Hvordan beskattes man, hvis ens arbejdsgiver betaler en bøde for en? Skal man betale skat af en bøde, som arbejdsgiveren betaler? Kan en direktør i en virksomhed trække en bøde fra?
C.A.3.3.7 Udgifter til bøder betalt af arbejdsgiveren
Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for beskatning af medarbejderen, når arbejdsgiveren betaler for medarbejderens udgifter til betaling af bøder.
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Betaler arbejdsgiveren bøder for en medarbejder, anses betalingen for løn (tillæg) og A-indkomst, som den erhvervsdrivende skal indeholde A-skat og AM-bidrag i inden lønnen udbetales. Se KSL (kildeskatteloven) § 43 og AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 2.
Medarbejderen kan i øvrigt ikke trække udgiften til bøden fra i sin lønindkomst, fordi udgiften på grund af sin pønale karakter, savner den naturlige og nødvendige forbindelse til indkomsterhvervelsen, dvs. lønindkomsten. Det gælder uanset om medarbejderen har fået bøder mens vedkommende udfører sit arbejde.
Heller ikke selskabets bestyrelsesmedlemmer eller direktører kan trække bøden fra i deres personlige skatteregnskab. I denne situation er bøden hverken i forhold til den ansatte eller eventuelt honorarlønnede, en udgift, der kan anses for at være naturligt forbundet med selskabets drift. Se om beskatning af bestyrelsesansvarsforsikring i afsnit C.C.2.2.2.11 Udgifter til forsikringer mv. i selvstændig erhvervsvirksomhed mv..
Skatterådet har i en konkret sag bekræftet, at hvis arbejdsgiveren betaler bøder, som påhviler en ansat, er den ansatte skattepligtig af beløbet. Se SKM2014.506.SR om en journalist.
Har en medieudgiver afholdt udgifter til erstatningskrav og sagsomkostninger, som en journalist er dømt til at betale skadelidte, som følge af en strafbar æreskrænkelse, og har medieudgiveren efter almindelige formueretlige principper regres over for journalisten, vil journalisten være skattepligtig heraf, jf.LL (ligningsloven) § 16, jf. SL (statsskatteloven) § 4, stk. 1. Se SKM2014.506.SR.
Betaler arbejdsgiveren for den ansattes sagsomkostninger i forbindelse med en bødesag, er dette også skattepligtigt for den ansatte. Se SKM2015.598.SR. Skatterådet udtalte i øvrigt i relation til erstatning, at i de tilfælde hvor medieudgiverens regresadgang er afskåret eller ikke-eksisterende efter dansk rets almindelige regler og retsgrundsætninger, vil det forhold, at medieudgiveren afholder udgifter til erstatning og sagsomkostninger, ikke medføre beskatning af journalisten.
Se om fradrag for bøder for arbejdsgiveren i afsnit C.C.2.2.2.17 Udgifter til bod, bøder og konfiskation i selvstændig erhvervsvirksomhed mv..
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Skatterådet |
||
SKM2015.598.SR |
Betaler arbejdsgiveren for den ansattes sagsomkostninger i forbindelse med en bødesag er dette også skattepligtigt for den ansatte. Skatterådet udtalte i øvrigt i relation til erstatning, at i de tilfælde hvor medieudgiverens regresadgang er afskåret eller ikke-eksisterende efter dansk rets almindelige regler og retsgrundsætninger, fx fordi medieudgiveren har accepteret den journalistiske form og vinkel mv. og har en væsentlig egen interesse i (programmet), vil det forhold, at medieudgiveren afholder udgifter til erstatning og sagsomkostninger, ikke medføre beskatning af journalisten. Skattepligt. |
|
SKM2014.506.SR |
Skatterådet bekræftede, at det havde skattemæssige konsekvenser for en journalist, hvis det massemedie journalisten arbejdede for som ansat eller freelancer betalte bøder, der påhvilede journalisten. Skattepligt. |
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil