| Lønmodtagere, der er ansatte som hundefører, og som har udgifter til hundehold, kan foretage fradrag for disse udgifter efter SL (statsskatteloven) § 6, litra a, som et ligningsmæssigt fradrag. Fradraget er dog begrænset af bundfradraget i LL (ligningsloven) § 9, stk. 1, der i >2011< er på 5.500 kr. Modtager hundeføreren et tillæg fra arbejdsgiveren, er tillægget i lighed med andre løntillæg skattepligtigt, men hundeføreren kan foretage fradrag for sine udgifter vedrørende hunden (mad, dyrlæge, slitage på bolig og bil, hundepension m.v.), jf. TfS 1995, 254. Ved udøvelse af skønnet over fradragets størrelse kan ligningsmyndighederne hense til den godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren, samt det særlige omkostningstillæg, der udbetales til politiets hundeførere, jf. TfS 1995, 150 og TfS 1995, 157. Fradraget kan dog ikke overstige det hundeførertillæg, den pågældende hundefører har modtaget fra sin arbejdsgiver, jf. TfS 1995, 147. Det tillæg, der udbetales til politiets hundeførere, og som nu benævnes hundetillæg, tilsigter at dække de faktiske omkostninger ved hundeholdet. Politiets hundeførere kan derfor få et fradrag, der svarer til størrelsen af dette tillæg. Ved opgørelsen af fradraget kan der ikke tages hensyn til det særlige hundeførertillæg, som politiets hundeførere modtager som kompensation for at det omkostningsdækkende hundetillæg er skattepligtigt. |