A.B.1.1 Løn- og honorarindtægter

I SKM2001.536.LSR blev udbetalinger i en periode med forlænget opsigelsesvarsel til overenskomstansatte medarbejdere i et korps med henblik på at sidestille disse med tjenestemandsansatte anset som løn og ikke som fratrædelsesgodtgørelse.

I SKM2007.443.LSR blev en godtgørelse fra arbejdsgiveren efter § 4 i lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet og efter funktionærlovens § 2 b ikke anset for en skattefri ydelse, men en ydelse, der skulle beskattes hos modtageren.

I SKM2001.325.LSR fik studerende på Danmarks Journalisthøjskole, der i en praktikperiode var ansat på et dagblad, udbetalt en flyttegodtgørelse af dagbladet. Da der ikke var tale om flytning inden for samme arbejdsgiver, fandt Landsskatteretten, at arbejdsgivers betaling af flytteudgifter kunne anses for betaling af private udgifter, hvorfor der skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med betaling heraf, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1.

En lønmodtager blev anset for skattepligtig af et beløb, som hans nye arbejdsgiver havde betalt for ham i konventionalbod til hans tidligere arbejdsgiver, medens de af den nye arbejdsgiver betalte omkostninger i forbindelse med retssagen, ikke blev anset for løn eller gave til den ansatte, men var en udgift afholdt i selskabets interesse - driftsudgift, jf. TfS 1986, 356 LSR.

I SKM2004.459.ØLR modtog en direktør, der var ansat i et selskab i betalingsstandsning, og som tillige ejede 12 pct. af aktierne i selskabet, i forbindelse med sin fratræden et beløb fra selskabet. Det samlede beløb udgjorde 695.000 kr. fordelt med 425.000 kr. i fratrædelsesgodtgørelse og 270.000 kr. i vederlag for sin aktiepost i selskabet svarende til den nominelle værdi. Da direktøren ikke kunne godtgøre at fastsættelsen af vederlaget for aktierne til 270.000 kr. var forretningsmæssigt begrundet, tiltrådte landsretten, at vederlaget på de 270.000 kr. var medregnet som løn i sagsøgerens skattepligtige indkomst.

I SKM2005.417.LR fandt Ligningsrådet, at beløb som en tidligere arbejdsgiver havde afholdt til uddannelse under vedkommendes ansættelse der mistede sin karakter af skattefri ydelse efter LL (ligningsloven) § 31 for modtageren, hvis den ansatte skulle dække udgiften selv ved skift til en ny arbejdsgiver. Det gjalt også, hvis den nye arbejdsgiveren dækkede udgiften. Der var i det tilfælde tale om en løn fra den nye arbejdsgiver.

Se SKM2005.374.VLR, hvor landsretten fastslog, at den skattepligtige ikke havde godtgjort, at han ikke havde fået udbetalt 2 aftalte konsulenthonorarer.

Se SKM2006.764.LSR, hvor en tandlæge, der drev virksomhed i selskabsform, skulle medregne kontingent til Dansk Tandlægeforening betalt af selskabet som lønindkomst.

Se SKM2007.444.VLR, hvor Landsretten statuerede, at der var udbetalt mere løn, end det der fremgik af lønsedlerne. Der blev herved bl.a lagt vægt på, at arbejdstager var blevet aflønnet med færre timer ,end dem han havde mødt frem på arbejdspladsen, samt at vedkommende havde modtaget løn for færre timer, end det der var blevet faktureret for vedrørende det pågældende arbejde.

I SKM2007.413.SR, hvor Skatterådet fastslog, at en fodboldklubs udbetaling af honorar direkte til en spillers agent skulle beskattes hos spilleren som løn, da agenten varetog spillerens interesse ikke klubbens.

I SKM2008.784.SR, hvor Skatterådet fandt, at medarbejdere skulle beskattes af gevinster i form af kontanter og tingsgaver, som de havde vundet i et lotteri for medarbejdere med få sygedage.

>I SKM2010.140.SR, hvor Skatterådet vurdere at udbetalinger foretaget til medarbejderen skal betragtes som løn, på trods af at udbetalingen i henhold til kontrakten er dividende af af aktiebesiddelse i selskabet.<

Honoraret er ikke omfattet af KSL (kildeskatteloven) § 43, stk. 1, idet der ikke foreligger noget tjenesteforhold. Honoraret udbetales derfor som udgangspunkt som B-indkomst, medmindre det er gjort til A-indkomst med hjemmel i KSL (kildeskatteloven) § 43, stk. 2, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 18.

Der er tale om en personkreds, som i lighed med personer, der udøver hobbyvirksomhed ikke er omfattet af afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende som beskrevet i LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.4 Selvstændig erhvervsvirksomhed - afgrænsning over for lønmodtagere Personkredsen omfatter fx konsulenter, rådgivere, freelancere, medlemmer af bestyrelser, mv. Beskatning af bestyrelseshonorar udenfor interessefællesskabssituationer beror på en konkret vurdering, hvor det afgørende er, om den pågældende erhverver et retskrav på vederlaget. Det kan i almindelighed ikke anses som en ulovlig påvirkning af retten til bestyrelseshonoraret, at bestyrelsesmedlemmet som et led i sin ansættelse giver afkald på honoraret. Følger det af ansættelsesforholdet, at bestyrelseserhvervet er et led i ansættelsen, og at den ansatte ikke erhverver noget krav på vederlag for denne del af arbejdet, skal beskatningen ske hos arbejdsgiveren. Se om statstjenestemænd, der sidder i bestyrelser for staten, afsnit A.A.1.3.10 Afkald på indtægt.
Der gælder ensartede skatteregler for honorarvirksomhed og hobbyvirksomhed. Den skattemæssige behandling af indkomst, der kan henføres til enten hobbyvirksomhed eller erhvervsmæssig virksomhed er beskrevet i LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.1.2 Hobbyvirksomhed og anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed.Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af overskud ved hobbyvirksomhed. For så vidt angår honorarvirksomhed, vil problemet ofte være om vederlaget er optjent i eller udenfor et ansættelsesforhold. Fra praksis kan bl.a. nævnes UfR 1973.151 HRD, UfR 1975. 511 HRD, SKDM 1981, 1 SKD, UfR 1981.349 ØLD, TfS 1986, 338 SKD, TfS 1988. 316 ØLD, TfS 1997, 562 LSR, TfS 1997, 473 HRD, TfS 1997, 922 LSR, TfS 1998, 695 LSR, TfS 1999, 391 LSR, TfS 2000, 715 HRD, SKM2001.626.VLD, SKM2002.239.LSR. I SKM2006.14.VLR fandt Landsretten at eftergivelse af gæld til et interessentskab i forbindelse med en skatteyders bistand ved salg af en ejendom tilhørende interessentskabet, udgjorde et skattepligtigt honorar for skatteyderen. Der blev lagt vægt på, at honoraret var blevet udbetalt via en modregning i salgssummen for en ejendom, som den pågældende skatteyder havde solgt for intressentskabet, samt at der var foretaget indberetning af honoraret. Det var i øvrigt oplyst, at skatteyderen selv var interessent i interessentskabet.

Konsekvensen af, at den pågældende må betragtes som honorarmodtager i stedet for lønmodtager, er bl.a, at det er nettoindkomsten, der kommer til beskatning som personlig indkomst. For honorarmodtagerne betyder det bl.a. at omkostningerne ved indkomsterhvervelsen, i modsætning til hvad der gælder for lønmodtagerne, kan reducere den personlige indkomst, jf. TfS 1999, 391 LSR, og at dette kan ske uden anvendelse af den bundgrænse i ligningslovens § 9, stk. 1, der gælder for lønmodtagere. Fradraget for omkostninger er dog begrænset til de udgifter, der specifikt vedrører honorarvederlaget (kildebegrænset), jf. TfS 1999, 391 LSR. Hjemlen for dette fradrag skal enten findes i SL (statsskatteloven) § 4 (TfS 1998, 695 LSR og 1999, 391 LSR) eller i SL (statsskatteloven) § 6 a. I TfS 1993, 320 LSR henviser Landsskatteretten til at nettoindkomsten skal opgøres efter reglerne i SL (statsskatteloven) §§ 4-6. Underskud kan imidlertid ikke fratrækkes i årets skattepligtige indkomst eller fremføres til modregning i senere års overskud fra anden ikke-økonomisk virksomhed. Se i øvrigt nedenfor afsnit A.F.2 Fradrag for specielle persongrupper vedrørende specielle persongruppers fradrag.

Der henvises i øvrigt til omtalen i Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag,afsnit B.2

Myndighederne kan først og fremmest lægge selvangivelsen til grund ved ligningen. SKAT kan imidlertid efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 30 tillade, at en skattepligtig kan ændre et valg i selvangivelsen, i det omfang skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse af betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Anmodning om ændring af et foretaget valg skal fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den skatteansættelse, der begrunder anmodningen. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning fra den skattepligtige dispensere fra fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. I SKM2004.349.LR kunne Ligningsrådet ikke imødekomme en anmodning om tilladelse til at ændre et valg i selvangivelsen. Den skatteansættende myndighed havde foretaget en ændring af skatteansættelsen, men ændringen havde ikke betydning for det valg, som skatteyderen nu ønskede ændret.

Selvangivelsens oplysninger er imidlertid ikke bindende for myndighederne jf. nedenfor.

Til brug ved skatteligningen og skatteberegningen skal alle, der i en kalendermåned i sin virksomhed har udbetalt eller godskrevet løn, gratiale, provision og andet vederlag for personligt arbejde jf. SKL (skattekontrolloven) §§ 7 og 7 A uden opfordring give oplysning om beløbene til indkomstregistret, jf. lov om et indkomstregister §§ 3 og 4.

Ved ligningen vil skattemyndighederne derfor tage udgangspunkt i de beløb, som den indberetningspligtige har oplyst at have udbetalt til/godskrevet vedkommende skatteyder. Kan indkomstmodtageren ikke godkende den foreliggende oplysningsseddel, må vedkommende over for skattemyndighederne sandsynliggøre, at oplysningerne er forkerte, og foranledige rettelsesoplysning indsendt. Det er dog ikke en betingelse for at tilsidesætte de indberettede oplysninger, at der foreligger rettelsesoplysninger.

Eksempelvis skal der henvises til følgende afgørelser på området:

I LSRM 1976, 98 LSR fandt Landsskatteretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at bortse fra en oplysningsseddel, der udviste 2 måneders løn til hovedaktionæren, uanset at denne hævdede, at udbetalingerne ikke var løn, men delvis tilbagebetaling af hans tilgodehavende i selskabet.

Underholdsydelser, som et aktieselskab påtog sig årligt at udbetale til en betroet medarbejders børn indtil deres 18. år, anså retten i realiteten for et særligt tillægsvederlag til medarbejderen, og de udbetalte beløb blev herefter anset som indkomstskattepligtige for medarbejderen, VLR af 7. august 1984 (skd. 1985.72.83).

Vederlag, som en skatteyder modtog fra kolleger på rigstelefonen for at overtage disses vagter, var skattepligtigt, selv om også kollegerne var beskattet af beløbene, som var medtaget på deres lønsedler, jf. TfS 1986, 538 LSR.

TfS 1998, 393 H angik en skatteyder, der i flere år ikke havde selvangivet indtægter. Skatteyderen havde ifølge bilag fra sin arbejdsgiver kørt som chauffør på turistrejser til udlandet. Skatteyderen havde efter sin forklaring deltaget i ture som turist, og såvel han som selskabet afviste, at der var udbetalt ham løn. Den stedlige skattemyndighed fastsatte en skønsmæssig indtægt i 1990 og 1992 på henholdsvis 18.500 kr. og 12.000 kr. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen havde udført arbejde på rejserne, og at der var udbetalt ham kostpenge, og det blev anset som bevist, at der havde bestået et ansættelsesforhold mellem selskabet og skatteyderen. Højesteret fandt det på denne baggrund berettiget, at skattemyndigheden havde tilsidesat forklaringerne om, at der ikke var sket vederlæggelse for det udførte arbejde, uanset at der ikke forelå dokumentation for lønudbetaling.

Et ægtepar ejede i fællesskab et ApS, der drev en skotøjsforretning. Hustruen arbejdede dagligt i forretningen og førte regnskabet, og som løn herfor havde hun modtaget 85.231 kr. i 1983. Imidlertid blev selskabets driftsresultat for 1983 dårligt, og hustruen tilbagebetalte derfor i begyndelsen af 1984 80.000 kr. af den oppebårne løn. Dette kunne imidlertid ikke accepteres, da den udbetalte løn på 85.231 kr. fuldt ud modsvaredes af udført arbejde, jf. Skat 1987.11.801. (TfS 1987, 574 LSR).

TfS 1995, 860 VLD, drejede sig bl.a. om, hvorvidt afkald på lønindtægt er skattepligtig. Sagsøger garanterede for et bestemt driftsresultat og gav tilsagn om, at han ville give afkald på løn for en fremtidig periode på ca. 8 måneder, hvis dette resultat ikke blev opnået. Sagsøger havde således kun en betinget ret til lønnen. Landsretten lagde til grund, at det må have været en forudsætning for, at forpligtelsen kunne opfyldes ved lønafkald, at sagsøgeren præsterede en arbejdsindsats i perioden, som kunne danne grundlag for en lønindtjening. Der havde således reelt foreligget en betaling med lønindtægt, der skulle undergives sædvanlig beskatning.

Feriegodtgørelse, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelsesforholdets ophør efter lov bek.nr. 407 af 28. maj 2004 (ferieloven) § 23, stk. 6, (lønmodtagere ansat med ret til ferie med løn) beskattes i fratrædelsesåret. Indeholdelse foretages i fratrædelsesmåneden.

I løn under ferie efter ferielovens regler indeholdes A-skat, og beskatning sker på samme måde som for løn i øvrigt, nemlig ved udbetaling, dog senest 6 måneder efter feriens afholdelse med undtagelse af ovennævnte vedrørende fritvalgsordningen.

I SKM.2002.645.LSR havde et selskab indgået en aftale med ansatte om optjening af feriebetaling. Selskabet skulle ikke indeholde A-skat af de beregnede beløb, idet de ansatte ansås for at modtage løn under ferie.

Om afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt, se bek. nr.578 af 23. juni 2009 om visse ligningslovsregler mv. §§ 10 og 11. Bekendtgørelsen har virkning for selvangivelser, der ska l indgives for indkomståret 2004 eller senere indkomstår.

Som eksempel på sådanne indtægter kan nævnes; efterbetaling af løn, pensioner og understøttelser, underholdsbidrag, erstatning til lønmodtagere for tabt arbejdsfortjeneste eller uberettiget bortvisning samt andre indkomstskattepligtige erstatninger.
Har en arbejdsgiver/tidligere arbejdsgiver fx i en årrække fejlagtigt udbetalt for lidt i løn eller i pension til en ansat/tidligere ansat, og foretager vedkommende som følge heraf en efterregulering af lønnen/pensionen, foretages den skattemæssige efteregulering af den for lidt udbetalte løn/pension i de år, hvor retten til yderligere løn/pension er erhvervet. En sådan regulering kræver ikke særlig tilladelse til tilbagefordeling, men følger af de almindelige periodiseringsprincipper. Genoptagelse af indkomstansættelsen vil ske efter reglerne i, skatteforvaltningsloven se nærmere Processuelle regler på SKATs område afsnit G.1.1.1, G.1.1.2.

Ved behandling af anmodninger om tilbagefordeling skal følgende retningslinier følges:

1. Anmodning om tilbagefordeling må være indgivet inden udgangen af det kalenderår, der følger efter det indkomstår, hvori udbetaling/endelig retserhvervelse har fundet sted.
2. Ansøgeren må godtgøre, at indtægten vedrører de indkomstår, hvortil den ønskes henført til beskatning. Hvor dette findes mest praktisk, kan skattemyndigheden dog selv fremskaffe de nødvendige oplysninger ved direkte henvendelse til vedkommendes arbejdsgiver, sociale myndigheder mv.
3. Der kan ikke meddeles tilladelse til udskydelse af beskatning af indtægt til senere indkomstår end det, for hvilket indtægten efter gældende regler skal medregnes til den skattepligtige indkomst.
4. Tilbagereguleringen skal være af væsentlig økonomisk betydning for ansøgeren. Denne betingelse anses i almindelighed for opfyldt, når den skattemæssige nettobesparelse ved den ønskede tilbageregulering kan opgøres til ca. 1 pct. af ansøgerens skattepligtige indkomst i det indkomstår, for hvilket den skattepligtige indkomst begæres nedsat. Nettobesparelsen skal dog udgøre mindst 1.000 kr. Betingelse skal forstås på den måde, at det ikke udelukkende er en skattemæssig besparelse, som kan føre frem til tilladelse til tilbagefordeling. 1. punktum i betingelse 4 er reglen og 2. punktum mv. er eksempel på, at man anser betingelsen i 1. punktum for opfyldt. Det betyder med andre ord, at hvis den skattemæssige nettobesparelse er på 1 % af den skattepligtige indkomst i retserhvervelsesåret og minimum 1.000 kr. vil betingelsen være opfyldt, men det udelukker ikke, at man kan opnå tilbagefordeling af andre årsager, herunder hvis man kan få mere boligsikring i det pågældende år. Man må se på den enkelt konkrete sag, og hvis man fx som i det tidligere rejste eksempel kan få noget mere boligsikring i udbetalingsåret, så må man kræve dokumentation for, at tildelingen af boligsikring vedrørende de tidligere tildelingsår bliver genoptaget, og at der bliver tilbagebetalt for meget udbetalt støtte der er modtaget i disse år eller, at det dokumenteres at den pågældende slet ikke har modtaget boligsikring for de år, hvortil tilbagefordelingen af indkomsten sker. På tilsvarende måde hvis der er tale om SU eller anden støtte. SKAT skal med en tilladelse således ikke understøtte, at der bliver tænkt i reglerne på andre områder.
5. Ansøgninger om fordeling af lønefterbetalinger, der er erhvervet i medfør af ny kollektiv lønoverenskomst eller tilsvarende reguleringer af tjenestemandslønninger, kan ikke imødekommes. Lønefterbetaling i medfør af forfremmelse, tildeling af personligt tillæg eller lignende vil derimod kunne tillades tilbagefordelt, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. I SKM2008.1026.LSR fandt Landsskatteretten, at en tidligere kommunalt ansatte, som blev ansat i SKAT kunne tilbageføre indkomst til beskatning i tidligere år. Indkomsten var modtaget, fordi vedkommende var gået over på statens overenskomst med tilbagevirkende kraft.

Klage over afgørelser om tilbagefordeling skal ske til Landsskatteretten.

Når det tillades, at en A-indkomst henføres til beskatning i et eller flere tidligere indkomstår, skal den A-skat, der er trukket heri, også tilbageføres og modregnes i slutskatten for det pågældende indkomstår, jf. KSL (kildeskatteloven) § 60, stk. 1, litra a, jf. skd.1974.254.

For så vidt angår de nærmere regler for beskatning af erhvervsmæssige honorarer der er B-indkomst, se LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.3.1.1 Periodiseringsprincipper og E.A.3.1.2 Resolutive og suspensive betingelser og E.B.2.6.2 Igangværende arbejder for fremmed regning.

For honorarer der er A-indkomst, sker beskatningen i takt med eventuelle a´contoudbetalinger af honoraret, og det endelige honorar beskattes ved udbetalingen, dog senest 6 måneder efter at det kan opgøres.

Acontobeløb beskattes normalt i de år, de bliver udbetalt, men i nogle tilfælde må et acontobeløb dog anses som forskud, således at beskatningen udskydes til det tidspunkt, hvor forfatteren har opfyldt sin del af aftalen med forlaget, se LSRM 1971, 17 LSR.

Forfatterhonorarer, der hidrører fra arvede forfatterrettigheder, skal løbende medregnes i modtagerens indkomst, selv om der er betalt arveafgift/boafgift af de arvede rettigheders kapitalværdi, jf. Østre Landsrets dom af 12. november 1951.

Biblioteksafgift, der tilkommer forfattere, skal beskattes i det indkomstår den vedrører og endeligt kan opgøres.

Se iøvrigt om kunstneres driftsudgifter LV Erhvervsdrivende afsnit E.B.3.14 Kunstnere og om den særlige udligningsordning for kunstnere afnsit E.G.6 Udligningsordning for kunstnere

En skatteyder, som blev fritaget for en kontrakt med Flyvevåbnet mod betaling af en erstatningsydelse på 10.000 kr., kunne ikke fratrække beløbet ved indkomstopgørelsen som "tilbagebetaling af løn".

En konstabel, der havde modtaget civiluddannelse under sin kontraktansættelse, blev indrømmet fradrag for refusion til forsvaret ved frigørelse for tjenestepligtserklæring. Han havde modtaget uddannelse med løn udover den gældende civiluddannelsesnorm. Refusionen blev opgjort således, at den måtte anses for tilbagebetaling af tidligere oppebåret løn under civiluddannelsen, jf. TfS 1993, 40 ØLR.

Udbetalingerne fra fonden periodiseres på samme måde som den indtægt, de træder i stedet for, hvis denne var blevet udbetalt på normal vis, jf. bl.a. TfS 1984, 111 og TfS 1985, 291.

Løn for en opsigelsesperiode fx fra 1. december 2007 til 28. februar 2008 - udbetalt i januar 2008 - periodiseres således, at et beløb svarende til løntilgodehavendet for december 2007 medregnes i indkomstopgørelsen for 2007, medens restbeløbet henføres til indkomsten i 2008.

TfS 1999, 658 omhandlede en ansat ved et privat hospital, der som følge af institutionens økonomiske situation blev opsagt med kontraktlig varsel til fratræden den 30. november 1995. Hun havde et løntilgodehavende på 209.150 kr. vedrørende perioden 1. februar til 30. november 1995, som ikke blev udbetalt. Der blev indgivet konkursbegæring for institutionen i 1998. Efter det foreliggende fandt Landsskatteretten, at klageren havde erhvervet endelig ret til lønnen i det påklagede år, 1995, hvorfor det var med rette, at hun var anset for skattepligtig heraf, jf. SL (statsskatteloven) § 4 a. Da det ikke fandtes godtgjort, at lønnen var uerholdelig i det påklagede indkomstår, havde hun ikke fradrag for tab på løn. I SKM2004.22.HR gjorde en direktør og anpartshaver bl.a. gældende, at han var blevet beskattet af en lønudbetaling, som han på grund af selskabets insolvens ikke havde modtaget. Højesteret fandt af de af landsretten anførte grunde, at det ikke var godtgjort, at tabet blev konstateret i 1991. Det blev lagt til grund, at det regnskabsmateriale, der forelå for selskabet pr. 30. juni 1991, hvorefter der var et underskud, og hvorefter indskudskapitalen var tabt, var mangelfuldt, at skatteyderen i december 1991 havde en betydelig rejseaktivitet for selskabet, og at han i juni 1992 havde forklaret i skifteretten, at selskabets drift ophørte i februar 1992.

Der kan være tilfælde, hvor en lønmodtagers undladelse af at hæve forfaldne lønbeløb må anses som udtryk for, at der er etableret et låneforhold, således at senere tab må anses som et ikke fradragsberettiget tab (formuetab) i sådanne tilfælde udskydes beskatningstidspunktet ikke.

I TfS 1996, 165 LSR havde et selskabs dirketør fået udbetalt sin løn, men de indeholdte skatter vedrørende direktørens løn blev nulstillet i anledning af selskabets konkurs. Den fordring, som direktøren opnåede mod sin arbejdsgiver i forbindelse med 0-stilling af den pågældendes A-skat, var udtryk for, at direktøren havde haft en sådan indflydelse i virksomheden, at han vidste eller burde have vidst, at der ikke var udsigt til, at det beløb, der var indeholdt som A-skat i vedkommendes løn, ville blive afregnet over for skattemyndighederne. Vedkommende var derfor ikke som lønmodtager anset for frigjort for dette skattetilsvar efter reglerne i kildeskattelovens § 60, jf. herved højesteretsdom af 26. maj 1981, og hæftede derfor for betalingen heraf. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at anse en sådan fordring mod arbejdsgiveren som en fordring, der var erhvervet som vederlag i næring. Direktøren fik dog godkendt fradrag for det nulstillede A-skattebeløb som et ligningsmæssigt fradrag på trods af, at der ikke fandtes en egentlig lovmæssig hjemmel, men fordi der i det dagældende SD-cirkulære 1982-16 var bibragt direktøren denne opfattelse. Dette cirkulære er ophævet ved TSS-cirkulære 1997-9.