| Efter VSL (virksomhedsskatteloven) § 10, stk. 1, skal et resterende overskud, som overføres til den skattepligtige (hæves), medregnes ved opgørelsen af den skattepligtiges personlige indkomst i det indkomstår, hvor overskuddet overføres.
Et resterende overskud kan overføres til den skattepligtige med virkning for indtjeningsåret, hvis det overføres inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår.
Resterende overskud, som hæves, medregnes tillige ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for AM-bidrag, jf AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 10, stk. 2, 1. pkt.
Det overskud, som overføres fra virksomheden til den skattepligtige, nedsættes dog i relation til opgørelsen af bidragsgrundlaget med summen af positiv indkomst fra faste driftssteder og faste ejendomme beliggende i udlandet. Dette følger af AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 10, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsen antages at finde tilsvarende anvendelse på indkomst fra frit erhverv udøvet i udlandet. Beløb, der overføres fra konto for opsparet overskud, vil altid skulle anses for dansk indkomst. Der sondres således ved overførsel af opsparet overskud ikke mellem overskud hidrørende fra Danmark og overskud hidrørende fra udlandet, og ved opgørelsen af bidragsgrundlaget foretages der dermed ikke reduktion for opsparet overskud hidrørende fra faste driftssteder m.v. i udlandet. Endvidere vil en fremførselsberettiget negativ personlig indkomst kunne reducere bidragsgrundlaget, uanset om den helt eller delvist hidrører fra udenlandsk virksomhed.
Regler svarende til de regler, der gælder for udenlandsk indkomst, gælder for indkomst, som Færøerne eller Grønland i henhold til dobbeltbeskatningsaftaler med Danmark ikke er afskåret fra at beskatte, jf. således AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 10, stk. 3, 3. pkt.
Der henvises endvidere til E.B.8.3.2 Bidragsgrundlaget for selvstændigt erhvervsdrivende med udenlandsk erhvervsindkomst og E.B.8.4 Grønland og Færøerne, som indeholder en nærmere beskrivelse af AMBL ( arbejdsmarkedsbidragsloven) § 10, stk. 3.
|