N.3.1.3 Suspension af 1908-lovens 5-års frist

Forældelsesfristen i den nu ophævede 1908-lov var suspenderet, hvis kreditor på grund af utilregnelig uvidenhed var ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kunne være tale om uvidenhed med hensyn til kravets eksistens som følge af retlige eller faktiske vildfarelser eller uvidenhed om skyldnerens opholdssted, jf. 1908-lovens § 3.

Retlige vildfarelser hos skattemyndighederne medførte ikke, at forældelsesfristen var suspenderet, da myndighederne under alle omstændigheder bærer risikoen for tvivl om retsstillingen.

Vildfarelser af faktisk karakter kunne derimod medføre suspension. Efter domspraksis blev der stillet strenge krav til skattemyndighedernes agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger.

Det var således ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på det ikke-oplyste forhold. Derimod var forældelsesfristen naturligvis suspenderet, hvis forholdet slet ikke var medtaget i selvangivelsen, jf. fx SKM2002.205.ØLR, hvor fristen var suspenderet, fordi et provenu ved salg af tlf-numre ikke var medtaget i selvangivelsen.Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår endvidere, at forældelsesfristen vedrørende et krav på gaveafgift ikke var suspenderet i en situation, hvor grundlaget for rejsning af kravet havde kunnet udledes af en tidligere indgivet selvangivelse. Dette var på trods af, at kompetencen til at rejse krav om gaveafgift lå hos de daværende amtsstuer. Se endvidere SKM2002.190.LSR, hvor forældelse af et momskrav ikke blev anset for suspenderet, selv om de relevante momsangivelser ikke var indgivet til den korrekte kompetente myndighed told- og skatteregionen, men derimod var indgivet til den kommunale ligningsmyndighed.

På den anden side kunne myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte dyberegående undersøgelser uden synlig anledning, jf. dommen SKM2004.204.ØLR, hvor forældelse af et momskrav blev anset for suspenderet indtil det ved et kontrolbesøg blev konstateret, at der var grundlag for at opkræve moms. Afgiftsmyndighederne blev indtil dette tidspunkt anset for at have været i utilregnelig uvidenhed, fordi der ikke havde været nogen særlig anledning til at foretage kontrolbesøg i virksomheden. Se endvidere TfS 1998, 584 HD, hvor forældelsesfristen vedrørende krav på gaveafgift var suspenderet, fordi det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgik af parternes selvangivelser, at der var givet gaver. Forældelsesfristen var ligeledes suspenderet i en situation, hvor der ikke var anledning til at betvivle rigtigheden af et selvangivet fradrag, således at skattemyndigheden ikke ved ligningen var forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget for fradraget, jf. TfS 1990, 120 ØLD. Se ligeledes SKM2001.590.VLR, hvor fristen for skattemæssig tilsidesættelse af et anpartsprojekt var suspenderet, indtil det ved dom blev fastslået, at kommanditisten ikke var bundet af tegningsaftalen.

Hvis skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige grundlag støder på oplysninger, som ikke kan udledes af det materiale myndighederne hidtil har været i besiddelse af, suspenderes forældelsesfristen med hensyn til det yderligere krav indtil det tidspunkt, da myndighederne bliver i stand til at gøre deres yderligere krav gældende, jf. Meddelelser fra skattedepartementet. 63.347. I TfS 1997, 755 ØLK var fristen for opkrævning af et skattekrav, der var afledt af en efterbeskatning af forskudsafskrivning suspenderet, indtil skattemyndighederne kunne konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet gennemført. Se endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det blev antaget, at et krav på aktieafgift ikke var forældet, da selvangivelsesoplysningerne ikke entydigt gav myndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at gøre kravet på aktieafgift gældende. Fristen var derfor suspenderet indtil det tidspunkt, hvor det under en ransagning blev konstateret, at der var sket en aktieoverdragelse. Endelig kan henvises til SKM2002.313.ØLR, hvor fristen blev anset for suspenderet indtil det tidspunkt, hvor skattemyndighederne modtog de relevante oplysninger fra de engelske skattemyndigheder. Det blev lagt til grund, at et efterfølgende endeligt svar med supplerende oplysninger fra de engelske skattemyndigheder ikke medførte yderligere suspension, da de supplerende oplysninger ikke havde betydning for det rejste skattekrav.

Der indtrådte ikke suspension, blot fordi myndighederne ikke havde kendskab til skyldnerens opholdssted eller adresse. Det må yderligere kræves, at myndigheden har gjort et relevant forsøg på at indhente oplysninger om skyldnerens opholdssted.

Der kan henvises til følgende afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte et tilfælde, hvor en skattepligtig i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter den skattepligtige i 1982 bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling i 1982. Efter at være vendt tilbage til Danmark i 1989, blev den skattepligtige afkrævet skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til den skattepligtiges opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under opholdet i England. I dommen SKM2003.326.ØLR var der ligeledes ikke tale om suspension af skyldig skat for 1992-1993. Dette var begrundet i, at skattekommunen indtil 1996 havde været bekendt med skyldnerens adresse i Malaysia, og i øvrigt havde været bekendt med, at skyldneren efterfølgende var i kontakt med ToldSkat i forbindelse med en anmodning om eftergivelse af momsgæld.Ved Århus byrets dom i UfR 1982, 872 var et momskrav forældet, da toldmyndigheden ved henvendelse til skyldnerens far kunne have fået oplysning om skyldnerens opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for suspenderet.

TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i et dødsbo for skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses for forældet ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet fra marts 1988 til februar 1994, da han blev fundet druknet. Skattemyndighederne havde holdt sig orienteret om, hvorvidt den skattepligtige fortsat var meldt savnet i CPR-registeret. Landsretten fandt, at toldvæsenet i hvert fald indtil oktober 1992, hvor der var indgivet selvangivelser for de pågældende år, havde været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Kravet på betaling af moms mv. fra januar kvartal 1987 og indtil januar kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i oktober 1994, var derfor ikke forældet.

1908-loven suppleres af ligningslovens § 32 F for så vidt angår krav på skat af fortjenester omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven og af reglerne i afskrivningslovens §§ 9, 21 og 40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav efter disse bestemmelser skal der ses bort fra den tid, hvor skattemyndighederne har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet. Skattemyndighederne er altså ikke henvist til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32 F finder på den anden side ikke anvendelse, så længe den skattepligtige opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Der kan henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD, der omhandler den tilsvarende bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat, og hvor det blev lagt til grund, at de danske skattemyndigheder i en periode var ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol, hvorfor den formueretlige forældelsesfrist var suspenderet i nævnte periode.

Hvis fristen er suspenderet, løber forældelsesfristen ikke i det tidsrum, hvor betingelserne for suspension er opfyldt. Dvs. at hvis betingelserne for suspension har været opfyldt fra kravets stiftelse, løber fristen først fra det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed ophører, det vil typisk sige når de relevante oplysninger er kommet til myndighedernes kundskab. Den tid, der herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører normalt ikke yderligere suspension af forældelsesfristen, medmindre der er tale om en situation, hvor myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør har modtaget et så omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse heraf efter omstændighederne skønnes at være nødvendig. Der kan henvises til SKM2002.583.LSR, hvor forældelsesfristen vedrørende et krav om efterbeskatning af investeringsfondsmidler alene var suspenderet til det tidspunkt, hvor der blev anmodet om efterbeskatning.

Af dommen TfS 1994, 682 ØLD følger, at en virksomhed ikke kunne gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe den selv havde foranlediget inddrivelse af moms stillet i bero. Tilsvarende gælder, at hvis en borger/virksomhed, i forbindelse med påklage af fastsættelse af grundlaget for et krav, har fået bevilget henstand med betaling, vil fristen for forældelse af myndighedernes krav være suspenderet i henstandsperioden.