C.D.2.4.7.2.1.7 Dobbelt fradrag
Regel
Efter SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra g, er der en situation med et hybridt mismatch, når et dobbelt fradrag forekommer. Se særskilt definition af dobbelt fradrag i afsnit C.D.2.4.7.2.4 Definition af "dobbelt fradrag".
Ved dobbelt fradrag forstås et fradrag af samme betaling, udgifter eller tab i den jurisdiktion, hvor betalingen har sit udspring, udgifterne er pådraget, eller tabene er lidt (betalerens jurisdiktion), og i en anden jurisdiktion (investorens jurisdiktion).
Der er en situation med dobbelt fradrag, når fradraget sker i mere end én jurisdiktion. Der er dog kun en situation med et hybridt mismatch, i det omfang fradraget sker i indkomst, som ikke er dobbelt medregnet indkomst. Se SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 3.
I forbindelse med en betaling fra en hybrid enhed eller et fast driftssted er betalerens jurisdiktion den jurisdiktion, hvor den hybride enhed eller det faste driftssted er etableret eller beliggende.
Dobbelt fradrag skal forstås bredt og omfatter således ikke kun fradrag for faktiske betalinger, men kan også forekomme i forbindelse med andre fradrag som f.eks. afskrivninger.
Et eksempel på dobbelt fradrag kan være et tilfælde, hvor et selskab har et fast driftssted i et andet land end hjemlandet og kan opnå fradrag for en udgift i både det land, hvor det faste driftssted er beliggende, og det land, hvor selskabet har hovedsæde. Bestemmelsen vil dog ikke finde anvendelse, hvis fradraget i det land, hvor det faste driftssted er beliggende, alene anvendes i det faste driftssteds egen indkomst, når begge lande beskatter indkomsten i det faste driftssted. Se SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 3.
Bestemmelsen vil derimod finde anvendelse, i det omfang fradraget kan anvendes af andre selskaber f.eks. som led i en sambeskatning i det land, hvor det faste driftssted er beliggende. Det er i den forbindelse ikke afgørende, om hovedkontoret i samme indkomstår har positiv indkomst at modregne underskuddet i, eller om underskuddet fremføres til udnyttelse i et senere indkomstår. Se skatteministerens svar til FSR, spørgsmål 34 (lovforslag L 28 2018-19, Skatteudvalget, spørgsmål 1).
I Danmark anvendes territorialprincippet, hvilket indebærer, at indkomst i udenlandske datterselskaber og faste driftssteder ikke medregnes ved hovedsædets indkomstopgørelse i Danmark. Der findes dog undtagelser til territorialprincippet i dansk ret, hvorefter indkomsten i udenlandske datterselskaber og faste driftssteder alligevel skal medregnes ved den danske indkomstopgørelse. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis koncernen har valgt international sambeskatning efter SEL (selskabsskatteloven) § 31 A, eller hvis datterselskabets eller det faste driftssteds indkomst medregnes i moderselskabets indkomst som følge af CFC-beskatning efter SEL (selskabsskatteloven) § 32. I begge tilfælde, vil der være tale om dobbelt medregnet indkomst i Danmark, hvorfor der ikke er tale om et hybridt mismatch, når det dobbelte fradrag sker i denne indkomst.
Bemærk
Der er kun tale om et hybridt mismatch, hvis mismatchet opstår mellem tilknyttede personer, mellem et skattesubjekt og en tilknyttet person, mellem enheden og det faste driftssted, mellem to eller flere faste driftssteder af samme enhed eller i forbindelse med et struktureret arrangement. Se SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 4.
For hybride mismatch omfattet af SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra g, er ejerskabskravet 50 pct. for tilknyttede personer, jf. SEL (selskabsskatteloven) § 8 C, stk. 1, nr. 17, 6. pkt.
Resultat
Når bestemmelsen finder anvendelse, imødegås det pågældende dobbelt fradrag ved SEL (selskabsskatteloven) § 8 D, stk. 1, ved at nægte fradraget. Se herom afsnit C.D.2.4.7.3 Betingelser og retsvirkninger.
Eksempel:
Moderselskabet, selskab A, er beliggende og driver virksomhed i land A. Koncernen driver ligeledes virksomhed i Danmark, hvilket foregår gennem et af moderselskabets faste driftssteder i Danmark, filial A, og gennem et helejet datterselskab, selskab DK.
Datterselskabet, selskab DK, er den enhed, der står for at levere ydelser til de lokale kunder i Danmark. Filial A har til formål at indhente lånefinansiering til at drive aktiviteten i Danmark og har den fordel at opnå gunstigere lånevilkår, idet det er moderselskabets kreditværdighed, der tages i betragtning. Filial A optager derfor et lån med en markedsrente på armslængdevilkår fra en ekstern bank.
Filial A og selskab DK er omfattet af den obligatoriske sambeskatning efter SEL (selskabsskatteloven) § 31. Dette indebærer, at underskuddet i filial A som følge af rentebetalingen indgår i sambeskatningsindkomsten med selskab DK.
Filial A er dog ligeledes skattepligtig i land A, da land A modsat danske regler ikke anvender et territorialprincip. Rentebetalingen på lånet til den eksterne bank vil således være genstand for separate fradrag i både land A og i Danmark, da selskab A ligeledes medregner underskuddet fra det faste driftssted i sin indkomstopgørelse i land A. Der er derfor tale om et dobbelt fradrag, når underskuddet samtidig udnyttes i en dansk sambeskatning.
Danmark skal herefter nægte fradrag for rentebetalingen hos filial A efter SEL (selskabsskatteloven) § 8 D, stk. 1, da fradraget ikke nægtes hos investoren (moderselskabet).
Se også
- Definition af "dobbelt fradrag" (C.D.2.4.7.2.4 Definition af "dobbelt fradrag")
- Definition af "medregning" (C.D.2.4.7.2.6 Definition af "medregning")
- Definition af "dobbelt medregnet indkomst" (C.D.2.4.7.2.8 Definition af "dobbelt medregnet indkomst")
- Definition af "hybrid enhed" (C.D.2.4.7.2.9 Definition af "hybrid enhed")
- Definition af "struktureret arrangement" (C.D.2.4.7.2.16 Definition af "struktureret arrangement")
- Definition af "tilknyttet person" (C.D.2.4.7.2.17 Definition af "tilknyttet person")
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil