Har en selvstændig fradrag for bøder? Kan selvstændige få fradrag for en parkeringsbøde? Kan en selvstændig få fradrag for en konventionalbod? Kan en selvstændig få fradrag for en hastighedsbøde? Kan en selvstændig får fradrag for en kollegial bøde? Kan man trække en bøde til en ansat fra i skat?

C.C.2.2.2.17 Udgifter til bod, bøder og konfiskation i selvstændig erhvervsvirksomhed mv.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om fradrag for udgift til bod, bøder og konfiskation.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Definitioner
• Baggrund
• Udgifter til bøder for at overtræde straffeloven
• Udgifter til bøder for at overtræde færdselslovgivningen
• Udgifter til bøder som det offentlige pålægger for at overtræde love eller lignende
• Udgifter til bøder for at overtræde kollegiale regler og vedtægter
• Udgifter til bøder for ansatte m.fl.
• Udgifter til konventionalbod eller lignende for at overtræde indgåede aftaler
• Udgift til bod for at overtræde fagretlig lovgivning og faglige overenskomster
• Specielt om konfiskation
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Selvstændigt erhvervsdrivende mv. kan som udgangspunkt ikke fratrække udgifter til bod og bøder ved indkomstopgørelsen, fordi de falder uden for driftsomkostningsbegrebet, som forudsætter at udgiften er både sædvanlig og normal og dertil indgår som et naturligt led i virksomhedens løbende drift. Disse udgifter anses derfor normalt som ikke fradragsberettigede omkostninger, jf. SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, modsætningsvis.

Der findes dog enkelte undtagelser fra denne regel, som det fremgår af de enkelte afsnit.

Definitioner

I det følgende vil udvalgte begreber, der forekommer i retspraksis, blive defineret.

Definitionen er af en overordnet karakter og afpasset til den nødvendige og relevante forståelse af den skatteretlige problematik, der behandles i det følgende.

Bod: Ordet betyder bedring, dvs. genopretning, og er for det første en økonomisk sanktion mod fx en arbejdsgiver for at have brudt en faglig overenskomst.

Dernæst kan bod betyde en økonomisk oprejsning, som "skadevolder" skal betale til "skadelidte" uden hensyn til, hvor stort det lidte tab er. Bod er i den betydning en mellemting mellem en straf og en erstatning.

Se også

Se også nedenfor om konventionalbod.

Bøde: Ordet stammer fra det ældre danske ord bod. Med bøde forstås dels egentlige bøder, der er idømt eller vedtaget for overtrædelse af  strafferegler i straffeloven eller i særlovgivningen, fx færdselsloven, dels de såkaldte strafafgifter, som såvel offentlige myndigheder som private nævn eller lignende pålægger borgere eller virksomheder mv. for at overtræde forskellige regelsæt, fx advokatsamfundets regler (LSRM 1959, 49 LSR).

Konkurrenceklausul er en bestemmelse i en købekontrakt, som afskærer sælger, af fx en virksomhed, fra at drive konkurrerende virksomhed med køberen.

Konventionalbod er et beløb, som den part, der overtræder en aftale om en konkurrenceklausul, skal betale, dog forudsat, at det fremgår af kontrakten, at en overtrædelse af konkurrenceklausulen udløser en bod.

En konventionalbod kan ifaldes uafhængigt af, om modparten har lidt et tab, ved at konkurrenceklausulen er blevet overtrådt. Boden er nærmere en straf for at bryde en indgået aftale om en konkurrenceklausul og dermed krænke den anden parts ret.

Pønal: Ordet stammer fra det latinske ord poena, der betyder straf. Pønal er et adjektiv og betyder straf(mæssig).

Baggrund

Udgifter til bod, bøder og konfiskation kan i deres rendyrkede form karakteriseres som fremmede for driften.

Dertil kommer, at disse udgifter alle er følger af forsætlig eller uagtsom adfærd og derfor skal virke som en pengestraf. Denne virkning ville afsvækkes, hvis man anerkendte fradrag for udgifterne.

Udgifter til bøder for at overtræde straffeloven

Udgifter til bøder, som en virksomhed er blevet dømt til at betale, fordi den har overtrådt straffeloven, anses hverken for fradragsberettigede driftsudgifter eller driftstab.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.7 Udgifter til bestikkelse i selvstændig erhvervsvirksomhed mv. Udgifter til bestikkelse.

Udgifter til bøder for at overtræde færdselslovgivningen mv.

Det samme gælder bøder, som en erhvervsdrivende mv. enten er blevet idømt eller har vedtaget for at overtræde fx færdselsloven - også selv om den strafbare handling er snævert forbundet med at tjene penge på at drive virksomheden. For selv bøder, som en erhvervsdrivendehar fået, mens han eller hun har udført erhvervsmæssigt arbejde og dermed har opnået en indtægt i forbindelse med overtrædelsen, fx erhvervskørsel, kan ikke trækkes fra som en driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Se LSRM 1971, 150 LSR, hvor en vognmand blev idømt en bøde, fordi seks af hans lastvogne havde kørt med overlæs, og han dermed havde overtrådt færdselslovgivningen. Landsskatteretten anså ikke udgiften for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, og vognmandens anbringende om, at bøden var blevet fastsat ud fra den fortjeneste, som han havde opnået ved den ulovlige kørsel, blev ikke tillagt nogen vægt.

I SKM2009.607.SR kunne Skatterådet ikke bekræfte, at spørger med skattemæssig virkning kunne drive virksomhed med abonnementsservice mod fartbøder, så virksomheden kunne fratrække udgiften til en fartbøde, den havde dækket, som driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Skatterådet henviste som begrundelse for sin afgørelse bl.a. til udgiftens karakter, nemlig at bøder har til formål at forebygge og/eller straffe lovovertrædelser. Dette formål ville blive forspildt med den foreslåede ordning.

Heller ikke en udgift til parkeringsafgift - i daglig tale kaldt parkeringsbøde - kan trækkes fra som driftsomkostning, selv om den ikke anses for en bøde i strafferetlig forstand, og oven i købet kan være tæt knyttet til indkomsterhvervelsen.

Se LSRM 1980, 137 LSR, hvor en arkitekt blev nægtet fradrag for sine udgifter til parkeringsafgifter (bøde), selv om han havde begrænset fradraget til 50 pct. svarende til den erhvervsmæssigt benyttede andel af sin personvogn. Arkitektens anbringende om, at parkeringsbøden skulle anses for en meget høj parkeringsafgift (betaling for at parkere), overbeviste ikke Landsskatteretten, som derimod bemærkede, at bøden skulle anses for en sanktion for at overtræde gældende forskrifter.

I SKM2005.170.ØLR nåede landsretten frem til samme resultat ved at nægte en selvstændigt erhvervsdrivende fradrag for bl.a. en parkeringsafgift, fordi udgiften ikke blev anset for erhvervsmæssig.

Udgifter til bøder, som det offentlige pålægger for at overtræde love eller lignende

Heller ikke udgifter til bøder i form af de såkaldte strafafgifter, som offentlige myndigheder pålægger for overtrædelse af love eller lignende, anses for fradragsberettigede driftsudgifter. Dette skyldes strafafgifternes pønale karakter. Det forhold, at de fleste af strafafgifterne er direkte relateret til indkomsterhvervelsen, og at virksomhedernes forseelse er relativt lille, når de pålægges, er uden betydning.

LSRM 1961, 44 LSR. Udgifter til bøder, som Statskontrollen med Mejeriprodukter og Æg mm. havde pålagt en ægeksportør, blev anset for bøder af pønal karakter, hvorfor der ikke var hjemmel til at trække dem fra som driftsudgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Bøderne blev derimod anset for en privat, ikke fradragsberettiget udgift efter SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

I TfS 2000, 817 LSR blev et selskabs udgift til en bøde, som EU-kommissionen havde pålagt, anset for en ikke fradragsberettiget, privat udgift på grund af udgiftens pønale og dermed driftsfremmede karakter. Landsskatteretten bemærkede, at en bøde, der var pålagt af EU-Kommissionen for at overtræde EU's konkurrencelovgivning, skulle sidestilles med bøder, som danske myndigheder havde pålagt. Selskabet beskæftigede sig med at producere og præisolere fjernvarmerør og fittings mv., og selskabet havde fået bøden, fordi det havde deltaget i et ulovligt rør-kartel.

I forlængelse af afgørelsen i TfS 2000, 817 LSR kan heller ikke bøder, som fiskere er blevet pålagt, fordi de har fisket ulovligt og dermed overtrådt EU's fiskerilovgivning, trækkes fra som driftsudgifter ved indkomstopgørelsen efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

I SKM2012.336.LSR blev en medicinalvirksomhed (et selskab) pålagt bøder for at have overtrådt et etisk nævns regler. Landsskatteretten nægtede derfor fradrag for udgiften til bøderne efter SL (statsskatteloven) § 6 in fine. Landsskatteretten lagde i sin afgørelse vægt på, at

• selskabet havde overtrådt det etiske nævns regler
• bøderne ikke var resultat af en naturlig og sædvanlig driftsrisiko, der var forbundet med selskabets virksomhed.

Om det etiske nævn var det bl.a. oplyst, det var et juridisk og etisk kontrolorgan for medicinalindustrien, som havde til formål at sikre læger, tandlæger, farmakonomer mv. mod medicinsk informationsmateriale, der er ufyldestgørende, misvisende og vildledende.

Udgifter til bøder for at overtræde kollegiale regler og vedtægter.

Udgifter til bøder, som private råd og nævn eller lignende pålægger erhvervsdrivende mv., kan som alt overvejende hovedregel ikke trækkes fra som driftsudgifter ved indkomstopgørelsen, fordi de anses for private, ikke fradragsberettigede udgifter, der er indkomsterhvervelsen uvedkommende. Se SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

Det forhold, at de fleste af bøderne er direkte relateret til indkomsterhvervelsen, og at de erhvervsdrivendes forseelse er relativt lille, påvirker kun undtagelsesvist fradragsretten. Det var dog tilfældet i en sag om en travtræner i TfS 2000, 819 LSR., hvor nogle af bødernes pønale karakter var meget beskeden og nærmede sig karakter af en ordensbøde.

I øvrigt kan en bøde for at overtræde en bestemmelse i kollegiale vedtægter, der efterfølgende ændres, fordi den anses for uhensigtsmæssig, efter en konkret vurdering være af sådan en ikke-pønal, men til gengæld driftsmæssig karakter, at udgiften til den kan trækkes fra som driftsudgift ved indkomstopgørelsen efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. (Se TfS 1988, 321 LSR).

LSRM 1959, 49 LSR. Udgift til en bøde, som Advokatrådet havde pålagt en selvstændigt erhvervsdrivende advokat, blev ikke anset som en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Den blev derimod anset for en ikke fradragsberettiget, privat udgift efter SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

I SKM2009.563.HR blev udgifter til bøder til Advokatnævnet heller ikke anset for at udgøre en sådan naturlig og sædvanlig driftsomkostning i en advokatvirksomhed, at udgifterne kunne anses for fradragsberettiget efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Højesteret lagde på denne måde vægt på udgiftens pønale præg, selv om der var en ret snæver forbindelse mellem overtrædelsen og virksomhedens drift.

I SKM2007.909.LSR kunne en mælkeproducent ikke fratrække en udgift til et såkaldt garantibeløb til den andelsforening, som han var andelshaver i, fordi udgiften ikke hang direkte og naturligt sammen med driften af landbrugsvirksomheden og tilmed havde pønal karakter. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at mælkeproducenten

• ikke havde været tilstrækkeligt agtpågivende med at kontrollere de dyr, der var i behandling med antibiotika
• selv var skyld i, at han var blevet ekskluderet af andelsforeningen
• selv var skyld i udgiften.

Det fremgik af sagen, at andelsforeningen havde ekskluderet mælkeproducenten, fordi han havde overtrådt andelsforeningens vedtægter ved gentagne gange at have brugt antibiotika ulovligt på sit malkekvæg. En sådan eksklusion blev efter vedtægterne betragtet som en ulovlig udtræden af andelsforeningen, hvilket udløste et krav til mælkeproducenten om at betale et såkaldt garantibeløb til andelsforeningen.

TfS 2000, 819 LSR. Udgifter til løbsbøder, som en løbsdommer havde pålagt en travtræner, der havde overtrådt Travsportens reglement, blev for nogle mindre forseelsers vedkommende anset for fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, mens der blev nægtet fradrag for bøder for andre grovere overtrædelser, fordi de blev anset for driftsfremmede og dermed private omkostninger efter SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

Travsportens reglement regulerede forhold både før, under og efter løbene, herunder forhold, der vedrørte såvel kusk som hest. Overtrædelse af reglementet blev sanktioneret med advarsel, bøde eller udelukkelse fra løb i kortere eller længere tid. På en bødeseddel var der optegnet 100 ansvarspådragende forhold, der spændte fra ureglementeret påklædning til doping af hest og uforsvarlig kørsel. Bødernes størrelse blev fastsat ud fra et internt regelsæt, der var kategoriseret på en skala fra A-E. Landsskatteretten anså bøderne i kategorierne D og E for at være af egentlig pønal karakter, mens bøderne i de lavere kategorier, blev anset for at være et udslag af normal driftsrisiko og derfor fradragsberettigede som driftsudgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Sagens resultat viser, at en bøde for bl.a. at have været ureglementeret påklædt, anses for en så lille forseelse, at bøden, uanset hvad den blev kaldt, savnede den tilstrækkelige pønale karakter, samtidig med at den var så nært forbundet med indkomsterhvervelsen, at udgiften er blevet anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

I TfS 1988, 321 LSR fik en dyrlæge lov til at fratrække en udgift til bod mv. som en voldgiftsret havde pålagt ham at betale, fordi han havde overtrådt dyrlægeforeningens kollegiale vedtægter.

Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på dyrlægens forklaring om, at hans overtrædelse af vedtægterne skyldtes, at han søgte at bibeholde et klientel af samme størrelse som hidtil; dvs., at udgifterne til boden var brugt til at sikre og bevare hans indkomst efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Foreningens vedtægter, som dyrlægen havde overtrådt, bestemte, at dyrehospitaler, konsultationer mv. kun måtte oprettes på den adresse, hvor de tilknyttede dyrlægers praktiserede. Dyrlægen oprettede udover det dyrehospital til smådyr, som han havde etableret for næsten 20 år siden, nye klinikker i omegnen, uden at der dér var ansat personale. Arbejdet på de nyoprettede klinikker blev udført af dyrlægen selv og hans personale fra dyrehospitalet, hvilket kunne lade sig gøre, fordi klinikkerne kun tilbød konsultation ca. 2 timer dagligt.

Om årsagen til oprettelsen af de nye klinikker forklarede dyrlægen, at hans indtægt fra dyrehospitalet efter en årrække med stigende omsætning var stagneret, fordi der var kommet flere dyrlægeklinikker til i området, og at han med dette tiltag havde ønsket at stoppe denne uheldige tendens. Endelig var det oplyst, at monopolmyndighederne kort efter fik bestemmelserne, som dyrlægen havde overtrådt, ophævet, så han kunne bevare sine praksissteder.

Udgifter til bøder for ansatte m.fl.

En erhvervsdrivende, der betaler de bøder for sine ansatte, som de har fået, mens de udfører deres arbejde, kan trække bøderne fra som lønudgifter og dermed som driftsudgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Det er, fordi den erhvervsdrivende har fået udført erhvervsmæssigt arbejde i sin virksomhed.

Se om beskatningen af den ansatte afsnit C.A.3.3.7 Udgifter til bøder betalt af arbejdsgiveren.

Selskaber har formentlig ikke denne fradragsret, hvis de har betalt bøder (strafafgift) for dets bestyrelsesmedlemmer eller direktører, som er blevet pålagt sådan en bøde for ikke at have indsendt selskabets årsregnskab rettidigt til Erhvervsstyrelsen. Se TfS 1994, 417 TSS.

Heller ikke selskabets bestyrelsesmedlemmer eller direktører kan trække bøden fra i deres personlige skatteregnskab. I denne situation er bøden hverken i forhold til selskabets selv eller i forhold til den ansatte eller eventuelt honorarlønnede, en udgift, der kan anses for at være naturligt forbundet med selskabets drift, og udgiften kan næppe karakteriseres som en driftsudgift i form af løn- eller honorarudgift eller lignende.

Udgifter til konventionalbod eller lignende for at overtræde indgåede aftaler

I sager, hvor en erhvervsdrivende overtræder en indgået aftale med en anden virksomhed mv., fx bryder en aftale med en konkurrenceklausul, eller uberettiget ophæver en forhandlerkontrakt, anses udgiften til den bod, som den retsstridige adfærd har resulteret i, som en ikke fradragsberettiget udgift af pønal karakter. Se SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

I SKM2004.71.HR nægtede Højesteret en detailhandlende med modetøj fradrag for udgiften til en konventionalbod, som han pådrog sig, da han solgte sin forretning. Højesteret lagde i sin afgørelse vægt på, at konventionalboden ikke omfattede erstatning for (købers) indtægtstab, men alene havde en pønal karakter. Boden kunne derfor hverken anses for en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning i sælgerens virksomhed. Der var heller ikke fradragsret for den del af konventionalboden, der svarede til bruttoavancen ved det salg, der havde fundet sted i strid med konkurrenceklausulen. Højesteret har på den måde anset udgiften til konventionalboden for en ikke fradragsberettiget, privat udgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. in fine.

I UfR 1974, 435 ØLD fik et selskabs ikke fradrag for udgifter i form af erstatning, bod samt sagens omkostninger som fradragsberettigede driftsomkostninger. Selskabet, der solgte kontorsystemer og i den forbindelse uberettiget havde ophævet en forhandlerkontrakt, blev pålagt de omstridte udgifter ved en voldgiftsret. Selskabet indbragte herefter spørgsmålet om fradragsretten for disse udgifter for domstolene. Det fremgår dog ikke entydigt af dommen, hvorvidt landsretten anså udgifterne til bl.a. boden for at vedrøre indkomstgrundlaget og som følge heraf som ikke fradragsberettigede formueomkostninger, eller om retten fandt boden mv. af pønal karakter og derfor dens udgifter for driftsfremmede og private omkostninger. Formentlig var det en blanding.

Udgift til bod for at overtræde fagretlig lovgivning og faglige overenskomster

Udgift til bod, som faglige sammenslutninger pålægger erhvervsdrivende mv., fordi de har overtrådt fagretlig lovgivning og faglige overenskomster, kan som udgangspunkt ikke trækkes fra som driftsudgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.

Dog kan særlige forhold gøre, at udgiften efter konkret vurdering anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, fx at udgiften rent faktisk fungerer som efterbetaling af løn og dermed kan anses for en driftsudgift, der er fradragsberettiget, selv om den erhvervsdrivende har handlet overenskomststridigt (LSRM 1982, 123 LSR).

LSRM 1966, 133 LSR anerkendte ikke en tømrermesters udgift til en pålagt bod samt advokatomkostninger i forbindelse hermed for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt derimod, at boden havde pønal karakter og derfor var en ikke fradragsberettiget, privat udgift efter SL (statsskatteloven) § 6 in fine. Tømrermesters anbringende om, at han påtog sig arbejdet i god tro, og at udgifterne var et resultat af en normal driftsrisiko og derfor fradragsberettigede driftsudgifter, blev ikke tillagt afgørende vægt. Det var nærmere oplyst, at tømrermesteren ved en faglig voldgiftsret var blevet idømt en bod for at have overtrådt lovene for tømrermesterforeningen, fordi han var blevet bestilt af kommunens arkitekt til at færdiggøre en kollegas arbejde for kommunen. Yderligere var det oplyst, at kollegaen ikke led noget økonomisk tab i den forbindelse, og at boden efter fradrag for omkostningerne til voldgiftsretten skulle tilfalde henholdsvis tømrermesterforeningen og Centralforeningen af Tømrermestre i Danmarks forskolefond.

I LSRM 1975, 161 LSR blev en udgift, som en vognmand blev pålagt af fagforeningen DASF, fordi han havde underbetalt sine chauffører og dermed brudt den faglige overenskomst, anset for en ikke fradragsberettiget bodsudgift af pønal karakter. Vognmandens anbringende om, at en del af beløbet blev udbetalt til hans chauffører og på den måde udgjorde efterbetaling af løn og dermed en fradragsberettiget lønudgift, blev ikke tillagt afgørende vægt.

Derimod anså LSRM 1979, 3 LSR et beløb, som et selskab havde betalt til de respektive fagforbund samt tilknyttede advokatomkostninger, for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, og ikke en bod. Landsskatteretten anså nemlig selskabets betaling for at være et led i et forlig, der skulle standse en overenskomststridig strejke blandt selskabets personale hurtigst muligt. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på følgende, der samlet vedrørte selskabets drift:

• Selskabet drev sæsonbetonet virksomhed.
• Strejken fandt sted midt i højsæsonen.
• En fortsat strejke kunne true selskabet mulighed for at tjene penge i fremtiden.
• Selskabet havde ikke handlet i strid med de indgåede overenskomster.

Det bør understreges, at det ikke var selskabet, men de ansatte, der havde overtrådt de fagretlige love, så udgiftens pønale element manglede i forhold til selskabet.

I LSRM 1982, 123 LSR blev en vognmands forligsmæssige betaling af et beløb på 20.000 kr. til fagforbundet SID anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, selv om sagen angik en overenskomststridig løn til en chauffør. Landsskatteretten sidestillede nemlig det betalte beløb til SID med efterbetaling af for lidt løn, fordi SID betalte 15.000 kr. ud af de 20.000 kr. - og dermed størstedelen af beløbet - til chaufføren.

I TfS 1998, 450 VLD kunne et vognmandsselskab derimod ikke fratrække et beløb, som det havde indvilliget i at betale til SID til fuld og endelig afgørelse af to sager om overenskomststridig løn til chauffører. Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på

• at beløbene var tilfaldet SID fuldt og helt
• at beløbenes størrelse ikke var fastsat på baggrund af en sparet lønudgift.

Udgifterne blev betragtet som en forligsmæssig bod, der skyldtes, at virksomheden havde brudt overenskomsten, og de havde derfor havde en pønal karakter som ikke fradragsberettigede, private udgifter efter SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

I TfS 1987, 35 ØLD blev et forligsmæssigt beløb, som en kroejer skulle indbetale til Tjenerforbundet på grund af en overenskomststridig underbetaling af sine ansatte, anset for en fradragsberettiget driftsudgift i form af efterbetaling af løn efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, og ikke en bod.

Landsretten lagde ved sin afgørelse vægt på følgende:

• Beløbet var skønsmæssigt fastsat ud fra kroejerens sparede lønudgift.
• En bod for at bryde overenskomsten havde ikke været overvejet.

Landsretten lagde derimod ikke afgørende vægt på, at Tjenerforbundet ikke betalte beløbet videre til de ansatte, hvilket var fagforbundets og ikke på virksomhedens beslutning.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.1.3 Afgrænsning over for private udgifter om driftsomkostningsbegrebet.

Specielt om konfiskation

Hovedregel

Personers eller virksomheders udgifter til konfiskation kan ikke trækkes fra i forbindelse med indkomstopgørelsen, men anses for en ikke fradragsberettiget, privat udgift. Se SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

Undtagelse

Hvis det konfiskerede aktiv er beskattede beløb, anses udgiften for fradragsberettiget efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, selv om konfiskationen skyldes ulovlig virksomhed.

Begrebet konfiskation

Konfiskation betyder inddragelse i statskassen af værdier eller genstande som følge af en strafbar handling, som fx en selvstændigt erhvervsdrivende mv. har begået. Konfiskation er i formel henseende ikke nogen straf. Straffelovens bestemmelser om konfiskation findes derfor i lovens 9. kapitel om andre retsfølger af den strafbare handling.

De vigtigste regler for konfiskation fremgår af straffelovens §§ 75-77, hvoraf følger, at udbyttet ved en strafbar handling helt eller delvis kan konfiskeres. Men der findes også regler i andre love om konfiskation.

Konfiskation omfatter typisk indtægter i form af penge eller værdipapirer, men også genstande, der har været anvendt til, er frembragt ved eller i øvrigt har forbindelse med en strafbar handling, kan konfiskeres.

I stedet for at konfiskere de fysiske genstande, kan pengebeløb, der svarer til de fysiske genstandes værdi, konfiskeres.

Konfiskation af enkelte driftsmidler

Konfiskation af enkelte aktiver giver normalt ikke adgang til tabsfradrag, hvis overtrædelsen er begået af ejeren.

Hvis konfiskationen af driftsmidler skyldes ejerens egen strafbare adfærd, fx afgivelse af falske oplysninger over for en offentlig myndighed, eller overtrædelse af EU's fiskerikonventioner, kan ejeren ikke fratrække det driftstab, som han eller hun har lidt i forbindelse med konfiskationen.

Se LSRM 1955, 138 LSR, hvor en læge ved at afgive urigtige oplysninger til offentlig myndighed havde fået tilladelse til at købe en ny personbil, som han skulle bruge i sin praksis. Efterfølgende blev bilen imidlertid konfiskeret på grund af lægens strafbare adfærd, og det driftstab, der opstod som følge af konfiskationen, blev anset for et ikke fradragsberettiget tab af pønal karakter. Se SL (statsskatteloven) § 6 in fine.

I TfS 1984, 362 LSR blev en fisker nægtet fradrag for det tab, han havde lidt, ved at de norske fiskerimyndigheder havde konfiskeret hans fangstredskaber, fordi han havde fisket uden licens i de norske farvande og dermed fisket ulovligt. Landsskatteretten begrundede den manglende fradragsret med de pønale. hensyn, som lå til grund for konfiskationen og i øvrigt også for den bøde, som fiskeren samtidig havde fået, men som han ikke havde klaget til Landsskatteretten over, at han ikke havde fået fradrag for.

Hvis den strafbare overtrædelse er begået af den erhvervsdrivendes personale, kan det lidte driftstab som følge af konfiskation anses for en fradragsberettiget driftsudgift. Det forudsætter dog, at den erhvervsdrivende ikke var eller burde have været vidende om personalets adfærd. Se LSRM 1958, 41 LSR, hvor en vognmand, der havde kølevogne, der kørte til udlandet, fik sin kølevogn konfiskeret af det tyske politi, fordi en af chaufførerne blev grebet i smugleri. Vognmanden kunne fratrække det tab, han havde lidt på grund af konfiskationen som et driftstab efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra, fordi vognmanden ikke kendte til chaufførens smugleri.

Konfiskation af beskattede beløb

Hvis det er beskattede beløb, som konfiskeres, kan den beskattede del fratrækkes som indtægtstab, selv om konfiskationen skyldes overtrædelse af bestemmelser i straffeloven eller i anden lovgivning. Der er derfor tale om en udvidelse af den fradragsret, som gælder efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, om driftsudgifter. Betragtningen i forbindelse med fradrag ved konfiskation er formentlig nettoindkomstprincippet, som også gælder fx ved fradrag for udgifter i forbindelse med hobbyvirksomhed.

Hvis beskattede indkomster konfiskeres i indkomstår, der ligger efter beskatningsåret, kan den selvstændigt erhvervsdrivende mv. fratrække det konfiskerede beløb i sin indkomstopgørelse for det år, hvor konfiskationen foretages, medmindre han eller hun får tilladelse til at trække sit tab fra i det år, hvor den konfiskerede indtægt er medtaget i indkomstopgørelsen. En tilladelse kræver i det mindste, at det år, som ønskes genoptaget, ligger inden for skatteforvaltningslovens almindelige genoptagelsesfrist.

Der er en forudsætning for at kunne få fradrag, at den erhvervsdrivende mv. kan dokumentere eller sandsynliggøre, at han eller hun har medregnet de konfiskerede indtægter til sin indkomst.

Se LSRM 1975, 144 LSR, hvor en direktør, der bl.a. havde udlejet værelser i en villaejendom til udlændinge, som arbejdede i Danmark, fik konfiskeret over 30.000 kr., fordi han havde overtrådt, bl.a. byggelovgivningen ved at ombygge ejendommen og udleje værelser til mere end 42 lejere uden at få de nødvendige godkendelser fra huslejenævnet. Udlejerens påstand om, at han havde indtægtsført tidligere års lejeindtægter og derfor havde ret til at fratrække beløbet i det konfiskerede beløb, blev afvist, fordi han ikke kunne dokumentere, at han allerede havde betalt indkomstskat af lejeindtægten. Herudover kunne et eventuelt fradrag tidligst foretages i det år, hvori der var afsagt dom om konfiskation.

>Landsretten fandt ved SKM2019.501.ØLR, at skattemyndighederne var berettiget til at afslå at nedsætte indkomsten alene som følge af en formel bestemmelse om konfiskation, henset til, at der ikke faktisk var sket en fratagelse af formuegoder eller sket hel eller delvis betaling. Den formelle beslutning om konfiskation kunne således ikke føre til nedsættelse af beskatningen, hvis konfiskationsbestemmelsen ikke reelt blev gennemført.<

Se også

Se også afsnit A.A.8.2.1 Ordinær genoptagelse om ordinær genoptagelse.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: