D.A.10.1.4.2 Momsfritagelse af levering af ydelser, brændstof og forsyninger til visse luftfartøjer ML § 34, stk. 1, nr. 11 og 12
Indhold
Dette afsnit handler om momsfritagelse af ydelser, der præsteres for luftfartøjer omfattet af ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 10 og deres ladning, og om momsfritagelse for levering af brændstof og forsyninger til disse fly. Se ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 11 og 12.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
- afsnit D.A.10.1.4.4 Flyselskaber, der hovedsageligt flyver i udenrigsfart ML § 34, stk. 4 om luftfartsselskaber, der hovedsagelig flyver i udenrigstrafik
- afsnit D.A.10.1.4.1 Momsfritagelse af salg, ombygning, reparation m.v. af visse luftfartøjer ML § 34, stk. 1, nr. 10 om momsfritagelse af salg, ombygning, reparation m.v. af disse selskabers luftfartøjer.
Lovgrundlag
Momsfritagelserne i ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 11 og 12 har følgende ordlyd:
"§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:
11) Ydelser, der præsteres for luftfartøjer omfattet af nr. 10 og deres ladning.
12) Levering af brændstof og forsyninger, herunder proviant, til luftfartøjer omfattet af nr. 10."
Bestemmelserne implementerer momssystemdirektivets artikel 148, litra e) og g) i dansk ret. Direktivbestemmelsen har følgende ordlyd:
"Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:
e) levering af varer bestemt som brændstof og forsyninger, herunder proviant, til luftfartøjer, der anvendes af luftfartsselskaber, som mod betaling hovedsagelig flyver i udenrigsfart.
g) andre ydelser end de i litra f) omhandlede, når de udføres for at dække et direkte behov i forbindelse med de i litra c) nævnte luftfartøjer og deres ladning."
Regel
Der skal ikke beregnes moms ved levering af ydelser, der præsteres for luftfartøjer, der anvendes af luftfartsselskaber, som mod betaling hovedsagelig flyver i udenrigstrafik. Momsfritagelsen er betinget af, at ydelserne udføres for at dække et umiddelbart behov i forbindelse med flyet og dets ladning. Se ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 11, jf. ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 10.
Momsfritagelsen omfatter kun ydelser, der leveres direkte til flyselskabet. Se EU-domstolens dom i sag C-181/04 - C-183/04, Elmeka NE.
Der skal ikke beregnes moms ved levering af brændstof og forsyninger til luftfartøjer, der anvendes af luftfartsselskaber, der mod betaling hovedsagelig flyver i udenrigstrafik. Momsfritagelsen omfatter også proviant. Se ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 12, jf. ML (momsloven) § 34, stk. 1, nr. 10.
Eksempler
Der skal ikke betales moms ved levering af fx
- brændstof
- proviant
- klargøring af fly i form af ind- og udvendig rengøring
- tømning af toiletter
- afisning
- startafgifter
- supplerende startafgifter
- hangarafgifter
- opholds- og standpladsafgifter
- afgift for beflyvning uden for normal åbningstid
- betaling for handling og andre assistance opgaver
når ydelserne præsteres for fly, der anvendes af luftfartsselskaber, der mod betaling hovedsageligt flyver i udenrigsfart.
Se endvidere omtalen i afsnit D.A.10.1.4.1 Momsfritagelse af salg, ombygning, reparation m.v. af visse luftfartøjer ML § 34, stk. 1, nr. 10 af retningslinje fra Momsudvalget, der er vedtaget på baggrund af drøftelser under udvalgets 98. møde den 18. marts 2013, dokument D. Om brændstof og proviantering, se særligt retningslinjens pkt. 3, 2. afsnit.
Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4 Momsens indførelse.
Bemærk
Bemærk, at toldlovens regler gør det muligt for andre flyselskaber momsfrit at proviantere fly på afgange til tredjelande. Se F.A.28.3 Proviantering af fly i udenrigsfart Proviantering af fly i udenrigsfart.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
EU-domme | ||
C-181/04 - 183/04, Elmeka NE | Momsfritagelsen i momssystemdirektivets artikel 148, litra d) omfatter tjenesteydelser, der leveres direkte til rederiet for at dække et umiddelbart behov på søgående fartøjer. | Se også afsnit D.A.10.1.3.3 Momsfritagelse ved levering af brændstof og forsyninger til visse skibe ML § 34, stk. 1, nr. 9 om levering af brændstof og forsyninger til skibe. |
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil