Er der tale om aktier, som tegnes i forbindelse med stiftelsen af et selskab, anses aktierne for anskaffet ved stiftelsen af selskabet. I de tilfælde, hvor selskabet stiftes med tilbagevirkende kraft, vil aktierne dog anses for anskaffet på tidspunktet for stiftelsesoverenskomstens underskrift. Anskaffelsessummen for aktier, der tegnes ved stiftelse af et selskab mod indskud af kontanter, er det faktisk indbetalte beløb. Er en medarbejder blevet beskattet af værdien af en tildelt tegningsret tillægges dette beløb til aktiernes anskaffelsessum. Om anskaffelsessummen for aktier, der tegnes mod indskud af andre værdier end kontanter, se afsnit S.B.1.4.1.1. Om anskaffelsessummen for aktier, der er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter virksomhedsomdannelsesloven, se LV Erhvervsdrivende, afsnit E.H.2.1 Betingelserne for skattefri virksomhedsomdannelse. Ved afståelse af aktier, for hvilke der er opgjort en negativ skattemæssig anskaffelsessum efter reglerne i VOL (virksomhedsomdannelsesloven) § 4, stk. 2-4, medregnes det negative beløb ved opgørelsen af skattepligtig fortjeneste eller tab ved afståelsen af disse, jf. VOL (virksomhedsomdannelsesloven) § 4, stk. 4. Om anskaffelsessummen for aktier i rekonstruktionstilfælde, se afsnit S.C.1.2.2 Rekonstruktion af selskaber. |