Ifølge § 37, stk. 1, kan virksomheder momsregistreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a ved opgørelsen af afgiftstilsvaret fradrage momsen af virksomhedens indkøb mv. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for moms efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet.
Se dog SKM2006.783.LSR og SKM2007.655.SKAT og omtalen af disse i J.2.1.1 om virksomheders fradragsret i tilfælde, hvor virksomhederne ikke har overholdt deres forpligtelse til momsregistrering.
Den fradragsberettigede moms er momsen af virksomhedens indkøb eller den moms, som virksomheden i øvrigt skal betale for varer og ydelser, jf. afsnit J.1.2, der anvendes i forbindelse med virksomhedens momspligtige leverancer, dvs. i forbindelse med driften af den momspligtige virksomhed. Det gælder også leverancer udført i udlandet.
Der er således ikke fradragsret for varer og ydelser, der ikke kan anses for indkøbt mv. af virksomheden.
EF-domstolen har i sagerne C-338/98 og C-33/03 fundet, at en nederlandsk henholdsvis en britisk ordning, var i modstrid med 6. momsdirektiv. Efter ordningerne havde momspligtige arbejdsgivere fradragsret for godtgørelser til ansatte, som skulle dække de ansattes udgifter til benzin i forbindelse med kørsel i de ansattes køretøjer, men i arbejdsgiverens interesse.
Derimod fandt EF-domstolen i sag C-165/86, Intiem CV, at en momspligtig arbejdsgiver havde fradragsret for indkøb af varer i eget navn fra en momspligtig leverandør, selvom varerne fysisk blev leveret til arbejdsgiverens ansatte, når de ansatte udelukkende anvendte varerne under arbejdet for arbejdsgiverens virksomhed, og leverandøren fakturerede arbejdsgiveren for indkøbet.
Det er ikke afgørende for fradragsretten, om virksomheden rent faktisk skal betale moms af sine momspligtige leverancer. Indkøb til brug for eksport eller andre leverancer mv. til 0-sats, jf. §§ 14-21 d og 34, er derfor fuldt fradragsberettigede.
Det følger heraf, at selvom en dansk virksomhed alene har leverancer i udlandet, er der fuld fradragsret, i det omfang leverancerne må anses for momspligtige, se således SKM2008.1014.SR. Det følger endvidere heraf, at virksomheden vil kunne momsregistreres efter § 47, stk. 1, med henblik på udøvelse af sin fradragsret, selvom alle dens leverancer sker i udlandet, og der altså ikke betales dansk moms. Se tilsvarende SKM2008.393.LSR, der er refereret nedenfor.
Der er ikke fradragsret for indkøb mv. til brug for leverancer af varer og ydelser, der er fritaget for moms efter § 13. Det betyder bl.a., at den finansielle sektor i vidt omfang ikke kan fratrække momsen på sine indkøb.
Der er kun fuld fradragsret, hvis indkøb mv. udelukkende anvendes til brug for registreringspligtig virksomhed. Hvis indkøb også anvendes til andre formål, f.eks. til brug for ikke registreringspligtig virksomhed, er der kun delvis fradragsret efter reglerne i §§ 38-41, jf. afsnit J.2.
EF-domstolen har i præmis 32 i dommen i sag C-378/02, Waterschap Zeeuws Vlaanderen, udtalt, at det følger af bestemmelserne i sjette momsdirektivs artikel 2 og 17 (nu Momssystemdirektivets artikler 2 samt 167-177), at kun en person, der er en afgiftspligtig person, og som optræder i denne egenskab på det tidspunkt, hvor godet erhverves, har ret til fradrag vedrørende dette gode og kan fratrække moms, der skyldes eller er erlagt for dette gode, hvis godet anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner (jf. for så vidt angår sjette direktivs artikel 17, dom af 11.7.1991, sag C-97/90, Lennartz, Sml. I, s. 3795, præmis 8).
EF-domstolen har i sag C-435/05, Investrand BV, udtalt, at udgifter til rådgivningsydelser, som en afgiftspligtig person har erhvervet med henblik på at fastsætte størrelsen af en fordring, som udgør en del af dennes formue, og som hidrører fra et salg af aktier, som er foretaget før den pågældende blev momspligtig, ikke giver ret til at fradrage den herfor erlagte moms, når der ikke foreligger omstændigheder, der godtgør, at det er den økonomiske virksomhed, som den afgiftspligtige person udfører i sjette direktivs forstand, der er årsag til erhvervelsen af ydelserne, og omkostningerne ved rådgivningen ikke har nogen direkte og umiddelbar tilknytning til denne virksomhed.
EF-domstolen har den 21.februar 2006 afsagt dom i C-255/02, Halifax plc. Domstolen har i dommen bl.a. konkluderet følgende: "Sjette direktiv skal fortolkes således, at det ikke giver afgiftspligtige personer ret til at fradrage indgående merværdiafgift, når de transaktioner, der begrunder denne ret, udgør et misbrug. Konstatering af et misbrug kræver for det første, at de omhandlede transaktioner - selv om de betingelser formelt er overholdt, der er fastsat i de relevante bestemmelser i sjette direktiv og i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet - ville indebære opnåelse af en afgiftsfordel, som det ville stride mod formålet med disse bestemmelser at tildele. For det andet skal det tillige fremgå af en samlet række objektive omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er at opnå en afgiftsfordel." Der henvises til
Den 12. januar 2006 har EF-domstolen afsagt dom i de forenede sager C-354/03, C-355/03 og C-484/03, Optigen Ltd, Fulcrum Electronics Ltd og Bond House Systems Ltd. Domstolen har i dommen bl.a. konkluderet følgende: "Transaktioner som de i hovedsagen omhandlede, med hensyn til hvilke der ikke i sig selv er begået momssvig, udgør leveringer af goder foretaget af en afgiftspligtig person, der optræder i denne egenskab, og er en økonomisk virksomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 2, nr. 1, artikel 4 og artikel 5, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 95/7/EF af 10. april 1995, når de opfylder de objektive kriterier, som disse begreber er baseret på, uanset hensigten hos en anden erhvervsdrivende end den pågældende afgiftspligtige person, som har medvirket i samme leveringskæde, og/eller den eventuelle svigagtige karakter af en anden transaktion, som indgik i samme kæde og fandt sted før eller efter den afgiftspligtiges transaktion, og som denne ikke havde og ikke kunne have kendskab til. Retten for en afgiftspligtig person, som foretager sådanne transaktioner, til at fradrage den betalte indgående merværdiafgift, kan ikke berøres af, at der i den leveringskæde, som disse transaktioner indgår i, uden at den afgiftspligtige ved eller kan vide det, findes en anden transaktion, som ligger før eller efter den afgiftspligtiges egen transaktion, og som er behæftet med momssvig."
Den 8. maj 2008 har EF-domstolen afsagt dom i de forenede sager C-95/07 og C-96/07, Ecotrade SpA. Domstolen fandt, at det ikke er modstridende med momssystemets grundlæggende principper, at en medlemsstats nationale regler hjemler en præklusionsfrist for udøvelse af fradragsretten på 2 år. Dette var tilfældet uanset, at afgiftsmyndigheden rådede over en længere frist, med hensyn til opkrævningen. Domstolen henviste til, at en frist på 2 år ikke i sig selv kan gøre udøvelsen af fradragsretten umulig eller uforholdsmæssig vanskelig. Domstolen fastslår dog, at dette kun gælder såfremt hhv. ækvivalens- samt effektivitetsprincippet er iagttaget.
Uagtet dette fandt domstolen, at den italienske ordning med hensyn til berigtigelse af angivelser og opkrævning af moms er i strid med artikel 21, stk. 1, litra b i sjette momsdirektiv, som affattet ved artikel 28g (nu momssystemdirektivets artikel 196) om omvendt betalingspligt. Domstolen henviser til, at det er modstridende med bestemmelsens formål at nægte fradragsret, hvad angår situationen i hovedsagen, idet der ikke består en risiko for at den pågældende medlemsstat mister skatte- og afgiftsindtægter. Dette var tilfældet uanset, at virksomheden i hovedsagen havde tilsidesat sine regnskabsforpligtigelser, da der inden for rammerne af anvendelse af ordningen, ikke i princippet, opstår nogen skyld overfor statskassen.
Med henvisning til dette fastslog domstolen, at det ikke var relevant, at vurdere den afgiftspligtiges gode tro i et sådan tilfælde. Medlemsstaterne har hermed ikke har adgang til at begrænse fradragsretten med henvisning til, at der er sket en tilsidesættelse af regnskabsforpligtigelserne, som den i hovedsagen, da dette ikke kan ligestilles med momssvig eller misbrug, idet denne ikke er udført med henblik på at opnå en uberettiget afgiftsfordel.
Den 22. april 2010 har EF-domstolen afsagt dom i de forenede sager C-536/08 og C-539/08. Sagerne omhandlede spørgsmålet, om en afgiftspligtig person har umiddelbar ret til fradrag i et tilfælde som omhandlet i sjette direktivs artikel 28b, punkt A, stk. 2, første afsnit, når den afgiftspligtige, idet denne ikke har godtgjort, at den omhandlede erhvervelse inden for Fællesskabet er blevet pålagt moms i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af goderne afsluttes, er blevet pålagt denne afgift i registreringsmedlemsstaten (Se om momslovens § 22, stk. 2).
Domstolen bemærkede, at fradrag for den moms, som er blevet pålagt de goder og tjenesteydelser, som den afgiftspligtige har erhvervet, herunder erhvervelser inden for Fællesskabet, i henhold til sjette direktivs artikel 17, stk. 2, litra d), er underlagt den betingelse, at de således erhvervede goder og tjenesteydelser skal anvendes i forbindelse med den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner. Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er det imidlertid ubestridt, at goder, der er blevet pålagt afgift som erhvervelser inden for Fællesskabet, idet de i henhold til sjette direktivs artikel 28b, punkt A, stk. 2, første afsnit, anses for at være foretaget i registreringsmedlemsstaten, ikke i virkeligheden er blevet indført i denne medlemsstat. Under disse omstændigheder kan de omhandlede transaktioner ikke anses for at give "fradragsret" som omhandlet i sjette direktivs artikel 17. Som følge heraf kan disse erhvervelser inden for Fællesskabet ikke nyde godt af den i denne artikel fastsatte almindelige fradragsordning.
Domstolen fremhævede, at den almindelige fradragsordning for afgiften, som foreskrevet i sjette direktivs artikel 17, ikke i en situation som den i hovedsagen foreliggende kan erstatte den særlige ordning i artikel 28b, punkt A, stk. 2, andet afsnit, som bygger på en mekanisme, der reducerer afgiftsgrundlaget og derved tillader at korrigere for dobbelt afgiftspålæggelse. Desuden vil den omstændighed, at der gives fradragsret i et sådant tilfælde, risikere at medføre, at den effektive virkning af sjette direktivs artikel 28b, punkt A, stk. 2, andet og tredje afsnit, bringes i fare, idet den afgiftspligtige person, der har nydt godt af retten til fradrag i registreringsmedlemsstaten, ikke længere vil være tilskyndet til at godtgøre, at den omhandlede erhvervelse inden for Fællesskabet er blevet pålagt moms i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af goderne afsluttes. En sådan løsning kunne dermed i sidste instans være til fare for anvendelsen af den hovedregel, ifølge hvilken stedet for afgiftspålæggelse for en erhvervelse inden for Fællesskabet anses for at være den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af goderne afsluttes, hvilket vil sige den medlemsstat, hvor det endelige forbrug finder sted, hvilket er formålet med overgangsordningen.
På grundlag af det anførte udtalte domstolen, at sjette direktivs artikel 17, stk. 2 og 3, og artikel 28b, punkt A, stk. 2, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig, som er omfattet af sidstnævnte bestemmelses første afsnit, ikke har ret til umiddelbart at fradrage den indgående moms af en erhvervelse inden for Fællesskabet.
Omkostningsfordeling mellen aktionærer
Et holdingselskab havde i SKM2007.125.VLR ikke fradragsret for momsen af visse udgifter til rådgivere i forbindelse med selskabets stiftelse og dets køb af en række datterselskaber, fordi de pågældende udgifter var afholdt af tredjemand (en aktionær i holdingselskabet) og ikke af holdingselskabet selv. Der var ganske vist fremlagt kopi af faktura fra selskabet til en hovedaktionær vedrørende beløbet. Af fakturaen fremgik, at omkostningerne vedrørte etableringen af selskabet. Efter bevisførelsen blev det imidlertid lagt til grund, at hovedaktionærens betaling til holdingselskabet skete som led i en aftalt omkostningsfordeling mellem aktionærerne i holdingselskabet og ikke som betaling for en leverance fra holdingselskabet til hovedaktionæren.
Leverancer udført i udlandet
Landskatteretten har i SKM2008.393.LSR afsagt kendelse om, at der er ret til fradrag jf. momslovens § 37, stk. 1, uanset at aktiviteterne ikke blev udført i Danmark. Landsskatteretten henser til, at virksomheden i det første år havde omsætning i Danmark og at denne har opkrævet moms af everancerne jf. momslovens § 4, stk. 1. Virksomhedens transaktioner var det efterfølgende år identiske med de ydelser der det foregående år var blevet leveret i Danmark. Landsskatteretten fandt herefter, at det var uden betydning, at virksomheden ikke opkrævede dansk moms af leverancerne i det efterfølgende år, da de transaktioner, der blev udført mod vederlag i et andet EU, var transaktioner i forbindelse med økonomisk virksomhed, der - såfremt disse var blevet udført i Danmark - ville have givet ret til momsfradrag.
Tilgift og lignende salgsfremmende foranstaltninger
SKAT har i SKM2010.636.SKAT og SKM2010.637.SKAT udtalt sig om købers momsfradragsret i relation til den momsmæssige behandling af tilgift og lignende salgsfremmende foranstaltninger. Hvis en tilgift skal anses for vederlagsfrit overdraget, har den momsregistrerede køber ikke erlagt nogen moms i første omgang, og der opstår allerede af denne grund ikke noget spørgsmål om momsfradragsret i henhold til momslovens § 37. Hvis en tilgift er leveret mod vederlag, men den indkøbte tilgift har karakter af en vare til privat brug m.v., som ikke kan anses for indkøbt til brug for virksomheden, er der ikke fradragsret for denne del af momsen.
,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.
Folketingets Ombudsmand i redegørelse af 21. marts 2018
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.
