Afgørelse

Ophør

Ophør i et senere indkomstår

Ikke ophør

SKM2018.403.LSR

SKM2015.793.LSR

En landmand påtænkte at afhænde sin 100 pct. ejede vindmølle og i stedet erhverve andele på 33 1/3 procent og 8 2/3 procent i et interessentskab, der skulle drive nye vindmøller. Dispositionen blev af Landsskatteretten anset for ophør af virksomhed og opstart af ny virksomhed med deraf følgende skattemæssige konsekvenser.

SKM2012.680.SR

Virksomheden i et K/S ville ikke blive anset for ophørt ved salg af samtlige vindmøller i K/S'et, hvis der umiddelbart efter salget blev købt nye vindmøller og/eller vindmølleanlæg. Dog en konkret vurdering af tidsperiodens længde mellem salg og genkøb og af bestræbelserne for at fortsætte virksomheden.

Hvis der efter salget af vindmøller kun reinvesteres i en andel af en vindmølle eller i en andel af en vindmøllepark, må det afgøres ved en konkret vurdering, om virksomheden er videreført.

SKM2006.682.LSR

Landsskatteretten anså salget af en vindmølle for virksomhedsophør. En fortsættelse af virksomheden kunne ikke begrundes i en efterfølgende investering i et andet vindmølleinteressentskab med en ejerandel på 5 %.

SKM2002.118.LSR

Et selskab, der drev buskørsel, blev først anset for ophørt med virksomhed ved afhændelsen af den sidste bus.

TfS 1998, 374. VLR

Salg af kutter blev anset for virksomhedsophør.

TfS 1987, 2. HR

Højesteret fandt efter salget af en fiskekutter, at virksomheden var videreført, selv om der først blev købt en ny kutter ca. 1½ år senere.

LSRM 1981. 187

Salg af klagerens eneste fiskekutter blev anset for virksomhedsophør.

LSRM 1980. 104

Landsskatteretten anså salget af halvdelen af en fiskekutter for virksomhedsophør, idet sælger samtidig med salget opgav aktiv deltagelse i fiskeri.

LSRM 1977. 65

Landsskatteretten anså først virksomheden for ophørt ved salget af kutteren i 1973, selv om der ikke havde været driftsindtægter eller udgifter i 1972 og 1973 ved fiskeri.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.239.HR

Sagen vedrørte den skatteretlige kvalifikation af såkaldt disponibel kapacitet. Ved disponibel kapacitet forstås den tonnage (rumfang) og motorkraft, der knytter sig til et fartøj. Det er en betingelse for at drive erhvervsfiskeri, at et fiskefartøj er tildelt disponibel kapacitet. Skatteyderen i sagen havde ikke betalt for at få tildelt disponibel kapacitet fra myndighederne. Han ophørte i 2001 med at anvende fiskefartøjet til erhvervsfiskeri. Han solgte primo 2003 den disponible kapacitet og solgte først ca. 5 måneder senere fiskefartøjet. Skatteyderen mente, at salgssummen for disponibel kapacitet ikke kunne beskattes efter afskrivningslovens § 9, stk. 4 og 5. Højesteret tiltrådte, at det er den samtidige besiddelse af fartøj og disponibel kapacitet, der fører til, at fartøjet kan anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri og dermed udgør et afskrivningsberettiget aktiv i denne virksomhed. Dette gælder, uanset om der er ydet betaling for disponibel kapacitet, eller - som i sagen her - denne er modtaget uden betaling. Den disponible kapacitet må derfor anses som en del af driftsmidlet, der foretages skattemæssige afskrivninger på. Dermed skal der ved salg i forbindelse med virksomhedsophør ske beskatning i medfør af afskrivningslovens § 9. Dette gælder, uanset om driftsmidlet i form af fartøj og disponibel kapacitet sælges under et, eller der sker særskilt salg af fartøj og disponibel kapacitet.

Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.548.VLR 

SKM2007.37.HR

Et selskab solgte i 1999 sin virksomhed med produktion af printplader. Salgssummen blev berigtiget ved, at køberen over en 3-årig periode skulle betale en omsætningsbestemt ydelse. Ved virksomhedssalget havde selskabet en positiv driftsmiddelsaldo, som selskabet først trak fra i indkomstårene 2000 og 2001. Selskabet henviste til, at det efter salget havde noget edb-udstyr i behold, som var nødvendigt for at bogføre den omsætningsbestemte afgift, der var vederlag for overdragelsen af kundekartotek og goodwill. Landsretten fandt, at selskabets virksomhed ophørte ved salget i 1999. Videre bemærkede landsretten, at praksis efter den tidligere AL (afskrivningsloven) § 6, stk. 3, hvorefter der skulle være en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse, var videreført med den nye AL (afskrivningsloven) § 9, stk. 2. Højesteret henviste til SKM2002.484.HR og tiltrådte landsrettens dom.

Bemærk, at denne afgørelse stadfæster SKM2005.319.ØLR.

SKM2004.66.HR

Skatteyderens virksomhed i form af varelager, goodwill, firmanavn, telefonnummer, medarbejderforpligtelser og samtlige driftsmidler, bortset fra en kopimaskine og en skrivemaskine, blev solgt ved aftale af 3. september 1998. Den omstændighed, at skatteyderen beholdt kopimaskinen og skrivemaskinen kunne ikke føre til, at virksomheden ikke var ophørt i indkomståret 1998. Beskatningen af den negative driftsmiddelsaldo var derfor rigtig.

Stadfæster SKM2003.157.VLR

SKM2002.484.HR

Et selskab, der havde drevet finansieringsvirksomhed med udlejning af tv- og radioudstyr, og som havde overdraget den samlede kontraktportefølje bortset fra en enkelt lejekontrakt vedrørende udlejning af et TV og en video, blev anset for ophørt. Højesteret fandt, at virksomheden var ophørt ved overdragelsen af hovedparten af virksomhedens kontrakter, og at opretholdelsen af en enkelt kontrakt, og dermed et tabsfradrag i et senere år, måtte forudsætte en forretningsmæssig begrundelse for den successive afhændelse.

TfS 1984, 215 HR

Salg af en skibsanpart i april 1974 blev anset for virksomhedsophør, idet køb af en ny anpart i december 1974 ikke kunne betragtes som en videreførelse af den i april ophørte virksomhed.

Landsretsdomme

SKM2019.137.ØLR

Skatteyderen havde siden 1997 drevet en skrædderivirksomhed med anvendelse af virksomhedsordningen. I 2008 solgte han skrædderivirksomheden til et af ham nystiftet anpartsselskab.

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen efter afståelsen af skrædderivirksomheden fortsatte med at drive erhvervsmæssig virksomhed, eller påbegyndte en ny erhvervsvirksomhed og dermed fortsat kunne anvende virksomhedsordningen, eller om sagsøgeren efter afståelsen skulle ophørsbeskattes.

Byretten anførte, at virksomhedens årsrapporter ikke afspejlede aktiviteter i virksomheden, ud over besiddelse af et gældsbrev fra virksomhedsoverdragelsen. Herudover anførte byretten, at skatteyderen selv havde forklaret, at han - trods en hensigt om at videreføre den personligt drevne virksomhed - var blevet nødt til at bruge størstedelen af sin tid i anpartsselskabet grundet finanskrisen.

Byretten fandt herefter, at skatteyderen ikke uden nærmere dokumentation for sine aktiviteter havde løftet bevisbyrden for, at han fortsat drev erhvervsmæssig virksomhed i personligt regi i 2008 og 2009, eller at han påbegyndte en ny erhvervsvirksomhed inden udgangen af 2009. Det havde ikke betydning for denne vurdering, at skatteyderen fra 2013 realiserede sine udviklingsplaner for virksomheden.

Byretten fandt derfor, at skattemyndighederne med rette havde anset virksomheden for ophørt i 2008 og frifandt herefter Skatteministeriet.

Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat og bemærkede, at det, der var anført for landsretten, ikke kunne føre til et andet resultat. Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom.

SKM2006.293.ØLR

Et selskab gjorde gældende, at en positiv driftsmiddelsaldo ikke skulle trækkes fra i 1998, men først i 1999, idet selskabet i 1998 fortsat havde driftsmidler i behold. Landsretten lagde til grund, at selskabets virksomhed ophørte i 1995, og at de eneste driftsmidler, der var i behold i 1998, var et softwaresystem, og nogle forskellige driftsmidler placeret i en fast ejendom, der af Landsretten blev anset for solgt i 1998. For så vidt angår softwaresystemet fandt landsretten, at der ikke var godtgjort nogen forretningsmæssig begrundelse for at beholde dette efter 1998. Selskabet skulle derfor fratrække den positive driftsmiddelsaldo i indkomståret 1998.

SKM2003.157.VLR

Den omstændighed, at sagsøgeren i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse havde beholdt en kopimaskine og en skrivemaskine, kunne ikke føre til, at hele virksomheden ikke skulle anses for afstået i aftaleåret. Derfor skulle den negative driftsmiddelsaldo beskattes i aftaleåret.

TfS 1998, 374. VLR

En kutterejers virksomhed blev anset for ophørt ultimo 1993 i forbindelse med salget af kutteren, selvom ejeren i marts 1994 erhvervede en ny kutter, der efter reglerne i VOL (virksomhedsomdannelsesloven) blev indskudt i et partrederi (ApS). Landsretten lagde ved afgørelsen til grund, at ejerens personlige virksomhed ikke kunne anses for omdannet efter VOL (virksomhedsomdannelsesloven), at kutteren var erhvervet af partrederiet, samt at ejeren alene var ansat i virksomheden.

TfS 1984, 530, VLR

Et lodseris overgang til reguleret lodseri blev anset som ophør af virksomhed. Retten lagde vægt på, at lodsernes årsindtægt efter overgangen helt eller i det væsentligste ville være uafhængig af lodseriets driftsresultat, og at samtlige lodseriets aktiver var afhændet, uden at der ville blive tale om ny- eller genanskaffelser. Fortjeneste ved salg af lodsbåd blev herefter beskattet efter reglerne om ophør af virksomhed.

UfR 1977.913 ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et salg af en andel i motortankskib skulle anses for ophør af virksomhed, eller om salget skulle betragtes som afhændelse af en skibsandel i en virksomhed. Landsretten udtalte, at hvor en skatteyder har afhændet en andel af et motortankskib og forsat har en anpart i en fiskekutter, må det, for at det pågældende salg kan anses for virksomhedsophør, forudsættes, at skatteyderen har været aktiv i forbindelse med driften af skibene. Da dette ikke var tilfældet, tiltrådte landsretten, at afhændelsen af skibsandelen skal vurderes som salg af et driftsmiddel fra en samlet virksomhed.

Byretsdomme

SKM2009.259.BR

En skatteyder, der drev virksomhed med både autoophug og autoværksted, overdrog ophugningsvirksomheden, men ikke autoværkstedet, som udgjorde den mindste del af virksomheden. Skatteyderen beholdte den del af bygningerne, hvorfra autoværkstedet blev drevet. Skatteyderen fik efter bevisførelsen medhold i, at virksomheden ikke var ophørt med overdragelsen af ophugningsvirksomheden, idet skatteyderen efter overdragelsen fortsat rådede over driftsmidler og varelager til autoværkstedet og faktisk fortsatte med at drive det efter overdragelsen. Der var i forbindelse med salget fastsat goodwill og indgået en konkurrenceklausul.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

I slutningen af 2009 besluttede bestyrelsen og ejerne at sætte selskabet til salg. Ledelsen udarbejdede efterfølgende planer for hhv. salg af det samlede selskab og patenterne alene. Derudover blev der udarbejdet en plan for at tilpasse omkostningerne, så de matcher den nye situation med primær fokus på at sælge selskabet. Planerne blev godkendt på det efterfølgende bestyrelsesmøde. På den ekstraordinære generalforsamling den 11. december 2009 bakkede ejerne planerne op ved at yde selskabet et lån på 9,7 mio. kr.

Den 10. august 2010 blev selskabets patenter solgt til G4, og selskabet er herefter ophørt med at drive virksomhed i relation til […] mv. Selskabets anvendelse herefter af en mobiltelefon og en bærbar PC, samt i et vist omfang selskabets computere placeret på G1, skete primært i relation til selskabets erhvervelse af en udlejningslejlighed den 6. oktober 2010, og er herefter uden forbindelse til den ophørte virksomhed.

Det forhold, at selskabet herefter beholdt ’EDB-udstyr, hardware’, indtil den 1. maj 2012, hvor det blev overdraget for 5.000 kr. til G6/ved selskabets tidligere direktør, som havde været ansat fra 1. august 2010 frem til 23. marts 2011, hvor selskabet blev solgt til G2 ApS og det forhold, at selskabets servere blev skrottet primo 2013, kan således ikke anses for forretningsmæssigt begrundet i forhold til den ophørte virksomhed. Der henvises bl.a. til SKM2015.793.LSR.

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i afskrivningslovens § 9, stk. 2, er bestemmelsen i overensstemmelse med den hidtidige praksis for successiv afhændelse af driftsmidler i forbindelse med virksomhedsophør.

Det er herefter med rette, at den positive driftsmiddelsaldo i overensstemmelse med hidtidig praksis er henført til fradrag i indkomståret 2010, idet den ikke forretningsmæssigt begrundede disposition ikke kan udskyde fradragstidspunktet, jf. Højesterets domme i TfS2002, 788 og TfS 2007, 77.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.

SKM2018.403.LSR

Afhændelsen af en gammel vindmølle og geninvestering i et I/S, der drev vindmølle, og hvor klager ejede 40% og var aktiv i driften, kunne efter en konkret vurdering ske, uden at der skulle statueres virksomhedsophør og start af ny virksomhed.

SKM2015.793.LSR

En landmand påtænkte at afhænde sin 100 pct. ejede vindmølle og i stedet erhverve andele på 33 1/3 procent og 8 2/3 procent i et interessentskab, der skulle drive nye vindmøller. Dispositionen blev af Landsskatteretten anset for ophør af virksomhed og opstart af ny virksomhed med deraf følgende skattemæssige konsekvenser.

SKM2015.132.LSR

For så vidt angår spørgsmålet, om selskabet efter AL § 3, nr. 1, kan anses for at have én eller to virksomheder, følger det af SKATs juridiske vejlednings afsnit C.C.6.3 Ophør med erhvervsvirksomhed. og C.C.2.4.2.4.3.3 Salg eller ophør af virksomhed, at dette i afskrivningsmæssig henseende beror på en konkret vurdering, og at der ved denne vurdering tages udgangspunkt i, hvad der i almindeligt sprogbrug forstås ved en virksomhed, herunder om der er fælles regnskabsføring, saldoafskrivning, administration, indkøb mv.

Landsskatteretten fandt, at uanset at der udøves to funktioner, er der tale om én virksomhed. Retten lagde herved vægt på, at virksomheden er udøvet i et selskab på én lokalitet, og at der er udarbejdet ét regnskab, hvor der ikke er foretaget regnskabsmæssig opdeling på de to omhandlede funktioner. Det forhold, at der er to direktører - én for hver funktion - kan endvidere ikke føre til en betragtning om, at der er tale om mere end én virksomhed.

SKM2014.809.LSR

En landmand drev virksomhed med landbrug og virksomhed med udlejning af maskiner.

Virksomhederne måtte bedømmes hver for sig i forhold til erhvervsmæssig drift.

Landbrugsvirksomheden, som var underskudsgivende, kunne ikke anses for erhvervsmæssigt drevet.

Da virksomhed med udlejning af maskiner indgik i klagerens regnskab for de påklagede år, og da denne udlejningsvirksomhed ikke blev anset for en del af klagerens landbrugsvirksomhed, blev den talmæssige opgørelse overladt til SKAT.

SKM2014.112.LSR 

Drift af landbrugsejendom med bortforpagtning af jordtilliggende og drift af stutteri anset som to selvstændige virksomheder. Stutteriet ikke anset som erhvervsmæssigt drevet. 

SKM2006.564.LSR

En kommanditist havde igennem årene 1999-2001 successivt nedbragt sin ejerandel i et kommanditselskab fra 7 % til 0 %. Kommanditisten blev i relation til AL (afskrivningsloven) § 9 anset for at være ophørt med virksomhed i 2001, hvor den sidste anpart blev solgt.

SKM2001.158.LSR

Et selskabs aktivitet bestod i aktiv skibsdrift af egne og andre skibe med tilhørende administration, økonomistyring, egen regnskabsudarbejdelse mv. Selskabet ejede herudover nogle skibsanparter i et kommanditselskab. Selskabet afhændede skibsanparterne. Landsskatteretten fandt, at selskabet i relation til skibsanparterne alene måtte anses for at have været passiv deltager. Afhændelsen af skibsanparterne blev derfor anset for at være afhændelse af en virksomhed. Landsskatteretten henviste i forbindelse hermed til afgørelsen i UfR 1977.913 ØLR.

TfS 1989, 510. LSR

En skatteyders passive investering i andele i to forskellige investeringsselskaber, der udlejede driftsmidler, blev anset for en samlet virksomhed, hvorfor salget af den ene andel skulle fragå den fælles driftsmiddelsaldo.

TfS 1988, 689. LSR

En skatteyder ejede anparter i to forskellige interessentskaber indenfor Investorgruppen Danmark I/S. Begge interessentskaber udlejede driftsmidler og havde ikke fælles regnskabsføring og administration. I 1985 opløstes det ene interessentskab, da dets driftsmidler var solgt, og skatteyderen opnåede herved en fortjeneste. Landsskatteretten fandt, at hovedreglen, om at der skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt der var tale om en eller flere virksomheder, skulle fraviges, når der var tale om passiv kapitalanbringelse. Da skatteyderen ikke havde deltaget aktivt i driften, måtte hans deltagelse i virksomhederne antages at udgøre en virksomhed med den virkning, at fortjenesten skulle fragå i saldoværdien af hans øvrige anparter i driftsmidler. Landsskatteretten henviste i afgørelsen til UfR 1977.913 ØLR.

TfS 1985, 363 LSR

En advokats virksomhed med køb af udlejningsejendomme og administration heraf og hans erhverv som advokat og ejendomsadministrator i øvrigt blev anset for 2 virksomheder. LSR antog, at selv om administrationen af klienternes og advokatens egne ejendomme foregik under et, udøvede advokaten en sådan retlig råden over de ejendomme, han selv ejede, at disse aktiver måtte anses for at indgå i en virksomhed for egen regning, hvilket adskilte sig fra den ejendomsadministration, han foretog for sine klienter.

LSRM 1984. 74

Et selskab solgte den af selskabet hidtil drevne grossistvirksomhed til et kommanditselskab på vilkår, at selskabet fremtidigt skulle have 12 % af kommanditselskabets driftsoverskud. Landsskatteretten anså selskabets virksomhed for afhændet endeligt og i sin helhed, idet adgangen til en andel af overskuddet i kommanditselskabet, uden at være aktiv deltager heri, ikke kunne anses for en fortsættelse af den hidtil drevne virksomhed.

LSRM 1984. 73

Et lodseri havde hidtil haft pligt til at vedligeholde farvandsafmærkningerne i et bestemt område. Indtægter og udgifter i forbindelse med vagertjenesten (tjenester inden for havn, havbugsering, bjærgning og beredskab) var indgået i lodseriets regnskab. I forbindelse med en ny lodslov havde lodserne valgt at blive fritaget for pasning af sømærkerne og havde herefter solgt vagermateriellet til Farvandsdirektoratet. Landsskatteretten fandt, at funktionen vedrørende farvandsafmærkningen måtte anses for at have været knyttet til den i øvrigt fortsatte lodsvirksomhed, hvorfor afståelsen af vagermateriellet ikke kunne anses for ophør af virksomhed.

LSRM 1981. 25

En købmand, der bortforpagtede et supermarked og samtidig afhændede de til forretningen hørende driftsmidler, blev anset for ophørt med sin hidtidige virksomhed.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2015.501.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger kunne afskrive på en vindmølle, som et erhvervsmæssigt driftsmiddel. Vindmøllen blev anset for en selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, uanset at denne i mindre omfang leverede strøm til private formål.

Skatterådet bekræftede, at spørger kunne tage momsfradrag ved køb af en vindmølle, der leverer el til el-nettet og til spørgers ridehal, der anvendes til momspligtig virksomhed og private formål.

Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger kan tage momsfradrag ved køb af en vindmølle, der leverer el til el-nettet og til spørgers ridehal, der udelukkende anvendes til private formål.

Skatterådet bekræftede også, at når vindmøllen udgør en erhvervsmæssig virksomhed, kan virksomhedsskattelovens regler anvendes.

SKM2015.121.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgernes fulde skattepligt til Danmark, jf. KSL (kildeskatteloven) § 1, vil ophøre som følge af, at spørgerne flytter til USA.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgerne i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA skal anses for skattemæssigt hjemmehørende i USA.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgernes skattepligt til Danmark, jf. KSL (kildeskatteloven) § 1, vil ophøre som følge af, at spørgerne flytter til USA, såfremt spørgerne udelukkende benytter sommerhuset til ferieophold og således uden undtagelse bor på hotel, når spørgerne deltager i møder i Danmark med deres danske forretningsforbindelser.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgerne ikke vil blive beskattet af danske og udenlandske royaltyrettigheder i forbindelse med spørgernes fraflytning.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgerne ved deres aktiviteter i forbindelse med udlejningen af kontorfællesskab i Danmark bevarer et fast driftssted i Danmark, hvilket ville have bevirket, at spørgernes opsparede overskud under virksomhedsordningen ikke blev beskattet i forbindelse med spørgernes fraflytning fra Danmark.

SKM2013.658.SR

SKM2012.680.SR

Virksomheden i et K/S ville ikke blive anset for ophørt ved salg af samtlige vindmøller i K/S'et, hvis der umiddelbart efter salget blev købt nye vindmøller og/eller vindmølleanlæg. Dog en konkret vurdering af tidsperiodens længde mellem salg og genkøb og af bestræbelserne for at fortsætte virksomheden.

Hvis der efter salget af vindmøller kun reinvesteres i en andel af en vindmølle eller i en andel af en vindmøllepark, må det afgøres ved en konkret vurdering, om virksomheden er videreført.

SKM2010.29.SR

Spørger drev virksomhed med udlejningsejendomme og vindmøller. Skatterådet fandt, at ejendommene og en ejerandel på 30 % i vindmølleanparter i K/S 11 hver for sig udgjorde en virksomhed. Spørger ejede endvidere direkte nogle enkelte vindmøller samt vindmøllevirksomheden K/S E. Disse blev anset for én samlet virksomhed. Der blev herved henset til, at der er tale om samme type aktivitet, at spørger må anses for eneejer af begge virksomheder og til, at der har været foretaget fælles saldoafskrivning.

SKM2001.394.LR

Et selskab, der drev finansieringsvirksomhed ved udlån samt leasingvirksomhed med driftsmidler og fast ejendom, anmodede LR om at bekræfte, at driftsmiddelsaldoen i leasingvirksomheden ville kunne fratrækkes i selskabets skattepligtige indkomst, såfremt selskabet afstod alle sine leasingaktiver, hvorefter selskabet kun drev finansieringsvirksomhed ved udlån af penge. LR fandt, at den af selskabet drevne virksomhed udgjorde en virksomhed, således at ophør af leasingaktiviteten ikke medførte, at driftsmiddelsaldoen kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

TfS 1988, 287. LR

LR blev spurgt om, hvorvidt en smedemesters værksted og værkstedsejendom kunne anses for 2 virksomheder i relation til VSL (virksomhedsskatteloven). Samme smedemester spurgte videre om, hvorvidt hans udlejningsejendom med 5 lejemål og en udlejet ejerlejlighed kunne behandles som en virksomhed i relation til VSL (virksomhedsskatteloven). LR fandt, at værksted og værkstedsejendom udgjorde en virksomhed, og at udlejningsejendommen og ejerlejligheden udgjorde en anden virksomhed.