På grundlag af rejsebureauets erfaring fra tidligere regnskabsår, og forventninger til det kommende regnskabsårs fortjenstmargen, udøver rejsebureauet sit bedste skøn over bureauets procentuelle fortjenstmargen for rejser, der påbegyndes i regnskabsåret.
Den skønnede fortjenstmargen anvendes på de vederlag, som rejsebureauet modtager fra de rejsende, og reguleringer (krediteringer) som følge af annullation af rejser, rabatter m.v.
Momsen af den skønnede fortjenstmargen afregnes løbende i henhold til rejsebureauets momsafregningsperioder. Jf. Momsbekendtgørelsens § 95 d.
Eksempel Foreløbig fortjenstmargen fastsat til 6% Betalinger modtaget i momsperioden udgør 2.000.000 kr. incl. moms Fortjenstmargen udgør 2.000.000 x 6% = 120.000 kr. incl. moms
Moms af fortjenstmargen udgør 120.000 x 20%= 24.000 kr.
Rejsebureauet kan godt anvende en differentieret, skønnet procentuel fortjenstmargen, alt afhængig af prisstrukturen og sæsonudsving for en given type rejse. Jf. momsbekendtgørelsens § 95 e.
Det skal i alle tilfælde fremgå af bureauets regnskab, på hvilket grundlag bureauet har udøvet sit skøn, herunder fastsat den skønnede fortjenstmargen og en eventuel differentiering heraf.
Med henblik på beregning af rejsebureauets realiserede (faktiske) fortjenstmargen for regnskabsåret, skal betalinger for rejser henholdsvis forudbetalinger til rejsebureauets leverandører vedrørende rejser, der påbegyndes i et efterfølgende regnskabsår, fremføres (aktiveres/passiveres) i regnskabet i overensstemmelse med de almindeligt gældende regnskabsprincipper. Se afsnit Q.3.8.2. |