| Efter SEL (selskabsskatteloven) § 13, stk. 3, 1. pkt., skal selskaber medregne 66 pct. af udbyttebeløbet i den skattepligtige indkomst, når udbyttet modtages fra selskaber m.v., der er skattepligtige efter SEL (selskabsskatteloven) § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2e, 2f, 4 eller 5 a, eller som er hjemmehørende i udlandet, hvor det udbyttemodtagende selskab besidder mindre end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttendegivende selskab (mindre end 20 pct. i kalenderårene 2005 samt 2006 og mindre end 15 pct. i kalenderårene 2007 og 2008) eller hvis minimumsejerandelen ikke er opfyldt i en sammenhændende periode på mindst et år, og udbyttet udloddes inden for denne periode. Dette gælder dog kun, når aktierne i det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af ABL (aktieavancebeskatningsloven) §§ 17 eller 19 eller ligningslovens 16C, stk. 15. Tilsvarende gælder for fonde, jf. FBL (fondsbeskatningsloven) § 10. Se afsnit S.H.12 Udbytte og lempelsesregler. Ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 blev indsat en bestemmelse i selskabsskattelovens § 13, stk. 3, 2. pkt. (nu 3. pkt.), hvorefter tilsvarende gælder, hvis udbyttemodtageren er et selskab eller en forening mv. som nævnt i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, og selskabet eller foreningen mv. er hjemmehørende i en fremmed stat, der er medlem af EU eller EØS, på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Med virkning for udbytte der udloddes d. 1. juli 2007 eller senere finder reglen om indgående udbytter i SEL (selskabsskatteloven) § 13, stk. 3 kun finder anvendelse, hvis mindst en af to nedenstående betingelser er opfyldt for det udbyttegivende selskab: - det udbyttegivende selskab er hjemmehørende i Danmark, i en fremmed stat, der er medlem af EU eller EØS, på Færøerne, i Grønland eller i en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, eller
- det udbyttegivende selskab deltager i en international sambeskatning efter SEL (selskabsskatteloven) § 31 A.
Herved omfattes tillige situationer, hvor det udbyttemodtagende selskab ejer mere end 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (mere end 15 pct. i kalenderårene 2007 og 2008), men hvor udbyttet ikke er skattefrit som følge af, at aktierne ejes i mindre end et sammenhængende år, når det udbyttemodtagende selskab er hjemmehørende i f.eks. Sverige. Udbytter fra udenlandske selskaber, der er omfattet af bestemmelsen, medregnes med 66 pct., uanset hvordan det udenlandske selskabs indkomst er blevet beskattet i udlandet, hvis de øvrige betindelser er opfyldt. Ved L 23 (Lov nr. 98 af 10. februar 2009) er der indsat et nyt 4. pkt. i selskabsskattelovens § 13, stk. 3. Heraf fremgår det, at selskabsskattelovens § 13, stk. 3, 1. og 3. pkt. ikke omfatter udbytter, hvis det udbyttegivende selskab har fradrag for udbytteudlodningen. Tilføjelsen har virkning for udbytter der udloddes den 8. oktober 2008 eller senere. |