|
Afgørelser | I SKM2009.341.BR udtrådte et selskab af en advokatvirksomhed (I/S). Selskabet gjorde i forbindelse med udtræden gældende, at selskabet havde lidt et tab på kr. 10 mio. på goodwill, idet selskabet ikke havde modtaget vederlag for opgivet goodwill.
I årene efter selskabets udtræden modtog selskabet en royalty. Retten fandt, at denne royalty var betaling for goodwill, og at vederlaget skulle indgå i avanceopgørelsen, og ikke som hævdet af sag-søgeren skulle beskattes på udbetalingstidspunktet.
Sagsøgeren modtog endvidere uafhængig af sin udtræden en såkaldt ODA-afgift af visse særlige klienter. Den del af den oprindelige erhvervede goodwill, der vedrørte disse klienter, var ifølge Landsskatteretten ikke opgivet ved sagsøgerens udtræden, og Landsskatteretten havde derfor fun-det, at der alene var lidt tab på den almindelige "goodwill". Dette var retten ikke enig i. Retten fandt, at ODA-afgiften var uden betydning for vurderingen af, i hvilket omfang sagsøgeren havde opgivet eller lidt tab på den oprindeligt erhvervede goodwill.
Der skulle foretages en kontantomregning af anskaffelsessummen, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte det i denne forbindelse af landsskatteretten udøvede skøn.
Retten fandt herefter, at sagsøgeren havde lidt et fradragsberettiget tab på goodwill på kr. 7.713.056,-.
I SKM2007.685.SR (bindende svar) blev Skatterådet spurgt, om aktiviteten i andelsselskabet A kunne overdrages til selskabet B til bogført værdi, uden korrektion for goodwill. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ved overdragelsen af aktiviteten fra andelsselskabet A til selskabet B ikke skulle korrigeres for goodwill, idet en uafhængig køber af virksomheden, vil tillægge kundekredsen og forretningsforbindelserne en goodwillværdi. Skatterådet bekræftede, at goodwill på baggrund af en konkret vurdering kunne opgøres til 19,2 mio. kr. i henhold til TSS-cirkulære 2000-10. I SKM2006.455.VLR havde et selskab foretaget afskrivning på et beløb, der var betalt i henhold til en aftale, som var indgået med et koncernforbundet selskab. Det blev gjort gældende, at der ved aftalen var erhvervet skattemæssig goodwill, subsidiært at der var tale om en afskrivningsberettiget indtjeningsrettighed. Landsretten fandt, at den omstændighed, at det koncernforbundne selskab lod selskabet udføre de funktioner, der tidligere var knyttet til den omhandlende oliegennemløbsvirksomhed mod vederlag, ikke indebar en overdragelse af en virksomhed, hvortil der var knyttet en goodwill. Landsretten lagde vægt på, at oliegennemløbsvirksomheden blev nedlagt, at der ikke blev overført personale og aktiver, at der ikke blev afstået kunder, forretningsforbindelser eller lignende, og at der reelt forelå et tjenesteforhold. Landsretten fandt heller ikke, at der ikke var tale om erhvervelse af en indtjeningsret, hvorefter der kunne indrømmes en afskrivningsret i henhold til afskrivningslovens § 40 stk. 2 eller statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a. I SKM2006.284.SR (bindende svar) var en personligt drevet racerkørervirksomhed blevet overdraget til et selskab. Det var spørgerens opfattelse, at der i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen skulle fastsættes en goodwill. Skatterådet fandt, at goodwillen alene knyttede sig til indehaveren personligt, og var dermed ikke omfattet af det skatteretlige goodwillbegreb. Skatterådet lagde vægt på, at de indtægter som virksomheden fik, alene var afledt af de evner, som indehaveren besad som racerkører, herunder indehaverens personlige egenskaber og ekspertise. De ydelser, indehaveren leverede, var så unikke, at alene indehaveren kunne opfylde de indgåede kontrakter. I SKM2005.393.ØLR havde en revisor solgt goodwill i en revisionsvirksomhed til et selskab, som han selv ejede. Landsretten fandt efter indholdet og ordlyden i overdragelsesaftalen af 31. januar 1993, at der var tale om særskilt overdragelse af goodwill. Henset til de øvrige foreliggender i sagen, herunder forpagtningsaftalerne, som indeholdt andre og - efter det foreliggende - adækvate beskrivelser af aftalernes genstande, fandt landsretten ikke, at revisoren havde godtgjort, at der ved aftalen af 31. januar 1993, uanset aftalens ordlyd, var sket overdragelse af hele den af ham personligt drevne revisionsvirksomhed. Landsretten bemærkede, at det følger af retspraksis, at et vederlag modtaget under disse omstændigheder ikke kan anses for vederlag for afståelse af goodwill, der kan begrunde skattefrihed. Landsretten henviste endvidere til, at det udtrykkeligt fremgik af overdragelsesaftalen, at selskabets eventuelle videresalg af den omhandlede goodwill skulle godkendes af revisoren. Efter aftalens ordlyd var godkendelsen ikke sammenhængende med det tagne ejendomsforbehold, og revisoren havde ikke godtgjort, at bestemmelsen om godkendelse alene havde til formål at sikre, at betaling fandt sted. På denne baggrund fandt landsretten, at der ved aftalen af 31. januar 1993 ikke skete et reelt salg af goodwill. Østre landsrets dom blev indbragt for Højesteret, jf. SKM2007.347.HR. Højesteret fandt, at overdragelsesaftalen skulle ses i sammenhæng med en forudgående forpagtningsaftale, hvorved virksomheden havde været bortforpagtet til selskabet. Det var Højesterets opfattelse, at salget til selskabet ikke blot omfattede goodwill men også de øvrige formuegoder, som revisoren forudgående havde bortforpagtet til selskabet. Der var således ikke tale om særskilt salg af goodwill. Højesteret fandt videre, at overdragelsesaftalens bestemmelser om revisorens godkendelse af selskabets videresalg måtte forstås således, at godkendelsesbeføjelsen forudsatte, at selskabet ikke havde betalt købesummen fuldt ud til revisoren. Under henvisning hertil fandt Højesteret, at godkendelsesbeføjelsen ikke indebar, at der ikke var sket et endeligt salg til selskabet. Da der efter forelagte oplysninger ikke var grundlag for at fastslå, at den solgte goodwill ikke repræsenterede nogen værdi, tog Højesteret revisors påstand om hjemvisning til følge. Se SKM2003.590.LR, hvor det i en bindende forhåndsbesked i en sag vedrørende opløsning af et revisionsinteressentskab, fastslås, at det alene er den goodwill, som er knyttet til virksomheden som sådan, der er omfattet af det skattemæssige goodwillbegreb. Den goodwill, som var knyttet til revisorerne (forespørgerne) personligt, var således ikke omfattet af det skattemæssige goodwillbegreb. I SKM2002.310.HR (tidligere TfS 2000,486 ØLD), havde et svensk moderselskab og dettes danske datterselskab i fælleskab erhvervet en produktion bestående af konfekture- og hudplejeprodukter. Det danske datterselskab overtog herefter den fysiske produktion af de pågældende produkter, mens goodwill og retten til varemærker m.v. forblev hos det svenske moderselskab. Højesteret stadfæstede, at der til den af det danske datterselskab overtagne produktion knyttede sig en goodwillværdi på 48 mio. kr., hvilket beløb blev beskattet som et tilskud fra det svenske moderselskab. Der blev ved dommen lagt vægt på, at ejendomsretten til goodwill i form af kundekreds, forretningsforbindelser og lignende ikke kan overdrages som et særskilt aktiv løsrevet fra den virksomhed, som goodwillen knytter sig til. En revisor betalte ikke for goodwill ved sin indtræden i et revisionsinteressentskab i 1984 og interessentskabet betalte heller ikke goodwill for de kunder, der senere blev tilført. Ved sin udtræden betalte revisoren de øvrige interessenter 1,6 mio. kr. for de klienter han tog med ud. Revisoren havde anset beløbet for en fradragsberettiget betaling til interessentskabet for dettes forøgede omkostninger som følge af hans udtræden. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og anså beløbet som betaling, for de klienter revisoren havde taget med sig (goodwill), TfS 1997, 555 HRD. TfS 1998, 731 HRD: En vognmand, der havde kontrakt med et regionalt trafikselskab om rutekørsel med busser, solgte 4 busser til et privat selskab, der skulle fortsætte kontraktskørslen. Salgssummen androg i alt 5,5 mio. kr, heraf 500.000 kr. for goodwill. Ligningsmyndighederne fandt ikke, at 500.000 kr. var betaling for skatteretlig goodwill. Beløbet blev anset som særlig indkomst efter LOSI § 2, nr. 5, - nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 6, jf. stk. 2 (retten ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt). Sagen blev anket til Landsskatteretten, som fandt, at kontraktsforholdet med det regionale trafikselskab kun har givet klageren beskedne muligheder for at påvirke kundemassen og derved skabe sig en personlig goodwill som følge af, at koncessionsbetingelserne som udgangspunkt må tilhøre udstederen af koncessionen. Under hensyntagen til kontraktsforholdet med det regionale trafikselskab om buskørsel anså Landsretten heller ikke, at de 500.000 kr. var betaling for goodwill. Beløbet blev anset som skattepligtig særlig indkomst efter LOSI § 2, nr. 5. - nu AL (afskrivningsloven) § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Højesteret stadfæstede under hensyntagen til karakteren af den overdragne virksomhed og indholdet af kørselskontrakten Landsrettens dom. I TfS 1999, 827 LR (bindende forhåndsbesked) skulle en personlig drevet virksomhed overdrages til et selskab. Virksomheden baserede sig næsten udelukkende på indehaverens viden, kvalifikationer og kontakter. Spørgeren fandt på denne baggrund ikke, at der var goodwill i virksomheden. Ligningsrådet lagde ved vurderingen, om der forelå goodwill, bl.a. vægt på, at det forhold, at en uafhængig køber måtte forudsættes at anse det for væsentligt, at indehaveren i en kortere eller længere periode blev tilknyttet virksomheden ikke kunne udelukke, at der var knyttet goodwill til virksomheden. Efter den vejledende beregningsregel kunne goodwill fastsættes til ca. 2,2 mio. kr. Ligningsrådet lagde ved værdiansættelsen bl.a. vægt på, at beregningsreglen alene er vejledende og, at den overdragne virksomhed fortsat hovedsagelig ville basere sig på den hidtidige indehavers kvalifikationer m.v. Goodwill blev herefter skønsmæssigt fastsat til 500.000 kr. Et nyetableret selskab indgik en aftale med et selskab inden for samme branche om køb af en række aktiver. Bl.a. blev der således aftalt en betaling på 1,4 mio. kr. for goodwill. Som led i aftalen blev 3 nøglemedarbejdere med indgående branche- og områdekendskab frigjort for deres konkurrenceklausuler, hvorefter de blev ansat i det nyetablerede selskab. Landsretten fandt ikke, at der var tale om betaling for goodwill i form af kundekreds m.v. Den som goodwill karakteriserede betaling måtte derimod anses som en ikke fradragsberettiget etableringsudgift afholdt med det formål, at frikøbe de 3 medarbejdere for deres konkurrenceklausuler i det sælgende selskab, således at de herefter frit kunne tage ansættelse i det nyetablerede selskab. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, jf. SKM2002.155.HR (tidligere TfS 2000, 470 VLD). A drev en personligt ejet virksomhed, som handlede med brugte maskiner. Virksomheden havde ikke en fast kundekreds, som var potentielle aftagere af alle de maskiner, der blev sat til salg. Dette forhold udelukkede imidlertid ikke, at der var goodwill i virksomheden. Det blev derimod antaget, at virksomheden havde en potentiel kundekreds, som varierede afhængig af, hvilken type maskine, der var sat til salg. Den værdi af goodwill, der fremkom ved hjælp af TSS-cirkulære 2000-10 blev dog nedsat under hensyn til, at det måtte lægges til grund, at en uafhængig køber af virksomheden ville betinge sig, at A skulle være tilknyttet virksomheden i en periode, jf. SKM2001.190.LR. |
