Overgang til territorialbeskatning | Med indførelsen af territorialprincippet ved lov nr. 426 af 6. juni 2005 fremgår det af SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 2, at indtægter og udgifter hos et fast driftssted eller en fast ejendom i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland ikke medregnes ved opgørelsen af selskabers danske indkomstopgørelse, medmindre selskabet (og den koncern, som selskabet måtte være en del af) vælger international sambeskatning efter SEL (selskabsskatteloven) § 31 A. Territorialprincippet i SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 2, har virkning fra og med indkomstår, der påbegyndes den 15. december 2004 eller senere, det vil i praksis sige indkomståret 2005, hvis indkomståret følger kalenderåret eller er fremadforskudt, og indkomståret 2006, hvis indkomståret er bagudforskudt. I lov nr. 426 af 6. juni 2005, § 15, stk. 9 og 10, er der indsat overgangsregler vedrørende faste driftssteder, hvis skattepligt ophører som følge af, at der ikke vælges international sambeskatning. Overgangsreglerne består af to elementer: - Underskud i det faste driftssted opstået før skattepligtens ophør kan ikke fremføres af det danske selskab, jf. lovens § 15, stk. 9, 1. pkt.
- Hvis der er genbeskatningspligtige underskud i det faste driftssted efter de tidligere regler i LL (ligningsloven) § 33 D, skal det danske selskabs indkomst forhøjes med overskud i det faste driftssted i efterfølgende indkomstår, så længe der er en genbeskatningssaldo, jf. lovens § 15, stk. 9, 2.-10. pkt.
Overgangsreglerne gælder uanset hvilken lempelsesmetode, der anvendes. Fast ejendom sidestilles med fast driftssted, jf. lovens § 15, stk. 9, 11. pkt. Reglerne om medregning af overskud i efterfølgende indkomstår svarer i vidt omfang til de tilsvarende regler for udenlandske, sambeskattede datterselskaber, der udtræder af sambeskatning som følge af vedtagelsen af lov nr. 426 af 6. juni 2005, jf. lovens § 15, stk. 8 (såkaldt "skyggesambeskatning"). Se herom afsnit S.D.4.4.1 Ophør af sambeskatning ("skyggesambeskatning"). Genbeskatningssaldoen for faste driftssteder, hvor der lempes efter creditprincippet, opgøres som et beløb svarende til den i SEL (selskabsskatteloven) § 17, stk. 1, nævnte procent af de genbeskatningspligtige underskud på tidspunktet for skattepligtens ophør, dvs. 28 pct., da selskabsskattesatsen var 28 pct. i 2005 og 2006. For faste driftssteder, hvor der lempes efter eksemptionsmetoden, skal genbeskatningssaldoen således ikke omregnes til skatteværdi. Se lovens § 15, stk. 9, 3. pkt. Indgår flere faste driftssteder fra samme land, opgøres disse faste driftssteders saldi samlet, jf. lovens § 15, stk. 9, 6. pkt. Genbeskatningssaldoen nedbringes med skatteværdien af senere års overskud fratrukket eventuel creditlempelse og skatteværdien af eventuel genbeskatning efter 9. og 10. pkt., jf. lovens § 15, stk. 9, 4. pkt. Efter lovens § 15, stk. 9, 9. og 10. pkt. finder genbeskatningsreglerne i LL (ligningsloven) § 33 D, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004, fortsat anvendelse, indtil genbeskatningssaldiene er udlignet. For så vidt angår underskud, der er fradraget for indkomståret 1992 og senere indkomstår, som er påbegyndt den 6. december 1995 eller tidligere, finder LL (ligningsloven) § 33 D som indsat ved lov nr. 219 af 3. april 1992 og som ændret ved § 3 i lov nr. 312 af 17. maj 1995, fortsat anvendelse. Genbeskatningssaldoen nedbringes ikke med skatteværdien af overskud, i det omfang overskuddet skyldes renteindtægter og kursgevinster på fordringer på hovedkontoret eller selskaber, der er sambeskattet med hovedkontoret, jf. lovens § 15, stk. 9, 5. pkt. Denne bestemmelse er indsat med virkning for renter, der påløber, og gevinst og tab, der realiseres den 13. december 2006 eller senere. Selvangivelsen skal indeholde opgørelse af genbeskatningssaldi, og selvangivne saldi udgør efter foretagelsen af en skatteansættelse en del af denne, jf. lovens § 15, stk. 9, 7. og 8. pkt. |