Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2015.717.HR

Landsretten fandt, at det var en læge personligt og ikke hans selskab, der var rette indkomstmodtager af et vederlag, idet arbejdet var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. Dette var ikke bestridt under anken til Højesteret.

Landsretten tog også stilling til spørgsmål om omgørelse jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 29, stk. 1, og betalingskorrektion, jf. § LL (ligningsloven) § 2. Højesteret stadfæstede dommen på disse punkter.

Dommen stadfæster SKM2014.846.ØLR, se denne. Spørgsmålet om rette indkomstmodtager var ikke bestridt under højesteretssagen.

SKM2015.262.HR

Sygedagpenge indgår ikke i virksomhedsindkomsten.

Sygedagpenge, der var udbetalt som led i en privat forsikring for selvstændigt erhvervsdrivende, skulle ikke indgå i virksomhedens indtægter. Sygedagpengene var derimod personlig indkomst uden for virksomheden, jf. SKM2003.416.ØLR.

Dette gjaldt, uanset om virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet eller ej.

Principiel dom.

Dommen stadfæster

SKM2014.587.ØLR.

SKM2012.97.HR

Et selskab A ApS, hvis anparter ved bedrageri var blevet overført til et andet selskab B BV, erhvervede under trussel om politianmeldelse selskabet B BV til langt under værdien. Denne fordel skulle ikke beskattes, fordi det blev lagt til grund, at der reelt kun var tale om en genopretning af A´s økonomiske stilling til situationen forud for bedrageriet.

Dommen ændrer SKM2010.404.ØLR.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder, kunne anses for at være indtægter ved "salg af ejendele" i SL (statsskatteloven) § 5, litra a´s forstand, eller om indtægten var skattepligtig efter SL (statsskatteloven) § 4.

Højesteret fandt, at transferindtægterne måtte anses for at være kompensation til klubben for, at den til fordel for den betalende klub opgav sine rettigheder i henhold til en ansættelseskontrakt, som klubben havde indgået med en spiller. Til- og afgang af spillere - og de hermed i nogle tilfælde forbundne udgifter - måtte anses for at indgå som en sædvanlig del af klubbens driftsaktiviteter med henblik på at optimere de sportslige og økonomiske resultater.

Højesteret fandt derfor, at transferindtægterne ikke vedrørte selve indkomstgrundlaget og ikke kunne anses for at være skattefri formuegevinst, der var fremkommet ved salg af ejendele. Indtægterne var således ikke skattefrie efter SL (statsskatteloven) § 5, stk. 1, litra a, men skattepligtige efter SL (statsskatteloven) § 4 som sædvanligt forekommende løbende indtægter. Transferudgifter kunne afskrives efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

(Tidligere instanser SKM2008.706.ØLR og SKM2006.466.LSR).

SKM2010.70.HR

En agent for to polske tekstilvirksomheder fandtes ikke at have løftet bevisbyrden for, at beløb, som virksomhederne løbende indsatte på hendes konti, ikke tilhørte hende og dermed ikke var skattepligtig indkomst for hende.

Stadfæster SKM2007.516.ØLR.

Se tilsvarende for senere indkomstår SKM2018.568.ØLR, som stadfæster SKM2016.194.BR. (Refereres ikke).

SKM2004.259.HR

Højesteret fandt, at udlodning fra Fondsbørsvekselerernes Garantiforening under afvikling var skattepligtig i medfør af SL (statsskatteloven) § 4.

SKM2004.87.HR

Udenlandsk indkomst

Højesteret fandt, at skatteyderen var skattepligtig af et større beløb, der var indbetalt fra hans tyske selskab til hans personlige virksomhed i Danmark.

SKM2002.547.HR

Fikseret lejeindtægt

Højesteret fastslog, at en ejer af en beboelsesejendom er skattepligtig af en skønnet lejeindtægt, hvis han overlader benyttelsen af ejendommen til en slægtning eller anden nærtstående vederlagsfrit eller til en leje, der ikke er uvæsentligt lavere end markedslejen.

Hjemlen findes i SL (statsskatteloven) § 4, litra b, 1. pkt., om skattepligt af bl.a. indtægt ved udlejning af fast ejendom - sammenholdt med 2. pkt., hvorefter lejeværdi af bolig i egen ejendom beregnes som indtægt for ejeren, uanset om ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej.

Principiel.

SKM2002.148.HR

Højesteret fandt, at et beløb, der var udbetalt til en skatteyder i forbindelse med, at han udtrådte af et interessentskab, i skattemæssig henseende måtte betragtes som indkomst, der var skattepligtig efter SL (statsskatteloven) § 4 og ikke som vederlag for goodwill.

TfS 1999, 86 HRD

Strafbar erhvervelse.

Gennem salg af stjålne paller havde skatteyderen haft en indtjening, som ikke var blevet konfiskeret i forbindelse med straffesagen.

Indtjeningen oversteg det erstatningskrav, som den bestjålne havde gjort gældende.

Med henvisning til, at skatteyderen faktisk havde opnået en fortjeneste, fandt Højesteret, at beløbet skulle beskattes, fordi det ikke i sig selv udelukker beskatning, at fortjeneste er erhvervet på grundlag af en strafbar handling.

Videresalgene havde karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, og de videresolgte europaller kunne ikke vindiceres (kræves tilbage af de retmæssige ejere).

Palledommen.

Principiel.

Landsretsdomme

SKM2021.331.VLR

Sagen drejede sig om, hvornår appellanten havde erhvervet endelig ret til et indestående på sin andelshaverkonto i leverandørselskabet, G1. Indeståendet på kontoen blev udbetalt i rater, hvis G1s repræsentantskab traf beslutning om at bemyndige bestyrelsen til at foretage udbetaling.

Retten i Herning havde fastslået, at appellanten først erhvervede endelig ret til indeståendet på hans andelshaverkonto, efterhånden som repræsentantskabet i G1 bemyndigede bestyrelsen til at foretage udbetalingen.

Retten henviste til, at indeståendet frem til dette tidspunkt var egenkapital i G1, og at repræsentantskabets beslutning, der fulgte af selskabets vedtægter, ikke kunne betragtes som en formalitet.

Vestre Landsret var enig i Retten i Hernings dom og begrundelsen herfor.

SKM2021.173.ØLR

Sagen angik, om en række pengeoverførsler, som skatteyderen havde modtaget fra sin bror i indkomstårene
2006 og 2007, skulle anses som værende skattepligtige gaver eller skattefrie lån.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de indsatte beløb
udgjorde lån.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

SKM2021.162.ØLR

Skatteyderne, der var i familie med hinanden, havde fået overført i alt 13 mio. kr. fra en ældre, velhavende kvinde. Landsretten tilsidesatte skatteydernes forklaring om, at der var tale om lån. Skatteyderne skulle derfor beskattes af overførslerne.

Landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, og at en partshøringsfejl ikke kunne føre til ugyldighed.

Byrettens domme blev på den baggrund stadfæstet.

SKM2021.44.VLR

Sagen angik, om en direktør og ultimativ ejer af et anpartsselskab skulle beskattes af udeholdte lønindtægter efter SL § 4, litra a, fordi det af selskabets reviderede og af generalforsamlingen godkendte årsregnskab fremgik, at selskabets ledelse, der alene bestod af direktøren, i regnskabsperioden 1. oktober 2010 - 30. september 2011 i alt havde modtaget 317.400 kr. i ledelsesvederlag.   

Vestre Landsret fandt, at direktøren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han ikke havde modtaget 317.400 kr. i ledelsesvederlag fra anpartsselskabet i den omhandlede periode, således som det fremgik af selskabets reviderede og af generalforsamlingen godkendte årsregnskab, og at oplysningerne i årsregnskabet derfor kunne lægges til grund af skattemyndighederne.

SKM2021.21.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellanten havde godtgjort, at 515.000 kr., som hun havde indsat på sin konto af 9 gange i 2013, var undtaget fra beskatning, enten fordi der var tale om midler, som allerede var beskattet eller mider, der var undtaget fra beskatning.  

Landsretten fandt det ikke at godtgjort, at de indsatte beløb var skatteåret 2013 uvedkommende. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at der ikke i appellantens forklaring eller i de fremlagte kontoudtog var dækning for, at appellanten skulle have hævet større kontantbeløb fra sin bankkonto for derefter senere at indsætte dem igen.   

SKM2020.488.VLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans danske bankkonto fra hans spanske selskab, eller om der var tale om tilbagebetaling af et lån.

For landsretten fremlagde skatteyderen regnskabsmateriale fra det spanske selskab, som viste, at skatteyderen havde et større tilgodehavende i selskabet.

Vestre Landsret frifandt Skatteministeriet med henvisning til byrettens præmisser, og landsretten udtalte i den forbindelse, at det spanske regnskabsmateriale ikke kunne føre til et andet resultat, idet regnskabsmaterialet ikke vedrørte de konkrete år, hvor lånet skulle være henholdsvis ydet og tilbagebetalt.

Dommen stadfæster byrettens dom i SKM2019.157.BR.

SKM2020.456.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række beløb overført fra sagsøgerens selskaber til sagsøgeren og dennes ægtefælle samt andre beløb indsat på sagsøgerens konto i perioden fra 2008-2011 var skattepligtig indkomst.

Spørgsmålene i sagen var, om sagsøgeren havde løftet bevisbyrden for, at de indsatte og overførte beløb ikke havde karakter af skattepligtig indkomst, og om overførslerne fra selskaberne kunne foretages skattefrit efter de dagældende regler om kapitalejerlån (anpartshaverlån).

Landsretten tiltrådte, at der påhvilede appellanten en skærpet bevisbyrde for, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler eller var skattefrie. Landsretten tiltrådte videre, at appellanten ikke havde løftet denne skærpede bevisbyrde, for så vidt angik indsætningerne i indkomstårene 2008-2010, idet landsretten dog nedsatte beskatningen med 90.000 kr. i indkomståret 2009 og 14.500 kr. i indkomståret 2010.

Landsretten tiltrådte desuden, at indsætningerne heller ikke kunne anses for skattefri aktionærlån, da appellanten ikke havde godtgjort, at han var solvent på lånetidspunkterne.

For så vidt angik indkomståret 2011, hjemviste landsretten skatteansættelsen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Dommen stadfæster principperne for ansættelsen i SKM2019.60.BR, men ikke beløbenes størrelse.

SKM2020.316.ØLR

Sagen omhandlede, hvorvidt appellanten var skattepligtige af indsætninger på tre udenlandske konti.

Appellanten blev stoppet i en rutinemæssig kontrol ved G1-havn, hvor der blev fundet tre bankbøger til udenlandske konti samt et hævekort, der var udstedt i appellantens navn.

Landsretten fandt, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at han ikke var ejere af beløbene, og at beløbene i stedet tilhørte hans far.

Landsretten fandt samtidig, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af appellantens indkomst, idet de afgivne forklaringer og erklæringer om, at beløbene på kontiene tilhørte eller i hvert fald hidrørte fra appellantens far, ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af overførselskvitteringer eller anden tilsvarende dokumentation. 

Dommen stadfæster SKM2019.382.BR.

SKM2020.252.ØLR

Udeholdt omsætning - kontroloplysninger - manglende dokumentation for fradragsret

Sagen vedrørte en autoforhandler, som havde bogført lavere salgspriser for 39 biler og motorcykler end de salgspriser, som autoforhandleren havde oplyst over for et finansieringsselskab. SKAT havde anset de oplyste salgspriser hos finansieringsselskabet som de reelle og forhøjede på den baggrund selskabets indkomst.

I anden række angik sagen dokumentation for fradragsret for køb af køretøjer.

Sagen for landsretten angik alene spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ske nedsættelse af overskud for appellanten med dels 1.260.000 kr., svarende til fradrag for køb af 8 motorkøretøjer, og dels med 764.341 kr. svarende til nedsættelse af omsætning i forbindelse med salg af ét motorkøretøj.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at appellanten skulle føre et sikkert bevis, idet der var konstateret betydelige uregelmæssigheder i virksomhedens bogførings- og regnskabsforhold, som appellanten var ansvarlig for, herunder forelå der ikke bogføring vedrørende ind- eller udbetalingstransaktioner eller et kasseregnskab i virksomheden.

Landsretten fandt herefter, at appellanten ikke havde ført et sikkert bevis for, at han havde afholdt fradragsberettiget udgifter, ligesom der heller ikke var grundlag for at meddele ham et skønsmæssigt fradrag.

Landsretten fandt samtidig, at appellanten ikke havde godtgjort, at salgssummen reelt var et mindre beløb end det anførte i en salgsslutseddel, til trods for at appellantens forklaring herom var understøttet af en vidneforklaring.

Dommen stadfæster SKM2019.174.BR.

SKM2018.568.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, herunder om beløb betegnet "other costs" ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL (statsskatteloven) § 4.

Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens indkomst med det samlede beløb af indsætningerne fratrukket et skønsmæssigt ansat fradrag for transportudgifter. Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for, at afgørelsen kunne tilsidesættes, herunder at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL § 4.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at der måtte være en retsbeskyttet forventning hos hende om, at hun ikke ville blive beskattet af indsætningerne. 

Dommen stadfæster SKM2016.194.BR.

Se ovenfor under SKM2010.70.HR, om tidligere indkomstår. 

SKM2018.301.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var rette indkomstmodtager af indkomsten fra en hundekennelvirksomhed. Skatteyderen havde forud for de omhandlede indkomstår 2008 og 2009 drevet hundekennelvirksomhed og havde i 2006 erhvervet en ejendom i Y1-by med henblik på videre drift af virksomheden.

I sagen gjorde skatteyderen gældende, at hun ikke var rette indkomstmodtager, idet hun ikke havde drevet hundekennelvirksomhed i indkomstårene 2008 og 2009. Hun anførte, at hun - som følge af bl.a. sygdom og manglende lyst - havde overdraget hundene til sin tidligere kæreste LJ, som i stedet var rette indkomstmodtager.

Til dokumentation for sin påstand havde skatteyderen fremlagt en håndskrevet overdragelsesaftale mellem hende og LJ vedrørende LJ's vederlagsfrie erhvervelse af skatteyderens hunde. Yderligere søgte skatteyderen at løfte sin bevisførelse gennem vidneforklaringer.

Byretten havde som første instans efter en samlet vurdering i fundet, at skatteyderen havde drevet virksomhed med opdræt og handel med hvalpe i de omhandlede indkomstår.

Retten lagde i afgørelsen vægt på, at skatteyderen tidligere havde drevet hundekennelvirksomhed, at hun havde opnået tilladelse fra Y1 Kommune til at drive sådan virksomhed, og at hun stod anført som ejer af hundene på parringsbeviser og som sælger på købsaftaler. Desuden lagde retten vægt på, at der på skatteyderens konto var indsat beløb, der ubestridt stammede fra salg af hunde.

På denne baggrund fandt byretten ikke, at den håndskrevne overdragelsesaftale mellem skatteyderen og LJ kunne lægges til grund i sagen. Desuden udtalte retten, at de afgivne vidneforklaringer ikke kunne føre til et andet resultat.

For landsretten forklarede skatteyderen yderligere, at opdrættet af hvalpe var sket ved foderværter, som forestod pasningen. Dette fandt landsretten dog ikke afgørende. Retten stadfæstede derfor byrettens dom, hvorefter skatteyderen blev anset for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed og dermed for at være rette indkomstmodtager af indkomsten fra hundekennelvirksomheden.

Dommen stadfæster SKM2017.350.BR.

SKM2017.366.VLR

Et selskab skulle beskattes af en fikseret jagtleje ved at have stillet selskabets jagtarealer til rådighed for ægtefællen til selskabets eneanpartshaver og for et jagtkonsortium, som ægtefællen var deltager i.

Da selskabet ikke havde registreret indtægter af jagtretten, og da det ikke i øvrigt var godtgjort, at driften af jagtarealerne havde tilgodeset andet end ægtefællens personlige interesse for jagt, lagde landsretten til grund, at  ægtefælle havde disponeret over jagtretten på en måde og i et omfang, der svarer til en ejers, og at der ikke var ydet selskabet vederlag herfor.

Den omstændighed, at ægtefællens deltagelse i jagten var begrænset af hans helbredsmæssige forhold, kunne efter indholdet af de lægelige oplysninger om hans mobilitet og almene velbefindende ikke føre til en anden vurdering.

Da jagtretten således vederlagsfrit havde været stillet til ægtefællens rådighed, skulle selskabet beskattes af et beløb svarende til markedsværdien af jagtretten i medfør af SL (statsskatteloven) § 4 og LL (ligningsloven) § 2.

Dommen stadfæster SKM2016.337.BR.

Se om aktionærens forhold SKM2017.332.VLR.

Et selskab havde fra det angolanske finansministerium modtaget et større millionbeløb på sin bankkonto. Selskabet havde herefter overført 57.936.421 kr. til dels en navngiven person, dels en schweizisk bank og havde alene indtægtsført og selvangivet det resterende beløb på 20.050.838 kr.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet ikke havde erhvervet ret til hele det indsatte beløb, og selskabet skulle derfor også beskattes af det resterende beløb på 57.936.421 kr. Retten fandt endvidere, at skatteansættelsen af selskabet var foretaget rettidigt, idet selskabet ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skatteansættelsen ikke var korrekt, og at 6-måneders fristen i SKFL § 27, stk. 2, var overholdt.

Begge selskabets aktionærer var blevet forhøjet med maskeret udbytte svarende til deres ejerandel af det ikke-indtægtsførte beløb, og retssagen omhandlede endvidere den ene aktionær.

Retten udtalte, at det påhvilede aktionæren at godtgøre, at beløbet var afholdt i selskabets interesse, og at der ikke var tilflydt hende nogen økonomisk fordel. Retten fandt ikke denne bevisbyrde løftet.

Retten fandt endvidere, at aktionæren havde udvist grov uagtsomhed ved ikke at foranledige korrekt indberetning af indtægten til SKAT, som derfor havde været berettiget til at ændre skatteansættelsen ekstraordinært, jf. SKFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt imidlertid, at 6-måneders fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, var udløbet, da SKAT sendte varsel om forhøjelsen til aktionæren.

Skatteministeriet ankede dommen vedrørende selskabet, men ikke frifindelsen af aktionæren.

Landsretten fandt, at selskabet var nærmest til at oplyse, hvem der modtog pengene, ligesom det påhvilede selskabet at godtgøre, at det ikke havde erhvervet ret til hele det beløb, der var indsat på kontoen. Selskabet havde ikke løftet denne bevisbyrde.

Landsretten var desuden enig med byretten i, at fristen SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, var overholdt, og stadfæstede derfor dommen over selskabet. 

Dommen stadfæster SKM2015.425.BR.

En dansk advokat blev anset for skattepligtig af et beløb, som hendes samlever havde overført til hendes konto fra en jordansk bank, og som SKAT havde fået kendskab til gennem sit projekt Money Transfer. 

Dommen stadfæster SKM2015.382.BR.

En skatteyder blev anset for at være rette indkomstmodtager af knap 3 mio. kr., som var indsat på hans konto, og som stammede fra driften af en gulvvirksomhed.  

Skatteyderen påstod, at han havde udlånt sin bankkonto til en ven, der drev virksomheden.

Retten lagde vægt på en række omstændigheder, der talte for, at skatteyderen havde erhvervet ret til beløbet, og fandt derfor ikke, at han havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager.

Dommen stadfæster SKM2012.458.BR.

Se også SKM2015.37.BR (ikke refereret her).

I 2007 udstedte en virksomhed, "G1", fakturaer til en vognmandsforretning for i alt ca. 2,2 mio. kr. med tillæg af moms. Pengene blev sat ind på As bankkonto, men han forklarede, at det ikke var ham, der drev virksomheden, og at han derfor ikke skulle beskattes af indkomsten derfra.

Landsretten anførte, at betalingerne af fakturaerne var indsat på As bankkonto i Nordea. Han havde herefter bevisbyrden for, at han ikke havde drevet uregistreret personlig virksomhed. Denne bevisbyrde var ikke løftet alene ved hans, hustruens og sønnens forklaringer.

Landsretten henviste til, at der på fakturaerne var anført A og hans hustrus adresse, hvor sønnen også var tilmeldt. Det var imidlertid sønnens telefonnummer og e-mailadresse, der var anført på fakturaerne. En af virksomhedens kunder havde i overensstemmelse hermed forklaret, at det efter hans opfattelse var sønnen, der bestemte i G1. Kurator var i sin redegørelse vedrørende et selskab, som sønnen var involveret i, af samme opfattelse. Landsretten henviste også til, at sønnen var sigtet for som leder af et selskab at have begået forsætlig momsunddragelse for ca. 4,4 mio. kr.

Under disse omstændigheder og henset til, at der - bortset fra indbetalingerne på As bankkonto - ikke var fremkommet oplysninger, der støttede en antagelse om, at han, der var uddannet maskinarbejder og i 2007 modtog efterløn/fleksydelse, samtidig drev personlig virksomhed, tiltrådte landsretten, at han havde løftet sin bevisbyrde.

Sagen drejede sig om en række beløb, som skatteyderen havde modtaget gennem et internetbaseret pyramidespil.

Egentlige spillegevinster blev beskattet efter SL (statsskatteloven) § 4 f i det omfang, de ikke var skattefritaget, fordi de stammede fra spil, som var godkendt og kontrolleret i et EU-land eller EØS-land.

Beløb, der var modtaget for at hverve nye medlemmer, samt formidlingsprovision for at tømme virtuelle konti for andre blev også beskattet efter SL (statsskatteloven) § 4.

SKM2011.660.VLR

Skatteyderen var skattepligtig af værdien af en gratis tildelt mælkekvote.

Se tilsvarende SKM2001.466.LSR.

TfS 1998, 457 ØLD

Indtægter ved prostitution blev anset for at være skattepligtig indkomst.

Byretsdomme

►SKM2022.337.BR◄

►Sagen angik, hvorvidt sagsøger var den rette indkomstmodtager af indtægter ved salg af i alt fire hunde, der var solgt gennem en hundekennel, som sagsøger var registreret som ejer af. Sagen angik derudover,  hvorvidt sagsøger var berettiget til fradrag for driftsudgifter vedrørende de fire hunde, såfremt sagsøger blev anset for rette indkomstmodtager.

Retten fandt, at sagsøger ikke havde godtgjort, at indtægten ved salgene af hundene ikke var skattepligtig indkomst for sagsøger. Retten lagde vægt på, at sagsøger havde været registreret som ejer af den pågældende hundekennel, og at sagsøgers navn fremgik af hundekennelens hjemmeside og en faktura. Erklæringer og forklaringen fra sagsøgers ægtefælle kunne ikke føre til en anden vurdering, da sagsøger og ægtefællen var interesseforbundne parter.◄

►SKM2022.256.BR◄

►Sagen drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgernes skatteansættelser for indkomstårene 2014-2016, da sagsøgerne havde et negativt privatforbrug, når der blev bortset fra indsætninger på sagsøgernes bankkonti. 
Retten fandt, at der havde været grundlag for en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgernes indkomster for årene 2014-2016, da det opgjorte privatforbrug var meget lavt, og da der var indsat større kontante beløb, som sagsøgerne ikke havde godtgjort, udgjorde skattefri midler eller allerede beskattede midler.

Dertil havde sagsøgerne ikke godtgjort, at de havde finansieret deres privatforbrug med en fælles privat formue, som stammede fra salg af et sommerhus i Y2-land.

Efter forklaringerne fra sagsøgerne og vidnerne fandt retten endvidere, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urimeligt resultat. Skatteankenævnet havde ved skønnet taget højde for de konkrete forhold, herunder at en del af huslejeudgifterne blev henført til en tredje lejer, at husstanden bestod af to voksne og et barn, og at familien ikke havde en bil. Endelig var skønnet understøttet af oplysninger fra Danmarks Statistik.◄

►SKM2022.162.BR◄

►Spørgsmålet var om sagsøgeren skulle beskattes af større, kontante beløb svarende til ca. 400.000 kr., som sagsøgeren i 2014 og 2015 havde overført til udlandet.

Kontanterne var ifølge sagsøgeren opsparet henover en årrække, idet sagsøgeren selv og hendes familiemedlemmer løbende havde hævet og lagt kontanterne til side, som blev opbevaret i en bankboks til brug for opsparingen. Desuden gjorde sagsøgeren gældende, at hun havde taget et lån fra sin søsters mand. Kontanterne blev ifølge sagsøgeren overført til sagsøgerens familiemedlemmer i udlandet til brug for bl.a. at bygge et hus til sagsøgerens mor.

Henset til størrelsen af de overførte beløb, som sagsøgeren havde i sin besiddelse, og da der ikke forelå nogen objektiv dokumentation for de kontanter, som blev sendt til udlandet, fandt byretten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene stammede fra allerede beskattede midler.

Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens skatteansættelse.

Idet sagsøgeren ikke havde selvangivet beløbene, havde skattemyndighederne desuden været berettiget til at foretage ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. ◄

►SKM2022.84.BR◄

►På baggrund af kontante indsætninger på i alt 1 mio. kr. havde skattemyndighederne skønsmæssigt forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst med i alt 800.000 kr. og momstilsvaret for sagsøgerens enkeltmandsvirksomhed med i alt 200.000 kr. for indkomstårene 2013 og 2014.

Retten fandt det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at 800.000 kr. af de indsatte beløb hidrørte fra allerede beskattede midler eller i øvrigt fra de omhandlede bankkonti. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring ikke var underbygget af objektiv konstaterbar dokumentation eller oplysninger af objektiv karakter, løbende opgørelser over beholdning af kontante midler eller lignende. For så vidt angik de resterende 200.000 kr. fandt retten det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at der var tale om kontante lån fra sagsøgerens børn.

Retten fandt ikke, at skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelser var uberettigede, udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.◄

►SKM2022.81.BR◄

►Sagerne angik overordnet fire problemstillinger.

For det første om der forelå inhabilitet hos en af de medarbejdere hos Skattestyrelsen, som behandlede sagsøgerens skatteansættelser, og om dette i givet fald bevirkede ugyldighed af Skattestyrelsens afgørelser herom.

For det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans konto.

For det tredje om sagsøgeren var skattepligtig af en række hævninger foretaget på kontoen tilhørende et selskab, som han var ultimativ ejer af.

Og for det fjerde om sagsøgeren var berettiget til et fradrag på 125.000 kr. for et påstået tab på unoterede aktier.

Retten fandt, at det efter bevisførelsen ikke var godtgjort, at den pågældende medarbejder hos Skattestyrelsen havde haft en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller at der i øvrigt forelå omstændigheder, som var egnede til at vække tvivl om hendes upartiskhed i relation til behandlingen af sagen. Skattestyrelsens afgørelser var derfor allerede af denne grund ikke ugyldige på grund af inhabilitet.

Retten fandt videre, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne på hans konto hidrørte fra allerede beskattede eller skattefrie midler, hvorfor indsætningerne var skattepligtig indkomst for ham, jf. SL (statsskatteloven) § 4, litra a.

For så vidt angår hævningerne på en konto tilhørende et selskab, som sagsøgerne var ultimativ ejer af, fandt retten, at det ikke var godtgjort, at hævningerne var foretaget i selskabets interesse. De hævede beløb var derfor skattepligtig indkomst for sagsøgeren, jf. LL (ligningsloven) § 16 A, stk. 1.

Slutteligt fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne opnå fradrag for et påstået tab på unoterede aktier, idet han ikke havde fremlagt nogen dokumentation for indskuddet i selskabet eller redegørelse for tabet i øvrigt.◄

SKM2021.290.BR

Sagen angik for det første, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017, for det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, der blev indsat på hans fars konto, og for det tredje om skattemyndighederne havde overholdt ligningsfristen for indkomståret 2016.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist eller sandsynliggjort, at hans skattepligt til Danmark skulle være ophørt i indkomstårene 2016 og 2017.

Efter sagsøgerens forklaring lagde retten til grund, at de omhandlede indbetalinger til sagsøgerens fars bankkonto vedrørte sagsøgeren. Efter bevisførelsen kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at der var tale om lån til sagsøgeren, herunder at en del af midlerne skulle være videreformidlet som lån til andre. 

En skatteyder havde ikke godtgjort, at midlerne i et depot i en schweizisk bank ikke tilhørte ham, og
skatteyderen skulle derfor beskattes af værditilvæksten af indeståendet i depotet. Skatteyderen havde
desuden ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige opgørelser af denne værditilvækst.
Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser var opfyldt.

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række indsætninger på en konto, hvor skatteyderen var registreret som kontoindehaver i 2012 og 2013, samt en konto hvor skatteyderen alene var registreret som medkontoindehaver i 2013.

Retten bemærkede indledningsvist, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at indsætningerne ikke tilhørte denne.

Retten fremhævede, at der for en del af indbetalingerne på skatteyderens konti var henvist til fakturanumre, mens andre af indbetalingerne var sket ved bankoverførsler, indsatte checks og kontanter, samt at indbetalingsmønstret på den konto, hvor skatteyderen alene var medkontoindehaver, svarede til mønstret på den konto, hvor skatteyderen var eneste kontohaver.

Retten fandt herefter ikke, at skatteyderen alene ved sin egen og sin ægtefælles forklaringer havde løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst, hvorfor der var grundlag for at beskatte skatteyderen som sket.

På baggrund af de omstændigheder, der havde ført til, at indsætningerne var skattepligtige, fandt retten, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at sikre, at indsætningerne på sine konti blev indberettet til skattemyndighederne.

Skatteministeriet havde således været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af en række kontante indsætninger på hans bankkonto på i alt 1.737.543 kr. i indkomstårene 2012 til 2014.

Skatteyderen gjorde gældende, at størstedelen af indsætningerne stammede fra hævninger fra hans MasterCards, som herefter var genindsat på bankkontoen, samt at en mindre del stammede fra lån, tilbagebetaling af udlæg og indbetaling af depositum. Skatteyderen havde under sagens forberedelse bl.a. fremlagt kontoudskrift for hævninger fra ét MasterCard, hvoraf fremgik at der i perioden 2012-2014 var hævet ca. 839.000 kr.

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de kontant indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte bl.a., at der kun i meget begrænset omfang var tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem de kontante indsætninger og hævningerne fra det ene Mastercard, og at der ikke i øvrigt var bilag i sagen, der relaterede sig til indsætningerne på ca. 1,7 mio. kr. Retten bemærkede, at der var konstateret yderligere indsætninger på skatteyderens bankkonto, som ikke var indeholdt i SKATs forhøjelse, hvorfor SKATs forhøjelse måtte anses for konservativ. Retten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at nedsætte SKATs forhøjelse på baggrund af indbetalingen af depositum.

Endelig fandt retten, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, derfor var opfyldt.

Retten fandt, at skatteyderen havde haft indtægter fra kokainsalg, og at sådanne indtægter er skattepligtige efter SL (statsskatteloven) § 4.

Retten fandt desuden, at skattemyndighederne havde foretaget et lempeligt skøn, og at der ikke forelå et sikkert grundlag for at fastslå, at det udøvede skøn skulle være åbenbart urimeligt.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort, at en indsætning på 65.000 euro på sagsøgerens bankkonto i 2014, var undtaget fra beskatning, fordi indsætningen vedrørte refusion af et udlæg, som sagsøgeren personligt havde afholdt for et Y1-landsk selskab.  

Retten fandt det ikke godtgjort, at det indsatte beløb på 65.000 euro ikke var skattepligtigt. Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå objektive beviser, der understøttede sagsøgerens forklaring om, at beløbet udgjorde tilbagebetaling af udlæg, som han personligt havde foretaget på vegne af det Y1-landske selskab. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt, og at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5.  

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014, som skattemyndighederne havde foretaget på grundlag af en privatforbrugsopgørelse for sagsøgerens husstand, der udviste et negativt privatforbrug for husstanden i de pågældende indkomstår.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren i årene 2000-2012 havde sparet 600.000-700.000 kr. op i kontanter, som han havde brugt til at finansiere sit privatforbrug i 2013 og 2014.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse af husstandens privatforbrug, som var baseret på dels faktiske konstaterede udgifter, dels et skøn, var fastsat for højt.

Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at en del af den skønsmæssige forhøjelse, som var foretaget på baggrund af en opgørelse af husstandens privatforbrug, skulle henføres til sagsøgerens ægtefælle og ikke som sket udelukkende til sagsøgeren.

Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en lang række overførsler og kontantindsættelser på sagsøgerens bankkonto. Retten fastslog, at bevisbyrden - efter de anførte oplysninger om sagsøgers indtægtsforhold - påhvilede sagsøgeren. Retten fandt, at sagsøgeren hverken havde godtgjort, at indsættelserne udgjorde lån, som var ydet til ham af en række personer i det Y1-land miljø, eller donationer til Y1-land Forening.

Sagen angik endvidere, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en række foretagne valutavekslinger. Retten lagde til grund, at de pågældende vekslinger var foretaget af sagsøgeren. Efter vekslingernes beløbsmæssige størrelser sammenholdt med oplysninger om sagsøgers beregnede privatforbrug, fandt retten, at skattemyndighederne havde haft fornødent grundlag for at foretage den omhandlede forhøjelse af sagsøgeres indkomst.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen personligt - og ikke et i Y3-land indregistreret selskab - var rette indkomstmodtager af indtægter oppebåret ved såkaldt affiliate virksomhed.

Sagen angik dels indsætningerne på sagsøgerens bankkonto.

For så vidt angår indsætningerne på sagsøgerens bankkonto fandt retten, at der i mangel af dokumentation for det modsatte ikke var grundlag for ikke at anse de pågældende indsætninger som skattepligtig indkomst.

Selskabet havde ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015. Der var heller ikke grundlag for at indrømme selskabet fradrag for "sorte" udgifter til en underleverandør.

Skatte- og momspligtig af indsætninger på bankkonti i 2012. Der var i 2012 indsat i alt 1.688.367,91 kr. ved fem forskellige bankoverførsler.

Skatteyderen gjorde gældende, at fire af indsætningerne var foretaget af hans to brødre og en ven, at den femte indsætning hidrørte fra et lån fra et selskab ejet af samme ven, men at alle beløbene blev tilbagebetalt af skatteyderen, og at de derfor ikke var erhvervsmæssig omsætning. Under sagens forberedelse fremlagde skatteyderen en række dokumenter vedrørende optagelse og tilbagebetaling af lån.

Retten fandt, at skatteyderen skulle bevise, at indsætningerne ikke var skatte- og momspligtig omsætning, og at denne bevisbyrde på grund af skiftende forklaringer og generelt unormale forhold var skærpet. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte, at de afgivne forklaringer ikke fandt støtte i objektive kendsgerninger, og at indsætningerne derfor af skattemyndighederne med rette havde været betragtet som omsætning fra uregistreret virksomhed.

Sagsøgeren havde i 2010-2012 drevet uregistreret virksomhed. Retten fandt, at han ikke var berettiget til skatte- og momsmæssigt tabsfradrag for vederlag og moms af en række fakturaer. Sagsøgeren opfyldte ikke betingelserne for fradrag, herunder at han oprindeligt havde indtægtsført vederlagene og angivet moms, samt at han havde forfulgt kravene på effektiv vis.

Ikke rette skatte- og momssubjekt - bevisbyrde.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen var ejer af en enkeltmandsvirksomhed, og om hun derfor skulle beskattes af virksomhedens overskud og afkræves momstilsvaret.

Byretten fandt, at da hun havde været registreret som ejer af enkeltmandsvirksomheden, påhvilede der hende en streng bevisbyrde for, at hun ikke skulle anses for rette skatte- og momssubjekt.

Retten lagde til grund, at hendes bror havde drevet sin tidligere virksomhed videre på stort set samme måde som tidligere i den virksomhed, som hun havde ladet registrere, herunder at virksomheden blev drevet videre inden for samme branche som tidligere, at dette skete under stort set samme navn, at det skete ved brug af de tidligere anvendte telefonnumre, samt at hendes bror stadig var kontaktperson for den registrerede virksomhed.

Retten lagde også til grund, at hun stort set ikke havde haft noget med ledelsen og driften af virksomheden at gøre, at hun i det omhandlede indkomstår var studerende, at hun i det omhandlede indkomstår i stort omfang havde andet fritidsarbejde, samt at hun ikke havde modtaget midler fra virksomheden.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at hun ikke havde haft en økonomisk og ledelsesmæssig indflydelse, der svarede til den formelle registrering, og at hun derfor havde løftet sin strenge bevisbyrde. 

Sagen angik, om skatteyder var skattepligtig af en række beløb (i alt 500.000 kr.), som var indsat på skatteyders konto i januar 2014, jf. SL (statsskatteloven) § 4, litra c, eller om beløbene hidrørte fra salg af skatteyders aktieselskab.

Retten fandt, at selskabet forud for tidspunktet for pengeoverførslerne havde betydelige økonomiske udfordringer, og at der under disse omstændigheder var en kraftig formodning imod, at selskabet kunne sælges for 500.000 kr. den 1. december 2013. Det påhvilede herefter skatteyder at godtgøre, at indsætningerne hidrørte fra et reelt salg af virksomheden.

På baggrund af en konkret bevisvurdering fandt retten, at skatteyder ikke havde godtgjort dette, hvorefter indsætningerne ansås som skattepligtig indkomst, jf. SL (statsskatteloven) § 4, litra c. 

SKM2018.549.BR

En skatteyder kunne ikke godtgøre eller sandsynliggøre, at beløb, der var indsat på hans konti, hidrørte fra midler, der allerede var beskattet, eller som ikke skulle beskattes hos ham.

Han var derfor skattepligtig af beløbet.

Dommen er af skatteyderen anket til Vestre Landsret.

SKM2017.455.BR

A var dømt for at have begået bedrageri til fordel for to af ham kontrollerede selskaber, G1 og G2. Bedrageriet bestod kort fortalt i, at A på vegne af G1 og G2 udstedte fakturaer til G3 og G4 for arbejde, der ikke var udført. G3 og G4 betalte for disse ikke udførte arbejder, hvorved G1 og G2 opnåede betydelige indtægter.

Samtidigt udarbejdede A fiktive fakturaer fra underleverandører, der blev udgiftsført i G1 og G2, mens de fakturerede beløb blev overført til A. A blev beskattet af disse overførsler som maskeret udlodning, jf. LL (ligningsloven) § 16 A.

Spørgsmålet i sagen var, om A ved den skattemæssige opgørelse af disse udlodninger fra G1 og G2 kunne fratrække de beløb, han var dømt for at have tilegnet disse selskaber ved sit bedrageri, og som han var dømt til eller havde anerkendt at skulle betale til G3 og G4.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at A ved modtagelsen af udlodningerne havde begået en formueforbrydelse, der skulle kunne begrunde, at han ikke i medfør af LL (ligningsloven) § 16 A var skattepligtig af udlodningerne.

Retten fandt endvidere ikke, at A ved opgørelsen af de udlodninger, han modtog fra G1 og G2, havde fradrag G3’s og G4’s erstatningskrav.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen, der vedrører udlodningsbeskatning, er også omtalt i afsnit C.A.4.1.1 Fradrag for driftsomkostninger ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

SKM2014.130.BR

Byretten fandt det ikke godtgjort, at beløbene vedrørte indkomst i nogle selskaber, som han havde videreformidlet dem til.

SKM2013.260.BR

SKM2012.519.BR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt det var skatteyderen eller et selskab i den koncern, hvor han var ansat, der var rette indkomstmodtager af en henvisningsprovision. 

I forbindelse med koncernens køb af en række byggegrunde havde skatteyderen i eget navn indgået aftalen med sælger om henvisningsprovision og modtog en krydset check på beløbet. 

Retten fastslog, at det af skatteyderen påståede handlingsforløb var usædvanligt, og at der derfor påhvilede ham en skærpet bevisbyrde. Det gjorde i den sammenhæng i princippet ingen forskel, at det modsatte hændelsesforløb også ville være usædvanligt og muligvis strafbar returkommission. 

På baggrund af de afgivne forklaringer, revisorerklæringer og postering af beløbet i en af koncernselskabernes bogføring fandt retten imidlertid, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde.

SKM2012.314.BR

Skatteyderen blev beskattet af indtægter ved salg af jern- og metalskrot.

Retten fandt, at han var rette indkomstmodtager af beløbene, og lagde vægt på, at

• både afregningsbilag og checks var udstedt til ham personligt
• aftagerne af skrottet havde haft opfattelsen af, at de handlede med ham personligt
• at det ikke på nogen måde var markeret, at beløbene tilhørte andre.

Skatteyderen havde derfor ikke løftet sin bevisbyrde for, at beløbene tilhørte andre.

SKM2010.570.BR

Et selskab var skattepligtigt af et beløb, som var indsat på selskabets bankkonto. Selskabet havde ikke dokumenteret, at beløbet ikke var erhvervet som skattepligtig indkomst, herunder at beløbet kun var deponeret.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

►SKM2022.59.LSR◄

►SKM2022.38.LSR◄

►Et anpartsselskab, der ejede en fast ejendom, hvor anpartshaverne havde brugsret til en lejlighed, var omfattet af lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber.

Landsskatteretten fandt, at der hverken i LL (ligningsloven) § 2 eller SL (statsskatteloven) § 4, litra b, var grundlag for at beskatte selskabet af en fikseret leje svarende til forskellen mellem den betalte boligafgift og den leje, der ville være betalt efter lejelovgivningen for en lejlighed i en udlejningsejendom.

Der var ikke oplyst forhold, der kunne begrunde, at boligafgiften bedømt for andelsboliger og andre boligfællesskaber kunne anses for at være for lav, og at der var grundlag for at korrigere den. Den pågældende forhøjelse nedsattes herefter til 0 kr.◄

SKM2019.584.LSR

Bitcoins.  

Skatterådet havde besvaret en række spørgsmål om Bitcoins. Rådet forudsatte, at virksomheden, en rådgivningsvirksomhed, ikke drev næring eller spekulation med Bitcoins.

Rådet fandt bl.a., at Bitcoins ikke kan anses for en officiel valuta. Alene den værdi, der fremgår af købs- eller salgsfakturaen for den pågældende handel, herunder eventuelt i fremmed valuta, kan indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Værdien for en vare eller ydelse for den enkelte virksomhed må ikke være påvirket af kursregulering på Bitcoins i en betalingstransaktion.

Rådet fandt, at anvendelsen af Bitcoins fremfor danske kroner eller officiel fremmed valuta til almindelig samhandel var udtryk for Spørgers personlige interesse i Bitcoins, og at der derfor ikke var tale om vederlagsnæring for virksomhedens vedkommende.

Anvendelsen af Bitcoins i virksomheden var ikke erhvervsmæssigt begrundet, men et udslag af Spørgers personlige interesse. Anvendelsen vedrørte således spørgers privatsfære.

Virksomhedens udgifter til vederlaget til Bitcoins-exchangeren kunne ikke fratrækkes som en driftsomkostning, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Beholdninger af Bitcoins er omfattet af begrebet formuegenstande, der som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, jf. SL (statsskatteloven) § 5.

Hvis der efter en konkret bedømmelse er tale om afståelse af formuegenstande som led i næring eller spekulation, hobbyvirksomhed eller anden ikke-erhvervsmæssig virksomhed, vil der dog kunne ske beskatning af afståelsen efter de regelsæt, der gælder for disse områder.

Landsskatteretten fandt, at spørgsmålene i det bindende svar ikke kunne danne grundlag for et bindende svar, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 21, stk. 2, eller besvares med den fornødne sikkerhed og derfor måtte afvises, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 21, stk. 4. 

Landsskatteretten ændrer Skatterådets besvarelse i SKM2014.226.SR, så spørgsmålene afvises.

Om kryptovalutaer og spekulation, se afsnit C.C.2.1.3.3.3 Spekulation Spekulation.

SKM2018.537.LSR

Ved bedømmelsen af, om et landbrug kunne anses for erhvervsmæssigt drevet, kunne der ikke inddrages indtægter i form af fleksjobydelser. Landbruget blev herefter ikke anset for erhvervsmæssigt drevet, og der kunne derfor ikke ske fradrag for underskud.

Se også Skatteministerens svar til Skatteudvalget 403 af 18. maj 2016 (Alm. del.).

Om sygedagpenge, se SKM2015.262.HR ovenfor.

SKM2016.184.LSR

Skatteyderen havde modtaget beløb, der bl.a. var benævnt kommission i kontoudtog. Henset til, at de oplyste lånevilkår var meget usædvanlige, at et gældsbrev først var udfærdiget lang tid efter låneforholdets etablering, og at betalingerne også skete fra andre selskaber end den oplyste långiver, fandt Landsskatteretten det ikke godtgjort, at der var tale om et reelt lån.

Betalingerne blev derfor anset for at udgøre skattepligtig indkomst.

LSRM 1971, 23 LSR

Der var ikke hjemmel til at beskatte værdien af en jagtret på egen ejendom.

Da jagtretten heller ikke faktisk var udnyttet, skete der heller ikke beskatning af selve jagtudbyttet.

Se også LSRM 1971, 22 LSR.

LSRM 1971, 22 LSR

Værdien af en jagtret på egen ejendom blev ikke beskattet, mens værdien af selve jagtudbyttet blev beskattet.

Se også LSRM 1971, 23 LSR.

Skatterådet

SKM2017.540.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at man som udlejer (privatperson) kunne udleje sine egne armbåndsure via Spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at man som udlejer (urforhandler) kunne udleje sine egne/virksomhedens armbåndsure via Spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Indtægten var skattepligtig efter SL § 4 b.

SKM2017.516.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at det ville være personlig indkomst for kunderne i A (Spørger) at modtage en rabat på baggrund af kundens låneengagement med NN. Skatterådet kunne desuden bekræfte, at de kunder, der havde et låneengagement med A, kunne modtage en rabat, som en nedsættelse af en fradragsberettiget udgift.

Skatterådet kunne også bekræfte, at A havde fradrag for den ydede rabat, både hvis kunden havde lån hos NN og hos A.

Afslutningsvist kunne Skatterådet bekræfte, at kunderne ville retserhverve rabatten på udbetalingstidspunktet, og at Spørgers fradragstidspunkt var på udbetalingstidspunktet.

SKM2016.170.SR

Skatterådet besvarede flere spørgsmål om staking (at satse på/betale til et spil/en spiller).

Skatterådet bekræftede bl.a., at spilleren ikke ville blive beskattet af den andel af buy-in og fee (betaling for at deltage i en turnering), som blev betalt af staker, idet spilleren under de givne omstændigheder ikke blev anset for at have erhvervet ret til beløbet.

SKM2014.876.SR

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål i relation til et spildevandsforsyningsselskabs medfinansiering af klimatilpasningsprojekter i henhold til Miljøministeriets særlige regler herom.

Skatterådet fandt bl.a., at spildevandsforsyningsselskabet var rette omkostningsbærer i relation til betalinger af kommunens udgifter til klimatilpasningsprojekter.

Der blev bl.a. henvist til ordlyden af reglerne for medfinansiering og til ordningens formål.

Udgifterne var således afholdt i selskabets interesse, idet selskabet på den måde opnåede besparelser på udbygningen af det almindelige kloaknet og fremtidssikrede dette.

Selskabet var følgelig også rette indkomstmodtager af de tilsvarende betalinger fra forbrugerne.

Selskabet havde endvidere ikke givet afkald på indtægten til fordel for kommunen.

Selskabet var således skattepligtigt af indtægterne og kunne fratrække udgifterne.

SKM2014.361.SR

Skatterådet bekræftede, at en arbejdsgiversammenslutning A ikke skulle beskattes af en bonus fra en tidligere forsikringsordning C. 

Bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne og skulle overføres til en ny forsikringsordning i B. Bonussen var refusion af for meget betalt præmie.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at bonussen blev modtaget på vegne af medlemmerne, der havde retlig adkomst til bonussen.

Arbejdsgiversammenslutningen var derfor ikke rette indkomstmodtager.

Medlemmerne var heller ikke skattepligtige af bonussen. Der blev i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at beløbet ikke blev udbetalt til medlemmerne, men anvendt til præmienedsættelser. 

SKM2009.234.SR

Skatterådet fandt, at såkaldte overdækningsbeløb, der er udbetalt til varmeforbrugere, der er direkte tilsluttet AffaldVarme  Århus' fjernvarmenet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Derimod skulle de forbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene måtte være udgiftsført.

Se også SKM2008.532.SR.

SKM2008.532.SR

Skatterådet fandt, at beløb, som blev udbetalt til varmeforbrugere som led i tilbagebetaling af et overdækningsbeløb, der var godkendt af Energitilsynet, var skattefri for private forbrugere og andre, der ikke havde indregnet de betalte varmebidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Erhvervsdrivende varmeforbrugere, der havde indregnet varmebidragene ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, skulle derimod indtægtsføre disse i samme omfang, som varmebidragene var udgiftsført.

Se også SKM2009.234.SR.