| Udgifterne til vedligeholdelse af tilbehør er fradragsberettigede, når den pågældende genstand er medtaget ved vurderingen af den faste ejendom.
Herefter er udgift til reparation af f.eks. el- og gaskomfur, køleskab, fryser, opvaskemaskine, vaskemaskine, tørretumbler og tørreskab fradragsberettiget, da dette tilbehør anses for installationer i beboelsesejendomme, hvorimod udgift til reparation af aktiver, der anses for inventar, ikke kan fradrages som en vedligeholdelsesudgift vedrørende ejendommen.
I TfS 1989, 373 LSR nåede Landsskatteretten til det resultat, at udgiften til udskiftning af et køleskab i et enfamiliehus, der alene var anvendt til udlejning, ikke kunne fradrages som en vedligeholdelsesudgift efter SL (statsskatteloven) § 6 e, eller i øvrigt fradrages eller afskrives.
Se i øvrigt afsnit E.C.4.2.1 Installationer, der tjener andre bygninger om bygningsbestanddele, installationer og inventar.
TfS 1993, 195 VLD, hvoraf fremgår, at der ikke var fradrag for udgifter til udskiftning af hårde hvidevarer i et sommerhus, der anvendtes til udlejning. Udgifterne kunne ikke anses for medgået til vedligeholdelse. Det beløb, der skulle have været anvendt til istandsættelse af de eksisterende hvidevarer kunne ej heller fradrages.
Se også landsskatteretskendelse af 20. januar 1994, TfS 1994, 340 LSR, hvorefter udgifter til udskiftning af centralvarmeanlæg med fjernvarmeanlæg i en ejendom med udlejede ejerlejligheder ikke kunne fradrages som vedligeholdelsesudgifter. Landsskatteretten fandt, at regler og praksis vedrørende udskiftnings- og vedligeholdelsesfradrag for udlejede en- og tofamiliesejendomme tilsvarende gjaldt udlejede ejerlejligheder. Landsskatteretten fandt ikke, at ordlyden af SL (statsskatteloven) § 6 e gav støtte for, at bestemmelsen kunne omfatte udskiftning af centralvarmeanlæg, der ubestridt var anset som en installation, med fjernvarmeanlæg. Herefter fandt Landsskatteretten ikke, at skatteyderen havde adgang til fradrag i medfør af reglen i SL (statsskatteloven) § 6 e. Heller ikke efter praksis var der fradrag for den udgift, han ville have haft til istandsættelse af centralvarmeanlægget, når den faktisk ikke blev gennemført.
I TfS 1994, 463 LSR, blev der godkendt vedligeholdelsesfradrag på installationer i et udlejet enfamilieshus for så vidt angik vandrør og varmtvandsveksler, der blev anset for en del af den samlede vandinstallation i ejendommen. Derimod blev der ikke godkendt fradrag for udskiftning af emhætte med udsugning, idet der var tale om udskiftning af den samlede installation.
Udgift til nedtagning af et ca. 50 år gammelt lavtryksdampanlæg og opsætning af nyt fjernvarmeanlæg blev anset for en vedligeholdelsesudgift, SKM2002.378.LSR. Det bemærkes, at der var tale om en installation, der blev afskrevet sammen med bygningen, jf. AL (afskrivningsloven) § 15, stk. 1. |