|
Konvertible obligationer | Ligningsrådet har vedtaget, at lønaccessorier i form af medarbejderes erhvervelse af konvertible obligationer fra det selskab, hvori de er ansat, skal indkomstbeskattes på erhvervelsestidspunktet, jf. SL (statsskatteloven) § 4 og TfS 1990, 333 og 334 TSS. Dette gælder, uanset at udnyttelsen af den konvertible obligation er suspensivt betinget af f.eks. ansættelsesforholdets fortsatte beståen, TfS 1992, 62 TSS.
Indtil Landsskatteretten i SKM2001.577.LSR underkendte anvendelsen, er Ligningsrådets formel til værdiansættelse af warrants også anvendt ved værdiansættelse af warrantdelen i en konvertibel obligation.
Landsskatteretten påpeger i SKM2001.577.LSR forskellen på warrants og konvertible obligationer. Aktieinvesteringen ved warrants udskydes til tegningstidspunktet, medens det beløb for hvilket der kan tegnes aktier ved en konvertibel obligation er indbetalt ved tegningen af den konvertible obligation.
Konvertible obligationer er ikke omfattet af LL (ligningsloven) § 28, heller ikke for så vidt angår den den af en konvertibel obligation, som består af en tegningsret. Ved afgrænsningsproblemer tages der udgangspunkt i den selskabsretlige definitionaf konvertible obligationer.
Ligningsrådet fandt i SKM2003.7.LR, at en konvertibel obligation var et kombinationsprodukt bestående af en almindelig fordring og en køberet. Den konvertible obligation blev udstedt med en nominel værdi på EUR 1 og en exercisekurs svarende til aktiens børskurs dagen før obligationens udstedelse, hvilket indebar, at obligationerne ved en eventuel konvertering ikke umiddelbart kunne ombyttes med aktier, idet forskellen mellem exercisekursen og den nominelle værdi af obligationen skulle indbetales. Denne indbetaling ansås at fratage obligationen dens egenskab af at være konvertibel i skatteretlig henseende. En i skatteretlig henseende konvertibel obligation er netop karakteriseret ved, at det beløb, der skal betales for aktierne ved en konvertering, på forhånd er indbetalt, dog med den modifikation som følger af ASL § 41, stk.4. Konverteringsdelen af obligationen ansås herefter for at være en option, fordi den gav erhververen en ret men ikke en pligt til at købe en bestemt mængde af et bestemt aktiv på eller inden en bestemt udløbsdag til en aftalt pris. Da afgørelsen af, hvorvidt erhververen (medarbejderen) skulle fyldestgøres med nytegnede eller allerede eksisterende aktier, alene skulle træffes af selskabet, kunne optionen kvalificeres som en køberet. Da køberetten skulle modtages som vederlag fra det selskab, hvor medarbejderen var ansat, var tildelingen omfattet af LL (ligningsloven) § 28. Køberetten var erhvervet fra et selskab, der var koncernforbundet hermed, jf. KGL (kursgevinstloven) § 4, stk. 2, og som havde udstedt køberetten. Da selve obligationen indeholdt et retligt krav på tilbagebetaling af det udlånte beløb på EUR 1, var denne del at anse for en fordring.
|
