| Der findes ikke i SL (statsskatteloven) § 6 eller andetsteds nogen direkte hjemmel til fradrag af driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende synspunkt. Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de ikke fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan ikke fratrækkes, men herudover lader der sig næppe opstille almindelige regler, da man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag for tab på omsætningsaktiver. TfS 1998, 585 HRD. Et selskab, der alene leasede edb-udstyr og mobiltelefoner til en række kunder, og hverken solgte nyt eller brugt udstyr iøvrigt, solgte efter aftalernes udløb leasingudstyret til kunderne. Højesteret fandt, at salgene ikke henhørte til selskabets næringsvej, hvorfor der ikke var fradrag for tab forbundet hermed. TfS 1997, 226 VLD. Tab i forbindelse med fremleje blev anset for et ikke fradragsberettiget formuetab. TfS 1997, 277 ØLD. En skatteyders hæftelse for gæld i et italiensk selskab måtte efter dansk ret anses for en lovbestemt kautionsforpligtelse, og tabet var derfor et ikke fradragsberettiget formuetab. TfS 1996, 251 VLD. En skatteyder drev selvstændig virksomhed fra den 1. juni 1989 - 7. oktober 1991. Virksomhedens varelager blev solgt den 10. september 1992. Skatteyderen anså differencen mellem skattemyndighedernes opgjorte værdi af varelageret på 55.000 kr. og den faktiske salgspris på 2.500 kr., som et fradragsberettiget tab. Retten anså varelageret for overgået til privatsfæren i ophørsåret 1991. Da salget i 1992 herefter ikke var sket som led i næringsvejen blev fradrag nægtet. Hvor der er tale om driftstab, der består i tab eller forringelse af aktiver, må spørgsmålet om fradragsret afgøres for de enkelte aktivgrupper, idet et fælles synspunkt næppe lader sig opstille. Hvor et driftstab fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt passiv eller pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for fradrag, at tabet er påført den pågældende som et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed. TfS 1999, 329 HRD. Det tab, en tilsynsførende arkitekt havde lidt i forbindelse med en fordring i eget selskab, blev ikke anset for et fradragsberettiget tab. Landsretten bemærkede, at det almindeligvis falder uden for en tilsynsførende arkitekts opgaver, at denne i eget navn bestiller materialer til en bygherre, og at skatteyderen ikke havde godtgjort, at tabet havde en sådan forbindelse med hans indkomster som arkitekt, at tabet var fradragsberettiget. Afgørelsen blev stadfæstet af Højesteret. Højesteret bemærkede, at arkitekten havde tilrettelagt sine forskellige arbejdsfunktioner på en sådan måde, at der var særlig risiko for, at arkitektfirmaet af leverandører kunne blive opfattet som bestiller af varer og, at arkitekten derfor personligt kunne komme til at hæfte for betalingen. TfS 1998, 5 ØLD. Et interessentskab ejede et hotel, der var bortforpagtet til et anpartsselskab, der ligeledes var ejet af interessentskabet. Interessentskabet gav efterfølgende afkald på forpagtningsafgiften. Landsretten fandt, at afkaldet var givet på et tidspunkt, hvor interessentskabet havde erhvervet ret til afgiften. Afkaldet blev ikke anset for nødvendigt for at sikre interessenternes indkomst, ligesom der var tale om en usædvanlig forretningsmæssig disposition begrundet i interessefællesskabet mellem de 2 selskaber og personkredsen bag selskaberne. Fradrag for tab efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, blev på den baggrund afvist. TfS 1998, 10 LSR. En direktør og hovedanpartshaver i et selskab havde i spirituspåvirket tilstand totalskadet den bil, selskabet havde stillet til hans rådighed. Med henvisning til grov uagtsomhed udbetalte forsikringsselskabet ikke erstatning. Selskabet, der ikke havde afkrævet erstatning hos skatteyder, kunne ikke fradrage tabet. Selskabets skattemæssige tab blev anset for maskeret udlodning til skatteyder. >SKM2010.63.BR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne fradrage udgifterne til en køkkenleverance, som var videreoverdraget til skatteyderens forretningsnabo. Skatteyderen havde aldrig modtaget betaling for den nævnte leverance. Retten lagde til grund, at aftalen om køkkenleverancen alene blev indgået, for at skatteyderen kunne opnå en større rabat hos køkkenleverandøren, og at skatteyderen ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der i forbindelse med viderefaktureringen skulle tillægges ham en avance. Retten fandt herefter, at indkøbet og viderefaktureringen af køkkenleverancen alene var sket for at skaffe forretningsnaboen en rabat og dermed ikke for at erhverve indkomst. Udgiften kunne derfor ikke fradrages i medfør af SL (statsskatteloven) § 6 a som en driftsomkostning eller et driftstab.< >SKM2010.367.ØLR (tidligere instans SKM2007.892.LSR). Sagen vedrørte fradrag for udgifter til granskning og retsafgift. I henhold til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beslutning blev en fond pålagt at gennemføre en granskning i medfør af § 59 i lov om erhvervsdrivende fonde, og på baggrund af konklusionerne i granskningsrapporten blev der anlagt en erstatningssag mod medlemmerne af fondens bestyrelse. Fonden havde ikke fradragsret for udgifterne til granskningen samt udgifterne til retsafgiften i erstatningssagen mod medlemmerne af fondens bestyrelse. Landsretten lagde til grund, at granskningen vedrørte anlægsformuen og ikke de driftsmæssige aktiviteter i fonden. Udgifterne var derfor ikke fradragsberettigede efter det almindelige driftsomkostningsbegreb, og da de havde vedrørt grundlaget for fondens virksomhed (anlægsformuen) og ikke fondens virksomhed som sådan, var de heller ikke omfattet af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde. Da afholdelsen af granskningsudgifterne ikke var et udslag af en normal og naturlig driftsrisiko, fandt landsretten også af denne grund, at udgifterne ikke kunne fradrages som driftstab. Retsafgiften vedrørende erstatningssagen blev bedømt som et accessorium til granskningsudgifterne - og dermed som ikke fradragsberettigede formueudgifter.< |
