| Efter AL (afskrivningsloven) § 6, stk. 3, kan selskaber og foreninger omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, først fradrage udgifter til anskaffelse af aktiver som nævnt i AL (afskrivningsloven) § 6, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, som erhverves med henblik på udlejning, eller som allerede ved anskaffelsen er udlejet, i den skattepligtige indkomst i indkomståret efter anskaffelsesåret. Begrebet udlejning må forstås på samme måde som i PSL (personskatteloven) § 4, stk. 1, nr. 12, (som indtil 1. januar 2006 var nr. 13), om anparter, se afsnit E.F.1.2 Almindelige bemærkninger. Se også Told- og Skattestyrelsens kommentar i TfS 1995, 553 LR.
I TfS 1999, 515 LSR fandt Landsskatteretten, at et selskab, der drev virksomhed med produktion og levering af tekstilservice og tekstilpleje, ikke var omfattet af den tidligere AL (afskrivningsloven) § 3, stk. 7 (nu § 6, stk. 3), da udlejningen udgjorde en underordnet del af den samlede aktivitet i forbindelse med udlejningen af aktiverne.
I SKM2002.426.LSR hidrørte 60 pct. af en virksomheds omsætning fra udlejning. Landsskatteretten antog, at aktiverne var erhvervet med udlejning for øje og derfor ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget for anskaffelsesåret, jf. den tidligere AL (afskrivningsloven) § 2, stk. 8 (nu § 5, stk. 4.).
I SKM2002.241.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter til jernplader, der blev anvendt ved entreprenøropgaver og til udlejning, ikke var omfattet af AL (afskrivningsloven) §§ 5, stk. 4 og 6, stk. 3. Om afgørelsen se afsnit E.C.2.4.6.2 Småaktiver - AL § 6, stk. 1, nr. 2.
Der kan i konkrete tilfælde efter ansøgning gives tilladelse til, at selskaber kan straksafskrive sådanne småaktiver i anskaffelsesåret. Dispensationen gives efter reglerne i AL (afskrivningsloven) § 5, stk. 6. Se nærmere herom i afsnit E.C.2.4.4.1 Dispensation.
Såfremt et selskab m.v. sælger et aktiv, der er omfattet af AL (afskrivningsloven) § 6, stk. 3, skal salgssummen med fradrag af en eventuel anskaffelsessum, der ikke er fradraget i den skattepligtige indkomst, medregnes i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori leveringen finder sted. Se afsnit E.C.2.2.1 Levering om levering. |