Ved lov nr. 370 af 24. maj 2005 er der indsat regler i § 1 A.i ejendomsavancebeskatningsloven om beskatning af fortjeneste eller tab ved afståelse eller opgivelse af retten i henhold til kontrakt om opførelse af en bygning mv.
De nye regler har virkning for afståelse eller opgivelse, der foretages den 4. marts 2005 eller senere. For så vidt angår afståelse eller opgivelse af kontrakter om ombygning af eller tilbygning til en bygning mv., har reglerne dog først virkning for afståelse eller opgivelse, der foretages den 12. maj 2005 eller senere.
Ifølge bestemmelsen sidestilles afståelse eller opgivelse af retten i henhold til en kontrakt om opførelse af en bygning m.v. - en entreprisekontrakt - med afståelse af fast ejendom ved anvendelsen af ejendomsavancebeskatningslovens regler.
Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen for retten i henhold til entreprisekontrakten og anskaffelsessummen for denne.
En entreprisekontrakt kan tænkes overdraget alene. En entreprisekontrakt kan også tænkes overdraget sammen med (eller i forbindelse med overdragelse af) den grund, hvorpå bygningen skal opføres, eller sammen med (eller i forbindelse med overdragelse af) grunden og/eller en delvist opført bygning.
Reglerne indebærer, at der ikke er forskel på, om en entreprisekontrakt om opførelse af en bygning afstås kort tid før, bygningen er færdig, eller den færdige bygning afstås.
Reglerne gælder, uanset om der er tale om en entreprisekontrakt vedrørende en bygning m.v., der skal benyttes erhvervsmæssigt og som vil kunne afskrives efter afskrivningslovens kapitel 3, en bygning m.v., der skal benyttes erhvervsmæssigt, men som ikke vil kunne afskrives, eller en bygning m.v., der skal anvendes til private formål.
For så vidt angår bygninger m.v., der skal anvendes til privat brug, gælder, at fortjeneste eller tab ved afståelse, uden at (inden) bygningen har tjent som bolig for ejeren, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter ejendomsavancebeskatningslovens regler.
Bestemmelsen indebærer, at fortjeneste ved afståelse af en entreprisekontrakt altid skal medregnes ved opgørelsen af sælgerens (bygherrens) skattepligtige indkomst for det år, hvor entreprisekontrakten afstås eller opgives.
Tab ved afståelse eller opgivelse af en entreprisekontrakt vi kunne fradrages i fortjeneste ved afståelse af entreprisekontrakter og/eller faste ejendomme det samme år og eventuelt efterfølgende år. Tilsvarende vil tab ved afståelse af en fast ejendom kunne fradrages i fortjeneste ved afståelse af entreprisekontrakter og/eller faste ejendomme det samme år og eventuelt efterfølgende år.
SKM2007.776.SR. Skatterådet afkræftede, at et selskab kunne købe 4 lejligheder ud af i alt 12 lejligheder på projektstadiet med den virkning, at dette selskab stod for opførelsen af lejlighederne for egen regning, uden sammenhæng med de samtidigt af anden bygherre opførte 8 lejligheder. |