| Efter KSL (kildeskatteloven) § 25 A skal indkomst, der vedrører en erhvervsvirksomhed, medregnes ved opgørelsen hos den ægtefælle, der driver virksomheden, uanset om virksomheden ejes af den anden ægtefælle. Efter KKSL (konkursskatteloven) § 9, stk. 1, 1. pkt., gælder dette dog ikke, hvis den ægtefælle, der ejer virksomheden, er under konkurs ved indkomstårets udgang. Hvis det for eksempel er hustruen, der driver en virksomhed, som manden ejer, skal hustruen altså ikke beskattes af indkomsten fra virksomheden, når manden er under konkurs.
Fra og med det år, hvori konkursdekretet afsiges over for manden, medregnes overskuddet således alene i konkursindkomsten. Det gælder, både hvis hustruen driver virksomheden, og hvis hun er medarbejdende ægtefælle.
Er der indgået lønaftale med ægtefællen, jf. KSL (kildeskatteloven) § 25 A, stk. 7, gælder reglerne i denne bestemmelse dog fortsat fra indkomstårets begyndelse og indtil konkursdekretets afsigelse, jf. KKSL (konkursskatteloven) § 9, stk. 1, 2. pkt. Endvidere gælder, at al løn m.v., som udbetales til skyldnerens ægtefælle af konkursboet, beskattes hos den pågældende, jf. KKSL (konkursskatteloven) § 9, stk. 2, uanset om konkursboet er indtrådt i en lønaftale med ægtefællen, jf. KSL (kildeskatteloven) § 25 A, stk. 7. Disse udgifter kan fratrækkes i konkursindkomsten på samme måde som løn til skyldneren selv, jf. KKSL (konkursskatteloven) § 11, stk. 4.
Efter KSL (kildeskatteloven) § 25 A, stk. 8, er det muligt for ægtefæller frit at fordele resultatet fra den enes eller begges virksomhed, som de driver i fællesskab. Betingelserne herfor er, at begge ægtefæller deltager væsentligt og ligeligt i virksomhedens drift, samt at de hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser. Til gengæld stilles der ikke krav om, at virksomhedens resultat skal deles i et bestemt forhold mellem ægtefællerne bortset fra, at fordelingen skal kunne begrundes sagligt i virksomhedens drift i bred forstand. Har ægtefællerne benyttet den frie fordelingsregel, gælder reglerne i KSL (kildeskatteloven) § 25 A, stk. 8, fortsat fra indkomstårets begyndelse og indtil konkursdekretets afsigelse, jf. KKSL (konkursskatteloven) § 9, stk. 1, 2. pkt.
Lejebetalinger fra ægtefællen til konkursboet er, på samme måde som for skyldneren selv, den skattepligtige indkomst uvedkommende. |