Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

E.B.4.2.2.3 Krav om aflysning af hidtidigt pant - 1-årsregel

Indhold

Dette afsnit handler om, hvilke betingelser der gælder vedrørende aflysning eller nedlysning af det hidtidige pant, når der tinglyses nyt pant med nedsat afgift efter TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 2. pkt. Betingelserne fremgår af TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 2., nr. 1-3.

Afsnittet handler om:

  • Tinglysning inden hidtidigt pant aflyses
  • 1-årsfrist til aflysning/nedlysning
  • Erklæringer

Tinglysning inden hidtidigt pant aflyses

Reglen om afgiftsnedsættelse i TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 2. pkt., ved tinglysning af nyt pant skal gøre det muligt for boligejere og andelshavere at omlægge lån eller skifte låneinstitut, uden at betale procentafgift ved tinglysning af et nyt pant.

For at sikre, at afgiftsfritagelse af et nyt pant har grundlag i et tidligere tinglyst pant, er det derfor et krav, at det hidtidige pant foreligger tinglyst på det tidspunkt, hvor det nye pant anmeldes til tinglysning.

Det er derfor fastsat i TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 2, nr. 1, at afgiftsfritagelsen er betinget af, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker inden aflysning af det tidligere pant.

Reglen medfører, at det hidtidige pantebrev ikke må være aflyst, før det nye pantebrev (som skal tinglyses med afgiftsnedsættelse) er anmeldt til tinglysning.

Bemærk

Det er ikke en betingelse, at det nye pantebrev er tinglyst, før det tidligere pantebrev aflyses/nedlyses. Det nye pantebrev skal blot være anmeldt før aflysningen af det tidligere pantebrev.

Der er ikke hjemmel til at se bort fra kravet om, at det hidtidige pant skal foreligge tinglyst på tidspunktet for anmeldelsen af det nye pant til tinglysning. Der kan derfor ikke ske afgiftsnedsættelse på grundlag af et hidtidigt pantebrev, der er aflyst/nedlyst blot få øjeblikke før nyt pantebrev anmeldes til tinglysning.

1-årsfrist til aflysning/nedlysning

Det er yderligere en betingelse for at anvende afgiftsfritagelsen i TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 2. pkt., at "det tidligere pant er aflyst senest et år efter anmeldelsen til tinglysning af det nye pant". Se TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 2, nr. 3.

Det betyder, at det hidtidige pant, der er anvendt som grundlag for fritagelse ved tinglysning af det nye pant efter § 5 a, stk. 1, 2. pkt., skal aflyses eller nedlyses med det beløb (tinglyst hovedstol), der er givet fritagelse for ved tinglysning af det nye pant. Aflysningen/nedlysningen skal ske senest et år efter, at det nye pantebrev er anmeldt til tinglysning.

Da afgiftsnedsættelsen i TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 2. pkt., både gælder ved hel og delvis afløsning af et eksisterende pant, skal udtrykket "aflyses" forstås som både aflysning og nedlysning af det tidligere pant. Ved delvis afløsning skal det hidtidige pant ikke aflyses helt, men kun nedlyses for den del af hovedstolen, der er givet afgiftsnedsættelse for ved tinglysning af det nye pant.

Eksempel

Eksemplet viser en afgiftsnedsættelse ved delvis afløsning af et eksisterende pant:

Hansen ejer en ejendom, hvori der er tinglyst et pantebrev på 4.000.000 kr. til Realkreditforeningen. Hansen har afdraget lånet med 500.000 kr., så restgælden nu er 3.500.000 kr.

Til brug for en renovering af huset ønsker Hansen at optage et nyt lån i Realkreditforeningen på 750.000 kr.

Ved tinglysningen af det nye lån kan Hansen anvende afgiftsnedsættelsen i TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 2. pkt., og benytte 500.000 kr. fra det hidtidige lån til delvis afgiftsfritagelse af hovedstolen på det nye lån. Dette er muligt, fordi det hidtidige pant (med tinglyst hovedstol på 4.000.000 kr.) kan nedlyses for så vidt angår 500.000 kr., så ny hovedstol svarer til aktuel restgæld på 3.500.000 kr.

Herefter er det yderligere en betingelse, at aflysningen/nedlysningen på de 500.000 kr. vedrørende det hidtidige pantebrev foretages senest et år efter anmeldelsen af det nye lån på 750.000 kr. til tinglysning.

Procentafgiften efter TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 1. pkt., beregnes på dette grundlag kun af et beløb på 250.000 kr., jf. TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 2. pkt, og stk. 3, 1. pkt. (delvis afløsning af et eksisterende lån). 

Se mere om afgiftsberegningen og eksempler i afsnit E.B.4.2.2.4 Beregning af afgiftsnedsættelsen – ”afgiftskasse” og eksempler.

Erklæringer 

Det er en yderligere betingelse for at få afgiftsnedsættelse efter TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, 2. pkt., at der ved tinglysning af det nye pant bliver afgivet en erklæring om, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker på vilkår om aflysning af det tidligere pant. Se TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 2, nr. 2.

I TALbek § 13 er det derfor fastsat, at der på det nye pantebrev skal afgives følgende samlede erklæring:

"Dette pantebrev er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 2. pkt. Tinglysning af pantebrevet sker på vilkår om aflysning eller nedlysning af det angivne pantebrev"

I erklæringen angives det hidtidige pantebrev, der danner grundlag for afgiftsnedsættelsen.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

Læs også:
BEREGNER
Med Skatteberegning 2023, kan du beregne skatten for indkomståret 2023. Da skatteberegneren har form af et Excel-regneark, er det muligt at gemme de indtastede oplysninger på din egen computer. Skal du beregne skatten for indkomståret 2022, skal du i stedet benytte Skatteberegning 2022.
,, Advokat Tommy V. Christiansen har gjort gældende, at der på intet tidspunkt rejses kritik af klienten, og at klienten selv må tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for en reaktion og i givet fald må anlægge en injuriesag.
En lejeindtægt fra udlejning af et værelse til beboelse vil i mange tilfælde være skattefri. Det gælder, uanset om du selv ejer din bolig eller er lejer.
,, I de løbet af de nævnte tre år har Østre Landsret afsagt i alt 162 domme i skattesager. I disse har den skattepligtige fået helt eller delvis medhold i 19 af sagerne. Det svarer til, at de skattepligtige har tabt 88% af sagerne.

I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, I en artikel i Berlingske Tidende afviser Dommerforeningens formand, at der er behov for specialisering ved domstolene.
,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.
SKAT er pr. 1. juli 2018 blevet splittet op i 7 styrelser: Skattestyrelsen, Toldstyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Gældsstyrelsen, Motorstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Administrations- og Servicestyrelsen.
,, Udlejes et sommerhus, som også benyttes privat, vil lejeindtægten ofte være skattefri. I visse tilfælde vil en del af lejen dog skulle beskattes.
,, Selvstændige, der driver deres virksomhed som et ApS eller et A/S, vil således igen kunne få omkostningsgodtgørelse, når en afgørelse fra SKAT indbringes for Landsskatteretten eller de almindelige domstole.
Kommuneskatte­procenterne bliver lagt til grund ved skatteberegningen for indkomståret 2023. Afgørende er, i hvilken kommune man havde bopæl den 5. september 2022.

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.