C.2.2 Indflydelse på den skattepligtiges dispositioner

Retspraksis viser, at betingelsen om indflydelse på den skattepligtiges dispositioner er opfyldt, når en tilkendegivelse har været egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges efterfølgende dispositioner, således at den skattepligtige ville lide tab, hvis tilkendegivelsen ikke kan lægges til grund. Som eksempel på en sådan situation kan nævnes TfS 2000.1019 LSR, hvor der ikke kunne opkræves fratrukket købsmoms med tilbagevirkende kraft, fordi virksomheden havde indrettet sig i tillid til en ukorrekt tilkendegivelse fra det daværende tolddirektorat om, at der var tale om momspligtig virksomhed.

Betingelsen er ikke opfyldt, hvis det må lægges til grund, at den skattepligtige, uanset tilkendegivelsen, ville have disponeret på samme måde, jf. TfS 1994, 551 VLD (den skattepligtige havde heller ikke inden tilkendegivelsen samlet dokumentation for de pågældende udgifter til plejebørn) og TfS 1999, 601 ØLD (trods tilkendegivelsen om betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse havde virksomheden ikke forsøgt at indrette sig herefter).

Betingelsen er heller ikke opfyldt, hvis den skattepligtige først får et tilsagn om en bestemt skattemæssig behandling af en disposition på et tidspunkt, hvor den skattepligtige disposition er foretaget, jf. afgørelserne TfS 1995, 489 VLD, TfS 1997, 11 LSR, TfS 1998, 394 HD og SKM2002.561.ØLR. Det samme gjorde sig gældende i sagen TfS 2000, 140 ØLD, hvor den skattepligtige mente at kunne støtte ret på en ændret årsopgørelse, hvori indgik et fradrag, der senere blev nægtet. Rettens begrundelse for, at der ikke kunne støttes ret på årsopgørelsen var, at den skattepligtige allerede tidligere havde foretaget de dispositioner, der var grundlag for fradraget, hvorfor modtagelsen af årsopgørelsen ikke kunne sidestilles med en situation, hvor en skattepligtig efter sagsbehandling i en skattemyndighed modtager en tilkendegivelse og disponerer og indretter sine forhold herefter. Se tilsvarende SKM2001.616.VLR og SKM2003.132.ØLR, der drejede sig om den erhvervsmæssige status for et stutteri, der var erhvervet i 1988, men hvor den påberåbte tilkendegivelse først var givet i 1994. Se også SKM2006.106.SR, hvor selskabet gjorde gældende, at Skatterådet d. 6. september 2005 havde tilkendegivet, at den korrekte skattemæssige spaltningsdato var d. 1. januar 2005, hvilket tidspunkt altså lå forud for den påståede tilkendegivelse. Seneste tilsvarende afgørelse er dommen SKM2008.350.VLR, hvor der ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse om, at der var afskrivningsret på et kursuscenter, der blev anvendt til kollegieværelser. Rettens begrundelse var bl.a., at tilkendegivelsen først var givet flere år efter købet af ejendommen.