C.D.11.5.5 Undersøgelse af om der er uafhængige eksterne sammenlignelige transaktioner
Findes der ikke interne uafhængige sammenlignelige transaktioner, skal det undersøges, om der er tilgængelige oplysninger om eksterne sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter.
De eksterne sammenlignelige transaktioner skal også opfylde kravet om uafhængighed. En ekstern transaktion kan derfor ikke bruges til at fastlægge armslængdepriser og -vilkår for en intern kontrolleret transaktion, hvis den har fundet sted mellem to eksterne parter, der er indbyrdes kontrollerede. Se TPG 3.25.
Søgningen efter eksterne sammenlignelige transaktioner skal ske med udgangspunkt i de sammenlignelighedsfaktorer, der er identificeret for den fastlagte kontrollerede transaktion under trin 1-3 i sammenlignelighedsanalysen. Se herom afsnit C.D.11.3.
Oplysninger om eksterne transaktioner kan blandt andet findes i virksomhedsdatabaser, rentedatabaser og royaltydatabaser samt lister fra aktie og råvarebørser mv. Se også afsnit C.D.11.5.7 Udvælgelse af de mest sammenlignelige uafhængige transaktioner eller aktiviteter om databaseundersøgelser.
Når der ikke findes sammenlignelige transaktioner
Nogle gange kan der hverken findes interne eller eksterne sammenlignelige transaktioner. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor begge parter anvender unikke immaterielle aktiver i forhold til den kontrollerede transaktion.
Den kontrollerede transaktion kan også være af en sådan koncernintern karakter, at der ikke kan findes sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter. Fx kan det være vanskeligt at finde direkte sammenlignelige uafhængige transaktioner, når der koncerninternt er tale om kombinerede eller fragmenterede transaktioner. Se herom TPG 3.10 og TPG 1.55.
Problemet kan ikke løses ved at erstatte kvalitet med kvantitet. Generelle brancheanalyser kan således ikke i sig selv stå i stedet for sammenlignelige transaktioner ved fastsættelse af priser og vilkår efter armslængdeprincippet. Se TPG 3.33.
Skyldes manglen på sammenligelige transaktioner, at de forbundne parter begge bidrager med unikke og værdifulde funktioner, immaterielle aktiver mv., eller at parterne udfører højt integrerede funktioner, der ikke genfindes hos uafhængige parter, kan armslængdepriser og vilkår for disse transaktioner fastsættes ved at anvende en Profit Split-metode. Se TPG 2.4, 2.59, 2.109, 3.39 og 6.203 - 6.212.
I andre situationer kan problemet med manglende sammenlignelige transaktioner løses ved, at dele den kontrollerede transaktion op i dens enkelte dele og finde sammenlignelige transaktioner for disse. En løsning kan også være, at slå flere kontrollerede transaktioner sammen og finde sammenlignelige transaktioner for denne samlede transaktion. Se TPG 3.9 - 3.12.
En markedsmæssig vilkårsfastlæggelse kan også simuleres gennem brug af økonomiske og finansielle modeller samt ved at inddrage forhold som parternes forhandlingsstyrke, realistisk tilgængelige alternativer mv.
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil