N.3.1.4 Afbrydelse af 1908-lovens 5 års frist

Efter § 2 i den nu ophævede 1908-lov blev den 5-årige forældelsesfrist afbrudt, når fordringshaveren inden fristens udløb enten erhvervede skyldnerens erkendelse af gælden eller foretog retslige skridt mod ham/hende og uden ufornødent ophold forfulgte disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse. Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse var afbrudt, løb der en ny 5-årig forældelsesfrist fra afbrydelsestidspunktet.

En borgers/virksomheds erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav kunne opnås på flere måder. Erkendelsen kunne være udtrykkelig - uden dog at have karakter af et særligt retsgrundlag - jf TfS 1999, 429, hvor Københavns byret fandt, at 1908-lovens 5-årige forældelse var afbrudt ved, at den skattepligtiges revisor havde anerkendt skattegælden på et møde mellem skatteforvaltningen og revisor.

Erkendelse af gælden kunne være indirekte, jf. TfS 1995, 65 ØLD, hvor den indirekte anerkendelse bestod i, at der var anmodet om frigivelse af investeringsfondsmidler, samt TfS 2000, 473 VLK, hvor kravet blev anset for anerkendt af borgeren/virksomheden på trods af, at den erklæring, der afbrød fristen, var vedlagt en protestskrivelse, der imidlertid ikke blev anset for tilstrækkelig klar og entydig. Se endvidere SKM2005.347.VLR, hvor det havde afbrydende virkning, at der under en verserende retssag i et efterfølgende processkrift var taget bekræftende til genmæle overfor påstandskravet.

Erkendelsen kunne ligeledes være stiltiende, fx i form af en anmodning om henstand med betaling eller eftergivelse af kravet, jf. TfS 1997, 586 (byretsdom) og TfS 2000, 234 ØLK. Var der givet ansøgt betalingshenstand, løb der en ny frist fra henstandens ophør, jf. TSS-cirkulære 1997-7 og TfS 1995, 691 DEP. Se også TfS 1999, 331 ØLK.

En anmodning om betalingshenstand, der indgives i forbindelse med påklage af grundlaget for kravet, var ligeledes udtryk for en sådan erkendelse af kravet, at forældelsesfristen afbrydes, jf. SKM2006.271.ØLR og SKM2005.385.VLR, der i konsekvens heraf fastslår, at skattekravets forfaldstidspunkt, ligesom ved almindelig betalingshenstand, vil være udskudt til henstandens ophør. Dommen TfS200.205.ØLD, der kunne udlægges som om henstand ved klage ikke afbrød, men alene nulstillede forældelsesfristen, har herefter ikke længere betydning.

Som et andet eksempel på en anerkendelse af gælden kan nævnes en afdragsordning. Derimod anses det ikke i sig selv for en erkendelse af kravet, at borgeren/virksomheden forfølger kravet ved administrativ påklage, jf UfR 1979, 64 HD, idet en administrativ påklage ikke opsætter betalingsforpligtelsen. Derfor er myndighederne ikke afskåret fra at afbryde forældelsesfristen ved at foretage retlige skridt, jf. nærmere nedenfor. Endvidere blev det i dommen TfS 1992, 333 VLD lagt til grund, at der ikke var tale om erkendelse af gælden i en situation, hvor skyldig selskabsskat var anført i et regnskab, der var indsendt til kommunen.

Myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse eller fremsættelse af krav om betaling overfor skyldneren var ikke retslige skridt, der afbrød 1908-lovens 5-årsfrist, jf. SKM2005.223.ØLR. De retslige skridt mod skyldneren, som afbrød forældelsesfristen, var derimod sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og forkyndelse af strafferetslig tiltale, jf. TfS 1993, 92 VLR, hvorimod ransagning og sigtelse ikke havde afbrydende virkning. Afbrydende virkning havde endvidere anmeldelse i skyldners konkursbo, tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gjaldt indgivelse af konkursbegæring, hvis denne førte til afsigelse af dekret. Se TfS 1999, 442 hvor Københavns byret fandt, at forældelsen af skattekrav, som var anmeldt i et konkursbo, ikke var afbrudt ved anmeldelsen i boet. Skattekravet var herefter alene suspenderet i tiden mellem kravets anmeldelse og indtil det tidspunkt, hvor skattemyndigheden modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive prøvet i boet.

Ved sagsanlæg var tidspunktet for indlevering af stævning til retten afgørende for, hvornår forældelsesfristen var afbrudt. Myndighederne behøver ikke at afbryde forældelsesfristen ved udtagelse af stævning, hvis borgeren/virksomheden selv har indbragt kravet til prøvelse ved domstolene, jf. TfS 1990, 120 ØLD.

For udlægs vedkommende blev forældelsen ifølge retsplejelovens § 527 afbrudt ved indgivelse af anmodningen om udlæg, såfremt fordringshaveren søgte forretningen fremmet og afsluttet uden ugrundet ophold. Ved udlæg for skatter og afgifter, der foretages af told- og skattefogeder og kommunernes pantefogeder, regnes den nye forældelsesfrist fra selve udlæggets foretagelse, jf. TfS 2000, 405 HD. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen, jf. TfS 1997, 678 ØLK. Pålæg om lønindeholdelse er ikke et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen.

Det følger af den nu ophævede 1908-lovens § 1, sidste punktum, at forældelsesfristen på 5 år ikke gjaldt, når der var udstedt gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag for fordringen, hvorved gælden er anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer, som således var sikrede, forældedes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se N.2.2.

Som hovedeksempler på særligt retsgrundlag kan foruden egentlige gældserklæringer nævnes domme og forlig. Derimod var hverken et udlæg, en arrest eller en anmodning om betalingshenstand, eftergivelse eller om en afdragsordning et særligt retsgrundlag. Det samme gjaldt myndighedernes fastsættelse af et krav ved administrativ afgørelse.

Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9, stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9, stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgjorde ikke et særligt retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.

For så vidt angår retsgrundlag i form af gældsbreve bemærkes særligt, at hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser for at være et særligt retsgrundlag. Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev til sikkerhed for fordringen er derfor heller ikke tilstrækkeligt til at etablere særligt retsgrundlag. De andre særlige retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. UfR 1965, 608 (byretsafgørelse).

I øvrigt bemærkes, at selv om der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kunne et vedhængende rentekrav selvstændigt forældes efter 1908-loven.