Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2007.35.ØLR

En professor i historie udøvede samtidig en forfatter- og foredragsvirksomhed, hvor han havde udgivet en række bøger og skrevet baggrundsartikler, kommentarer og kronikker, samt holdt en række foredrag.

Overskuddet ved forfatter- og foredragsvirksomheden udgjorde i de omhandlede indkomstår henholdsvis ca. 53.000 kr., ca. 104.000 kr. og 127.000 kr.

Der havde også været overskud ved virksomheden i de forudgående og efterfølgende indkomstår, og overskuddet var stigende.

Spørgsmålet i sagen var, om forfatter- og foredragsvirksomheden var selvstændig erhvervsvirksomhed, så sagsøgeren kunne anvende virksomhedsordningen.

Landsrettens flertal fandt, at forfatter- og foredragsvirksomheden lå inden for eller i forlængelse af den virksomhed, som sagsøgeren skulle udføre i sin fuldtidsstilling som professor.

Forfatter- og foredragsvirksomheden var således, uanset den betydelige merindkomst, som blev oppebåret herfra, en bibeskæftigelse for sagsøgeren.

Landsrettens flertal henviste også til, at sagsøgeren ikke påtog sig en selvstændig økonomisk risiko og ikke havde væsentlige udgifter ved aktiviteten. Under disse omstændigheder fandt landsrettens flertal, at sagsøgerens forfatter- og foredragsvirksomhed måtte henregnes til den kategori, der som forudsat i forarbejderne til virksomhedsskatteloven, hverken kan betegnes som lønmodtagervirksomhed eller som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

Selvstændig erhvervsmæssig virksomhed - pianist.

SKAT havde anset en pianist, der i det pågældende indkomstår havde modtaget indkomst fra 19 forskellige indkomstkilder, for dels lønmodtager, dels honorarmodtager.

Landsskatteretten fandt efter en konkret, samlet vurdering, at musikeren måtte anses for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. 

Et modtaget legat, der ikke havde relation til konkrete erhvervsmæssige aktiviteter, kunne dog ikke indgå i virksomhedsindkomsten.

Musikeren kunne fratrække driftsudgifter på 68.848 kr. i virksomhedsindkomsten, herunder udgifter til kropspleje relateret til stress og afspænding.

Selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Kunstner.

En billedkunstner, som af SKAT var blevet anset for honorarmodtager, blev af Landsskatteretten anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten henså til virksomhedens omsætning, udgifter og overskud samt den udøvende professionalisme.

Der blev desuden lagt vægt på, at

• skatteyderen havde modtaget betaling for udførelse af forskellige kunstneriske udsmykningsopgaver,
• skatteyderen havde leveret værker til en række udstillinger
• virksomheden havde været overskudsgivende
• virksomheden havde haft en rimelig omsætning
• der var afholdt væsentlige udgifter i forbindelse med indtægtserhvervelsen, herunder udgifter til materialer med 39.119 kr.

Kunstneren fik som selvstændig fradrag for rejseudgifter efter standardsatserne i LL (ligningsloven) § 9 A. Kunstneren fik derimod ikke godkendt fradrag for udgifter til arbejdsværelse.

Ikke selvstændig erhvervsvirksomhed. Honorarindtægt.

Skatterådet havde afvist, at indkomst fra bestyrelsesposter kunne anses for at være indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed, der kan indgå i virksomhedsordningen (når der ses bort fra specifikke undtagelser).

Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen og udtalte bl.a., at klageren ikke var lønmodtager i relation til sine indtægter fra bestyrelsesarbejdet, idet han som bestyrelsesmedlem ikke kunne anses som ansat i en virksomhed og underlagt instruktionsbeføjelse.

Det var herefter afgørende, om indtægterne kunne anses for indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed eller for honorarindtægter.

Dette skulle afgøres efter kriterierne i cirk. nr. 129 af 4. juli til personskatteloven, pkt.3.1.1.

Landsskatteretten fandt, at der var tale om honorarindtægter, og henså til, at klageren ikke havde båret den økonomiske risiko, som er karakteristisk for selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Bestyrelsesarbejdet kunne ikke karakteriseres som erhvervsvirksomhed, der er udført for egen regning og risiko.

Muligheden for at ifalde erstatningsansvar blev ikke anset for en sådan økonomisk risiko, som vedrørte den økonomiske risiko i en selvstændig virksomhed.

Omfanget af de forventede indtægter kunne ikke føre til andet resultat.

Der blev desuden henset til bemærkningerne til lovforslaget om virksomhedsordningen, hvorefter bestyrelseshonorarer i almindelighed ikke kan anses for overskud ved selvstændig virksomhed.

Landsskatteretten fandt endelig, at bestyrelsesarbejdet ikke lå inden for rammerne af praksis om konsulenter eller kunne anses for en integreret del af klagerens konsulentarbejde. Der blev henset til fordelingen mellem de forventede indtægter ved bestyrelsesarbejdet og konsulentarbejdet.

Kendelsen stadfæster SKM2011.623.SR. 

Se også SKM2011.84.SR, SKM2011.283.SR og SKM2015.334.SR.

SKM2005.536.LSR

Klageren var ansat som ungdomsskoleleder og fik løn for dette arbejde.

Ved siden af dette arbejde var han skolebogsforfatter inden for geografibøger til folkeskolen. Klageren havde i forbindelse med forfattelse og udgivelse af hver enkelt bog indgået en forlagsaftale med det enkelte forlag. Det fremgik af forlagsaftalerne, at

• klageren overdrog forlaget eneret til at fremstille og offentliggøre bestemte værker
• klagerens honorar blev beregnet som en bestemt procentdel af udgivelsens bogladepris
• forlaget modtog det resterende vederlag af bogladeprisen ved salget af bøgerne.

Forfatteren var i øvrigt garanteret acontohonorar. Han modtog en gang om året et honorar, som svarede til den fastsatte procentdel af udgivelsens bogladepris for de bøger, som var solgt fra det resterende oplag i det foregående år.

Landsskatteretten fandt, at forfatteren havde modtaget honorarerne fra forlagene uden for ansættelsesforhold, og at de var erhvervet ved hans personlige aktivitet som forfatter, som ikke var selvstændig erhvervsvirksomhed.

TfS 2000, 528 LSR

En underviser i musik, der arbejdede gennem oplysningsforbund, blev anset for lønmodtager. Retten lagde bl.a. vægt på, at vederlaget blev udbetalt periodisk og var beregnet, som det var almindeligt i tjenesteforhold (timeløn). Vederlaget var i overvejende grad nettoindkomst, og kurserne blev afholdt for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko.

Han var desuden dirigent for to kor. Han blev ikke anset for at stå i et egentligt tjenesteforhold til korene. Henset til karakteren og omfanget af arbejdet fandt retten, at han heller ikke havde etableret selvstændig erhvervsvirksomhed.

Disse indtægter blev derfor anset som honorarindtægter, der skattemæssigt skulle behandles som indtægter ved hobbyvirksomhed. Efter praksis skulle indkomsten opgøres ud fra et nettoprincip, sådan at fradragsberettigede udgifter kunne fratrækkes i den personlige indkomst.

Øvrige honorarindtægter på 18.423 kr., som klageren havde retserhvervet som led i sin aktivitet som musiker, kom fra enkeltstående engagementer og lignende.

Under hensyntagen til omfanget af den foreliggende aktivitet fandt Landsskatteretten, at skatteyderen ikke kunne anses at have udøvet et virke, der i skattemæssig henseende kunne anses for udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten fandt, at aktiviteterne ikke var anlagt med fornøden intensitet og systematisk indtægtserhvervelse for øje.

De omhandlede honorarindtægter kunne dog ikke anses som optjent som led i tjenesteforhold, fordi de stammede fra ikke-erhvervsmæssig aktivitet, der i skatteretlig henseende skulle behandles på samme måde som hobbyvirksomhed.

De udgifter, der var forbundne med hobbyvirksomheden og kildeartsbestemte, kunne fradrages ved opgørelse af indkomsten i det omfang, de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indtægt, jf. SL (statsskatteloven) § 4, og dermed også med virkning for opgørelse af den personlige indkomst, jf. PSL (personskatteloven) § 3, stk. 1, sammenholdt med PSL § 1.

TfS 1998, 695 LSR

En gymnasielærer, der også var medforfatter til nogle lærebøger, blev ikke anset for at være lønmodtager med fast tjeneste hos forlaget. Der var tale om en ikke-erhvervsmæssig aktivitet, der måtte anses som en fritidsbeskæftigelse, der skatteretligt var omfattet af praksis om hobbyvirksomhed. 

Ved opgørelse af indkomsten fra en sådan aktivitet kunne der fratrækkes dokumenterede udgifter, som var forbundne med aktiviteten og kildeartsbestemte, og som kunne indeholdes i indtægten fra virksomheden. Se SL § 4.

TfS 1997, 562 LSR

En musiker, blev ikke anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende, men honorarmodtager.

Landsskatteretten lagde vægt på, at

• der var tale om en række kortvarige engagementer
• musikeren mod et forudbestemt vederlag havde forpligtet sig til at yde en arbejdsindsats, og derfor bar en økonomisk risiko i forbindelse med engagementerne.

Imidlertid fandt retten, at han kunne fratrække sine kørselsudgifter efter LL (ligningsloven) § 9 B, fordi han var omfattet af den personkreds (modtagere af andre arbejdsvederlag end lønindkomst), der efter bemærkningerne til LL (ligningsloven) § 9 B skal behandles på samme måde som selvstændige.

TfS 1997, 541 LSR

En skuespiller, der ud over en fast lønindtægt modtog honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, kunne ikke anses for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

LSRM 1985.47 LSR

Honorar, begrænset revisorbistand.

En statsautoriseret revisor, der var ansat i et revisionsfirma, kunne ikke henlægge til investeringsfond af en B-indkomst på ca. 10.000 kr. som var honorar for udført revisionsarbejde for et interessentskab og dets to interessenter. Retten fandt ikke, at en sådan begrænset revisorbistand kunne anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skatterådet og Ligningsrådet 

Spørger påtog sig mod vederlag at transportere fly på langdistanceflyvninger i MNPS-luftrum ("Minimum Navigation Performance Specification Airspace") ved siden af sit daglige arbejde som pilot for at vedligeholde sin erhvervserfaring med denne type flyvninger.

Spørger fik et vederlag ved transport af de enkelte fly, der gav spørger et overskud på mellem 4.000 kr. og 6.000 kr., efter at han havde afholdt sine rejseomkostninger (hotel og hjemtransport). Hvervgiver betalte alle driftsudgifter, der relaterede sig til flyet, og hvervgiver dækkede benzinudgifter som udlæg efter regning. Spørger foretog 2-6 flyvninger om året. Spørger rejste direkte hjem efter flyvningerne.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger kunne fratrække sine udgifter i forbindelse med transport af fly i sin indkomst herfra.

Skatterådet kunne også bekræfte, at spørgers aktivitet måtte anses for ikke-erhvervsmæssig virksomhed, så underskud ikke kunne fratrækkes i anden indkomst. Spørger blev anset som honorarmodtager, da der blev udført få, enkeltstående flyvninger, og der ikke påhvilede spørger den for selvstændig erhvervsvirksomhed karakteristiske økonomiske risiko.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at spørger ville kunne fratrække udgifter i forbindelse med transport af flyet i indkomsten ved transport af flyet, uanset om udgifterne oversteg det aftalte honorar.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger ikke skulle beskattes af flyvningerne som sparet privatforbrug eller af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder efter LL (ligningsloven) § 16. At spørger tilegnede sig erfaring med flyvninger i MNPS-luftrum, medførte efter Skatterådets opfattelse ikke, at spørger derved havde modtaget et skattepligtigt gode. Der var alene tale om en indirekte og naturlig følgevirkning af de flyvninger, som spørger blev vederlagt for at foretage.

Endvidere kunne Skatterådet bekræfte, at hvervgivers betaling af instruktørtimer en gang hvert eller hvert andet år kunne anses for et deltagergebyr, omfattet af LL (ligningsloven) § 31, idet instruktørtimerne havde erhvervsmæssigt sigte for spørger, henset til at formålet med instruktørtimerne var at opdatere hans praktiske erfaring med den pågældende flyvetype, hvilket gav ham bedre muligheder for job ved et eventuelt jobskifte samt bedre muligheder for at få arbejde som pilot efter det fyldte 65. år.

Endeligt kunne Skatterådet ikke bekræfte, at et af spørger helejet selskab, der indgik kontrakter med hvervgiver, ville kunne anses for rette indkomstmodtager af indtægter, selskabet modtog for transport af fly, som blev udført af spørger personligt, da spørgers aktivitet ikke blev anset som selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis han udførte aktiviteten i personligt regi.

Spørger drev virksomhed med konsulentarbejde. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at vederlag for bestyrelsesarbejde kunne indgå i spørgers 100 % ejede virksomhed, Spørger ApS. Det medførte, at spørger personligt, og ikke Spørger ApS, var rette indkomstmodtager af vederlag for spørgers bestyrelsesarbejde.

Spørger spillede online på nettet. Spørgers hovedindtægt var via en kontrakt med H, der livestreamede hans spil, og opkrævede betaling hos seerne, og spørger modtog en andel af indtægterne. Spørger havde sin egen YouTube kanal, som også gav indtægter. Spørger havde desuden flere andre indtægtsgivende aktiviteter, der alle havde forbindelse til hans aktiviteter med spil på nettet.

Skatterådet kunne bekræfte, at omfanget af spørgers aktiviteter udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet kunne også bekræfte, at hvis de aftaler, spørger havde indgået, ville kunne overføres til et selskab ejet af spørger, ville virksomheden ligeledes kunne overføres til selskabet, og indkomsten blive anset for optjent af selskabet, som rette indkomstmodtager.

Spørger havde påtaget sig et hverv for Europa-Kommissionen uden at være ansat i Kommissionen.

Spørger ønskede at vide, om den sekretariatsgodtgørelse, som spørger modtog i forbindelse med hvervet, var skattepligtig.

Dernæst ønskede spørger at vide, om de faktiske omkostninger i forbindelse med hvervet til drift af sekretariat, transport mv. kunne fradrages.

Skatterådet bekræftede, mod spørgers opfattelse, at godtgørelsen var skattepligtig.

Derudover bekræftede Skatterådet, at udgifter afholdt med henblik på at erhverve indkomsten, kunne fradrages i indkomsten. Spørger blev i den forbindelse anset for at være honorarmodtager, hvorfor et eventuelt nettounderskud ikke kunne fradrages i anden indkomst eller fremføres til senere års indkomst.

Honorar, blogger

Skatterådet fandt efter en samlet, konkret vurdering, at skatteyderens aktivitet som blogger ikke var selvstændig erhvervsvirksomhed, men at hun var honorarmodtager uden for tjenesteforhold.

Bestyrelseshonorar

Skatterådet fandt, at en række bestyrelseshonorarer ikke kunne indgå i spørgers personlige virksomhed eller som selskabsindkomst.

SKM2015.297.SR

Streamingindtægter

Skatteyderen havde indgået kontrakt med en spiludbyder om at modtage andel af reklameindtægter og abonnementer. Indtægterne blev genereret ved hendes onlinespil på internettet.

Skatterådet fandt, at der var tale om indkomst ved hobbyvirksomhed og ikke - som foreslået af skatteyderen - honorarindkomst.

Der blev lagt vægt på aktivitetens præg af fritidsinteresse, virksomhedens omfang og indtjening sammenholdt med den ringe økonomiske risiko. Der blev desuden lagt vægt på den udstrakte mulighed for at anvende virksomhedens aktiver privat.

SKM2011.716.SR

Bestyrelseshonorar

Skatterådet bekræftede, at virksomheden A var rette indkomstmodtager af vederlag for konsulentydelser, der omfattede ledelsesmæssig assistance i form af bestyrelsesarbejde, som partneraktionærerne udførte som et integreret led i A's konsulentvirksomhed. Bestyrelseshonoraret blev anset for at være erhvervet som led i selvstændig erhvervsvirksomhed.

A's hovedaktivitet bestod af rådgivning og konsulentydelser, og der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at hovedaktiviteten netop var konsulentydelser, hvoraf bestyrelsesarbejdet udsprang.

Et direktionsvederlag udbetalt til en partneraktionær blev anset for vederlag for personligt arbejde og A-indkomst.

Se også SKM2002.108.LR.

SKM2011.629.SR

Bestyrelseshonorarer kunne ikke udbetales til en personligt ejet virksomhed, der skulle drive virksomhed med bestyrelses- og konsulentarbejde i virksomhedsordningen. Bestyrelsesarbejde er vederlag for personligt arbejde (når der ses bort fra specifikke undtagelser). Bestyrelsesmedlemmer anses for at være honorarmodtagere.

Ikke selvstændig erhvervsvirksomhed.

SKM2011.283.SR

Skatteyderen udførte via sit selskab A A/S hverv som konsulent og professionelt bestyrelsesmedlem i en række selskaber. A's bonus for arbejde som bestyrelsesformand i B A/S var vederlag for personligt arbejde og kunne derfor ikke indgå som selskabsindkomst. Skatterådet fandt ikke, at det var relevant, om A's selskab som sådant drev konsulentvirksomhed, men derimod, om den udbetalte bonus var vederlag for en aktivitet, der skattemæssigt må karakteriseres som personligt arbejde eller som led i en erhvervsmæssig aktivitet.

Se også SKM2011.84.SR.

SKM2011.84.SR

Bestyrelseshonorar kunne ikke indgå som selskabsindkomst. Der var tale om vederlag for personligt arbejde, og ikke om vederlag for en aktivitet, der skattemæssigt måtte karakteriseres som erhvervsmæssig.

KSL (kildeskatteloven) § 43, stk. 2, litra a.

SKM2003.511.LR

Bestyrelseshonorar kunne ikke indgå som selskabsindkomst. Honoraret kunne indgå som virksomhedsindkomst, men ifølge kommentaren til afgørelsen i SKM2011.623.SR (nu SKM2012.437.LSR) tager afgørelsen ikke stilling til, om der er tale om selvstændig virksomhed (eller om virksomhedsordningen kunne anvendes).

SKM2002.108.LR

Bestyrelsesarbejdet kunne indgå i konsulentvirksomheden, fordi bestyrelsesarbejdet havde været tæt knyttet til og et udslag af det konsulentarbejde, som bestyrelsesmedlemmet havde udført for det konkrete selskab.

Se også SKM2011.716.SR.