E.B.2.1.1 Vindmøller

Vindmølleejere skal som udgangspunkt anvende skattelovgivningens almindelige regler ved opgørelsen af indkomsten fra vindmølledriften. Det vil sige, at indtægterne fra vindmøllevirksomheden, herunder værdien af eget elforbrug direkte fra vindmøllen, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, mens der samtidig kan ske fradrag for udgifterne til drift, vedligeholdelse, afskrivninger mv. efter de almindelige regler herom. Vindmølledriften anses for at være erhvervsmæssig, og overskuddet/underskuddet vil blive beskattet på samme måde, som overskud/underskud ved andre former for erhvervsmæssig virksomhed. Se fx SKM2009.237.SR om naboer til et vindmølleprojekt, som betalte en andel af investeringerne i vindmølleprojektet, og som blev betragtet som investorer i erhvervsmæssig virksomhed, men ikke som egentlige vindmølleejere.

I SKM2009.290.SR bekræftede Skatterådet, at en hustandsvindmølle altid kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL (ligningsloven) § 8 P, stk. 5, også selv om den samlede vindmølleaktivitet giver underskud, samt at eventuelt underskud fra vindmølledriften kan fratrækkes i eventuel lønindkomst. Samtidig bekræftede Skatterådet, at ejeren af en hustandsvindmølle kan afskrive på møllens anskaffelsessum efter AL (afskrivningsloven) § 5, når møllen anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet efter LL (ligningsloven) § 8 P, stk. 5, selv om en del af den producerede el anvendes privat. Endelig bekræftede Skatterådet, at en hustandsvindmølle, der er valgt beskattet efter LL (ligningsloven) § P, stk. 5, skal placeres i virksomhedsordningen, hvis ejeren af vindmøllen samtidig driver anden virksomhed, der beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven, og at ejeren - hvis den pågældende ikke driver en sådan anden virksomhed - kan vælge at anbringe vindmøllen i virksomhedsordningen.

SKAT vil fra og med indkomståret 2007 administrere reglen således, at renteindtægter fra et vindmøllelaugs mindre driftskapital og elproduktion vil blive anset for at være indkomst fra vindmølledrift, således at vindmøllelauget undgår at skulle udarbejde en særlig indkomstopgørelse for disse renteindtægter ud over indkomstopgørelsen vedrørende strømsalget. Baggrunden er, at der typisk er tale om meget små renteindtægter for den enkelte andelshaver.

I medfør af LL (ligningsloven) § 29, stk. 4, medregnes antallet af ejere, der har valgt at anvende 3.000 kr.´s bundgrænsen og 60 pct. reglen i LL (ligningsloven) § 8 P, stk. 2 og 3, ikke ved opgørelsen af det samlede antal ejere i LL (ligningsloven) § 29, stk. 1, da indkomsten fra vindmølledriften i så fald ikke anses for erhvervsmæssig. Hvis samtlige ejere af en vindmølle anvender 3.000 kr.´s bundgrænsen og 60 pct. reglen i LL (ligningsloven) § 8 P, stk. 2 og 3, skal der derfor ikke udarbejdes et fælles skatteregnskab.

Hvis nogle ejere af vindmøllen vælger ikke at anvende reglerne i LL (ligningsloven) § 8 P, stk. 2 og 3, men derimod de almindelige skatteregler, hvorefter vindmølleindkomsten for disse ejere derfor er erhvervsmæssig indkomst, gælder reglerne i LL (ligningsloven) § 29 for udarbejdelse af skatteregnskab, hvis der er flere end 10, der har valgt at anvende skattelovgivningens almindelige regler.

Kravet om udarbejdelse af fælles skatteregnskab gælder kun for personer, TfS 2000, 931 TSS. Se afsnit E.F.1.10 Fælles regnskab - LL § 29.

Ud fra samme betragtning er indkomst fra vindmølledriften ikke arbejdsmarkedsbidragspligtig.

En vindmølleejer er ikke bundet af sit valg af opgørelsesmetode, hvis den pågældende i en periode ikke har ejet vindmølleandele, idet LL (ligningsloven) § 8 P, stk. 1, på dette punkt anses for at angå det enkelte løbende forhold. Hvor lang denne periode skal være, er en konkret ligningsmæssig afgørelse. Den ene ægtefælles valg af opgørelsesmetode binder ikke den anden ægtefælle, se TfS 1997, 819 TSS.

Se i den forbindelse TfS 1993, 176 ØLD.

En nettilsluttet vindmølle skulle efter Landsskatterettens opfattelse anses for et driftsmiddel omfattet af den dagældende afskrivningslovs afsnit I, idet det måtte anses for godtgjort, at der ikke blev aftaget strøm fra vindmøllen til privat og erhvervsmæssigt forbrug hos ejeren. Den af skatteyderen drevne vindmøllevirksomhed og hans landbrugsvirksomhed blev efter en konkret bedømmelse anset som en erhvervsmæssig enhed, således at arbejdstidskravet i IFL § 3 A, stk. 4, fandtes opfyldt, jf. TfS 1992, 579 LSR. Se også TfS 1996, 85 LSR, hvor Landsskatteretten ligeledes anså landbrugsvirksomhed og vindmøllevirksomhed som en erhvervsmæssig enhed, selv om skatteyderen ikke var eneejer af vindmøllen, og vindmøllen ikke var placeret på skatteyderens ejendom. Der var lagt vægt på, at der var en klar forbindelse mellem ejerens påtænkte ejerandel i vindmøllen og det erhvervsmæssige strømforbrug på hans ejendom. Se endvidere SKM2001.207.LSR hvor en skatteyder og hans ægtefælle ejede hver en landbrugsejendom, som begge blev drevet af skatteyderen. På skatteyderens ejendom var opstillet en ældre vindmølle. Indkomsten var valgt opgjort efter ligningslovens § 8 P, og vindmøllen måtte anses for anvendt til private formål. På ægtefællens ejendom blev der opstillet en vindmølle, der blev behandlet efter skattelovgivningens almindelige regler, og som derfor blev blev anset for udelukkende erhvervsmæssig. Landsskatteretten fandt, at landbrugsdriften og driften af ægtefællens vindmølle var en erhvervsmæssig enhed, og skatteyderen var berettiget til at anvende investeringsfondsmidler til forlods afskrivning på ægtefællens vindmølle.

I TfS 1993,45 LSR nægtede Landsskatteretten afskrivning på en vindmølle i 1989, fordi møllen ikke ansås for at være i en sådan færdiggjort stand, at den kunne bruges i driften efter sit formål jf. den tidligere AL (afskrivningsloven) § 7, nu AL (afskrivningsloven) § 3, stk. 1, nr. 3.

TfS 2000, 199 LR omhandler en sag om etablering af vindmølleprojekter. Ligningsrådet fandt, at der kan afskrives på vindmøllerne på det tidspunkt, hvor de er leveret til køberne, tilsluttet et forsyningsselskab og i stand til at fungere efter deres formål. Møllerne skulle leveres til en virksomhed, som allerede forud for anskaffelsen af møllerne var igangværende. I andre tilfælde kræves det tillige, at den erhvervsmæssige aktivitet (produktion af el) er påbegyndt.

Ligningsrådet fandt endvidere, at afskrivningsgrundlaget for møllerne alene udgøres af møllernes pris inklusive told, fragt og montering. Det vil sige anskaffelsessummen for hus og bevægelige dele, tårn, fundament, elinstallationer, tilslutning til elnettet, elledninger og transformatorstationer, jordbundsundersøgelser i forbindelse med etablering af fundamentet, apparatur til styring og fjernovervågning samt installation heraf. Udgifter til den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af den finansielle organisering af projektet samt til forundersøgelser og projektgennemgang, kan ikke indgå i afskrivningsgrundlaget.

Mht. udgifter til etablering af fast kørevej, fandt rådet, at disse ikke vil kunne indgå i afskrivningsgrundlaget. Hvis møllen opføres på et købt areal, og kørevejen etableres på dette areal, vil den dog kunne indgå i anskaffelsessummen efter ejendomsavancebeskatningsloven. Hvis møllen opføres på et lejet areal, og kørevejen opføres på dette areal, kan udgifterne til etablering af denne afskrives efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Afskrivningerne kan foretages i overensstemmelse med principperne for afskrivninger på bygninger på lejet grund. (Se afsnit E.C.4.8.1 Bygninger på lejet grund.).

Udgifter til advokat og revisor vil ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget for møllerne, fordi der var tale om etableringsudgifter. I tilfælde, hvor udgifterne til advokat og revisor direkte påhviler investorerne, vil de dog kunne fradrages efter LL (ligningsloven) § 8 J. LL (ligningsloven) § 8 J omhandler alene udgifter til advokat og revisor, som den skattepligtige selv har afholdt. Hvis anskaffelsessummen til et færdigt mølleprojekt indeholder udgifter til advokat og revisor, som den, der har udarbejdet projektet har betalt, vil køberen af projektet ikke have fradragsretten efter LL (ligningsloven) § 8 J. Det er i dette tilfælde den, der har udarbejdet projektet, som har afholdt udgiften og dermed denne, der har fradragsretten efter LL (ligningsloven) § 8 J.

Endelig fandt rådet, at udgifter som udgør forudbetalinger for driften, service, garantier og forsikringer vil ikke kunne indgå i afskrivningsgrundlaget, da disse er driftsudgifter.

SKM2003.406.VLR. Betaling for en brugsret i form af ulempeerstatning til lodsejeren kunne indgå i afskrivningsgrundlaget.

Om skrotningsbeviser, se den under afsnit E.C.2.4.1 Afskrivning efter saldoprincippet. omtalte afgørelse SKM2006.407.LSR.

>I SKM2010.229.SR svarede Skatterådet, at det anser et erstatningsbeløb, som i henhold til § 6 i lov om fremme af vedvarende energi betales af vindmølleejeren for værdiforringelse på naboejendommen, for afskrivningsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Se afgørelsen i øvrigt E.C.2.5 Delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe.<

Tilslutningsafgiften for en vindmølle, der skattemæssigt behandles efter 60 pct. reglen, er ikke fradragsberettiget, da vindmøllen i så tilfælde anses for ikke erhvervsmæssigt benyttet, jf. LL (ligningsloven) § 8 P, stk. 2 og 3.