De selskabsretlige regler for omdannelse af andelsforeninger til aktieselskaber findes i § 135 i lov om aktieselskaber (ASL). Der findes ikke selskabsretlige regler for omdannelse af andelsselskaber til anpartsselskaber. Ved omdannelse af andelsselskaber til aktieselskaber gælder reglerne om fusion i ASL §§ 134-134 i, med de nødvendige tilpasninger.
FUL (fusionsskatteloven) § 14 e indeholder reglerne for omdannelse af andelsforeninger omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 3, det vil sige andelsbeskattede andelsforeninger, til aktieselskaber i medfør af ASL § 135.
Ifølge FUL (fusionsskatteloven) § 14 e finder reglerne i FUL (fusionsskatteloven) §§ 9 og 11 tilsvarende anvendelse. Det vil sige, at der sker beskatning af andelshaverne i den indskydende andelsforening i forbindelse med omdannelsen, i det omfang deres andelsbeviser i andelsforeningen vederlægges med andet end aktier i det modtagende aktieselskab, dvs. i det omfang andelsbeviserne vederlægges med kontant indløsningssum. Der sker derimod ikke beskatning af andelshaverne i forbindelse med omdannelsen i det omfang andelsbeviserne i den indskydende andelsforening ombyttes med aktier i det modtagende selskab. Det vil endvidere sige, at aktierne i det nye selskab behandles som om de var erhvervet på samme tidspunkt og for samme anskaffelsessum som de ombyttede andele.
Ifølge FUL (fusionsskatteloven) § 11, stk. 1, anses aktier i det modtagende selskab for omfattet af bestemmelsen i ABL (aktieavancebeskatningsloven) § 18, såfremt de ombyttede andele ville være omfattet af denne bestemmelse. Da overgangsbeskatningen, jf. nedenfor imidlertid gør op med andelsbeskatningsperioden, anses de modtagne aktier ikke for omfattet af bestemmelsen i ABL (aktieavancebeskatningsloven) § 18, men af de almindelige aktieavancebeskatningsregler.
Ifølge FUL (fusionsskatteloven) § 14 e finder reglerne i FUL (fusionsskatteloven) § 12, stk. 2-4, om overgangsbeskatning tilsvarende anvendelse ved omdannelse af et andelsbeskattet andelsselskab til aktieselskab. Derimod finder reglerne i FUL (fusionsskatteloven) § 12, stk. 5-8, ikke anvendelse.
I SKM2006.108.LSR blev et andelsselskab, som ejede to datterselskaber, pr. 1. januar 1999 omdannet til et aktieselskab og derefter som fortsættende selskab fusioneret med de to datterselskaber efter reglerne om skattefri fusion. Merværdi af goodwill, som selskaberne selv havde oparbejdet, blev ansat til 60 mio.kr. pr. 1. januar 1999. Beløbet indgik ved opgørelsen af formuen til overgangsbeskatning og ligeledes som erhvervet goodwill i grundlaget for afskrivning efter afskrivningslovens § 40.
Endvidere finder formforskrifterne i FUL (fusionsskatteloven) § 13 tilsvarende anvendelse, se afsnit S.D.1.11.1 Fusion af andelsforeninger og brugsforeninger m.v. - FUL § 12. |