| Såvel valg som fravalg af anvendelse af ordningen er bindende i 10 år fra det tidspunkt, hvor valget træffes. Et fravalg af ordningen betyder, at rederiet først kan komme ind i ordningen efter 10 år. Omvendt betyder det, at vælger et rederi at anvende tonnageskatteordningen er det bundet til at lade sig beskatte efter ordningen de næste 10 år, uanset resultatet af den faktiske rederivirksomhed. Ved udløbet af den 10-årige bindingsperiode vil rederiet igen skulle træffe valget om det ønsker at fortsætte i ordningen eller at overgå til beskatning efter de almindelige regler. Ved udtræden af tonnageskatteordningen vil ordningen først igen kunne anvendes efter 10 indkomstår med beskatning efter de almindelige regler.
Ved valg af tonnageskatteordningen skal samtlige skibe og andre aktiver, som opfylder betingelserne, indgå i ordningen. Valget er således gældende for hele rederidelen af selskabets samlede virksomhed der kan tonnagebeskattes og det er derfor ikke muligt at holde en eventuel underskudsgivende del af rederivirksomheden udenfor beskatning efter ordningen.
I de tilfælde, hvor eksempelvis to rederier bliver koncernforbundne, fusionerer eller ved tilførsel af aktiver, og hvor kun det ene rederi anvender tonnageskatteordningen, eller de begge gør det, fastsættes bindingsperioden i sådanne tilfælde som hovedregel til bindingsperioden for det rederi, der senest blev omfattet af tonnageskatteordningen. Hvis ikke alle de pågældende selskaber anvender tonnageskatteordningen, fastsættes bindingsperioden til 10 år regnet fra og med det indkomstår, hvor selskaberne bliver koncernforbundne eller fusionen gennemføres. Samme regler gælder ved tilførsel af aktiver. Ved spaltning af selskaber fastsættes bindingsperioden for de nye selskaber til den samme som for det selskab, der spaltes.
Se også SKM2008.799.SR, hvor et ikke-tonnagebeskattet selskab blev omfattet af ordningen som følge af etablering af en koncernforbindelse.
Hvis et rederi bliver omfattet af tonnageskatteordningen, fordi det får fælles ledelse eller driftsorganisation med koncernforbundne rederier og ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder, fastsættes bindingsperioden til den samme, som gælder for de øvrige selskaber i koncernen. Det samme er tilfældet, hvis et koncernforbundet selskab, der ikke tidligere har drevet rederivirksomhed, begynder at drive sådan virksomhed.
For de selskaber der først valgte at indtræde i ordningen fra og med 2002, jf. afsnit S.C.8.8 Ikrafttræden regnes 10 års-perioden fra og med indkomståret 2001.
Betingelserne om at en del af skibene skal være registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, 3. pkt., jf. § 6 a, stk. 1, 1. pkt., eller at samtlige skibe skal være registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 8, stk. 1, nr. 6, som er indsat ved lov nr. 409 af 1. juni 2005 indebar, at et rederi, der havde valgt tonnagebeskatning, kunne være interesseret i ikke længere at anvende tonnageskatteordningen eller ikke længere kunne anvende tonnageskatteordningen. På baggrund heraf kunne et rederi ændre sit valg og fravælge tonnagebeskatning fra og med indkomståret 2005. Fravalget af tonnagebeskatning kunne ske uanset bestemmelsen om valg eller fravalg af tonnagebeskatning er bindende for rederiet i en periode på 10 år regnet fra påbegyndelsen af det indkomstår, hvor tonnagebeskatning første gang kunne vælges. Fravalgtes tonnagebeskatning fra og med indkomståret 2005 efter denne bestemmelse, var valget bindende i 10 år fra og med indkomståret 2005. Fravalget skulle træffes senest ved rettidig indgivelse af selvangivelse for indkomståret 2005. |