ansættelsesperioden, og i tilfælde af, at bonusbeløbet var fastsat på forhånd.
Om fradrag for bonusudgifter se endvidere SKM2010.156.LSR omtalt ovenfor under fradrag indrømmet. Ovenfor omtales ligeledes SKM2008.859.SR, hvor der indrømmedes fradrag for bonus, hvis betingelser ikke var knyttet til salgstransaktioner eller transaktionssummer.
SKM2007.384.LSR.Et selskab ønskede fradrag for en række udgifter til egenfremstilling af anlægsaktiver. Landsskatteretten lagde til grund, at udgifterne vedrørte fremstilling af aktiver, der indgik i selskabets anlægsformue, ikke omsætningsformuen. Udgifterne til de pågældende anlæg ville derfor som udgangspunkt ikke være driftsomkostninger omfattet af fradragsretten efter SL (statsskatteloven) § 6 a, men måtte anses for formueudgifter, der kun kunne bringes til fradrag i afskrivningsberettigede anlægsaktiver og derved indgå i opgørelsen af den afskrivningsberettigede saldoværdi. Afholdelsen af udgifterne havde været en forudsætning for, at de pågældende aktiver kunne blive færdiggjort i et sådant omfang, at de kunne anvendes som driftsmidler i virksomheden. Udgifterne kunne derfor tillægges den afskrivningsberettigede saldoværdi for driftsmidler anskaffet i årets løb.
SKM2006.678.LSR. Et selskab, der havde drevet et diskotek, blev nægtet fradrag for udgifter til erstatning udredt som følge af en gæsts tilskadekomst på et toilet, hvor gulvet var tilsmudset i en sådan grad, at det var farligt at færdes på. Landsskatteretten udtalte, at udgifterne ikke kunne betragtes som et udslag af en normal driftsrisiko, og derfor var de ikke fradragsberettigede som driftsomkostninger i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2006.319.VLR. Landsretten anså de af et selskab afholdte leasingomkostninger for afholdt i tilknytning til indgåelse af nye leasingaftaler, og ifølge leasinggivernes egen benævnelse af de enkelte omkostninger, antog Landsretten, at der var tale om engangsomkostninger, dels til dækning af leasinggivernes omkostninger i forbindelse med leasingaftalens oprettelse, og dels som viderefakturering af leasinggivernes udgifter til panthaverdeklaration. Landsretten udtalte, at sådanne udgifter i forbindelse med lånefinansiering efter fast praksis ikke er fradragsberettigede efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2006.244.LSR. En klager ønskede fradrag for udgift til minirensningsanlæg installeret i en aftægtsbolig. Aftægtsboligen var beboet af klageren i fællesskab med aftægtsnyderen, der var hans moder. Ved aftægt fastsættes som udgangspunkt en objektiv udlejningsværdi, hvori de faktiske udgifter vedrørende aftægtsboligen kan fratrækkes. Landsskatteretten fandt imidlertid, at der var tale om et boligfællesskab, og der skulle derfor beregnes ejendomsværdiskat for hele boligen. Landsskatteretten bemærkede, at et aftægtsforhold ikke er omhandlet af erhvervsmæssig virksomhed og dermed ikke kan sidestilles med erhvervsmæssig udlejning. Landsskatteretten fandt derfor, at der ud fra et driftsomkostningssynspunkt ikke var fradrag for udgift til minirensningsanlæg installeret i aftægtsboligen, jfr. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2004.302.ØLR. Et selskab blev nægtet fradrag, jf. SL (statsskatteloven) §, 6 stk.1, litra a, for utilsigtede lønudgifter, som selskabet havde pådraget sig i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven. Udgifterne til retssagen mod lønmodtagerne vedrørende spørgsmålet om selskabets hæftelse for lønkrav i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven blev ligeledes nægtet. Selskabet fik ej heller fradrag for udgifterne til erstatningssagen mod advokaten, der havde rådgivet selskabet i forbindelse med overtagelsen af virksomheden og den efterfølgende retssag mod lønmodtagerne.
SKM2004.219.ØLR. Skatteyderen havde selvangivet fradrag for fremmed kørselshjælp. Da skatteyderen ikke kunne dokumentere driftsomkostningerne, lagde landsretten til grund, at fakturaerne var falske.
TfS 1999, 823 HRD. Udgifter til dækning af generelle omkostninger til husleje, telefon m.v. Fradrag afslået af landsretten med henvisning til virksomhedens beskedne karakter og det forhold, at skatteyderen ikke havde sandsynliggjort en udsigt til en rimelig rentabilitet af den projektudvikling, der var virksomhedens eneste aktivitet. Afgørelsen blev stadfæstet af Højesteret med henvisning til de af landsretten anførte grunde.
I TfS 1985, 747 HRD nægtede Højesteret et selskab fradrag for kloakbidrag og betalinger for tilslutning til et fjernvarmeværk for en ubebygget industrigrund. Grunden blev købt med henblik på udvidelse og udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid en mere velegnet grund og solgte den førstnævnte grund. Fordi selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund, kunne de omhandlede udgifter, der blev afholdt i ejertiden, ikke fratrækkes - hverken i medfør af LL (ligningsloven) § 8 C (reglerne er overført til AL (afskrivningsloven) § 43) eller SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Udgifter til erstatning og sagsomkostninger afholdt i forbindelse med en sag anlagt mod selskabet for uretmæssig anvendelse af et varemærke, som selskabet benyttede som navn, blev anset som fradragsberettigede som driftsudgifter.
Hvis udgiften ikke sigter mod erhvervelse af skattepligtig indkomst, er fradrag udelukket.
SKM2006.672.VLR. Sagsøgeren udlejede to lejligheder i en ejendom. Sagen angik en række spørgsmål om fradrag for forskellige udgifter i udlejningsejendommen. Om en udgift på 719 kr. til anskaffelse af en skattelovsamling, udtalte landsretten, at denne udgift ikke kunne anses at være medgået til sagsøgerens erhvervelse af skattepligtige indtægter, men at skattelovsamlingen måtte anses erhvervet til førelse af hendes skattesager. Udgiften var derfor ikke fradragsberettiget i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2005.428.LSR. Sagen vedrørte et selskabs udgift til fairness opinion i anledning af, at der var blevet afgivet et købstilbud på aktier i selskabet. I henhold til bekendtgørelse nr. 827 af 10. november 1999 skal bestyrelsen i et børsnoteret selskab afgive udtalelse om, hvorvidt den tilbudte kurs er rimelig over for aktionærerne. Til brug for denne redegørelse valgte bestyrelsen i selskabet at indhente en ekstern ekspertvurdering i form af en fairness opinion, og selskabet foretog fradrag for udgiften på 2.000.000 kr. Landsskatteretten anså ikke udgiften for at være fradragsberettiget, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2001.56.VLR og SKM2001.449.ØLR. I begge sager blev fradrag afvist med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at de respektive skatteydere havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i det pågældende indkomstår.
TfS 1998, 202 ØLD. Udgifter til køb af træer var ikke fradragsberettiget som driftsomkostning i det indkomstår, hvor træerne var købt. Landsretten begrundede afgørelsen med, at udgiften var afholdt til køb af træer på roden. Da træerne stadig var på rod ved årets udgang, ansås udgiften ikke for anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det pågældende indkomstår.
TfS 1995, 51 LSR. En tidligere landmand blev nægtet fradrag for udgifter til advokat- og revisorbistand i forbindelse med en frivillig akkord, som han indgik ca. et halvt år efter, at han var ophørt med landbrugsvirksomheden. Landsskatteretten bemærkede, at udgifterne kun kunne trækkes fra, hvis de kunne henføres til den aktuelle drift.
TfS 1986, 579 ØLD. En skatteyder fik ikke fradrag for rejseudgifter i forbindelse med tilsyn med en ejendom, der tilhørte skatteyderen, og som var beboet af hans forældre i henhold til en aftægtsaftale indgået i forbindelse med forældrenes afståelse af ejendommen. Landsretten lagde vægt på, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udleje, hvorfor skatteyderen ikke modtog nogen løbende erhvervsmæssig indtægt fra ejendommen, og at ejendommen var erhvervet i privat øjemed.
Hvis modtageren af den afholdte driftsudgift er nært forbunden med skatteyderen og dermed har sammenfaldende interesser med denne, må der som forudsætning for omkostningsfradrag stilles krav til skatteyderen om at godtgøre tilstedeværelsen af en driftsmæssig begrundelse for dispositionen. Bevisbyrden skærpes, når der er personsammenfald, eller parterne er interesseforbundne.
Som udgangspunkt må det antages, at driftstilskud fra et moderselskab til et datterselskab ikke er begrundet i hensynet til moderselskabets løbende indtjening, men derimod i andre interesser, der er driften uvedkommende - typisk sikring af formueinteresserne i datterselskabet.
Fradrag indrømmet
SKM2011.583.ØLR (ændrer byrettens dom i SKM2009.317.BR). Landsretten fandt, at uanset, at der var tale om interesseforbundne parter og kravet til dokumentation derfor var skærpet, havde et selskab løftet bevisbyrden for, at det havde modtaget nogle beløb som lån fra et holdingselskab, samt at lånene havde karakter af sædvanlige forretningsmæssige dispositioner til finansiering af selskabets drift. Selskabet havde derfor fradrag for renteudgifterne. Derimod fandtes det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at nogle administrationsomkostninger, som var betalt til holdingselskabet, var fradragsberettigede driftsomkostninger.
SKM2010.649.VLR (tidligere instans SKM2010.172.BR). Et moderselskab opgav et regreskrav mod et datterselskab, efter at det havde vist sig, at datterselskabet ikke havde forsikringsdækning for tabet, som angik erstatning for et ødelagt kajanlæg i en havn. I modsætning til byretten fandt landsretten det ikke bevist, at moderselskabets regreskrav mod datterselskabet var juridisk holdbart. Hertil kom, at datterselskabets økonomi var dårlig, og at datterselskabets fortsatte beståen var af væsentlig betydning for moderselskabets egen indkomsterhvervelse, fordi det sikrede moderselskabet en afsætningskanal for dets produkter til det engelske marked. På denne baggrund fandt landsretten det ikke godtgjort, at moderselskabets opgivelse af regreskravet indebar et kapitaltilskud til datterselskabet, og moderselskabet kunne derfor fradrage erstatningen som driftstab i medfør af SL (statsskatteloven) § 6a. Et af moderselskabet ydet nedslag i datterselskabets leje for kajanlæg på 75 % blev både af byretten og landsretten bedømt som et tilskud fra moderselskabet til datterselskabet. Dette tilskud var ikke af en sådan betydning for moderselskabets egen indkomsterhvervelse, at betingelserne for fradragsret i medfør af SL (statsskatteloven) § 6a var opfyldt.
SKM2009.344.BR. En ejendomsmægler havde lagt administrationen af sin virksomhed ud i et selskab, der var ejet af hans børn. Med henvisning til, at det administrationsvederlag, ejendomsmægleren betalte til selskabet, ikke kunne antages at være fastsat på markedsvilkår, anerkendte skattemyndighederne alene fradragsret for en skønsmæssig mindre del af vederlaget. Retten fandt, at Skatteministeriet ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at det aftalte administrationsvederlag ikke svarede til markedsvilkår og nedsatte derfor ejendomsmæglerens indkomst med de forhøjelser, skattemyndighederne havde foretaget.
SKM2003.146.VLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et dansk selskab havde fradragsret for betaling af et søsterselskabs udgifter til advokat og erstatning/godtgørelse i anledning af søsterselskabets opsigelse af en agentaftale. Det tyske søsterselskab havde gennem en eksklusivaftale eneforhandlingsretten i Tyskland til det danske selskabs produkter, og det tyske selskab havde indgået en række underaftaler med agenter i Tyskland. På grund af samarbejdsvanskeligheder opsagde det tyske selskab i 1994 agentaftalen. Landsretten fandt, at selskabet havde fradrag for udgifterne som driftsomkostninger. Dette uanset, at retssagen var anlagt mod det tyske selskab, at der ikke eksisterede noget aftaleforhold mellem det danske selskab og agenten i Tyskland, og at det danske selskab ikke havde nogen retlig forpligtigelse over for agenten.
TfS 1999, 730 VLD. Fradrag for erstatning til søsterselskab. Landsretten anså det ikke for godtgjort, at aftalen mellem selskaberne var usædvanlig i forhold til markedsbestemte vilkår for dispositioner foretaget mellem uafhængige parter under samme omstændigheder, hvorfor aftalen skulle respekteres med ret til fradrag for erstatningen til følge.
TfS 1995, 339 VLD. Et moderselskab fik fradrag for kurstab og for tab på tilgodehavender hos dets engelske datterselskab. Medens Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om vareleverancer på normale forretningsmæssige vilkår, men om tilskud, der ikke havde direkte betydning for moderselskabets omsætning og drift, lagde landsretten til grund, at moderselskabets markedsføring gennem datterselskabet på det engelske marked både direkte og indirekte havde stor betydning for moderselskabets afsætning. Udgifterne blev derfor anset for at have været et naturligt led i moderselskabets virksomhed og dermed fradragsberettigede.
I UfR 1984, 90 HRD (Segaltmøllen) fik et selskab fradrag for udgift til betaling af en tidligere samarbejdspartners gæld til tredjemand, hvilket 2 nye samarbejdspartnere havde stillet krav om som betingelse for en fortsættelse af det nyligt indledte samarbejde. Betalingen af gælden ansås for at have en sådan tilknytning til den løbende drift, at den måtte anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.
I UfR 1976, 60 HRD (Esso) blev et moderselskabs tilskud til dækning af underskud i dets datterselskaber, som drev tankstationer, og som i kortere eller længere tid ikke kunne drives uden underskud, anset for fradragsberettigede driftsomkostninger. Højesteret udtalte, at udgifterne "havde været et sådant naturligt led i selskabets virksomhed, at de som driftsudgifter har kunnet bringes til fradrag i selskabets indkomst, uanset at dette ikke er sambeskattet med datterselskaberne".
Fradrag nægtet
>SKM2012.179.BR. Et advokatfirma, H1, og et ejendomsselskab, H2, havde begge i de omtvistede indkomstår fratrukket administrationsvederlag betalt til et ejendomsmæglerfirma, H3, der ubestridt var interesseforbundet med både H1 og H2. For så vidt angår H1 havde skattemyndighederne - henset til at H1 havde indtægtsført honorarer uden udbetaling af løn til de ansatte, mens det ikke var dokumenteret, i hvilket omfang de ansatte medarbejdere havde udført arbejde for henholdsvis H1 og H3 - skønsmæssigt ansat H1s fradrag for administrationsvederlag i indkomstårene 2003-2005 svarende til lønudgiften for en ansat i alle årene samt et mindre beløb for kontorhold i 2004-2005. Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer sammenholdt med ansættelsesaftalerne, fandt retten det godtgjort, at et antal medarbejdere i H1 havde arbejdet udelukkende for H1, at et antal medarbejdere havde arbejdet 50 pct. for H1, og at H1s andel i kontorholdsudgifter udgjorde 50 pct. i 2004-2005. Med henvisning hertil blev ansættelsen af H1s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2003-2005 hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne.<
>For så vidt angår H2 fik skattemyndighederne medhold i, at fradrag for administrationshonorar til H3 i indkomståret 2004 skønsmæssigt kunne ansættes, så det svarede till de lønomkostninger, der tidligere var afholdt over for H3. Retten bemærkede, at fakturaen vedrørte interesseforbundne parter og derfor ikke uden videre kunne lægges til grund, og at der påhvilede H2 en skærpet bevisbyrde for fradragsretten. Retten fandt ikke, at H2 ved de afgivne forklaringer havde løftet bevisbyrden for, at det fakturerede beløb svarede til, hvad uafhængige parter ville have aftalt. Retten bemærkede herved, at beløbet svarede til det overskud, der ellers ville have været i H2, og at der ikke i det omtvistede indkomstår var sket løbende fakturering af bistanden.<
SKM2011.783.ØLR. Et selskab, som udbød ejendomsinvesteringsprojekter, havde ikke fradragsret efter SL (statsskatteloven) § 6 a, stk. 1 a, for en udgift, som det havde afholdt i hovedanpartshaverens interesse, angiveligt som en rabat i forbindelse med tegning af anparter i en række ejendomsinvesteringsprojekter. Det var ikke godtgjort, at ydelserne var forretningsmæssigt begrundet.
SKM2010.649.VLR (tidligere instans SKM2010.172.BR) omtales ovenfor under Fradrag indrømmet.
SKM2010.550.BR (Appelleret). Et anpartsselskab havde fratrukket udgifter til management fee, som var betalt til et spansk selskab, der var ejet af anpartsselskabets hovedanpartshaver. Hovedanpartshaveren kunne ikke forklare, hvorledes de omtvistede management fee var fastsat, og betalingerne svarede ikke til det beløb, der skulle betales ifølge en servicekontrakt, der var indgået mellem selskaberne. Bl.a. under henvisning hertil fandt retten, at anpartsselskabet ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for fradragsretten, som påhvilede det på grund af interessefællesskabet med modtageren af management fee-beløbet. Der nægtedes derfor fradrag for udgiften.
SKM2010.456.ØLR (tidligere instans SKM2009.496.BR). To anpartsselskaber havde betalt nogle større beløb til en australsk virksomhed, som havde udstedt fakturaer for henholdsvis konsulentbistand og royalty. Den australske virksomhed ejede 50 % af anparterne i det ene anpartsselskab. Retten fandt, at bevisbyrden for, at udgifterne til betaling af konsulentbistand og royalty udgjorde fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, påhvilede anpartsselskaberne, og at bevisbyrden var skærpet. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem de to anpartshavere og deres respektive selskaber ikke var indgået formelle aftaler om karakteren og omfanget af deres forretningsmæssige samarbejde eller om betingelserne for betaling af royalties og beregningen heraf, samt at der blev foretaget en række usædvanlige dispositioner, imellem dem bl.a. i forbindelse med fakturering og betaling. Landsretten lagde endvidere vægt på, at der mellem de to anpartshavere og deres respektive selskaber var et betydeligt interessefællesskab. Retten fandt, at anpartsselskaberne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde. Retten fandt endvidere, at de to anpartsselskaber hver især måtte anses for at være rette indkomstmodtagere for nogle ikke-bogførte fakturaer efter SL (statsskatteloven) § 4.
SKM2007.720.VLR. Et selskab havde nægtet at fremlægge dokumentation for, at en række konkrete udgifter var fradragsberettigede. Selskabet henviste til, at udgifterne fremgik af det revisorpåtegnede årsregnskab. Ligningsmyndighederne og Landsskatteretten afviste på den baggrund, at selskabet kunne fradrage omkostningerne. Efter at selskabet havde indbragt afgørelsen for domstolene, fremlagde selskabet dokumentation for en del af udgifterne. Af dokumentationen fremgik, at størstedelen af udgifterne vedrørte aktiver ejet af selskabets hovedaktionær og omkostninger, der kunne henføres til hovedaktionærens forældre. Landsretten fandt, at bevisbyrden for, at udgifterne kunne fradrages som driftsomkostninger, som udgangspunkt påhvilede selskabet. Bevisbyrden var skærpet, da udgifterne knyttede sig til dispositioner mellem interesseforbundne parter. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at udgifterne vedrørte selskabets drift, og der kunne derfor ikke indrømmes fradrag.
I SKM2007.445.HR stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse i SKM2005.252.ØLR, hvorved et selskab nægtedes fradrag, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, for administrationsvederlag, som selskabet havde betalt til nogle andre selskaber. Retten bemærkede, at selskabet som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at administrationsvederlaget udgjorde en fradragsberettiget driftsomkostning. Da administrationsvederlaget var betalt til interesseforbundne selskaber, var bevisbyrden skærpet. Se SKM2005.228.ØLR, hvor landsretten nægtede et datterselskab fradrag for et administrationsvederlag ydet til moderselskabet.
SKM2003.166.HR. En skatteyder stiftede sammen med sin bror et I/S, som drev byggevirksomhed. Efter en årrække stiftedes et A/S. Der blev indgået en samarbejdsaftale mellem selskabet og I/S'et, hvorefter der ved leverancer ikke blev beregnet avance, og der skete ikke fuld og samtidig fakturering. Samhandelen mellem I/S'et og selskabet skete ved, at I/S'et leverede materialer, arbejdskraft og underleverandørydelser til selskabet, der alene var kontraktpart i forhold til bygherrerne. Højesteret lagde til grund, at I/S'et til selskabet skulle levere ydelser efter tilbud eller efter regning, og at samhandelen derfor ikke kunne være baseret på et princip om resultatdeling. Højesteret fandt derefter, at I/S'et havde erhvervet ret til vederlag fra selskabet ved leveringen af ydelserne, og at vederlaget derfor var umiddelbart skattepligtig indkomst for I/S'et, også selv om leverancerne ikke blev faktureret straks ved leveringen. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at korrigere I/S'ets indkomst i de tilfælde, hvor I/S'et ikke månedligt havde indtægtsført leverancer til selskabet, eller hvor leverancer var indtægtsført med for høje eller for lave beløb i forhold til I/S'ets egen indkøbspris.
SKM2003.542.ØLR. Landsretten kunne alene tiltræde et skønsmæssigt fradrag for udarbejdelse af regnskaber på i alt 5000 kr., da der var en interesseforbindelse mellem dødsboet og den, der havde udstedt fakturaer på regnskabsmæssig bistand, og som samtidig var den ene af boets 2 arvinger.
SKM2003.257.ØLR. Selskabet fik ikke fradrag for en kautionspræmie til hovedaktionærens ægtefælle.
SKM2002.312.ØLR. En skatteyder indgik i et leasing- og konsignationsarrangement med et selskab, der var ejet af skatteyderens bror og far. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at de tilgodehavender, der løbende var blevet opbygget hos selskabet, var fradragsberettigede som driftstab. Skatteyderens tilgodehavende var stadigt stigende, uden at dette gav ham anledning til at betinge fremtidige leverancer af kontant betaling eller til at kræve tilgodehavendet inddrevet eller forrentet.
SKM2001.186.HR. Sagen vedrørte beskatning i forbindelse med transaktioner mellem interesseforbundne parter. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at et beløb vedrørende køb af konsulentassistance, som han lod et af ham behersket interessentskab overføre til et af interessentskabet behersket selskab hjemmehørende i Portugal, dækkede en driftsomkostning for interessentskabet. Beløbet kunne derfor ikke fradrages ved hans indkomstopgørelse.
TfS 1999, 376 HRD. En aftale mellem ejeren af et cafeteria og ejerens anpartsselskab om betaling til anpartsselskabet for konsulentbistand ydet til cafeteriaet kunne ikke godkendes skattemæssigt. Landsretten lagde til grund, at aftalen om konsulentbistand ydet af ejeren og dennes hustru ikke tjente noget forretningsmæssigt formål. Højesteret stadfæstede afgørelsen. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at beløb overført som betaling for konsulentbistand dækkede en driftsomkostning. Se desuden TfS 2000, 105 HRD (vareleverance mellem 2 selskaber).
TfS 1999, 685 VLD. Skatteyderen havde drevet revisionsvirksomhed med en søn som medinteressent. I forbindelse med overdragelse af virksomheden ønskede skatteyderen fradrag for tab på fordring på medinteressenten. Fordringen på medinteressenten hidrørte dels fra indfrielse af negativ kapitalkonto, dels fra indfrielse af medinteressentens gæld, som interessentskabets midler var stillet til sikkerhed for. Landsretten fandt, at interessentskabets sikkerhedsstillelse ikke kunne anses som en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Landsretten fandt desuden, at medinteressenten, der i den samlede periode havde hævet mere fra kapitalkontoen, end han efter virksomhedens omsætning havde krav på som sin overskudsandel efter interessentskabskontrakten, hermed reelt havde modtaget et lån. Landsretten anså ikke lånet for at være et led i den løbende indkomsterhvervelse for interessentskabet. Tab på fordringen på medinteressenten var derfor ikke fradragsberettiget efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
TfS 1996, 816 VLD. En selvstændigt erhvervsdrivende drev virksomhed som agent på provisionsbasis med et af ham behersket selskab og med udenforstående. Han var agent for et tysk firma, og han købte i firmaet varer, som blev videresolgt til det af ham beherskede selskab. Selskabet blev opløst af skifteretten, da der ikke var aktiver i selskabet. Han foretog ved indkomstopgørelsen fradrag for tab på debitorer for manglende betaling for leverede varer til selskabet. Fradraget blev ikke godkendt af skattemyndighederne, da der ikke bestod et normalt handelsmellemværende mellem ham og selskabet. Landsretten fandt, at tabet måtte anses som et formuetab, der ikke kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, da transaktionerne mellem ham og selskabet afgørende adskilte sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige parter og havde båret præg af hans personlige økonomiske interesser i selskabet.
TfS 1994, 207 HRD. Et dansk selskab, der havde betalt 20 pct. i factoringprovision til et schweizisk selskab, blev nægtet fradrag for den betalte provision. Eneanpartshaveren i det danske selskab havde optionsret til aktierne i det schweiziske selskab, der ikke havde andre aktiviteter end factoring for det danske selskab. Desuden havde selskabet hverken eget kontor eller ansat personale. Højesteret fandt, at der bestod et interessefællesskab mellem de 2 selskaber, og at factoringsudgiften på 20 pct. ikke var forretningsmæssigt begrundet.
I UfR 1979, 731 HRD blev en murermester nægtet fradrag for et tilskud til et af ham stiftet og domineret aktieselskab, hvorigennem han havde opført en ejendom med henblik på salg af aktielejligheder. Højesteret fandt, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem støtten til selskabet og murermesterens løbende indtjening, at der kunne indrømmes fradrag. På linie hermed nægtede Højesteret et moderselskab fradrag for tilskud til dets udenlandske datterselskab, der blev ydet til udligning af datterselskabets driftsunderskud (TfS 1990, 214 HRD).
Rette udgiftsholder
Fradrag for en udgift forudsætter, at udgiften vedrører den person eller det selskab, der afholder udgiften, og ikke f.eks. andre selskaber inden for samme koncern, se Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i TfS 1994, 190 LR om udbetaling af overskudsandele fra et holdingselskab via en medarbejderudbyttefond til alle ansatte inden for samme koncern.
Se også SKM2006.693.ØLR, hvor det sagsøgende selskab drev virksomhed med salg af kopi- og printmateriel. Det sagsøgende selskab lejede lokaler. Lejeaftalen blev indgået i søsterselskabets navn under stiftelse. Det sagsøgende selskab afstod senere fra at placere driften i søsterselskabet, da leverandørerne ikke ville godkende dette. Landsretten udtalte, at da lejeaftalen var indgået af søsterselskabet, var søsterselskabet også den retligt berettigede og forpligtede i henhold til aftalen, og der var ikke anført omstændigheder, der kunne begrunde, at det sagsøgende selskab skulle være rette aftalepart, og dermed berettiget til fradrag for udgifterne til husleje, varme og el, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
SKM2008.465.HR (tidligere instans SKM2007.41.ØLR). Udgifter, som en projektudbyder havde afholdt til advokat og revisor samt til markedsundersøgelser, som projektudbyderen havde foretaget, kunne fradrages af projektudbyderen som driftsudgifter. Udgifterne kunne derimod ikke fradrages af investorerne (kommanditisterne) i det udbudte projekt i medfør af de dagældende bestemmelser i LL (ligningsloven) § 8 I eller 8 J. For investorerne var der tale om en del af det samlede honorar til projektudbyderen i dennes egenskab af projektudvikler og -udbyder.
Se endvidere SKM2006.649.VLR (Appelleret til Højesteret men efterfølgende hævet) (tidligere instans SKM2005.244.LSR). En deltager i et anpartsprojekt ønskede fradrag for sin andel af en udgift benævnt selskabsadministrationshonorar. Retten anså ikke udgiften for at være en driftsomkostning for kommanditselskabet, der kunne begrunde fradragsret hos kommanditisterne. Til spørgsmålet om, hvilke ydelser honoraret dækkede, var der under vidneforklaringen henvist til en selskabsadministrationsaftale indgået mellem kommanditselskabet og udbyderselskabet. Det fremgik imidlertid af aftalen, at en betydelig del af de ydelser, udbyderselskabet skulle levere til kommanditselskabet, var ydelser, der enten havde vedrørt kommanditisternes - og ikke kommanditselskabets - forhold, eller ikke kunne antages at have haft tilknytning til kommanditselskabets indkomsterhvervelse i det pågældende indkomstår.
SKM2003.3.HR. Højesteret fandt, at det beløb, som et selskab betalte, var vederlag for overdragelse af 50 pct. af aktierne i selskabet, og at beløbet retteligt skulle have været betalt af selskabets aktionærer. Der var derfor ikke tale om en driftsomkostning.
Se endvidere SKM2007.230.ØLR, hvor et selskab ikke kunne foretage fradrag for tab på debitorer, idet det ikke var godtgjort, at betalingsforpligtelsen påhvilede det pågældende selskab.
SKM2007.496.ØLR angik to søsterselskaber, hvoraf det ene havde afholdt de fulde huslejeudgifter vedrørende selskabernes lejemål. Skattemyndighederne nægtede det første selskab fuldt fradrag for huslejeudgifterne og tilskudsbeskattede det andet selskab af dets respektive andel og indrømmede fradrag herfor. Endvidere anså skattemyndighederne, at det første selskab havde afholdt en installationsudgift vedrørende det andet selskabs butik i et af lejemålene, og det andet selskab blev tilsvarende tilskudsbeskattet heraf. Selskaberne gjorde gældende, at det første selskabs betaling af huslejeudgifter var udlignet ved, at det andet selskab havde båret lønudgifter for arbejde udført i det første selskab. Landsretten udtalte, at der på grund af interessefællesskab mellem de to selskaber måtte stilles særlige krav til selskabernes dokumentation for, at de faktiske forhold berettigede til den skete omkostningsfordeling. Landsretten fandt herefter ikke, at der ved interne bilag fra revisor samt vidneforklaringer fra selskabernes direktør og revisor var ført tilstrækkeligt bevis for, at det andet selskab havde stillet arbejdskraft til rådighed for det første selskab. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over lejemålenes fordeling mellem de to selskaber, ligesom retten fandt, at det andet selskab var rette udgiftsbærer vedrørende installationsudgiften.
SKM2007.603.LSR. Et selskab fik ikke medhold i, at afholdte udgifter vedrørende en uindregistreret Porsche ejet af selskabet og en uindregistreret Ferrari ejet af søsterselskabet var erhvervsmæssige og dermed fradragsberettiget i henhold til SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Bilerne var efter selskabets oplysninger indkøbt til lager for derved at opnå en besparelse ved en senere indregistrering, når bilerne skulle tages i erhvervsmæssig anvendelse. Udgifterne afholdt vedrørende søsterselskabets bil blev endvidere anset for et ikke-fradragsberettiget tilskud til dette.
Se tillige SKM2004.427.LSR (den efterfølgende retssag omfattede ikke dette spørgsmål) og SKM2007.454.LSR, hvorved et moderselskab nægtedes fradrag for udgifter til køb af aktier i datter-datterselskaber, idet disse udgifter måtte anses at vedrøre datterselskaberne, hvorfor selskabet ikke var rette omkostningsbærer heraf.
SKM2008.418.BR. Et administrationsselskab havde indgået administrationsaftale med en række kommanditselskaber og interessentskaber, der havde til formål at investere i plantager. Ifølge administrationsaftalerne skulle administrationsselskabet forestå den daglige administration af kommanditselskabernes og interessentskabernes ejendomme, herunder føre bogholderi og lignende. Administrationsselskabet afholdt en række forskellige udgifter til advokat vedrørende kommanditselskaberne og interessentskaberne, herunder udgifter vedrørende bestyrelsesansvar, vurdering af rådgiveransvar i forbindelse med afvikling af investeringsprojekterne, sager mod offentlige myndigheder m.v. Selskabet gjorde gældende, at advokatudgifteme var fradragsberettigede driftsomkostninger. Byretten fandt, at de omtvistede udgifter til advokatbistand i det hele måtte anses at vedrøre de administrerede interessentskaber og kommanditselskaber og deres virksomhed, og at administrationsselskabet ikke havde været forpligtet til at afholde disse. Udgifterne kunne således ikke anses for at være anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde administrationsselskabets indkomst, og de var derfor ikke fradragsberettigede i medfør af SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, a.
I SKM2009.555.ØLR nægtedes et selskab fradrag for bonus, fordi selskabet ikke var rette omkostningsbærer. (>Dommen er appelleret, men hævet ved Højesteret<) (tidligere instans SKM2008.142.LSR).
SKM2009.455.LSR vedrørte den dagældende LL (ligningsloven) § 8 J. Udgifter til due diligence m.v. ansås primært afholdt i aktionærernes interesse i en situation, hvor der ved en virksomhedssammenlægning skete en skattefri tilførsel af aktiver, og hvor værdien af bytteforholdet i de to sammenlagte virksomheder skulle vurderes. Selskabet kunne derfor ikke foretage fradrag for udgiften.
SKM2011.602.HR stadfæster SKM2010.151.ØLR. Sagen vedrørte udgifter til advokater og revisorer, investeringsbanker, prospektskrivning, ejendomsopmåling mv. afholdt med henblik på gennemførelse af en grenspaltning. Det indskydende selskab, A, beholdt en division af virksomheden, medens en anden division blev overført til et nystiftet selskab, B. I forbindelse med børsnotering af det nye selskab solgte selskabet A nogle aktier i dette. Landsretten udtalte at selskabets A´s udgifter til spaltning af selskabet A, til børsnotering af selskabet B og til selskabet A´s salg af aktier i B ikke havde en sådan tilknytning til selskabernes drift - dvs. til at erhverve sikre og vedligeholde indkomsten - at udgifterne kunne anses som driftsomkostninger, der kunne fradrages efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Selskabet fik ej heller medhold i, at udgifterne kunne afskrives efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Selskabet B blev desuden tilskudsbeskattet af udgiften til selskabets børsnotering og halvdelen af de øvrige udgifter, som selskabet A havde afholdt, idet selskabet B blev anset for rette omkostningsbærer. Højesteret udtalte, at der ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men udgifter vedrørende en ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Højesteret tiltrådte derfor, at udgifterne ikke var fradragsberettigede efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Højesteret tiltrådte også, at selskabet A ikke havde fradrag for udgifterne efter den dagældende bestemmelse i LL (ligningsloven) § 8 J, idet der ved spaltningen ikke var sket en udvidelse, men en indskrænkning af virksomheden.
En række udgifter, der var faktureret til andre end virksomheden kunne ikke fradrages af denne, idet skatteyderen ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at realiteterne bag fakturaerne var anderledes end fakturaernes indhold.
SKM2008.719.ØLR. Et selskab havde kun fradrag for udgifter til advokat og revisor i forbindelse med, at selskabet selv erhvervede et selskab. Selskabet var derimod ikke rette udgiftsbærer i relation til udgifter forbundet med, at et af selskabet til lejligheden erhvervet holdingselskab erhvervede andre selskaber.
>SKM2012.70.HR<ændrer SKM2010.458.VLR. Et hollandsk moderselskab, M, indgik i med et sælgerselskabet S om køb af samtlige aktier i D1 A/S. Købet var betinget af sælgers efterfølgende godkendelse. Umiddelbart efter aftalens underskrivelse skulle M stille bankgaranti over for sælger som sikkerhed for sine og en eventuel rettighedshavers forpligtelser i henhold til aftalen. Forud for aftalen havde M med bistand fra revisor og advokat foretaget bl.a. due diligence-undersøgelser af D1 A/S. Udgifterne blev afholdt af M i henhold til fakturaer udstedt af rådgiverfirmaerne i september og oktober 1999. Det fremgik af købsaftalen mellem M og S, at M uden samtykke fra S kunne overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen til et af M ejet datterselskab. Hvis et datterselskab, der fik overdraget disse rettigheder og forpligtelser, ophørte med at være M's datterselskab, skulle rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen føres tilbage til M eller et andet af M's datterselskaber. M skulle desuden sørge for, at det eventuelle datterselskab overholdt alle M´s forpligtelser efter aftalen, og M kunne ikke frigøre sig for denne forpligtelse. Da S den 21. december 1999 bestemte, at aftalen om salget af D1 A/S skulle gennemføres, købte M et skuffeselskab, og overdrog samme dag sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen fra august til D2 A/S, der blev holdingselskab for D1 A/S. D2 A/S lånte midler hos M til at købe D1 A/S. Højesteret fandt, at der reelt var tale om en udvidelse af M´s erhvervsvirksomhed, og at D2 A/S derfor ikke havde fradragsret jf. den dagældende bestemmelse i LL (ligningsloven) § 8 J, stk. 1, for de rådgiverudgifter, som M havde afholdt. Der var ikke grundlag for at anse M´s betaling af udgifterne for et midlertidigt udlæg afholdt for D2 A/S. Udgifterne var afholdt i M´s egen interesse med henblik på M´s køb af en dansk erhvervsvirksomhed. (Højesteret ændrede dermed landsrettens dom, hvor et flertal havde fundet, at D2 A/S var rette omkostningsbærer for udgifterne, som var omfattet af LL (ligningsloven) § 8 J, stk. 1. Landsretten nægtede dog fradrag med den begrundelse, at M havde modtaget fakturaerne i 1999, og beløbet således kunne opgøres på dette tidspunkt. Udgifterne hørte derfor til i indkomståret 1999 og kunne ikke fradrages i indkomståret 2000).
>SKM2012.60.SR. Et moderselskab med datterselskaber i 21 lande spurgte Skatterådet, om udgiften til en forsikring mod tab på aktier som følge af tab på datterselskabernes debitorer var fradragsberettiget for moderselskabet. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering ikke, at udgiften til forsikringspræmien havde en aktuel driftsmæssig begrundelse, der faldt inden for de naturlige rammer af den hidtidige virksomhed. Der var reelt ikke tale om en forsikring af selve aktierne i datterselskaberne men om en forsikring mod tab på datterselskabernes debitorer, som kunne betegnes som en driftstabsforsikring. Rådet fandt, at det ikke var en sædvanlig driftsmæssig disposition ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, at et moderselskab på vegne af datterselskaber forsikrer datterselskabernes aktiviteter, drift mv. Moderselskabet kunne derfor ikke trække udgiften fra jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. <
>Skatterådet fandt desuden, at det ikke var moderselskabet men datterselskaberne, der var rette omkostningsbærer af forsikringspræmien, og at der derfor ved betaling af præmien blev ydet tilskud til datterselskaber efter SEL (selskabsskatteloven) § 31 D.<
>Skatterådet fandt desuden, at evt. forsikringsudbetalinger ikke ville dække tab på aktier i datterselskaberne, men at udbetalingen ville dække datterselskabernes tab på debitorer. Rette indkomstmodtager var derfor datterselskaberne, og udbetalingerne ville blive anset for udbytte til moderselskabet. Udbyttet kunne dog være skattefrit, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 13, stk. 1, nr. 1.<
>Se tilsvarende SKM2012.44.SR.<
Udskudte driftsomkostninger
I visse tilfælde er der mulighed for at opnå fradrag for "opsatte driftsomkostninger".
SKM2011.407.HR ændrer SKM2009.560.VLR. Et selskab havde overdraget sine rettigheder til nogle lejede arealer på en havn og i den forbindelse modtaget et vederlag på 17,5 mio. kr. Det var et led i lejeaftalen, at selskabet forpligtede sig til at nedrive bygningerne på den lejede grund. Selskabet ønskede fradragsret for nedrivningsudgifterne på ca. 1,1 mio. kr. Højesterets flertal fandt, at afståelsessummen på 17,5 mio. kr. var aftalt under hensyn til, at den også skulle give dækning for udgifterne til opfyldelse af forpligtelsen til nedrivning, som fulgte af overdragelsesaftalen. Derfor fandt flertallet, at selskabet var berettiget til at fratrække udgiften til nedrivning i fortjenesten ved salget af lejerettighederne til arealerne efter afskrivningslovens § 40, stk. 6. Højesterets mindretal fandt ikke, at udgiften til nedrivning kunne fradrages i afståelsessummen, § 40, stk. 6. Mindretallet tog endvidere stilling til, om der var fradragsret for nedrivningsudgifterne i medfør af SL (statsskatteloven) § 6. Mindretallet udtalte bl.a., at det ikke var godtgjort, at en mulig administrativ praksis, hvorefter udgifter til nedrivning af bygninger på lejet grund som følge af ophør til lejeretten til grundarealet kunne fradrages som en udskudt driftsomkostning, kunne anses for videreført efter afskrivningsloven fra 1998. Videre udtalte mindretallet, at afskrivningslovens § 22 og 26 efter deres ordlyd og forarbejder udtømmende gør op med retten til afskrivning ved nedrivning af bygninger. Udgiften kunne derfor efter mindretallets opfattelse heller ikke fradrages som driftsomkostning efter SL (statsskatteloven) § 6.
SKM2004.114.LR. Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked udtalt, at udgifter til oprensning af forurenet jord under nærmere angivne forudsætninger, kan fratrækkes efter SL (statsskatteloven) § 6 e som opsatte vedligeholdelsesudgifter eller efter SL (statsskatteloven) § 6 a som opsatte driftsomkostninger, således at fradraget foretages i det år, hvor udgifterne er afholdt.
UfR 1963, 954 HRD (Knuth). En godsejer fik fradrag for et engangsbeløb til 4 ansatte, der blev betalt som kompensation for deres dårlige aflønning gennem en årrække.
UfR 1984, 160 HRD (Træskodommen). Et interessentskab fik fradrag for et tilskud til et af interessenterne ejet aktieselskab, der i 3 år havde produceret træsko, som blev købt af interessentskabet. Interessenterne gjorde gældende, at der var tale om en regulering af den oprindeligt fastsatte afregningspris, der alene havde været fastsat foreløbigt på grund af beregningsvanskeligheder. Højesteret fandt, at tilskuddet var et sådant led i interessenternes virksomhed, at det kunne fradrages.
LSRM 1984, 23 LSR. Udgifter til opgravning af benzintanke i forbindelse med ophør af virksomhed som benzinforhandler blev anset for udskudte driftsomkostninger.
Udgifter i forbindelse med retablering af en losseplads efter endt anvendelse er fradragsberettigede, når de afholdes.
TfS 1992, 581 LSR. Et selskab havde afholdt en udgift til oprensning af en grund, der var forurenet i selskabets besiddelsestid. Landsskatteretten indrømmede selskabet fradrag for udgiften. Landsskatteretten bemærkede, at udgiften ville have været en fradragsberettiget driftsudgift, hvis nutidige miljøkrav havde været gældende på forureningstidspunktet. Da forureningen efter det oplyste var indtrådt som udslag af en naturlig risiko i forbindelse med selskabets produktion, kunne udgiften fratrækkes enten som en opsat vedligeholdelsesudgift i henhold til SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra e, eller som en opsat driftsomkostning jfr. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Udgifter til faste installationer, som offentlige myndigheder måtte foreskrive til imødegåelse af forurening, skulle medregnes til driftsbygningens afskrivningsgrundlag.
,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.
Folketingets Ombudsmand i redegørelse af 21. marts 2018
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.
