| Der kan efter AL (afskrivningsloven) § 25, stk. 2, jf. AL (afskrivningsloven) § 25, stk. 1, afskrives på udgifter til anskaffelse og forbedring af bygninger eller installationer, der ikke er afskrivningsberettigede efter den almindelige bestemmelse i AL (afskrivningsloven) § 14, hvis der hviler en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul på ejendommen. Nedrivningsklausuler pålægges i visse tilfælde, hvor der gives dispensation fra lokalplan, byggelov eller lignende. Nedlæggelsesdeklarationer forekommer ofte i forbindelse med tidsbegrænsede tilladelser til at indrette loftsetagen i en beboelsesejendom til lejligheder.
Afskrivningerne kan påbegyndes i anskaffelsesåret, hvorimod der ikke kan afskrives i det indkomstår, hvori ejendommen afhændes, eller hvori nedlæggelsen eller nedrivningen sker, jf. AL (afskrivningsloven) § 25, stk. 6.
Det følger af AL (afskrivningsloven) § 25, stk. 7, at der ikke kan afskrives på fast ejendom, hvorpå der hviler en nedlæggelses- eller nedrivningsklausul, hvis der ikke er en reel risiko for, at denne klausul vil blive gjort gældende. Med virkning for lejemål, der indgås den 1. januar 2000 eller senere kan der endvidere ikke afskrives, såfremt udlejer og lejer er nærtstående. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtsskabsforhold. Se i øvrigt nærmere afsnit E.C.4.8.1 Bygninger på lejet grund.
TfS 1995, 487 ØLD vedrørte en skatteyder, der i 1986 havde erhvervet en taglejlighed, hvorpå der var tinglyst en klausul om, at der skulle ske nedlæggelse senest den 1. januar 1998. Uanset at kommunen havde ændret praksis, således at ansøgninger om ophævelse af tidsfrister for nedlæggelse af taglejligheder generelt kunne imødekommes, fandt retten, at skatteyderen havde afskrivningsret, da det ikke kunne afvises, at der var en reel risiko for, at nedlæggelsesklausulen ville blive gjort gældende. Retten lagde herved vægt på, at der var tale om en praksisændring af generel og uforpligtende karakter, og at kommunen i hvert enkelt tilfælde tog stilling til konkrete ansøgninger, og at skatteyderen som medlem af en ejerlejlighedsforening var afhængig af, at der ikke fremkom indsigelser, som kommunen kunne tage til følge. |
