C.A.4.3.7 Beskæftigelsesfradrag og ekstra beskæftigelsesfradrag
Almindeligt beskæftigelsesfradrag
For erhvervsaktive beregnes et beskæftigelsesfradrag, der fragår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. LL (ligningsloven) § 9 J, stk. 1.
Beregningsgrundlag mv.
Beskæftigelsesfradraget beregnes med udgangspunkt i arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget.
For lønmodtagere m.fl. opgøres den indkomst, der danner grundlag for beregning af beskæftigelsesfradraget, på baggrund af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget i henhold til AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 2, stk. 1, nr. 1, 2, 4 og 6, og §§ 4 og 5. Indbetalinger til ratepension og ophørende livrente omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19 indgår med det beløb, for hvilket der er bortseelsesret efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19. Indbetalinger til ATP indgår med de indbetalinger, som arbejdsgiveren har indberettet til Skatteforvaltningen. Indbetalinger omfattet af PBL (pensionsbeskatningsloven) § 19, stk. 2 og 4, indgår ikke.
Visse vederlag til søfolk, ydelser i henhold til lov om biblioteksafgift og visse skattefrie vederlag indgår heller ikke, jf. LL (ligningsloven) § 9 J, stk. 1 og AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 3. Det samme gælder pensionsindbetalinger, der ikke vedrører arbejdsindkomst fx ATP-bidrag til dagpengemodtagere.
For selvstændigt erhvervsdrivende opgøres den indkomst, der danner grundlag for beregning af beskæftigelsesfradraget på baggrund af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget i henhold til AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) §§ 4 og 5.
Hvis den indkomst, der skal danne grundlag for beregning af beskæftigelsesfradraget, medfører, at fradraget bliver negativt, fastsættes beskæftigelsesfradraget til 0 kr., jf. LL (ligningsloven) § 9 J, stk. 1.
Bidragspligtige, som efter en bestemmelse i en dobbeltbeskatningsoverenskomst anses for hjemmehørende i en fremmed stat, i Grønland eller på Færøerne, og som hverver bidragspligtig indkomst ved beskæftigelse udført i udlandet for en udenlandsk arbejdsgiver, er ikke omfattet af beskæftigelsesfradraget, jf. LL (ligningsloven) § 9 J, stk. 1.
Beregningsprocenter mv.
I 2022 udgør beskæftigelsesfradraget 10,65 pct. af beregningsgrundlaget, dog højst et grundbeløb på 35.100 kr. (2010-niveau). Efter regulering i henhold til PSL (personskatteloven) § 20 udgør det maksimale beskæftigelsesfradrag 41.600 kr. i 2022 (40.600 kr. i 2021). Det maksimale fradrag opnås i 2022 ved en arbejdsindkomst på 390.610 kr. (383.019 kr. i 2021) og derover.
Ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere
Enlige forsørgere er berettigede til et ekstra beskæftigelsesfradrag, der beregnes af samme grundlag og under samme betingelser som det almindelige beskæftigelsesfradrag, jf. LL (ligningsloven) § 9 J, stk. 3.
I 2022 udgør det ekstra beskæftigelsesfradrag 6,25 pct. af grundlaget, dog højst et grundbeløb på 20.000 kr. (2010-niveau). Efter regulering i henhold til PSL (personskatteloven) § 20 udgør det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere 23.700 kr. i 2022 (23.400 kr. i 2021).
Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere gives til den samme personkreds, som har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven. Det ekstra beskæftigelsesfradrag fragår i den skattepligtige indkomst. Det maksimale ekstra beskæftigelsesfradrag opnås i 2022 ved en indkomst på 379.200 kr. (374.400 kr. i 2021) og derover.
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil