R.2.3 Ansvarssubjekter

Straffebestemmelserne er opbygget, således at det terminologisk er en gerningsmand, dvs. én fysisk person, der har begået den strafbare handling og kan ifalde straf.

Imidlertid er strafansvaret ikke begrænset til én fysisk person. Der kan være flere ansvarlige for den strafbare handling, og dette kan straffes efter reglerne om medvirken jf. straffelovens § 23. Der findes yderligere bestemmelser i told-, skatte- og afgiftslovgivningen, der kriminaliserer særlige former for medvirkensansvar, fx skattekontrollovens §§13 A, B, C og § 14.

Inden for told- og skatteforvaltningens område kan et særligt ansvar for medvirken være aktuelt. Det drejer sig om rådgiveransvar, hvor en advokat eller revisor har rådgivet eller handlet på en måde, der betyder, at klienten har realiseret et strafbart gerningsindhold. Dette kan dels få betydning for vurderingen af klientens ansvar, dels give rådgiveren et selvstændigt ansvar.

Strafansvaret kan ligeledes pålægges en juridisk person, jf. straffelovens kapitel 5, §§ 25-27. En juridisk person er alle former for selskaber, fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Det kan også være en enkeltmandsvirksomhed, for så vidt dens størrelse og organisation kan sidestilles med en selskabskonstruktion.

For at en juridisk person kan pålægges strafansvar kræves, at der inden for den juridiske persons virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller til den juridiske person som sådan.

Der er således ikke tale om et objektivt ansvar, idet der skal kunne bevises forhold begået i den juridiske person, som kan karakteriseres som enten forsætlige eller groft uagtsomme. Det er dog ikke et krav, at den eller de personer, der rent faktisk har begået forholdet, skal kunne identificeres.

En juridisk person kan alene ifalde bødeansvar. Det betyder, at alle straffesager indenfor told- og skatteforvaltningens område, hvor ansvarssubjektet er en juridisk person, kan afgøres administrativt.

Bestemmelsen om juridiske personers ansvar udelukker ikke, at der samtidig kan gøres et personligt ansvar gældende mod den ansvarlige fysiske person, særligt hvis denne indtager en overordnet stilling og har handlet med forsæt eller udvist særlig grov uagtsomhed. Det gælder også i tilfælde, hvor lovgivningen pålægger en person et selvstændigt og individuelt ansvar for overholdelse af reglerne.

Rigsadvokaten har i meddelelse nr. 5/1999 udsendt en instruks om valg af ansvarssubjekter i sager om virksomhedsansvar. Hovedretningslinien i denne instruks er, at udgangspunktet ved valg af ansvarssubjekt er, at der rejses tiltale mod den juridiske person og ikke mod enkeltpersoner i den juridiske person.

Det fremhæves dog i indledningen, at særlovgivningen med hjemmel til virksomhedsansvar kan indeholde bestemmelser, der kan begrunde, at anklagemyndigheden fraviger det almindelige krav om valg af ansvarssubjekt, men alligevel har meddelelsen givet anledning til uenighed mellem anklagemyndigheden og told- og skatteforvaltningen om tiltalerejsning i en række konkrete situationer. Rigsadvokaten har godkendt, at told- og skatteforvaltningen fortsætter den nedenfor beskrevne praksis.

Told- og skatteforvaltningens praksis bygger på det almindeligt gældende udgangspunkt, at straffen for forsætlige overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen skal udmåles ens, uanset om en erhvervsdrivende driver virksomhed med personlig hæftelse eller i selskabsform.

Dette udgangspunkt støttes af domspraksis. Valg af ansvarssubjekt er afgørende i sager, hvor der kan udmåles frihedsstraf, da den juridiske person alene kan idømmes bødestraf. Men det kan også være afgørende, om det er personen eller virksomheden, der hæfter for en bødestraf.

I praksis vedrører det først og fremmest hovedaktionær- eller hovedanpartsselskaber, hvor ejeren har haft eneansvar for de ansvarspådragende handlinger. Der vil typisk være tale om, at virksomhedskonstruktionen er skabt med det formål at frigøre hovedmanden for personligt ansvar.

Der kan også være tale om stråmandsvirksomhed, hvor den person, der har forsæt til svigen og nyder godt af unddragelsen, er en anden end den formelle ejer. Efter omstændighederne gøres der også personligt ansvar gældende for groft uagtsomme overtrædelser.