| Virksomheden skal anmelde sig til registrering senest 8 dage før den momspligtige virksomhed går i gang, jf. § 47, stk. 5. § 47, stk. 5, er en ordensforskrift, der påbyder registreringspligtige virksomheder at anmelde sig til registrering, inden den registreringspligtige virksomhed begynder. Selve registreringen skal imidlertid ske med virkning fra det tidspunkt, hvor den registreringspligtige virksomhed efter en konkret vurdering må anses for at være startet. Dette gælder også, selvom virksomheden anmelder sig for sent i forhold til tidskravet i § 47, stk. 5. Overskridelse af tidskravet til selve anmeldelsen straffes dog med bøde, jf. § 81, se V.2.2.
Told- og skatteforvaltningen kan fra den 1. januar 2009, i henhold til momslovens § 47, stk. 6 og 7, give den afgiftspligtige et påbud om at efterleve det i stk. 5, 1. pkt., fastsatte bestemmelse om registrering m.v. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge den afgiftspligtige daglige bøder efter § 77, indtil påbuddet efterleves. Påbuddet skal indeholde en henvisning til den relevante bestemmelse og en anvisning af, hvilke konkrete handlinger eller foranstaltninger virksomheden skal gennemføre for at overholde den pågældende bestemmelse. Påbuddet gives skriftligt, og det skal fremgå heraf, at hvis påbuddet ikke efterleves inden for den angivne frist, kan modtageren heraf pålægges daglige bøder, indtil påbuddet efterleves. Fra 1. juli 1995 kan virksomheder, der anmeldes til registrering, blive pålagt at stille sikkerhed for momskrav efter reglerne i kildeskattelovens § 56 A, stk. 2, jf. momslovens § 62, stk. 10. Virksomheden kan herefter ikke blive registreret, før der er stillet sikkerhed. Et evt. pålæg om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden senest 14 dage efter, at den har anmeldt sig til registrering. Se P.5. Hvis registreringsforholdene bliver ændret (f.eks. ejerforhold, beliggenhed eller ansvarlig ledelse), skal dette meddeles til Selskabs- og Erhvervsstyrelsen sendes 8 dage efter ændringen, jf. M.1.1. |