D.A.21.3.1 Momspligtige transaktioner ved byggeri mv. ML §§ 4, 6 og 7
Indhold
Dette afsnit beskriver, at alle arbejdsydelser på fast ejendom er momspligtige efter hovedreglen i ML § 4, stk. 1. Byggevirksomheder skal betale moms af byggeri for fremmed regning, jf. ML (momsloven) § 4, men for at undgå konkurrenceforvridning skal der også betales moms ved byggeri for egen regning, jf. ML (momsloven) §§ 6 og 7, nemlig den såkaldte "pålægsmoms".
Afsnittet indeholder:
- Baggrund
- Byggeri er momspligtigt.
Baggrund
Momspligtige personer, der for egen regning på egen, lejet eller lejers grund opfører bygninger til salg eller udlejning, skal betale moms, hvis den pågældende eller dennes ansatte udfører arbejde ved projekteringen eller opførelsen. Se ML § 6, stk. 1.
Momspligten omfatter kun det arbejde, som virksomheden selv udfører i forbindelse med byggearbejdet mv. Værdien af det håndværksarbejde, som virksomheden lader udføre af fremmede håndværkere, skal ikke indgå ved opgørelsen af momstilsvaret.
Baggrunden for reglerne om betaling af moms af byggeri for egen regning er, at der efter ML § 13, stk. 1, nr. 9, som hovedregel ikke skal betales moms ved salg af fast ejendom, mens der efter momslovens almindelige regler ved byggeleverancer skal betales moms af de materialer og de arbejdsydelser, der medgår ved byggearbejdet mv. Det betyder, at der som udgangspunkt efter de almindelige regler kun skal betales moms af byggeri mv. for fremmed regning, dvs. hvor byggearbejdet leveres til en anden. For at undgå konkurrenceforvridning har det derfor været nødvendigt at lægge moms på byggeri mv. for egen regning, den såkaldte "pålægsmoms".
Reglerne om "pålægsmoms" fører til det resultat, at momsbelastningen på et givet byggeri alt andet lige er den samme, uanset om en virksomhed opfører bygningen for egen regning eller leverer tilsvarende byggeydelser for fremmed regning.
Byggeri er momspligtigt
Leverancer mod vederlag af byggeri mv. er momspligtige efter ML § 4 (byggeri for fremmed regning). Se afsnit D.A.4.1 Leverancer mod vederlag ML § 4, stk. 1, 2 og 5 og D.A.4.2 Andre momspligtige leverancer ML § 4, stk. 3 og 4, og ML § 4 c, stk. 1 og 2.
Byggeri mv. for egen regning med henblik på salg eller udlejning er momspligtigt efter ML § 6.
Tilsvarende er byggeri mv. for egen regning til virksomhedens brug momspligtigt efter ML § 7.
Byggeri mv. for egen regning til privat brug for virksomhedens indehaver er ligeledes momspligtig i tilfælde, hvor byggeriet mv. sker med henblik på salg som led i næring eller erhvervsmæssig udlejning, jf. ML (momsloven) § 6, stk. 1, 2. pkt.
Offentlige forsyningsvirksomheder og institutioner, som er omfattet af ML (momsloven) § 3, stk. 2, nr. 2 og 3, er dog ikke omfattet af momspligten efter ML §§ 6 og 7. Se afsnit D.A.21.3.4.3 Momspligt om momspligt ved byggeri for egen regning.
Udtagning af varer og ydelser i forbindelse med byggeri mv. til formål, som ikke vedrører den registreringspligtige virksomheds leverancer, er momspligtig efter ML (momsloven) § 5, stk. >6<. Kun registreringspligtige virksomheder er omfattet af momspligten efter denne bestemmelse. Se afsnit D.A.21.2.3 Momsregistrering ML § 47. Momspligten efter ML (momsloven) § 5, stk. >6<, er nærmere beskrevet i afsnit D.A.21.4 Udtagning i forbindelse med byggeri mv. ML § 5, stk. 6 om udtagning.
En person, som kun er momspligtig efter bestemmelsen i ML (momsloven) § 3, stk. 2, nr. 1, om lejlighedsvis levering af et nyt transportmiddel til et andet EU-land, jf. ML (momsloven) § 11, stk. 4, er kun momspligtig for leverancen af nye transportmidler til andre EU-lande. En sådan person er derfor ikke omfattet af momspligten efter ML (momsloven) § 5, stk. 6, eller ML (momsloven) §§ 6 og 7.
Byggevirksomheder mv. er derudover omfattet af momslovens øvrige bestemmelser om momspligt, herunder udtagning i øvrigt, salg af virksomhedens aktiver, overførsel af varer til eget brug i andre EU-lande, erhvervelse af varer fra andre EU-lande, samt import fra lande uden for EU.
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil