Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.615.HR

Ved vurderingen af en sommerhusejendom var der givet nedslag i ejendomsværdien under hen­visning til, at handelspriserne i lokalområdet var lavere end standardberegningen for den på­gældende type ejendomme gav udtryk for. Nedslaget, der på tilsvarende måde var givet for alle ejendomme i sommerhusområdet, medførte ikke en nedsættelse af grundværdien. Grundejeren, som havde opnået medhold ved landsretten, gjorde gældende, at i hvert fald en del af nedslaget skulle henføres til grundværdien, og at grundværdiansættelsen derfor skulle hjemvises til fornyet behandling hos SKAT. 

Højesteret lagde til grund, at SKAT ved brug af et vurderingsteknisk hjælpemiddel havde fore­taget et skøn over grundværdien. SKATs afgørelse efterlod dog usikkerhed om, hvorvidt SKAT havde forholdt sig til, om en del af nedslaget skulle henføres til grundværdien. SKATs afgørelse var imidlertid efterfølgende stadfæstet af vurderingsankenævnet og landsskatteretten, og det fulgte ikke af vurderingsloven eller af administrativ praksis, at et generelt nedslag i ejendomsværdien skal medføre en nedsættelse af grundværdien. 

Højesteret udtalte generelt om skatteskøn, at SKATs værdiansættelse kan tilsidesættes, hvis skatteyderen godtgør, at der ikke er foretaget et skøn eller at skønnet hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag, og at dette er egnet til at påvirke værdiansættelsen. Selvom der er påvist sådanne fejl eller mangler, kan skønnet dog alligevel ikke tilsidesættes, hvis Skatteministeriet under retssagen godtgør, at fejlen eller manglen ikke har betydning for værdiansættelsen. Værdiansættelsen kan også tilsidesættes, hvis skatteyderen godtgør, at den ansatte værdi ligger uden for rammerne af det skøn, som tilkommer SKAT, dvs. hvis værdiansættelsen må anses for åbenbart urimelig. 

Højesteret fandt ikke disse betingelser for at tilsidesætte skønnet opfyldt. Uanset at der er sam­menhæng mellem ejendomsværdien og grundværdien havde vurderingsankenævnet og Lands­skatteretten under klagesagerne vurderet, at grundværdiansættelsen ikke var for høj. Grundejeren havde ikke heroverfor sandsynliggjort, at vurderingen hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. De priser, som var opnået ved salg i sommerhusområdet, bestyrkede derimod, at SKATs vurdering af grundens værdi ikke var for høj. 

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2013.862.HR

Sagen vedrører, om appellanten, i henhold til vurderingslovens § 13, har krav på nedslag i grundværdien på grund af dårlige funderingsforhold uafhængigt af om de oprindelige (genoptagne) grundværdiansættelser svarer til handelsværdien. Appellanten, hvis påstand om nedslag svarede til de ved syn- og skøn anslåede ekstrafunderingsudgifter, gjorde gældende, at der efter fast praksis gives nedslag svarende til afholdte ekstrafunderingsudgifter.

Højesteret stadfæstede landsrettens frifindende dom af de grunde som var anført af landsretten med den yderligere bemærkning, at det for Højesteret tilvejebragte syn og skøn ikke underbygger, at Landsskatteretten har ansat grundens værdi for højt.

Landsretten havde blandt andet anført, at grundejeren efter ordlyden af vurderingslovens § 6, 1. pkt., og § 13, stk. 1, uanset det oplyste om vurderingsprincipper for lignende grunde i området, ikke har krav på, at grunden alene skal vurderes efter etagearealprincippet med et nedslag for ekstrafunderingsudgifterne. Landsretten anså det heller ikke for godtgjort, at grundejeren efter fast administrativ praksis har krav på et nedslag i ansættelserne, uanset om nedslaget ville bringe ansættelserne under grundens handelsværdi.