Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-453/22, Michael Schütte

Virksomhedens leverandører havde fejlagtigt anvendt standardsats i stedet for reduceret sats. I sagen fremgik det - med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkom den forelæggende ret at foretage - at køberen (virksomheden) havde betalt leverandørerne de momsbeløb, der fremgik af fakturaerne, og at disse leverandører havde betalt disse momsbeløb til skatte- og afgiftsmyndighederne.

Domstolen fandt, hvis leverandørerne berigtigede disse fakturaer og indgav anmodninger om tilbagebetaling af den for meget betalte moms til denne myndighed, efter at denne myndighed havde tilbagebetalt beløbet til køberen af de fakturerede varer, selv om leverandørerne i første omgang havde gjort forældelsen gældende over for køberen og således klart havde vist, at de ikke havde nogen interesse i at berigtige situationen, kan disse anmodninger derfor ikke have andet formål end at opnå en momsfordel, der er i strid med princippet om momsens neutralitet. En sådan praksis er således udtryk for misbrug som omhandlet i Domstolens retspraksis og kan ikke give anledning til tilbagebetaling af leverandørerne, hvilket udelukker risikoen for dobbelt tilbagebetaling.

C-251/16, Cussens mfl.

Princippet om forbud mod misbrug skal fortolkes således, at det - uanset, om der findes en national foranstaltning, der giver dette princip virkning i den nationale retsorden - kan anvendes direkte med henblik på at nægte fritagelse for merværdiafgift ved et salg af fast ejendom som det i hovedsagen omhandlede, der er foretaget før afsigelsen af dom af 21. februar 2006, Halifax m.fl. (C-255/02), uden at retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er til hinder herfor.

Rådets sjette direktiv skal fortolkes således, at i tilfælde, hvor transaktioner som de i hovedsagen omhandlede skal omdefineres under anvendelse af princippet om forbud mod misbrug, kan de dele af disse transaktioner, som ikke udgør et sådant misbrug, være merværdiafgiftspligtige på grundlag af de relevante bestemmelser i den nationale lovgivning, der fastsætter en sådan afgiftspligt.

Princippet om forbud mod misbrug skal fortolkes således, at der med henblik på, på grundlag af præmis 75 i dom af 21. februar 2006, Halifax mfl. (C-255/02), at fastslå, om det væsentlige formål med de i hovedsagen omhandlede transaktioner er at opnå en afgiftsfordel, skal tages hensyn til formålet med de lejeaftaler, der lå forud for salget af de i hovedsagen omhandlede ejendomme isoleret set.

Princippet om forbud mod misbrug skal fortolkes således, at levering af fast ejendom, som de i hovedsagen omhandlede leveringer, kan indebære opnåelsen af en afgiftsfordel i strid med formålet med de relevante bestemmelser i Rådets sjette direktiv, når den pågældende faste ejendom, før salget heraf til tredjemand, endnu ikke var taget faktisk i brug af sin ejer eller lejer. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om dette er tilfældet i tvisten i hovedsagen.

Princippet om forbud mod misbrug skal fortolkes således, at det skal finde anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører en eventuel fritagelse for merværdiafgift af en transaktion om levering af fast ejendom.

C-419/14, WebMindLicenses kft

Licensaftale, hvis genstand var brugsretten til knowhow, der gjorde det muligt at drive et websted, hvorved der blev udbudt interaktive audiovisuelle ydelser.

Aftalen blev indgået med et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor det selskab, der udstedte licensen, havde hjemsted.  Momssatsen var lavere i licensmodtagerens medlemsstat end i licensudstederens medlemsland.

Ved vurderingen af, om licensaftalen udgjorde misbrug af en rettighed, er det ikke i sig selv afgørende, at direktøren for og eneaktionæren i det licensudstedende selskab havde skabt denne knowhow, at denne samme person øvede indflydelse på eller havde kontrol over udviklingen og udnyttelsen af denne knowhow og leveringen af de ydelser, som blev udført på baggrund heraf. Det er heller ikke i sig selv afgørende, at forvaltningen af de finansielle transaktioner og menneskelige og tekniske ressourcer, der var nødvendige for leveringen af nævnte ydelser, blev udført af underleverandører. Tilsvarende er grundene for, at det licens udstedende selskab valgte at overdrage brugsretten til den omhandlede knowhow til et selskab i en anden medlemsstat, heller ikke i sig selv afgørende.

Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge alle omstændighederne i hovedsagen med henblik på at fastslå, om denne aftale udgjorde et rent kunstigt arrangement, som skjulte den omstændighed, at de omhandlede tjenesteydelser ikke reelt blev leveret af det licensmodtagende selskab, men faktisk blev leveret af det licensudstedende selskab. Det skal bl.a. undersøges, om etableringen af det licensmodtagende selskabs hjemsted for dets økonomiske virksomhed eller faste forretningssted var reel, om selskabet havde en passende struktur til at udøve den omhandlede økonomiske virksomhed for så vidt angår lokaler og menneskelige og tekniske ressourcer, og om selskabet udøvede denne økonomiske virksomhed i eget navn og for egen regning, under eget ansvar og på egen risiko.

EU-retten skal fortolkes således, at det i et tilfælde, hvor der konstateres et misbrug, som har medført, at leveringsstedet for en ydelse blev fastlagt i en anden medlemsstat end den, hvor det ville være blevet fastlagt, hvis der ikke var sket misbrug, ikke er til hinder for berigtigelse af moms i den medlemsstat, hvor ydelsen reelt er blevet leveret, at der er blevet betalt merværdiafgift i denne anden medlemsstat i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning.

Bemærk, at reglerne om leveringsstedet for interaktive audiovisuelle ydelser udbudt fra et websted leveret til almindelige forbrugere og andre ikke-afgiftspligtige personer blev ændret den 1. januar 2015. Se evt. D.A.6.2.8.12 Elektronisk leverede ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester ML § 21 c.

C-653/11, Paul Newey

En britisk låneformidler oprettede et selskab på Jersey (uden for EU's momsområde). Herefter leverede Jersey-selskabet låneformidlingsydelserne, men ved hjælp af låneformidleren som underleverandør. Reklame rettet mod potentielle låntagere var afgørende for låneformidlingsaktiviteten. Jersey-selskabet indkøbte reklameydelserne fra et andet Jersey-selskab, som ikke var forbundet med låneformidleren eller dennes eget Jersey-selskab. Reklameydelserne var efter momslovgivningen på Jersey ikke pålagt moms. Imidlertid indkøbte Jersey-reklameselskabet reklameydelserne fra britiske reklamebureauer uden britisk moms, idet ydelserne blev anset for at have momsmæssigt beskatningssted på Jersey. Den britiske låneformidler var ikke af sit selskab på Jersey bemyndiget til at træffe aftale på selskabets vegne om køb af reklameydelserne. Han havde imidlertid beføjelse til at godkende indholdet af reklamerne, og han arbejdede med henblik herpå sammen med en ansat hos et britisk reklamebureau. Som følge af møder mellem de to, fremsendte denne medarbejder hos reklamebureauet anbefalinger til Jersey-reklameselskabet. Jersey-reklameselskabet fremsendte herefter anbefalinger til direktørerne for låneformidlerens selskab på Jersey, der efter at have modtaget disse hver uge mødtes for at tage stilling til de påtænkte reklameudgifter. I praksis blev ingen af disse anbefalinger forkastet.

Domstolen udtalte, at kontraktvilkår - skønt de udgør et forhold, der skal tages i betragtning - ikke er afgørende for identifikationen af leverandøren og modtageren i forbindelse med en "levering af (tjeneste)ydelser" i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i 6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1), og artikel 6, stk. 1. De kan særligt forkastes, når det viser sig, at de ikke afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, men udgør et rent kunstigt arrangement, som ikke hænger sammen med den økonomiske virkelighed og alene er gennemført med henblik på at opnå en afgiftsmæssig fordel, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

C-504/10, Tanoarch s.r.o.

Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere samtlige relevante omstændigheder i sagen med henblik på afgørelsen af, om en transaktion som den i hovedsagen omhandlede kan anses for at udgøre misbrug i momssammenhæng. De nævnte omstændigheder er bl.a. karakteriseret ved, at der endnu ikke er sket patentering af den omhandlede opfindelse, at de rettigheder, som er knyttet til opfindelsen, indehaves af flere personer, hvoraf flertallet er etableret på samme adresse og repræsenteret ved samme fysiske person, at den indgående moms, som skal betales, ikke er blevet betalt, og at det selskab, der overdrog andelen af samejet, er blevet opløst uden likvidation.

Sag C-277/09, RBSD Deutschland

Virksomheden valgte at lade sit datterselskab, som var etableret i et andet EU-land, stå for levering af nogle leasingydelser med det formål at undgå momsbetaling. Årsagen til at virksomheden undgik momsbetaling var, at de to EU-lande klassificerede den leverede ydelse forskelligt. Det ene EU-land klassificerede det som en ydelse ved udlejning udført i det andet EU-land, mens det andet EU-land klassificerede det som levering af en vare udført i det første EU-land. Domstolen udtalte, at et EU-land (under omstændigheder som de foreliggende) ikke kan nægte en momspligtig person fradrag af købsmoms betalt ved erhvervelsen af varer i det pågældende EU-land, hvis goderne blev anvendt til leasingtransaktioner udført i et andet EU-land, blot fordi de udgående transaktioner ikke gav anledning til betaling af moms i det andet EU-land. Princippet om forbud mod misbrug var heller ikke til hinder for retten til fradrag under de foreliggende omstændigheder. Ikke misbrug.

Sag C-103/09, Weald Leasing Ltd.

En koncern med momsfrie aktiviteter har valgt at lease aktiver i stedet for at købe dem. Dette blev gennemført ved, at et selskab i koncernen købte aktiverne og leasede dem til tredjemand. Denne tredjemand videreleasede derefter aktiverne til koncernselskaber med momsfrie aktiviteter.

Som følge af tredjemands medvirken som "mellemleaser" fandt de gældende nationale regler om moms af normalværdien ved transaktioner mellem interesseforbundne parter ikke anvendelse.

Domstolen udtalte, at for at kunne fastslå, at der var tale om misbrug, kræves det, at denne søgte momsfordel er i strid med formålet med de relevante bestemmelser i 6. momsdirektiv og det pågældende EU-lands momslovgivning. Domstolen bemærkede, at leasingtransaktioner henhører under 6. momsdirektivs anvendelsesområde, og at den omstændighed, at momsfordelen eventuelt ville kunne følge af anvendelsen af sådanne transaktioner, ikke i sig selv udgør en momsfordel, hvis tildeling ville stride mod formålet med de relevante bestemmelser i dette direktiv og i den nationale momslov. Det kan nemlig ikke bebrejdes en afgiftspligtig person, at denne vælger en leasingtransaktion, der giver vedkommende en fordel, som består i en spredning af den pågældendes momsstilsvar, frem for et køb, der ikke giver en sådan fordel, så længe momsen på leasingtransaktionen betales korrekt og i sin helhed.

Den forelæggende ret skal vurdere, om aftalevilkårene vedrørende de omhandlede leasingtransaktioner er i strid med bestemmelserne i 6. momsdirektiv og det pågældende EU-lands momslovgivning. Dette ville bl.a. være tilfældet for fastsættelsen af leasingafgiften, såfremt det skulle vise sig, at denne er ualmindeligt lav og ikke svarer til nogen økonomisk virkelighed.

Derudover skal den forelæggende ret vurdere, om den omstændighed, at et mellemliggende uafhængigt selskab er involveret, kan hindre anvendelsen af bestemmelserne. I den forbindelse skal den forelæggende ret bl.a. efterprøve, om det uafhængige selskabs deltagelse i transaktionerne har forhindret afgiftsmyndighederne i at anvende de nationale regler om moms af normalværdien ved transaktioner mellem interesseforbundne parter.

C-425/06, Part Service Srl

Domstolen udtaler, at 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at der foreligger misbrug, når opnåelse af en afgiftsfordel er hovedformålet med den eller de omhandlede transaktioner. Det tilkommer den forelæggende ret at fastslå, om de i hovedsagen omhandlede transaktioner med henblik på anvendelse af momsen kan anses for at udgøre misbrug i direktivets forstand.

Domstolen bemærkede i den forbindelse, at de i hovedsagen omhandlede transaktioner, således som de er beskrevet af den forelæggende ret, har følgende karakteristika:

• De to selskaber, der deltager i leasingen, tilhører samme gruppe.
• Den ydelse, som leasingselskabet (IFIM) leverer, er opdelt, således at det finansielle element er overladt et andet selskab (Italservice) og er opdelt i kreditydelser, forsikring og mægling.
• Den ydelse, som leasingselskabet yder, består derfor alene i biludlejning.
• De leasingafgifter, som brugeren samlet betaler, overstiger knap godets værdi.
• Isoleret set giver denne ydelse således ikke noget økonomisk afkast, hvilket indebærer, at selskabets levedygtighed ikke kan sikres ene og alene ved de kontrakter, der er indgået med brugerne.
• Leasingselskabet modtager udelukkende betaling for leasingtransaktionerne via de kumulative leasingafgifter, som brugeren betaler, og de beløb, som erlægges af det andet selskab i gruppen.

C-255/02, Halifax plc

Domstolen udtaler, at 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at det ikke giver afgiftspligtige personer ret til at fradrage købsmoms, når de transaktioner, der begrunder denne ret, udgør et misbrug. Konstatering af et misbrug kræver for det første, at de omhandlede transaktioner - selv om de betingelser formelt er overholdt, der er fastsat i de relevante bestemmelser i sjette direktiv og i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet - ville indebære opnåelse af en afgiftsfordel, som det ville stride mod formålet med disse bestemmelser at tildele. For det andet skal det tillige fremgå af en samlet række objektive omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er at opnå en afgiftsfordel.

Højesteret

SKM2024.297.HR

►Sagen angik, om et forsikringsselskabs stiftelse af et helejet datterselskab og efterfølgende momsmæssige fællesregistrering hermed udgjorde misbrug i henhold til EU-rettens misbrugsprincip, idet selskaberne herved opnåede en momsmæssig fordel, der bestod i, at datterselskabet opnåede fuldt momsfradrag for udgifter til udvikling af et it-system, der som følge af den planlagte efterfølgende fællesregistrering skulle anvendes til primært momsfri udlejning til forsikringsselskabet.

Højesteret udtalte bl.a., at der efter EU-Domstolens praksis gælder et generelt EU-retsligt misbrugsprincip, som finder anvendelse i relation til de rettigheder og fordele, som har hjemmel i EU-retten. Højesteret udtalte i den forbindelse videre, at dette også gælder enhver ret, der følger af momssystemdirektivet, og at transaktioner, der indgår i et konstateret misbrug, med tilbagevirkende gyldighed skal omdefineres med henblik på at retablere den situation, der ville have foreligget, hvis de transaktioner, der udgør dette misbrug, ikke var blevet foretaget. 

Højesteret fandt videre, at den konstruktion, som selskaberne iværksatte, gav anledning til uberettigede fordele, der var i strid med formålet med momssystemet, og at det efter en samlet vurdering kunne lægges til grund, at hovedformålet med konstruktionen var at opnå denne fordel, hvorfor konstruktionen indebar et misbrug af momsreglerne. Højesteret fandt herefter, at selskaberne ikke kunne støtte ret på den fordel, som fællesregistreringen indebar, da fællesregistreringen indgik som et element i den konstruktion, som udgjorde et misbrug. Transaktionerne mellem selskaberne blev herved omdefineret fra momsfrie interne transaktioner til momspligtige transaktioner mellem særskilte afgiftspligtige selskaber. 

Skatteministeriet havde anerkendt, at selskaberne atter kunne fællesregistreres med virkning fra det tidspunkt, hvor it-systemet havde været udlejet til forsikringsselskabet med moms i fem år, og Højesteret fandt, at selskaberne fra dette tidspunkt uden ansøgning kunne støtte ret på fællesregistreringen uden fornyet ansøgning. ◄

Landsskatteretten

SKM2009.664.LSR

En dansk sælgers tyske registrering havde reelt ikke rådet over nogle hårde hvidevarer. De hårde hvidevarer kunne derfor ikke anses for solgt til den tyske registrering, og det danske selskab var derfor ikke en mellemmand i forbindelse med aftaleindgåelsen, med den reelle sælger.

Varerne havde derfor leveringssted i Danmark, da varerne befandt sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen til aftageren blev påbegyndt.

Der forelå ikke et fjernsalg omfattet af ML (momsloven) § 14, nr. 2, 2. pkt.

De forudsætninger, der er nævnt i bestemmelsen, syntes kunstigt skabt, da der ikke var nogen reel forretningsmæssig begrundelse for, at leveringsstedet blev flyttet fra Danmark til Tyskland. Den eneste begrundelse for flytningen af leveringsstedet syntes udelukkende at være at opnå en afgiftsfordel.

Se også
SKM2010.396.HR, SKM2010.727.SKAT og SKM2010.734.SKAT omtalt i afsnit D.A.4.1.4 Levering af varer.

Skatterådet

Skatterådet udtalte, at kontraktvilkårene ikke kun kan forkastes i tilfælde af misbrug. Det forhold, at der måtte være modstrid mellem det formelle (aftalernes ordlyd) på den ene side og den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed på den anden side, ville være tilstrækkeligt. Efter en konkret vurdering fandt Skatterådet dog, at det måtte anses for at være i overensstemmelse med den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed at anerkende, at spørger leverede de omhandlede ydelser til aftaleparterne (de formelle kunder), og ikke til et koncernforbundet selskab.

Spørger var et tomt mellemholdingselskab, som påtænkte at købe managementydelser hos sit moderselskab og viderefakturere disse til sine datterselskaber.

Uanset Spørger herved som udgangspunkt var berettiget til momsfradragsret af omkostningerne til indkøb af managementydelserne, var det Skatterådets opfattelse, at gennemfaktureringen skulle anses for en nullitet, idet gennemfaktureringen var udtryk for misbrug af EU-retten.

Der blev herved henset til, at Spørger med transaktionerne opnåede en momsfordel, som det ville stride mod formålet med momsloven at tildele, ligesom hovedformålet med de omhandlede transaktioner alene var opnåelsen af denne momsfordel.

Spørger havde igangsat et byudviklingsprojekt og påtænkte at overdrage dele af matrikel nr. Y1, Y2, Y3, Y4, bydel Y, samt dele af matrikel nr. Z1, Z2, Z3, Z4, Z5, Z6, Z7, Z8, Z9, Z10, Z11, Z12, bydel Z, til et udviklingsselskab der skulle gennemføre projektet.

Inden arealerne skulle indskydes i udviklingsselskabet, ville Spørger foretage en sammenlægning af matriklerne, således at matriklerne blev indskudt i udviklingsselskabet som henholdsvis Ejendom A og Ejendom B.

En sammenlægning af de omhandlende matrikler til henholdsvis Ejendom A og Ejendom B, havde den momsmæssige virkning, at matrikel nr. Y1, Y2, Y3, Y4, bydel Y, og matrikel nr. Z1, Z2, Z3, Z4, Z7, Z10, Z11 Z12, bydel Z, der udgjorde byggegrunde efter momsbekendtgørelsens § 55, stk. 1, efter sammenlægningen udgjorde en del af en bebygget ejendom, der kunne sælges momsfrit efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at salg af Ejendom A og B kunne ske momsfrit, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, da sammenlægningen af matriklerne, på det pågældende tidspunkt, ikke blev anset for en nødvendig forudsætning for arealselskabets anvendelse af ejendommene.

Efter en konkret vurdering blev konstruktionen, i form af sammenlægning af matriklerne og efterfølgende overdragelse af Ejendom A og B til udviklingsselskabet, anset for hovedsageligt at være båret af moms- og afgiftsmæssige hensyn.

Hovedformålet med at gennemføre transaktionerne og sammenlægningen på den valgte måde blev anset for at udgøre opnåelse af en afgiftsfordel.

Spørger indgik i 2020 en betinget købsaftale vedrørende salg af matr.nr. Y1 og Y2. Det solgte areal bestod af matr.nr. Y1, hvorpå der var opført funktionsdygtige bygninger samt matr.nr. Y2, som var ubebygget. Forinden køber meddelte sælger endelig handel var matr.nr. Y2 blevet sammenlagt med matr.nr. Y1 til en ny samlet ejendom.

En sammenlægning af matrikel Y1 og Y2, bevirker blandt andet, at matrikel Y2, der som udgangspunkt udgør en byggegrund efter reglerne i momsbekendtgørelsens § 55, stk. 1, efter sammenlægningen udgør en del af en bebygget ejendom der kan sælges momsfrit efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 9.

Skatterådet kunne bekræfte, at salg af den nye matr.nr. Y1 kan ske momsfrit, jf. ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 9, da sammenlægningen af matr.nr. Y1 og Y2, på det pågældende tidspunkt, anses for forretningsmæssig begrundet da det er en nødvendig forudsætning for købers anvendelse af grunden.

Hovedformålet med at gennemføre transaktionerne på den valgte måde udgør dermed ikke opnåelsen af en afgiftsfordel der kan anses for misbrug.

Sagen omhandler Spørgers salg af kapitalandelene i fire projektudviklingsselskaber. De 4 projektudviklingsselskaber har forinden salget været omfattet af en momsmæssig fællesregistrering med Spørger, indenfor hvilken, der er overdraget fast ejendom momsfrit.

Imod Spørgers ønske, kan det ikke bekræftes, at projektudviklingsselskaberne kan udtræde af den momsmæssige fællesregistrering med Spørger, i forbindelse med salget af selskaberne, uden momsmæssige konsekvenser i relation til den momsfrie overdragelse af fast ejendom indenfor fællesregistreringen.

Skatterådet fandt, at Spørger kunne overdrage to byggegrunde til sit datterselskab inden for en etableret fællesregistrering uden at pålægge moms.

Overdragelsen kunne dog alene finde sted, hvis et videresalg af byggegrundene til 3. mand uden for fællesregistreringen fandt sted, mens datterselskabet stadig var en del af fællesregistreringen.

Spørger påtænkte at etablere en fællesregistrering, som skulle omfatte spørger selv og nogle nystiftede selskaber. Herved ville spørgers overdragelse af nogle byggegrunde til de nystiftede selskaber ikke blive pålagt moms.

Skatterådet fandt, at fællesregistreringen ikke skulle tillægges virkning for overdragelserne af byggegrundene til de nystiftede selskaber.

A A/S modtager tilskud fra en region/et trafikselskab og en kommune. A A/S udlejer togmateriel og infrastruktur til B A/S. B A/S leverer infrastrukturforvaltningsydelser vedrørende den jernbanestrækning, som A A/S ejer. Derudover leverer B A/S transportydelser til trafikselskabet. Trafikselskabet oppebærer imidlertid billetindtægterne. A A/S skal ikke betale moms af modtagne anlægs- og driftstilskud.

Under forudsætning af at momsen på udlejningsaktiviteterne betales korrekt og i sin helhed, fandt Skatterådet ikke, at der i forbindelse med konstruktionen i den konkrete sag er tale om misbrug. Dette begrundedes bl.a. med, at de oplyste priser for den årlige leje af togmateriel og infrastruktur på 1 mio. kr. henholdsvis ca. 700.000 kr. ikke ansås som værende ualmindeligt lave. Dertil kommer at trafikselskabets fastsættelse af billetpriserne skal ses i lyset af pligten til at stå for den offentlige servicetrafik ifølge lov om trafikselskaber, snarere end ønsket om at drive en overskudsgivende virksomhed.

SKM2010.661.SR

Vederlaget for spørgers ydelse i form af brændstofadministration vil ikke i alle tilfælde være momsfritaget, eftersom spørgers koncept indebærer, at kunden betaler en overpris for den som udgangspunkt momsfritagne ydelse brændstofadministration, og en underpris for den momspligtige ydelse billeasing. Momsgrundlaget for billeasing var i alle tilfælde ikke det aftalte vederlag herfor.