Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

C.A.10.3.3 Ordninger med fradragsret efter dobbeltbeskatningsoverenskomster og lignende

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for udenlandske livsforsikringer og pensionsordninger, hvor der er fradragsret efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO) eller en lignende aftale.

Afsnittet indeholder:

  • Grænsegængeraftalen med Sverige
  • DBO Nederlandene (Holland)
  • DBO Schweiz
  • DBO Storbritannien
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv..

Grænsegængeraftalen med Sverige

Indbetalinger til pensionsordninger i svenske pensionsinstitutter kan i et nærmere bestemt omfang for grænsegængere og tilflyttere medføre fradrags- eller bortseelsesret i den skattepligtige indkomst i Danmark. Se artikel 2 i aftalen med Sverige om grænsegængerforhold. Bestemmelsen gælder både for lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende.

Ved en grænsegænger forstås i denne forbindelse en lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, som arbejder og beskattes i Danmark, men bor i Sverige. Indkomsten, som kan beskattes i Danmark, skal udgøre mindst 75 pct. af den samlede nettoindkomst fra lønmodtagerarbejdet eller den selvstændige erhvervsvirksomhed.

Ved en tilflytter forstås en lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, som er hjemmehørende i Danmark og umiddelbart inden tilflytningen til Danmark deltog i en pensionsordning i Sverige, hvor der blev indbetalt bidrag.

Betingelser

Følgende betingelser skal være opfyldt, for at indbetalinger til en svensk pensionsordning medfører fradrags- eller bortseelsesret i den danske skattepligtige indkomst:

  • Indbetalingen skal være sket til en pensionsordning, der er oprettet og skattemæssigt anerkendt i Sverige. Der er tale om pensionsordninger i Sverige efter kapitel 28 eller 58 i den svenske indkomstskattelov.
  • Indbetalingen er udelukkende fradrags- eller bortseelsesberettiget inden for de beløbsgrænser, der gælder i begge lande. Danmark skal derfor kun give fradrags- eller bortseelsesret for indbetalinger til en svensk ordning, i det omfang der også er fradrags- eller bortseelsesret efter svenske regler. Både de danske og svenske beløbsgrænser virker samtidigt, og det er derfor den mindste beløbsgrænse i et af landene, der er afgørende for den maksimale indbetaling med fradrags- eller bortseelsesret på ordningen. Det betyder eksempelvis, at loftet på 50.000 kr. (2013-niveau) for indbetaling til rateforsikring, ratepension i pensionsøjemed og ophørende alderspension også gælder for indbetaling til en tilsvarende svensk ordning. Tilsvarende kan der kun gives bortseelsesret for arbejdsgiverens indskud til en svensk pensionsordning inden for de svenske beløbsgrænser. For så vidt angår de svenske beløbsgrænser henvises der til www.skatteverket.se

DBO Nederlandene (Holland)

Indbetalinger til pensionsordninger i hollandske pensionsinstitutter kan i et nærmere bestemt omfang medføre bortseelsesret i den skattepligtige indkomst i Danmark. Se artikel 25, stk. 5 og 6, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Holland. Der kan bortses fra en sådan indbetaling i en periode på højst 60 måneder på samme måde, på samme betingelser og med samme begrænsninger som indbetalinger til en tilsvarende ordning i Danmark. Det betyder bl.a., at loftet på 50.000 kr. (2013-niveau) for indbetaling til rateforsikring, ratepension i pensionsøjemed og ophørende alderspension også gælder for indbetaling til en tilsvarende hollandsk ordning.

Betingelser

Følgende betingelser skal være opfyldt, for at indbetalinger til en hollandsk pensionsordning medfører bortseelsesret i den danske skattepligtige indkomst:

  • Indbetalingen skal være sket til en obligatorisk pensionsordning, der er oprettet og skattemæssigt anerkendt i Holland. Skattestyrelsen skal også godkende, at pensionsordningen generelt svarer til en pensionsordning, der er skattemæssigt anerkendt i Danmark.
  • Indbetalingen skal være sket i forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold. Bestemmelsen gælder derfor kun arbejdsgiverordninger.
  • Pensionsopspareren var ikke hjemmehørende i Danmark og betalte bidrag til den hollandske pensionsordning, umiddelbart før han eller hun begyndte ansættelsesforholdet i Danmark.
  • Pensionsopspareren skal være ansat af den samme arbejdsgiver som umiddelbart før, han eller hun begyndte ansættelsesforholdet i Danmark, eller af en arbejdsgiver, der er indbyrdes forbundet med den tidligere arbejdsgiver. Der er altså typisk tale om personer, der er ansat i internationale koncerner, og bliver udstationeret i Danmark til et af koncernens danske filialer eller koncernforbundne selskaber.

DBO Schweiz

Indbetalinger til pensionsordninger i schweiziske pensionsinstitutter kan i et nærmere bestemt omfang medføre fradrags- eller bortseelsesret i den skattepligtige indkomst i Danmark. Se artikel 28, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz. En sådan indbetaling kan fratrækkes på samme måde, på samme betingelser og med samme begrænsninger som indbetalinger til en tilsvarende ordning i Danmark. Det betyder bl.a., at loftet på 50.000 kr. (2013-niveau) for indbetaling til rateforsikring, ratepension i pensionsøjemed og ophørende alderspension også gælder for indbetaling til en tilsvarende schweizisk ordning.

Betingelser

Følgende betingelser skal være opfyldt, for at indbetalinger til en schweizisk pensionsordning medfører fradrags- eller bortseelsesret i den danske skattepligtige indkomst:

  • Pensionsopspareren var ikke hjemmehørende i Danmark og betalte bidrag til den schweiziske pensionsordning, umiddelbart før han eller hun begyndte at arbejde i Danmark.
  • Indbetalingen skal være sket til en pensionsordning, der er oprettet og skattemæssigt anerkendt i Schweiz. Skattestyrelsen skal også godkende, at pensionsordningen overordnet svarer til en pensionsordning, der er skattemæssigt anerkendt i Danmark. Følgende pensionsordninger i Schweiz er anerkendt af Skattestyrelsen som svarende til skattemæssigt anerkendte pensionsordninger i Danmark. Det er ordninger i Schweiz, der er omfattet af:
    1.  Forbundslov om alders- og efterladteforsikring af 20. december 1946
    2.  Forbundslov om invalideforsikring af 19. juni 1959
    3.  Forbundslov om supplerende pensioner vedrørende alders-, efterladte- og invaliditetsforsikring af 6. oktober 2006
    4.  Forbundslov om beskæftigelsesrelateret alders-, efterladte- og invalideforsikring af 25. juni 1982, herunder uregistrerede  pensionsordninger, som tilbyder beskæftigelsesrelaterede pensionsordninger
    5.  De former for individuelle godkendte pensionsordninger efter § 82 i Forbundslov om alders-, efterladte- og   invalideforsikring af 25. juni 1982, som er sammenlignelige med beskæftigelsesrelaterede pensionsordninger.

DBO Storbritannien

Indbetalinger til pensionsordninger i britiske pensionsinstitutter kan i et nærmere bestemt omfang medføre fradrags- eller bortseelsesret i den skattepligtige indkomst i Danmark. Se artikel 28, stk. 3-5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Storbritannien. En sådan indbetaling kan fratrækkes på samme måde, på samme betingelser og med samme begrænsninger som indbetalinger til en tilsvarende ordning i Danmark. Det betyder bl.a., at loftet på 50.000 kr. (2013-niveau) for indbetaling til rateforsikring, ratepension i pensionsøjemed og ophørende alderspension også gælder for indbetaling til en tilsvarende britisk ordning.

Betingelser

Følgende betingelser skal være opfyldt, for at indbetalinger til en britisk pensionsordning medfører fradrags- eller bortseelsesret i den danske skattepligtige indkomst:

  • Personen er hjemmehørende i Danmark på fradragstidspunktet.
  • Indbetalingen skal være sket til en pensionsordning, der er oprettet og skattemæssigt anerkendt i Storbritannien. Skattestyrelsen skal også godkende, at pensionsordningen generelt svarer til en pensionsordning, der er skattemæssigt anerkendt i Danmark. En pensionsordning anses som skattemæssigt anerkendt, når bidrag indbetalt til ordningen enten af pensionsopspareren (den fysiske person) eller arbejdsgiveren, henholdsvis kan fratrækkes og ikke medregnes til pensionsopsparerens skattepligtige indkomst.
  • Ordningen skal være i forbindelse med personligt arbejde i tjenesteforhold.
  • Pensionsopspareren skal udøve personligt arbejde i tjenesteforhold i Danmark. Pensionsopspareren var ikke hjemmehørende i Danmark og betalte bidrag til den britiske pensionsordning, umiddelbart før han eller hun begyndte ansættelsesforholdet i Danmark. Der skal altså være indbetalt på ordningen før personen bliver hjemmehørende i Danmark.
  • Pensionsopspareren skal være ansat af den samme arbejdsgiver som umiddelbart før, han eller hun begyndte ansættelsesforholdet i Danmark, eller af arbejdsgivere, der er indbyrdes forbundet. Arbejdsgiverne er forbundne, når den ene arbejdsgiver, direkte eller indirekte, har del i ledelsen, kontrollen eller kapitalen i den anden arbejdsgivers virksomhed, eller hvis de samme personer , direkte eller indirekte, har del i ledelsen, kontrollen eller kapitalen i hinandens virksomheder. Der er altså typisk tale om personer, der er ansat i internationale koncerner, og bliver udstationeret i Danmark til et af koncernens danske filialer eller koncernforbundne selskaber.

Efter skatteforvaltningens opfattelse, er Storbritanniens udtræden af EU uden betydning for anvendelsen af bestemmelsen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 28, stk. 3-5, der fortsat kan anvendes, idet den ikke betinger, at Storbritannien er medlem af EU.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2018.11.LSR

Klager, der var ansat som stewardesse i et flyselskab, havde fast arbejdssted i Heathrow Airport. Klager ansås ikke for berettiget til fradrag for pensionsindbetalinger, idet klagen ikke havde fremlagt nogen dokumentation for, at indbetalingerne er sket til et pensionsinstitut, der er godkendt af SKAT til at være omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit 1, og da betingelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien heller ikke ses opfyldt.

TfS1998.221.LSR

Der kunne ikke indrømmes fradrag for bidrag til en britisk pensionsordning efter DBO artikel 28, stk. 3, fordi ordningen ikke blev anset for at svare til en skattemæssigt anerkendt ordning i Danmark.

Pensionsordningen kunne komme til udbetaling tidligst ved personens fyldte 50 år. Udbetaling fra en tilsvarende dansk ordning kan normalt tidligst finde sted ved det fyldte 60 år, og da der ikke var særlige forhold, der kunne begrunde den tidligere udbetalingsalder, fandt Landsskatteretten, at den britiske pensionsordning ikke svarede til en skattemæssigt anerkendt pensionsordning i Danmark.

Skatterådet

SKM2011.91.SR

Der blev spurgt, om tre svenske pensionsordninger kunne anerkendes som svarende til danske livsvarige alderspension, så indskuddene ikke blev omfattet af fradragsbegrænsningen på 100.000 kr. (2010-niveau) årligt efter PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 2. Skatterådet kunne ikke bekræfte dette. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at pensionsordningerne havde forskellige valgmuligheder for udbetalingsforløb, hvor den livsvarige udbetaling blot var en af flere udbetalingsmåder. Pensionsordningerne skulle derfor sidestilles med en ophørende alderspension, jf. PBL (pensionsbeskatningsloven) § 2, nr. 4, litra b, hvorfor fradragsbegrænsningen i PBL (pensionsbeskatningsloven) § 16, stk. 2, var gældende for disse tre svenske pensionsordninger.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.