>Efter SKL (skattekontrolloven) § 10 B, stk. 1 skal der ske indberetning om erhvervelser og afståelser af obligationer, herunder konvertible obligationer, aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 og investeringsforeningsbeviser. Indberetningspligten omfatter endvidere hævninger i kontoførende investeringsforeninger og indfrielser af obligationer. En nærmere opregning af de værdipapirer, hvor der skal ske indberetning ved køb og salg findes i § 49, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, nr. 1 -3 og stk. 2 i SKLBKG. nr. 227 af 16. marts 2011.< >Indberetningspligten efter SKL (skattekontrolloven) § 10 B påhviler den, der som led i sit erhverv handler med eller formidler overdragelse af de ovenfor nævnte værdipapirer samt den, der har det som sit erhverv at indgå eller formidle aftaler om sådanne kontrakter, jf. § 50, stk. 1 i SKLBKG. nr. 227 af 16. marts 2011.< >Indberetning om hævning fra en konto i en kontorførende investeringsforening skal dog foretages af foreningen, jf. § 50, stk. 1 in fine i SKLBKG. nr. 227 af 16. marts 2011.< >Indberetningpligten vedrørende indfrielser af obligationer påhviler som udgangspunkt depositaren respektiv kontoføreren. Er værdipapireret ikke deponeret/kontoført her i landet, og formidles indfrielsen af obligationen af et pengeinstitut eller anden indløser, påhviler indberetningspligten denne ("skrankeindlæseren").< >Der gælder en særlig indberetningspligt i forbindelse med private handler med de ovenfor nævnte værdipapirer. Overdrages de ovenfor nævnte værdipapirer således mellem parter, der ikke er indberetningspligtige efter § 50 i SKLBKG. nr. 227 af 16. marts, og formidles overdragelsen ikke af en sådan indberetningspligtig, skal indberetningen om aftalen foretages af den part, der erhverver værdipapiret, jf. § 51, stk. 1 i SKLBKG. < Parterne i en privat handel skal ikke af den grund tilmelde sig registret over indberetningningspligtige, men handlen skal indberettes på en særskilt blanket, som kan rekvireres hos SKAT. Indberetning til SKAT skal foretages inden 15. januar i året efter udløbet af det kalenderår, hvori dispositionen har fundet sted, jf. § 51, stk. 4 i SKLBKG. Med overdragelse sidestilles overgang ved arv eller gave. Dødsboer er omfattet af indberetningspligten og skal således oplyse om salg eller arveudlæg af obligationer. Kun overdragelse til eje, men ikke til sikkerhed, er omfattet af indberetningspligten. |